MindBlog English

MindLab

brugercentreret innovation - antropologiske metoder - servicedesign - offentlig udvikling - kommunikation - idéudvikling - politikudvikling - tværoffentligt samarbejde

Posts Tagged ‘Innovation’

Anette Væring

Samproduktion # 4

Af 26 februar 2013

SMK_blog

Sanseløst Mange Krusseduller? Hvad er SMK for dig? Gi’ dit svar på smk.dk. Dette er ordene på en farvestærk kampagne, der de seneste uger har fanget min opmærksomhed, når jeg forfrossen har cyklet rundt i Københavns gader. Hvorfor er SMK mon optaget af brugernes kreativitet? Jeg har stillet Lise Korsgaard, Kommunikationschef på SMK/Statens Museum for Kunst fem spørgsmål om deres arbejde med at åbne op for dialog og udvikle museet sammen med deres publikum.

1. Hvad er det mest interessante omkring at tænke publikum aktivt ind i arbejdet?

På SMK opfatter vi formidling som en fælles erkendelsesproces, der foregår mellem publikum og museum, så i den forstand er mit første svar ganske enkelt, at publikum er en fantastisk ressource at benytte i arbejdet for at skabe nye erkendelser – og en ressource, der kan kaste nyt lys over vores eget stof og få åbnet vores øjne for vinkler, vi selv er blevet blinde for. Derudover synes jeg, at vores arbejde med inddragelse af publikum er en meget vigtig kilde til kreativ inspiration. Vores publikum husker os på mange måder på den umiddelbare begejstring for kunsten, som er drivkraften i en organisation som vores.


2. Hvordan påvirker publikumsbidrag din rolle og jeres organisering?

Først og fremmest mere og mere. Vi har en meget klar ambition om, at inddrage vores publikum i stadig større grad og at videreudvikle den dimension, der lægger vægt på handling og deltagelse fra brugernes side – som projekter som kampagnen ”Hvad er SMK for dig” er eksempler på. Desuden er vi meget optaget af vores indsamling af viden om publikum, der dels skal gøre os klogere på, hvordan vi fremtidssikrer vores tilbud, dels på hvorfor folk enten vælger eller ikke vælger at besøge museer. Den viden ser jeg på mange måder som fundamentet for involvering af publikum – og for det at tænke publikum længere ind i en organisation. Hvis jeg skal forsøge mig med et mere konkret svar, så kan man sige, at publikums bidrag i højere og højere grad tvinger os til større åbenhed – både i vores processer, men også i opfattelsen af museet og vores eget virke.

3. Hvis du skulle samarbejde med en anden offentlig myndighed om ‘samproduktion’, hvem skulle det da være og om hvad?

Jeg ser ikke mange grænser for samarbejder omkring samproduktion. Lige nu er vi i gang med udviklingen af et samarbejde med Metroen omkring inddragelse af publikum, og det synes jeg er et strålende eksempel på samarbejder mellem to meget forskellige typer af institutioner. Der hvor jeg især ser et potentiale er dog inden for den type samarbejdspartnere, som har sit afsæt i miljøer og befolkningsgrupper, som det kan være svært at nå som museum. Vi har en offentlig forpligtelse og et stort ønske om at være noget for alle danskere, men som museum kan det være endog meget svært at insistere på vores relevans for befolkningsgrupper, der i udgangspunktet ikke orienterer sig i forhold til museer. Vi vil utroligt gerne etablere samarbejder der på den måde kan være med til at undersøge museets rolle i medborgerskabsdebatten og i forhold til livslang læring.

4. Hvad vil du ønske, det offentlige i Danmark skulle være kendt for? Kunne det være en brugerinvolverende / samproduktionsopgave?

