Når vi skal løse ting på en ny måde eller løse problemer uden kendt løsning, er et velkendt og velment råd ofte, at vi skal ’tænke ud af boksen’. Selv er jeg ikke særlig vild med den formulering, slet ikke hvis den serveres af en overivrig konsulent, der kaster om sig med farvede post-its.
Men uanset om det er konsulenten eller dig selv, som forsøger at påtvinge denne sagnomspundne rejse ud af boksen, så er der noget om snakken: For vi er alle låst af vores perspektiv. Vores perspektiv er vores specifikke, erfaringsbaserede blik, og når vi løser et problem med afsæt i dette blik, bringer det ofte ikke noget nyt i forhold til at komme frem til nye løsninger.
Derfor ligger nøglen til de nye løsninger også i vores perspektiv, men i et ændret og nyt perspektiv. Og altså ’ude af boksen’.
Problemet er imidlertid ikke så meget, at vi anskuer vores udfordring ud fra velkendte modeller, men mere at vi ofte anlægger vores hæmmende automat-perspektiv mere eller mindre ureflekteret og ubekymret. Og så er vi blinde for vores snævre tilgang til både problem og løsning.
Altså er en del af løsningen alene opmærksomhed på, at man er hæmmet af sit perspektiv, og at man er hæmmet i sit forsøg på at ændre sit perspektiv på problem og løsning.
Her vil jeg fremhæve tre meget almindelige adfærdsmønstre, som er med til at begrænse vores evne til at arbejde med vores perspektiv:
1) Vane
Vi gør som vi plejer. Måske fordi vi er dovne eller pressede på tid. Eller måske fordi det virkede sidst. Og i den forstand er vanen i virkeligheden en afart af erfaring, og vi er vant til at betragte erfaring som noget godt.
Men i problemløsningen kan erfaringen hæmme for at tænke nyt, og det vil i særdeleshed anspore til, at man søger at løse problemer eller opgaver med gamle tilgange. Her kan udfordringen være, at vi helt overser den vigtigste kilde til forbedring, og det fulde potentiale ikke forløses.
2) Forudindtagethed
Vi har på forhånd dannet os en mening. Måske baseret på en erfaring, et rygte eller bare en antagelse.
Vi bygger således vores egen sandhed op, som er væsentlig stærkere end selve perspektivet, og derfor bliver den ’sandhed’ også styrende for vores perspektiv. Og ofte er man ikke åben for alternative input, objektive såvel som subjektive, som strider mod denne ’sandhed’, og således er ens perspektiv fastlåst.
3) Forfængelighed
Vi er bange for at udstille os selv, vores ’dumhed’ eller ’uvidenhed’.
I det øjeblik vi forlader kendt territorium, er vi opdagelsesrejsende. Og ja, i moderne organisationer, offentlige såvel som private, er det er forbundet med usikkerhed og uvidenhed. Og ingen har lyst til at ødelægge en lovende karriere ved at stille et dumt spørgsmål eller slet og ret sige: ”Det aner jeg ikke noget om.”
Det er oplagt at tro at denne adfærd er særligt knyttet til ekspertrollen, fordi man jo både opfattes, tituleres, og måske endda også lønnes som den mest vidende indenfor et givent område, og at alt dette vil bortfalde i det øjeblik man signalerer uvidenhed. Men det er faktisk ligeså svært for den nye, uerfarne der jo er i gang med at opbygge sin position i organisationen.
Nu er det nærliggende at konkludere at vi er individuelt ansvarlige for at bryde med vores eget automat-perspektiv, men det er kun til dels rigtigt. For faktisk er det næsten en uoverstigelig opgave at bryde med sit perspektiv, alene af de tre ovennævnte grunde.
En lettere vej ind i perspektivændringen er at bringe flere individuelle perspektiver i spil på samme tid – igennem dialog og proces. Hvor man er åben omkring sit eget perspektiv og åben overfor andres. Ofte er løsningen jo en kombination af eksisterende muligheder og tilgange, og i den forstand har vi ikke brug for at tænke ud af boksen, men blot dele, hvad vi har af viden og erfaring, og sammen forsøge at sammensætte disse på nye måder.
Krøllen på halen er imidlertid, at man i denne proces, til det næste møde med kollegerne, skal være ligeså opmærksom på de tre hæmmende adfærdsmønstre, fordi de skaber rammen om mødet og fundamentalt for organisationens samlede kultur omkring udvikling, og derfor næste gang man står i en situation, hvor perspektivændring er krævet, og ens vaner, forudindtagethed eller forfængelighed spiller en et puds, så er det værd at huske på, at i gamle dage, da man rejste ud på de endeløse have på en firkantet jordklode for at søge nye verdener, var det forbundet med og hyldet som mod og nysgerrighed. Ikke med løftede øjenbryn fra kollegerne.
