Denne artikel har tidligere været bragt i Mandag Morgen
Der bliver talt utrolig meget om effektmåling, og om at offentlig service skal give resultater. Man faktum er, at de færreste politisk styrede organisationer reelt styrer efter deres effekter.
Kort efter at jeg fik mit første job i staten, overhørte jeg en samtale om en dugfrisk evaluering af et politisk program. Samtalen mellem to embedsmænd lød nogenlunde således: ”Ja, nu skal vi jo så forklare de her evalueringsresultater i folketingsudvalget. Og så skal vi sige, at vi tager dem alvorligt”. Hvortil kollegaen svarede: ”Ja, for her hos os tror vi jo på ’evidensbaseret politik’”, hvilket resulterede i gensidigt latteranfald.
Da jeg hørte samtalen, blev jeg en smule overrasket. Jeg havde brugt en betydelig del af mit professionelle liv som evalueringsrådgiver og deltaget aktivt i stiftelsen af Dansk Evalueringsselskab (DES). Jeg var overbevist om, at offentlige organisationer helt grundlæggende bør måle og styre efter den forskel, de gør i verden: Skaber vi den læring og trivsel i vores skoler, som vi ønsker os? Får vi den sundhed, vi betaler for? Hjælper vi reelt ledige i job? Kort sagt: Bliver Danmark et bedre sted at bo, arbejde og leve som følge af offentlige organisationers indsats? Det er, hvad ”effekt” i sidste ende handler om.
Nu, da jeg har brugt et halvt årti i den offentlige sektor, forekommer det mig imidlertid ganske naturligt at embedsmænd – hvad enten det er i stat, regioner eller kommune – griner af effektmåling og af de tocifrede millionbeløb, vi hvert år bruger på det.
For det første er der mange andre vigtige faktorer for, hvad der kendetegner kloge beslutninger i politisk styrede organisationer, end hvad der giver ”dokumenteret” effekt. Vigtigst af alt er formentlig politiske hensyn, herunder timing af evalueringsresultater. Men det kan også være hensyn til organisationens eksisterende prioriteter og fokus, til medarbejderne, til forskellige interessenter mv.
For det andet er mange effektmålinger og -evalueringer behæftet med usikkerhed. De kan være baseret på et tyndt datagrundlag, de kan være vanskelige at tolke, data kan ankomme for sent til at kunne anvendes som beslutningsgrundlag, og der kan først og fremmest være uklarhed om årsagssammenhængene: Er det nu også sådan, at det er netop vores organisations indsats, eller mangel på samme, der kan tilskrives utilfredsstillende effekter?
For det tredje har mange organisationer slet ikke gjort sig klart, hvad deres effekter er eller bør være. Rigtig mange af dem blander efter min erfaring aktiviteter (det man foretager sig, f.eks. at levere undervisning) sammen med outputs (f.eks. at et antal elever har gennemført et undervisningsforløb) og sammen med effekter (at eleverne rent faktisk har lært noget).
Man kan sige, at mange organisationer ikke har gjort sig anstrengelser for at gøre det helt klart, om de i sidste ende gør en positiv eller negativ forskel i deres omverden. Og de søger ikke at skabe systematisk, organisatorisk læring omkring det, eksempelvis gennem eksperimenter eller brugerinvolvering.
Endelig er der en faktor, som kun langsomt er begyndt at dæmre for mig: Finansministeriet går ikke så meget op i effekter, at det gør noget. Her er de mere interesserede i det offentliges forhold til inputs, altså penge og andre produktionsressourcer. I en tid med uhyre stramme offentlige finanser og en budgetlov under opsejling, synes det ikke specielt overraskende. Men hvis det ministerium, som traditionelt er toneangivende, når det handler om offentlig styring og reformer, ikke ligefrem omfavner effektmåling, hvem skal så?
Sagen er nemlig den, at det ikke er et bestemt forbrug af penge, som er den offentlige sektors eksistensberettigelse. Det er derimod, at den offentlige sektor hver eneste dag gør en positiv forskel for borgerne og for samfundet. For så få ressourcer som muligt, fristes man til at tilføje.
Derfor må vi ikke reducere arbejdet med ”effekt” til taktiske politiske manøvrer. Effekt og evidensbaseret indsats er hverken svært at forstå eller at arbejde systematisk med. Og vi har alt for meget at miste, hvis vi ikke tager det alvorligt.