Ord som dialog, åbenhed og samarbejde er noget af det som danskere på mange måder får ind med modermælken, og jeg mener derfor vi har et meget stort potentiale i forhold til at tænke netop brugerinvolvering og samproduktion ind i mange dele af samfundet. Det sjove er jo, at man kan undgå at lave utroligt mange fejl, hvis man har en åbenhed i sine processer, så bare det forhold gør det jo attraktivt at tænke brugerinvolvering ind i flere forhold.

5. Og dine mest spændende links til ’samproduktion’ / brugerinvolvering i din branche?

Et eksempel fra min helt helt egen verden er projektet Unges Laboratorier for Kunst her på museet, hvor unge frivillige udforsker kunstens verden i samarbejde med museet og mange andre typer af partnere. Et af de seneste eksempler fra produktioner, der er kommet ud af det projekt er den brugerdrevne app ”Tales”, hvor man kan skabe historier i ord og billede på sin smartphone, og også fortælle videre på andres historier. Fortællingerne deler man i Tales’ online forum, hvor man får umiddelbar respons fra andre brugere, som igen kan føre stafetten videre og udfordre til nye historier. Et andet eksempel, som heller ikke befinder sig langt fra min egen gadedør, er Københavns Museums store projekt VÆGGEN, der igennem et par år har givet københavnere og besøgende i byen mulighed for at gå på opdagelse i Københavns historie og at bidrage til den store fortælling med deres eget indhold. Et tiltag, der har flyttet museet langt ind i det 21. århundrede, og som har haft kæmpe stor betydning for museets profil og publikumssammensætning.

Læs mere på

Unges Laboratorier for Kunst

Den brugerdrevne app Tales

Københavns Museums projekt VÆGGEN

 

 

Christian Bason

Forandring sker ikke i projekter. Det sker i partnerskaber.

Af 8 november 2011

Historien om MindLab er også en historie om at blive klogere på, hvordan innovation virker i den offentlige sektor. Vores erfaring er nogenlunde således:

For 10 år siden troede vi, at hvis blot man skaber et kreativt rum, og bruger kreative metoder, så udløser man embedsværkets iboende innovationskraft. Omdrejningspunktet var Workshoppen.

For fem år siden troede vi, at hvis blot vi involverede borgere og virksomheder på nye måder i udviklingsprojekter, så kunne vi nytænke offentlig policy og service. Omdrejningspunktet var Projektet.

I dag tror vi på, at det oftest er gennem ambitiøse, længerevarende partnerskaber – som rummer såvel workshops, projekter, formidling, træning, kapacitetsopbygning mv. – at forandring for alvor kan bide sig fast. Og især tror vi på, at forandringen først bliver mulig, når den bygger på fælles indsigt i, hvorfor den overhovedet giver mening.

Ny strategi i MindLab
MindLabs bestyrelse har her i efteråret vedtaget, at MindLab fremadrettet understøtter ministeriernes innovationsarbejde via et mindre antal partnerskaber, samt via et tværoffentligt visionsarbejde om temaet samproduktion. Partnerskaberne og visionsarbejdet udgør de overordnede elementer i MindLabs arbejdsprogram for 2012.

De første partnerskaber er allerede indgået. Sammen med Arbejdsskadestyrelsen skal vi blandt andet bidrage til at øge muligheden for en tidlig indsats og empowerment af de tilskadekomne borgere – til gavn for såvel de offentlige kasser og forsikringsselskaberne og allermest til gavn for de tilskadekomne selv.

Et andet partnerskab er indgået med SKAT, hvor MindLab skal bidrage til at skabe forandring i den måde, hvorpå de små og mellemstore virksomheder efterlever regler, og således sikre at flere af dem betaler deres skat korrekt og til tiden. Dette partnerskab er bredtfavnende og forventes at involvere en vifte af myndigheder og organisationer, der tilsammen påvirker virksomhedernes adfærd og dermed mulighed for at efterleve reglerne.

Flere partnerskaber tegner sig på horisonten, eksempelvis i relation til det nye Erhvervs- og Vækstministeriums arbejde med offentlig-privat innovation (OPI), hvor MindLab allerede i dag udvikler en online OPI-guide.

