Categories
Uncategorized

VI DELER PÅ FOLKEMØDET

På årets Folkemødet har MindLab inviteret til debat om deleøkonomi. Allieret med Claus Skytte, ekspert i deleøkonomi og forfatter til bogen “Skal vi dele?“, diskuterede vi pontentialer og udfordringer på en solrig Kirkeplads i Allinge.

Der er et stort samfundspotentiale, hvis vi bliver bedre til at udnytte vores ressourcer. Claus Skytte påpegede, at biler som ofte er ledige og blot optager plads 95% af tiden. Hvis bilen eksempelvis kun bruges mandag og tirsdag, kan den måske gøre nytte hos andre onsdag, torsdag og fredag?

AirBnb, Gomore, Netflix, Spotify og Zipcar har alle revolutioneret deres branche. De viser, at en ny bølge er over os. Tidligere kunne man ikke drømme om at dele sit konto- eller telefonnummer på internettet, hvor vi i dag glædeligt deler bil og bolig med fremmede mennesker.

Flere deltagere til vores arrangement spurgte om, det i virkeligheden er en ny trend. De færreste har oplevelsen af at revolutionere traditionel økonomi, når de låner en kop sukker hos naboen eller deler en trailer med genboen. Deleøkonomi er dermed i sig selv ikke et nyt fænomem, men skalaen er hidtil uset. Teknologiens muligheder giver os millioner af naboer og genboer. Med blot få klik kan vi dele med resten af verden. Derfor kan man tale om det, Claus Skytte omtaler som deleteknologi. Den muliggør, at vi ikke hver især behøver at eje en fysisk cd eller dvd. I stedet kan vi få adgang igennem onlinetjenester. Deleøkonomi udskifter dermed ejerskab med adgang.

Det et nærliggende at spørge, hvordan det offentlige kan drage nytte af nye muligheder og de mange ressourcer, der opstår, når vi deler. Og hvordan undgår vi globale virksomheder får monopol på deleøkonomien?

For Claus Skytte er svaret lige til. Vi skal facilitere og ikke regulere.