Den kinesisk-amerikanske Yale-professor og mor Amy Chua har med sin bog ”Battle Hymn of the Tiger Mother” sat gang i en længere debat om opdragelse og uddannelse. Debatten om vestlig rundkreds-pædagogik kontra østlig disciplin har grebet om sig, fordi den dybest set handler om, hvordan vi bedst muligt ruster vores børn og børnebørn til at forvalte fremtidens vestlige samfund og bevare vores høje levestandard, når boomende asiatiske økonomier fortsat øger den globale konkurrence.
Som moderne forældre kan man ikke sige sig fri for at blive ramt af historien om, at Chuas børn set i bakspejlet selv synes, det har været skønt at blive pacet frem (til blandt andet en optræden i Carnegie Hall som 16 årig og en lovende tenniskarriere). Hvem ved, med en anden tilgang ville junior måske være på vej i Lars Ulrichs fodspor i stedet for at lade trommesættet samle støv i kælderen, fordi det kostede en ikke helt indregnet indsats at blive så god, at det faktisk kunne drives til noget. Men når man til daglig arbejder med innovation og nytænkning i forhold til, hvordan vi håndterer de langsigtede udfordringer, Danmark og mange andre vestlige lande står overfor, har debatten kun resulteret i undren.
I et erhvervspolitisk vækstperspektiv er der i Danmark bred enighed om, at globaliseringen ikke skal håndteres ved at konkurrere med eksempelvis Kina og Indien på deres præmisser. Vi skal tænkte smart og satse på at tilføre de produkter og services, vi vil sælge, viden og merværdi, som gør, at de kan bære en højere pris på et globalt marked. Vi skal satse på at opbygge særlige styrker eksempelvis indenfor miljø- og velfærdsteknologi. Og vi skal udnytte, at vi har en stor offentlig sektor, som kan hjælpe væksten på vej gennem øget samarbejde med private om udvikling af produkter og løsninger, som også udlandet vil være interesseret i.
Derfor er det så vigtigt med nye innovationsformer, brugerinddragelse, strategisk design, design thinking, rapid prototyping, co-creation, offentlig-privat innovationssamarbejde og alle de andre buzzwords, vi interesserer os for i MindLab. For det er alt sammen værktøjer, der kan hjælpe os med at knække koden i forhold til at realisere de flotte intentioner.
Men værktøjer skal anvendes af nogen for at kunne opfylde deres funktion, og de ’nogen’ er ledere og medarbejdere i såvel det private erhvervsliv som offentlige institutioner. For at indfri forventningerne og høste succeserne, skal de i fremtiden kunne gabe over særdeles komplekse og tværgående problemstillinger og orkestrerer forandringsprocesser, hvor løsninger skabes sammen med, ikke for, de centrale aktører, kunder og brugere. Det betyder, at tillid, åbenhed, gennemsigtighed og professionel empati bliver strategiske nøgleord for enhver håbefuld organisation i fremtiden. At agere i dét farvand lærer man ganske simpelt ikke gennem kæft, trit og retning, hvad enten det er derhjemme eller i skolen. Så er skolens cafeteria en bedre læreplads, som David Brooks påpegede i NY Times. Debatten om øget faglighed og mindre af ’det sjove’ er i mine øjne helt forfejlet. Det ene udelukker eller ophæver ikke automatisk det andet.
I MindLab siger vi, at man ruster sig til fremtiden ved at øve sig på fremtiden, og hvor er det mere oplagt at få lov at øve sig end gennem skolegang og uddannelse? De udfordringer vi står overfor taget i betragtning, er det ærgerligt, at Amy Chuas bog herhjemme ikke har givet anledning til fornyet debat om nytænkning og reformer i skole- og uddannelsessystem, som kan ruste de kommende generationer til at håndtere disse udfordringer.