Ikke revolution. Evolution
MindLabs nye strategi er udtryk for en naturlig, organisk udvikling. Partnerskaberne og visionsarbejdet trækker også på læring og relationer fra projekter og workshops. Vi gennemfører derfor fortsat enkeltstående workshops og seminarer. Vi tager fat om kortere projektforløb, der hvor vi har mulighed for at give kollegerne ny indsigt i potentialet ved borgerinvolvering. Dermed ønsker vi at vise en åbenhed og fleksibilitet der gør, at en bred vifte af kolleger fortsat får mulighed for at høste værdi af vores arbejde.

 Forskning i spil
Endelig bygger vores arbejde på forskningsbaseret viden via en række Ph.D.-projekter. Det ligger os meget på sinde, at den viden, vores forskning skaber, får gennemslagskraft. I løbet af vinteren vil MindLab derfor påbegynde en publikationsserie, hvor indsigterne fra Ph.D.’erne kommer i spil i et format, som er målrettet til praktikere og beslutningstagere.

MindLab 10 år
Til næste år kan MindLab fejre officielt 10-års jubilæum. Det håber vi at rigtig mange vil fejre med os, ikke mindst fra Erhvervs- og vækstministeriet, Skatteministeriet og Beskæftigelsesministeriet. For MindLab er netop ikke bare et projekt. Vi er et partnerskab. 

Christian Bason

Danmark ER et fantastisk land

Af 20 oktober 2011

Man kunne måske finde det lettere ironisk, at det nye regeringsgrundlag i tekstens første sætning hævder at Danmark er et fantastisk land, når vi samtidig står over for den største økonomiske krise siden Anden Verdenskrig.

Men denne tilsyneladende modsætning rummer også et potentiale. For hvis nu Danmark rent faktisk ER et fantastisk land, så har vi også nogle unikke ressourcer og styrker at bygge på, som kan hjælpe os gennem krisen. Spørgsmålet er blot, om vi som embedsværk er tilstrækkeligt skarpe på hvad disse ressourcer og styrker så er? Og er vi parate til effektivt at rådgive den nye regering, og føre de nye ambitioner ud i livet på dens vegne?

Der står stadigvæk flyttekasser rundt omkring på de ministerielle gange, parat til at blive fyldt og rykket med deres ejermænd og -kvinder til nye kontorer. Men samtidig er arbejdet i gang. Politik skal udvikles, løsninger skal identificeres, og forandringer skal gennemføres. Vi har allerede travlt.

MindLab har derfor inviteret til en drøftelse af udfordringer og potentialer i det nye regeringsgrundlag. Det sker via en række tirsdagsseminarer, som starter i næste uge og fortsætter i alt fire gange året ud. Seminarernes titler er taget direkte fra grundlaget, og hedder derfor ting som ”Samarbejde”, ”At lytte”, ”Hård prioritering” og ”Forebyggelse”.

Allerede nu er der overvældende stor interesse for seminarrækken blandt de inviterede offentlige chefer, politikudviklere og sagsbehandlere. Det tror jeg især skyldes tre forhold, hvoraf to er nye og et er gammelt.

En ny åbning. For det første er der tale om det første systemskifte i dansk politik i ti år. Det mærkes som en ny åbning, ikke kun for nye politiske retninger, men måske også for at bringe andre redskaber fra politikudviklerens værktøjskasse i spil. Hvilke nye, og for den sags skyld gamle, policyredskaber og -tilgange skal embedsværket nu ruste sig til at bringe in anvendelse?

Nye samspil. Centraladministrationen er i forbindelse med den nye regerings tiltræden også blevet omorganiseret. I takt med at de nye opgaver, organisationsstrukturer og snitflader klargøres, så åbner det for nye samarbejder og alliancer på tværs af Slotsholmen. Samtidig lægger den nye regering helt eksplicit op til et tættere samspil mellem forvaltningsniveauerne via nye ”offentlig-offentlige samarbejder”. Hvilke former for anderledes og produktivt samspil, fx mellem stat og kommuner, kan man forestille sig?

