MindBlog English

MindLab

brugercentreret innovation - antropologiske metoder - servicedesign - offentlig udvikling - kommunikation - idéudvikling - politikudvikling - tværoffentligt samarbejde

Posts Tagged ‘web’

Johanne Mygind

Det er ikke nok at kunne bruge en mus

Af 30 november 2010

Hvis man for alvor vil gøre borgerne digitalt selvhjulpne i det offentlige system, kræver det, at man fokuserer på andet end deres IT-færdigheder.

 skat_graf  

Denne graf giver vores kollegaer i SKAT grå hår. Den viser nemlig, at de unge mellem 15- 30 kun sjældent bruger SKATs TastSelv, i stedet ringer de til SKAT, når de har spørgsmål eller ændringer i deres skatteforhold. SKATs erfaringer bryder altså med en af de grundlæggende antagelser i det offentliges digitaliseringsstrategi: At det først og fremmest er de ældre medborgere, som vil have problemer med at betjene sig selv digitalt, og at digitaliseringsproblemerne vil forsvinde, når de unge vokser op og som en selvfølge vil være digitalt selvhjulpne.

Sådan forholder det sig ikke nødvendigvis, for selvom man er på Facebook og Twitter er man ikke nødvendigvis på TastSelv, og efter at MindLab har siddet med, når de unge loggede sig på SKATs TastSelv, er vi ikke i tvivl om hvorfor: At kunne bruge TastSelv kræver simpelthen helt andre kompetencer end at være med på Facebook. Det kræver, at man har en grundlæggende viden om skattesystemet, at man har et overblik over hvilke felter på forskudsopgørelse, som er relevante for én, og at man kender og forstår ord som “fortrykt” “arbejdsgiveradministeret kapitalpension” og “pengeinstitut”. 

Ikke alle de unge under 30 har de kompetencer. Både fordi de endnu er nye i skattesystemet og fordi de i modsætning til deres forældre og bedsteforældre aldrig har udfyldt den selvangivelse på papir, som SKATs TastSelv system bygger på. Netop derfor vælger de, at ringe til SKAT, for i telefonen kan de få råd og vejledning på et niveau, som svarer til deres viden om SKAT og med nogle ord, som de kan forstå.

Arbejdet med at gennemføre digitale løsninger i det offentlige har længe fokuseret på, om befolkningen havde de nødvendige IT kompetencer. Men som eksemplet fra SKAT viser, bør man tænke videre, hvis man for alvor vil flytte borgerne fra BorgerService og telefonsluser og ud på nettet.

Som vi også argumenterede for i MindLabs WorkingLab om det digitale bureaukrati er alt for mange offentlige digitale løsninger stadig fulde af tungt juridisk sprog og abstrakte forklaringer. Alt for få betjener sig af konkrete eksempler eller grafiske løsninger. Kun enkelte er skræddersyet til den enkelte borger. Og nærmest ingen giver borgerne mulighed for at få hjælp af hinanden eller af eksperter, som stiller deres faglighed til rådighed on-line.

Hvis vi vil skabe digitalt selvhjulpne borgere må vi nytænke de offentlige IT-løsninger. Det kræver ikke bare flere ressourcer, men også at de offentlige digitale løsninger gør op med deres nuværende rolle som leverandører af blåstemplet officiel information, som er skrevet i så korrekte juridiske termer som muligt.

I stedet bør de offentlige instanser overveje, hvordan de møder borgeren i hjælpsom øjenhøjde på nettet.

Runa Sabroe

Ny portal viser vej gennem innovationsprocessen

Af 17 december 2009

Har du brug for flere og bedre ideer? Hvordan håndterer du et udviklingsforløb? Hvordan får du samspillet med kollegerne, borgerne og virksomhederne til at fungere? MindLab har i samarbejde med Økonomi- og Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Skatteministeriet udviklet en portal, innovationsguiden.dk, som skal guide offentligt ansatte med udviklingsansvar på vej.

Kravene til offentligt ansatte om at kunne reagere hurtigt på fremtidens nye opgaver og samtidig besidde tilstrækkelig innovationskraft er stigende. Måske har du prøvet det selv? At starte et offentligt udviklingsprojekt, hvor energien er opbrugt efter den første fase, hvor der indsamles ny viden. Eller måske er området så komplekst, at det kræver en ikke uvæsentlig del af projekttiden at danne sig overblik over den allerede eksisterende viden. Når I endelig kommer til at tænke nye tanker, udarbejde konkrete løsninger og generere nye ideer mangler både tiden og værktøjerne til at komme videre.

Men ofte er det nogle simple greb der skal til. Nogle brugbare værktøjer, metodiske greb, skabeloner, som kan downloades, mulighed for at få hjælp her og nu fra andre, som også har prøve en lignende proces.

