MindBlog English

MindLab

brugercentreret innovation - antropologiske metoder - servicedesign - offentlig udvikling - kommunikation - idéudvikling - politikudvikling - tværoffentligt samarbejde

Posts Tagged ‘virkeligheden’

Anette Væring

Samproduktion # 4

Af 26 februar 2013

SMK_blog

Sanseløst Mange Krusseduller? Hvad er SMK for dig? Gi’ dit svar på smk.dk. Dette er ordene på en farvestærk kampagne, der de seneste uger har fanget min opmærksomhed, når jeg forfrossen har cyklet rundt i Københavns gader. Hvorfor er SMK mon optaget af brugernes kreativitet? Jeg har stillet Lise Korsgaard, Kommunikationschef på SMK/Statens Museum for Kunst fem spørgsmål om deres arbejde med at åbne op for dialog og udvikle museet sammen med deres publikum.

1. Hvad er det mest interessante omkring at tænke publikum aktivt ind i arbejdet?

På SMK opfatter vi formidling som en fælles erkendelsesproces, der foregår mellem publikum og museum, så i den forstand er mit første svar ganske enkelt, at publikum er en fantastisk ressource at benytte i arbejdet for at skabe nye erkendelser – og en ressource, der kan kaste nyt lys over vores eget stof og få åbnet vores øjne for vinkler, vi selv er blevet blinde for. Derudover synes jeg, at vores arbejde med inddragelse af publikum er en meget vigtig kilde til kreativ inspiration. Vores publikum husker os på mange måder på den umiddelbare begejstring for kunsten, som er drivkraften i en organisation som vores.


2. Hvordan påvirker publikumsbidrag din rolle og jeres organisering?

Først og fremmest mere og mere. Vi har en meget klar ambition om, at inddrage vores publikum i stadig større grad og at videreudvikle den dimension, der lægger vægt på handling og deltagelse fra brugernes side – som projekter som kampagnen ”Hvad er SMK for dig” er eksempler på. Desuden er vi meget optaget af vores indsamling af viden om publikum, der dels skal gøre os klogere på, hvordan vi fremtidssikrer vores tilbud, dels på hvorfor folk enten vælger eller ikke vælger at besøge museer. Den viden ser jeg på mange måder som fundamentet for involvering af publikum – og for det at tænke publikum længere ind i en organisation. Hvis jeg skal forsøge mig med et mere konkret svar, så kan man sige, at publikums bidrag i højere og højere grad tvinger os til større åbenhed – både i vores processer, men også i opfattelsen af museet og vores eget virke.

3. Hvis du skulle samarbejde med en anden offentlig myndighed om ‘samproduktion’, hvem skulle det da være og om hvad?

Jeg ser ikke mange grænser for samarbejder omkring samproduktion. Lige nu er vi i gang med udviklingen af et samarbejde med Metroen omkring inddragelse af publikum, og det synes jeg er et strålende eksempel på samarbejder mellem to meget forskellige typer af institutioner. Der hvor jeg især ser et potentiale er dog inden for den type samarbejdspartnere, som har sit afsæt i miljøer og befolkningsgrupper, som det kan være svært at nå som museum. Vi har en offentlig forpligtelse og et stort ønske om at være noget for alle danskere, men som museum kan det være endog meget svært at insistere på vores relevans for befolkningsgrupper, der i udgangspunktet ikke orienterer sig i forhold til museer. Vi vil utroligt gerne etablere samarbejder der på den måde kan være med til at undersøge museets rolle i medborgerskabsdebatten og i forhold til livslang læring.

4. Hvad vil du ønske, det offentlige i Danmark skulle være kendt for? Kunne det være en brugerinvolverende / samproduktionsopgave?

Ord som dialog, åbenhed og samarbejde er noget af det som danskere på mange måder får ind med modermælken, og jeg mener derfor vi har et meget stort potentiale i forhold til at tænke netop brugerinvolvering og samproduktion ind i mange dele af samfundet. Det sjove er jo, at man kan undgå at lave utroligt mange fejl, hvis man har en åbenhed i sine processer, så bare det forhold gør det jo attraktivt at tænke brugerinvolvering ind i flere forhold.