En gammel krise. Endelig er der noget, som ikke har ændret sig: Problemerne. De er præcis de samme som før valget – meget tyder endda på at de den seneste tid er skærpet. Produktivitets- og vækstudfordringen, beskæftigelsen samt skattefinansieringen af vores velfærdssamfund er blot nogle af de udfordringer, der står højt på regeringens dagsorden. Samtidig venter et EU formandskab lige om hjørnet.

Embedsværkets opgave er nu – i takt med de nye ministres politiske visioner – at finde ud af, hvordan den nye åbning og de nye samspil kan anvendes til at tackle problemerne.

Personligt synes jeg det er et enormt spændende tidspunkt i vores lands historie. Ja, Danmark ER et fantastisk land. Men hvordan gør vi det endnu bedre?

Anna Helene Mollerup

Du milde kineser – hvordan ruster vi bedst de kommende generationer til fremtiden?

Af 25 marts 2011

Den kinesisk-amerikanske Yale-professor og mor Amy Chua har med sin bog ”Battle Hymn of the Tiger Mother” sat gang i en længere debat om opdragelse og uddannelse. Debatten om vestlig rundkreds-pædagogik kontra østlig disciplin har grebet om sig, fordi den dybest set handler om, hvordan vi bedst muligt ruster vores børn og børnebørn til at forvalte fremtidens vestlige samfund og bevare vores høje levestandard, når boomende asiatiske økonomier fortsat øger den globale konkurrence.

Som moderne forældre kan man ikke sige sig fri for at blive ramt  af historien om, at Chuas børn set i bakspejlet selv synes, det har været skønt at blive pacet frem (til blandt andet en optræden i Carnegie Hall som 16 årig og en lovende tenniskarriere). Hvem ved, med en anden tilgang ville junior måske være på vej i Lars Ulrichs fodspor i stedet for at lade trommesættet samle støv i kælderen, fordi det kostede en ikke helt indregnet indsats at blive så god, at det faktisk kunne drives til noget. Men når man til daglig arbejder med innovation og nytænkning i forhold til, hvordan vi håndterer de langsigtede udfordringer, Danmark og mange andre vestlige lande står overfor, har debatten kun resulteret i undren.

I et erhvervspolitisk vækstperspektiv er der i Danmark bred enighed om, at globaliseringen ikke skal håndteres ved at konkurrere med eksempelvis Kina og Indien på deres præmisser. Vi skal tænkte smart og satse på at tilføre de produkter og services, vi vil sælge, viden og merværdi, som gør, at de kan bære en højere pris på et globalt marked. Vi skal satse på at opbygge særlige styrker eksempelvis indenfor miljø- og velfærdsteknologi. Og vi skal udnytte, at vi har en stor offentlig sektor, som kan hjælpe væksten på vej gennem øget samarbejde med private om udvikling af produkter og løsninger, som også udlandet vil være interesseret i.

Derfor er det så vigtigt med nye innovationsformer, brugerinddragelse, strategisk design, design thinking, rapid prototyping, co-creation, offentlig-privat innovationssamarbejde og alle de andre buzzwords, vi interesserer os for i MindLab. For det er alt sammen værktøjer, der kan hjælpe os med at knække koden i forhold til at realisere de flotte intentioner.