Alt dette er nu samlet på ét site; innovationsguiden.dk. Formålet med portalen er at ruste offentlige medarbejdere og ledere til at få flere og bedre ideer, der virker og til at involvere brugere i udviklingen af nye offentlige løsninger.

forside

Under tre overskrifter ”Jeg har brug for flere og bedre ideer”, ”Jeg skal involvere brugere” og ”Jeg savner inspiration” bliver offentligt ansatte guidet gennem alle faserne i et udviklingsprojekt. Sitet favner længere projekter, hvor der er lagt op til at involvere borgere eller virksomheder ligesom det også er muligt at benytte innovationsguiden, hvis man blot savner inspiration til idéudviklingsprocessen.

Kogebog til innovationsprocessen

“Du står med en stor viden om et emne [...] Du mangler derfor et værktøj, hvor du systematisk får omsat din viden til idéer til at imødekomme udfordringerne og problemerne. Krav til materiale: Brainstormmatrix (kan downloades i skabelon), postits i forskellige farver. Tid: en halv til en hel time”.

Ovenstående er et uddrag af en præsentation af en metode på innovationsguiden. Metoderne bliver alle præsenteret i et let tilgængeligt sprog, hvor fokus er på direkte anvendelighed. I bedste kogebog-stil fortæller guiden, hvor lang tid man kan forvente at bruge på en given metode, der er linket til relevante skabeloner, yderligere inspirerende læsning og det beskrives, hvilke materialer man skal benytte.

brainstormmatrix

Innovationsguiden er tænkt som et forum for offentlig udvikling. Så opfordringen herfra er: kast jer ud i det, brug sitet, høst erfaringer og vend gerne tilbage med kommentarer, forbedringsforslag mv. Ligesom al anden udvikling er innovationsguiden.dk altid på vej. Dét, I ser, er første bud, som kan rystes, bøjes og laves om. Gå på opdagelse her.

Rasmus Kolding

Om innovation, brugerbestemmelse og dets barrierer…

Af 23 juni 2009

For et par uger siden modtog jeg en mail fra udviklingsorganisationen IBIS, som inviterede mig til at installere et lille program på min computer. Programmet, en såkaldt adblocker, fjerner reklamer fra hjemmesider man kigger på, og erstatter dem med reklamer fra IBIS’s samarbejdspartnere. Således ville IBIS modtage penge for reklamer på sider, som de egentlig ikke reklamerer på. Adblocking som sådan er ikke en ny ting, da teknologi til at fjerne reklamer fra hjemmesider har eksisteret i årevis. Det nye er blot, at de erstatter dem med andre reklamer.aidonline

Dette kunne brancheorganisationen Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) i sagens natur ikke sidde overhørigt. De har anlagt fogedsag mod AidOnline, som er det firma som udbyder programmet til IBIS og 11 andre velgørenhedsorganisationer. Samtidig har de 12 organisationers mediesamarbejdspartnere presset dem til at afbryde samarbejdet med AidOnline, hvilket dog ikke betyder, at man ikke kan hente programmet mere. Nu bliver det blot brugerne, der i fællesskab bestemmer hvad de indsamlede penge skal bruges til. Reaktionen på andre sites har været ganske massiv, med fake hjemmesider, og skælsord som snylteri og tyveri (se Twitter-diskussionen her)

Som jeg ser det, så er der tre mulige udfald. Det er fx ikke usandsynligt, at FDIM for medhold i en evt. retssag, og dermed effektivt udelukker at AidOnline og andre ligesindede kan tjene penge på adblocking. I samme bane kunne man også forestille sig, at politikerne vil blive påkaldt for at lave regler på området, som ville falde ud til FDIM’s fordel.

En anden mulighed er, at ”kommerciel adblocking” – hvis man kan kalde det dét – vinder frem og blive anerkendt som lovligt. Svaret fra FDIM’s medlemmer vil uden tvivl være, at blokere adgangen for brugere, der anvender adblocking – dette gør fx www.berlingske.dk allerede i dag. Et ekstremt scenarium vil være, at det bliver et teknologisk kapløb mellem adblockere og internetdistributører, som forsøger at umuliggøre brugen af hinandens programmer.

Et tredje – og måske mere langsigtet scenarium – kunne være, at FDIM’s medlemmer begynder at se nye muligheder for deres forretninger. At sælge bannerannoncer på hjemmesider er ikke nogen guldkalv siges det, og at stoppe brugerne i at bestemme selv på nettet er som at vende en supertanker i en andedam.

Bundlinien må være, at der før eller siden skal tænkes kreativt omkring indtjeningsmuligheder på nettet. Fx er der muligheder for hjemmesider i at samtænke annoncering med andre platforme, fx i spil, i sociale netværk, på web-tv osv. Desuden er det ikke længe siden, at Lisbeth Knudsen proklamerede, at mikrobetaling for nyheder er vejen frem. Hvor IBIS og AidOnline vil placere sig dette spil, er selvfølgelig interessant. Mit bud er, at dem som imødekommer brugernes behov bedst, vil le til allersidst.