5. Og dine mest spændende links til ’samproduktion’ / brugerinvolvering i din branche?

Et eksempel fra min helt helt egen verden er projektet Unges Laboratorier for Kunst her på museet, hvor unge frivillige udforsker kunstens verden i samarbejde med museet og mange andre typer af partnere. Et af de seneste eksempler fra produktioner, der er kommet ud af det projekt er den brugerdrevne app ”Tales”, hvor man kan skabe historier i ord og billede på sin smartphone, og også fortælle videre på andres historier. Fortællingerne deler man i Tales’ online forum, hvor man får umiddelbar respons fra andre brugere, som igen kan føre stafetten videre og udfordre til nye historier. Et andet eksempel, som heller ikke befinder sig langt fra min egen gadedør, er Københavns Museums store projekt VÆGGEN, der igennem et par år har givet københavnere og besøgende i byen mulighed for at gå på opdagelse i Københavns historie og at bidrage til den store fortælling med deres eget indhold. Et tiltag, der har flyttet museet langt ind i det 21. århundrede, og som har haft kæmpe stor betydning for museets profil og publikumssammensætning.

Læs mere på

Unges Laboratorier for Kunst

Den brugerdrevne app Tales

Københavns Museums projekt VÆGGEN

 

 

Nina Holm Vohnsen

Papiret og livet

Af 28 oktober 2009

Man kan ikke fortænke en fuldmægtig kvinde i at følgende tanke melder sig hen ad 16-tiden, efter hun er blevet observeret af en antropolog en hel dag:

Vi er jo 200 mennesker, som bare sidder her og skriver og laver papir. Vi sidder bare og skriver om hvad der bør gøres… uden at gøre noget. Jeg kan sidde her og se ud af mit vindue over på socialministeriet og tænke ‘gad vide hvad de skriver derovre?”.

Det er sådan en tanke som kan melde sig en eftermiddag i efterårsferien. Men, tilføjer hun, hun ved godt, at selvom hun ikke har fingrene nede i selve gennemførelsen af indsatser og projekter, så er hun med til at udstikke nogle rammer for, hvordan de politiske dagsordener skal udmøntes andre steder. En af hendes kollegaer har for eksempel været med til at udstikke rammerne for et forsøg, hvor man ved at give nogle tilbud til sygemeldte vil hjælpe dem hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet.

I sådan et tilfælde holder papir op med blot at være papir og kan få følgende liv i interaktionen mellem en sygemeldt borger, John, og en kommunal sagsbehandler, Marie:

John: Nu blev jeg lige forvirret, for jeg synes du sagde, at det var et tilbud. Det er altså noget jeg er tvunget til?

Marie: Ja, det er du sådan set, det skulle jeg måske lige have nævnt. Men du skal se på det, som om vi giver dig noget ekstra.

John: … Jamen så skal jeg måske lade være med at melde mig ind i fitness og gå til svømning, som jeg havde tænkt mig, hvis jeg SKAL være med i jeres aktivitet. Altså jeg vil jo nødigt overbelaste mig heller, vel?

Marie: Nej, det er jo ikke så smart.

Niels Hansen

Hvordan præsenterer vi virkeligheden så virkeligt som muligt

Af 4 august 2009

I MindLab bruger vi meget energi på at inddrage og engagere vores kolleger i de projekter, vi deltager i. For det første er det vores kolleger der i sidste ende skal sikre, at projekternes resultater får effekt i virkeligheden. For det andet er vores kolleger eksperterne i politik- eller serviceudvikling på deres områder. Deres engagement og indlevelse er derfor afgørende.

Vi drøfter ofte, hvordan vi kan præsentere indsamlede data på en måde, så de skaber forståelse hos kollegerne. Vi skal åbne kollegernes øjne for brugernes konkrete muligheder og udfordringer, samt den kontekst brugerne er en del af. Dette gøres bedst ved at tage kollegerne med i felten og inddrage dem direkte i analysen. Vi forsøger derfor så ofte som muligt, at have vores kolleger med i dataindsamlingen, men der er desværre ikke al tid muligt.

Der findes en række metoder til at præsentere data, der kan være med til at skabe engagement og empati. En metode vi ofte bruger er personas. Personas giver mulighed for at præsentere arketyper der bygger på både kvalitative og kvantitative data. De er analytiske personer, og vores kolleger bliver derfor ikke præsenteret for de virkelige mennesker vi har interviewet.

Under et besøg i DR’s Programudvikling blev vi præsenteret for følgende illustration af forskellen på den glatte arketype og det kantede, virkelige menneske.

hvordan-prc3a6senterer-vi-virkeligheden-sa-virkeligt-som-muligt

Den runde figur symboliserer arketypen eller personaen. Den er en konstruktion af de egenskaber vi oplever som væsentlige i den givne sammenhæng. Vi giver den et navn og en begrænset livsverden, men den er stadig en poleret konstruktion.

Over for dette står vores virkelige menneske. Det virkelige menneske er ikke logisk opbygget. Der modsiger sig selv og har en række karakteristika, som ikke umiddelbart er interessant for vores problemstilling – eksempelvis ballonen. Men det der er netop disse skæve vinkler og kanter, der gør, at der er noget at gribe fat i. Heri ligger de detaljer, der gør dem levende og som kan tricke vores fantasi, så vi finder på helt nye løsninger.