Men værktøjer skal anvendes af nogen for at kunne opfylde deres funktion, og de ’nogen’ er ledere og medarbejdere i såvel det private erhvervsliv som offentlige institutioner. For at indfri forventningerne og høste succeserne, skal de i fremtiden kunne gabe over særdeles komplekse og tværgående problemstillinger og orkestrerer forandringsprocesser, hvor løsninger skabes sammen med, ikke for, de centrale aktører, kunder og brugere. Det betyder, at tillid, åbenhed, gennemsigtighed og professionel empati bliver strategiske nøgleord for enhver håbefuld organisation i fremtiden. At agere i dét farvand lærer man ganske simpelt ikke gennem kæft, trit og retning, hvad enten det er derhjemme eller i skolen. Så er skolens cafeteria en bedre læreplads, som David Brooks påpegede i NY Times. Debatten om øget faglighed og mindre af ’det sjove’ er i mine øjne helt forfejlet. Det ene udelukker eller ophæver ikke automatisk det andet.

I MindLab siger vi, at man ruster sig til fremtiden ved at øve sig på fremtiden, og hvor er det mere oplagt at få lov at øve sig end gennem skolegang og uddannelse? De udfordringer vi står overfor taget i betragtning, er det ærgerligt, at Amy Chuas bog herhjemme ikke har givet anledning til fornyet debat om nytænkning og reformer i skole- og uddannelsessystem, som kan ruste de kommende generationer til at håndtere disse udfordringer.

Jesper Christiansen

Støj – om forholdet mellem innovation og drift

Af 3 februar 2011

Hvis man for alvor ønsker radikale offentlige innovationsprojekter, der først og fremmest kendetegnes ved at sigte mod endnu ukendte løsninger kræver det en helt ny tilgang til resultater og effekter.

Hvordan og i hvilken grad kan innovation og drift knyttes sammen i institutionens eller organisationens daglige arbejde? Med andre ord, hvordan forbinder man meningsfyldt innovation og drift?

Én af de helt store udfordringer i den sammenhæng er at være i stand og have det fornødne rum til at kunne formidle innovationsprojekters resultater og dermed legitimere projektets eksistens indenfor organisationen. Innovationsprojekter kendetegnes først og fremmest ved at sigte imod endnu ukendte løsninger med midler, der ikke på forhånd kan planlægges minutiøst. De indebærer konstante læringsprocesser, hvor udformningen af et meningsfyldt resultat og dermed projektets succes kontinuerligt identificeres og revideres i tråd med projektets udvikling. Traditionelle udviklingsprojekter skaber man bevidst forudsætninger for at opstille faste og på forhånd kalkulerede succeskriterier.

Et eksempel fra en kommune afslører en iboende og ikke-intentionel konflikt mellem innovationsprojektet og driftsorganisationen. Projektlederens bekymring var eksempelvis: ”En masse af det vi har gjort i projektet, skal vi gøre på en anden måde næste gang, og projektets vigtigste resultater bliver mere en bevidsthed om problemstillinger, som vi skal arbejdere videre med og forholde os til på bestemte måder i kraft af den erfaring, vi har opnået. Spørgsmålet er, om det vil blive betegnet som en succes?”

Spørgsmålet om betegnelsen af en ’succes’ i en offentlig kontekst knytter sig til en artikulering, som opfylder hensigten med den policy, som projektet relaterer sig til. En offentlig kontekst, hvor det handler om at gøre virkeligheden til genstand for intervention, skaber en efterspørgsel på effekter, der kan legitimeres gennem eksisterende standarder og målingsparametre. Arbejdet med radikal nytænkning og innovation udfordrer denne praksis, idet innovative løsninger netop ikke lader sig indkapsle af standarder, men hvor resultater er udtryk for projektaktørernes forhandling, fortolkning og oversættelse af løsningens udformning og potentiale.

Netop denne oversættelse er værtsorganisationen dybt afhængig af, og her ligger kilden til den latente konflikt mellem drift og innovation. Som kommunens afdelingsleder for innovation og udvikling formulerer det: ”Det handler til en vis grad om at kunne forudsige løsningen, men måske mere at kunne give svar på spørgsmål som: er vi inde for rammen? Er vi inde for tidsplanen? Kan vi fortælle historien? Kan vi overhovedet sige, hvad vi er i gang med?”

Der mangler ganske enkelt sproglige knager at hænge projektets legitimitet op på. På den måde tvinges afdelingslederen til at efterspørge en form for viden omkring projektets proces, som ikke tilsvarer projektets ophav og processuelle natur. Dette bevirker, at afdelingslederen ender i en klemt situation mellem på den ene side at åbne op for nytænkning og på den anden side lukke ned ved at efterspørge resultater ud fra traditionelle kriterier for offentlig udvikling: ”Mit job går ud på at holde den dér balance imellem at have tilpas åbenhed, samtidig med at der ikke bliver for meget støj i forhold til resultatet”

Kunne man i den sammenhæng se resultater og effekter som dynamiske størrelser, som materialiserer sig over tid, og i dets form og udformning forbliver i proces? At man i dette lys skaber løsninger i midlertidig forstand men ikke forløsninger? Projektlederen oplever i dette tilfælde, at innovationsprojektet i den forstand lever sit eget liv, uden sammenhængende forbindelse med værtsorganisationens drift, og dermed med den konsekvens, at projektets potentiale langt fra indfries. Spørgsmålet er, hvordan man kunne bringe de to – det offentliges traditionelle praksis og en mere eksperimenterende tilgang – tættere sammen, så radikal udvikling og innovation integreres som en del af driften i stedet for at udgøre støj i resultaterne?

Niels Hansen

Man får ikke gode idéer alene

Af 12 januar 2011

Der skal forskellighed til for at skabe kreative, overraskende og brugbar nytænkning. Derfor satser vi på tværfaglighed og brud mellem brancher, når vi arbejder med idéudvikling i MindLab.

Som det illustreres i denne lille video (en reklame for bogen, Where good ideas come from), opstår de rigtigt gode idéer i mødet mellem to eller flere udmærkede idéer. Innovation stimuleres derfor ved at skabe rum for at udveksle tanker og idéer.

I MindLab arbejder vi på at blive bedre til at udnytte den synergi, der opstår, når forskellige mennesker mødes. Det kan enten være ved at sætte embedsmænd fra forskellige fagområder sammen, ved at invitere praktikere og eksperter med i processen eller ved at invitere personer fra helt andre brancher med i vores workshops. Som da Arbejdstilsynet havde den udfordring, at arbejdsmiljø ofte er en sekundær bekymring i forhold til at løse en opgave hurtigt her og nu. Her kunne Rådet for Sikker Trafik inspirere med erfaringer om, hvordan man får bilister til at bruge selen – en situation hvor sikkerhed engang var en underlagt et ønske om at komme hurtigt af sted.

I et andet projekt ønskede Erhvervs- og Byggestyrelsen i samarbejde med Økonomi- og Erhvervsministeriet at hjælpe flere rigtig dygtige iværksættere på vej. Her inviterede MindLab både praktikere og eksperter med i en idéworkshop. Embedsmænd fra Erhvervs- og Byggestyrelsen, meget succesfulde IT-iværksættere, ansatte i sundhedssektoren og en forsker fra CBS arbejdede sammen om at udvikle nye ideer. Idéudviklingen skete på baggrund af hovedpointerne fra MindLabs studier. Det fælles arbejdet med en konkret udfordring gav en god dynamik og alle parter gik fra workshoppen, klogere på de andres tilgang til feltet. MindLab kunne direkte høste en række nye perspektiver, som kunne videreudvikles og forfines til nye initiativer.

Vores erfaring er, at man ikke bare skal sidde og vente på, at de gode idéer indfinder sig. Det er derimod nødvendigt systematisk at sikre, at mennesker med forskellig faglighed, erfaring og arbejdsmetode mødes, når nye idéer skal opstå.

Christian Bason

Får Australien verdens mest nytænkende offentlige sektor?