Spørgsmålet bliver selvfølgelig, hvordan vi så kan præsentere vores kolleger for de virkelige mennesker i de tilfælde, hvor vi ikke kan have dem med i felten. Metoderne skal gengive en stor datamængde på en overskuelig måde. Den skal også lede vores kolleger frem mod en løsning af de problemstillinger der er i fokus. Vi har selv brugt radiomontage som et forsøg på at bearbejde virkeligheden, men stadig fastholde de virkelige mennesker. Denne metode kan man læse mere om her på bloggen.

Samtidig vil jeg pointere, at der naturligvis ikke er noget galt med brugen af personas. Formålet med personas er ikke at præsentere den virkelige virkelighed, men derimod at give et idealiseret billede, der bygge på grundige analyser.

Det er altså vigtigt at vælge den metode, der passer til den aktuelle problemstilling. Vi er derfor hele tiden på udkig efter spændende metoder og greb, der kan bruges i de situationer vi befinder os i – så ligger du inde med spændende metoder til at præsentere virkeligheden på, vil vi meget gerne høre om dem.

Rasmus Kolding

Antropologerne kommer #1: Metoder i aktion

Af 11 marts 2009

Tit får jeg spørgsmålet: Hvad laver man så som antropolog? Det dukker ofte op i (sviger)familiesammenhænge, men også gamle gymnasiekammerater kigger lidt forvirret på mig, når jeg siger, at jeg læser antropologi. Og lad det være sagt, antropologer har historisk set ikke markedsført sig selv og deres kompetencer særlig effektivt i bredere kredse.

Derfor vil jeg her på MindBlog skrive en lille føljeton, der sætter fokus på antropologiske metoder og kompetencer. Antropologien er blevet – og bliver det stadigt – mystificeret i alt for høj grad, men faktisk er der ikke meget hokuspokus ved det. Første afsnit lægger blødt ud med antropologiske metoder i erhvervslivet.

Antropologiske metoder on a shoestring

På trods af antropologernes lidt ensomme status har årgangene, der læser faget på universiteterne vokset sig store, og efterhånden findes antropologerne i flere afkroge af private og offentlige organisationer, det være sig Microsoft eller Rigspolitiet. Antropologerne er nemlig på det sidste – måske af nød – blevet bedre til at sælge deres kompetencer til erhvervslivet.

Det er ikke mindst interessen for de antropologiske metoder, der er begyndt at slå igennem til flere sektorer. Antropologer er nemlig trænet i at undersøge problematikker inden for et mere eller mindre afgrænset felt, og det har flere organisationer kunne se værdien af.

Antropologer foretager ofte en nidkær indsamling af kvalitativt data – via fx interviews, observationer og deltagelse i aktiviteter – for at finde ud af, hvilke kulturelle og sociale forhold, der gør sig gældende inden for et bestemt område. Især kombinationen af deltagelse og observation er et særkende blandt antropologer, da den giver et indgående kendskab til den aktivitet man deltager i.

Xerox: Erhverslivets antropologiske pionerer

Et klassisk eksempel er Xerox, der producerer kopimaskiner i hele verden. I 80′erne ansatte de et hold antropologer til at observere deres reparatørers arbejdsforhold. Antropologerne og fandt ud af, at den løse snak over frokostbordene var et vigtigt sted hvor viden blev delt mellem de ansatte, og gode råd og tips blev givet videre.En gammel Xerox Alto

Det var altså ofte kollegaerne, der i sociale sammenhænge bidrog til løsning af problemer, og ikke tekniske manualer eller instruktioner. Resultatet blev, at reparatørerne blev udstyret med walkie-talkier, så deres kommunikationsmuligheder blev markant forbedret. Markant forbedret blev også deres effektivitet i deres arbejde.

Det er ikke sikkert at Xerox’s medarbejdere selv var opmærksomme på, hvor stor en indflydelse frokostpauser havde. Hvis man havde spurgt reparatørerne hvad der var vigtigt i deres arbejde, så havde de måske ikke troet, at man var interesseret i deres frokost. Det kom man ud over ved at bruge kombinationen af deltagelse og observation.

Next practice: Anthropology

Der vil helt sikkert komme flere antropologer til, ikke mindst i innovationskredse. Til sommer begynder elitekandidatuddannelsen Anthropology & People-Centered Business ved Københavns Universitet, som vil gøre studerende endnu bedre klædt på til at komme ud i offentlige og private virksomheder. Så fortvivl ikke næste gang du støder på en antropolog på arbejdet eller til familiejulefrokosten. Følg i stedet med på denne blog, hvor vi i de kommende måneder vil dykke yderligere ned i antropologien.