Af 9 marts 2010

Vi har det med at mene at vi i Danmark har verdens mest moderne og innovative offentlige sektor. Men jeg tror vi er på vej til at blive overhalet fra den anden side af jorden. I Australien har delstaten Victoria, som har samme befolkningstal som Danmark, i forrige uge lanceret en ambitiøs Innovation Action Plan, der er målrettet statens offentlige ansatte. Planen, som er underskrevet af samtlige Victorias topembedsmænd, rummer fire initiativer.

vps

For det første lægger handlingsplanen op til at skabe stærke forbindelser mellem mennesker, ideer og muligheder. Det er et forfriskende bud på offentlig innovation at nytænkning ikke kun handler om at tackle problemer, men også om at skabe ny værdi. I australsk aftapning handler det ikke mindst om at anvende nye sociale medier (web 2.0) teknologi til at sætte strøm til udvekslingen af ideer og samspil på tværs af embedsværket.

Planens andet element er at bygge innovations-kapacitet. Målet er at booste træning og udvikling af statens medarbejdere og understøtte en innovationskultur, herunder ved at anvende længerevarende indstationeringer af medarbejdere på nyskabende projekter på tværs af forskellige forvaltninger. Endelig overvejer man en mere permanent organisatorisk forankring af innovationsarbejdet – blandt andet baseret på erfaringer fra Victorias justitsministerium, som allerede har skabt en Innovation and Strategy Unit.

Det tredje initiativ handler om at stimulere innovation og belønne god praksis. Victoria vil nu etablere en række projekt-udfordringer, eller ’Challenges’ som teams af embedsmænd kan prøve at tackle, og hvor belønningen er en personlig præsentation over for statens premierminister John Brumby. (Man overvejer også at belønne vinderne med en iPod; men som en spøgefugl kommenterede, så lad være med at give folk valget mellem de to; så vælger de bare musikafspilleren…)

Sidst, men ikke mindst vil Victoria åbne op for en langt friere anvendelse af data på tværs af den offentlige sektor; første skridt er etableringen af en business case for hvordan det teknisk og juridisk kan lade sig gøre.

Er Victoria er planen på vej til at kunne kalde sig den offentlige forvaltning i verden der arbejder mest systematisk med innovation?

Jesper Christiansen

Kreativ tillid

Af 26 oktober 2009

“Tilliden var bare væk, og der var ikke så meget at gøre. Jeg tror egentlig ikke, at vi nogensinde rigtigt nåede at forstå hinanden. På trods at vi begge faktisk var enige om en hel del, da vi begyndte samarbejdet” (virksomhedsleder).

“The future is open to us by others” (Pahuus 2009)

Fremtidens innovative løsninger på velfærdsproblemer skal ske i et nært samspil mellem forskellige offentlige og private aktører. Denne pointe har sat sig fast hos politiske ansvarlige i ind- og udland og har derfor sat skub i forskellige former for offentlig-private innovationsprojekter. Der skal skabes en nødvendig synergi; en tilstrækkelig og uventet kombination af menneskelige input som basis for kreativitetens opblomstring.

Men hvordan skabes den nødvendige synergi i den midlertidige organisatoriske setting? Det oftest nævnte koncept i den sammenhæng er ’tillid’. Tillid til og imellem innovations-processens andre aktører. Det kan dog være svært at regne ud, hvornår denne tillid skabes, og hvordan den virker.

Filosoffen Anne Marie Pahuus, inspireret af den danske filosof K.E. Løgstrup (1956), taler om tillid som evnen til at acceptere det usammenlignelige mellem fortid og fremtid. Det ideelle mål er en ubegrundet tillid, som giver den enkelte frihed til at bevare fremtiden åben og skabe det, som Pahuus kalder ‘kreativ tillid’. Individuelle muligheder for åben kreativitet begrænses af andre aktørers forventninger og afhænger af den form for tillid, man er i stand til at vise hinanden.

Det kan i denne optik virke som om, at for at opnå tillid til en anden person, skal man lægge sine tidligere erfaringer på hylden. I hvert fald for en tid.  Imidlertid er incitamenter og erfaringer hos involverede aktører i offentlig-privat innovation alt andet end ubegrundede. Således finder man næppe uforbeholden tillid hos kommuner og private virksomheder, som baserer deres handlinger og beslutninger på velbegrundede erfaringer.

Her ligger udfordringen. I enhver ny proces, hvor man er usikker på forløb og succeskriterier, vil den enkelte i langt højere grad gøre brug af deres eksisterende opfattelser af samarbejdets aktører og de elementer, der indirekte kan relateres til dem. Mistillid bliver ofte konsekvens af den usikkerhed. Hvis den ulmer under overfladen skaber det ikke kun et ufrugtbart rum for innovative tanker, men de gensidige forventninger begrænser følelsen af frihed til at tænke nyt.

Vejen frem synes i denne optik i højere grad at være at erkende tillid som grundlæggende for kreativ innovation. Ikke mindst i form en anerkendelse af den store udfordring, som ligger i på den ene side at vise åben tillid til andre og på den anden side at gøre brug af sine nuværende opfattelser af og erfaringer i forhold til de personer, man samarbejder med. Kort sagt, en erkendelse af at fremtiden kun er åben gennem andre.


Kreativitet og tillid
Kreativitet kan forbindes til tillid på både et individuelt og kollektivt plan:
• Ens personlige, kreative og konstruktive livsanskuelse bliver på den ene side et produkt af den tillid, som andre viser til én.
• På den anden side forbindes kreativitet til et tillidsfuldt rum, hvor social interaktion mellem relevante aktører kreerer nye tanker og idéer.



Blog-indlægget er et indhug i en tankerække, som lige nu udgør grundlag for udarbejdelsen af et workingpaper under arbejdstitlen ‘Trusting the new’ med inspiration fra konferencen af samme navn (http://www.ifi.au.dk/trustingthenew).

Anne Marie Pahuus skriver om dette emne i “Concern for the Other: Perspectives on the Ethics of K. E. Logstrup” (2008) i Andersen, S. og Kooten Niekerk, K. (eds.). Forfatternes inspiration til denne bog er hentet fra K.E. Løgstrups “The Ethical Demand” (1956).

Rasmus Kolding

Oplæg af Bill Moggridge

Af 25 juni 2009

Bill Moggridge fra IDEO holdt et oplæg i MindLab i sidste uge, og her er en videooptagelse af sessionen i dens fulde længde. Man er velkommen til at dele videoen med andre interesserede!

Rasmus Kolding

Med Skattefar på Innovationsvognen

Af 22 maj 2009

En af de ting, som vi oftest slår på tromme for i MindLab er, at løsninger på nye og komplekse problemstillinger kræver flere forskellige fagligheder. Dette tværfaglige fokus har Skatteministeriet taget til sig. På en event til efteråret skal unge studerende i teams hjælpe Skatteministeriet med at tackle en konkret problemstilling. Kodeordet er “innovation” som så ofte i denne tid.

Selvom jeg arbejder med den slags til dagligt, så kunne jeg sagtens finde på at deltage selv. For det første giver det god og konkret erfaring at arbejde med den slags reelle problemer. Dette kan være ganske værdifuldt, ikke mindst for kandidater, der skal ud på arbejdsmarkedet inden nærværende finanskrise er overstået. I samme dur er mulighederne for at netværke er bestemt heller ikke til at overse.

Sidst men ikke mindst, så får man mulighed for indflydelse på et sted, hvor det rent faktisk kan rykke noget. Skatteministeriet prioriterer innovation højt i deres arbejde, og jeg synes, at de fortjener en kæmpe applaus for at sætte sådanne initiativer i værk. Ikke mindst fordi de løser en kæmpemæssig opgave for samfundet. Samtidig er de helt klar over, at den opgave nogle gange kan løses bedre – det kan man se, i og med de tør tage utraditionelle metoder i brug i denne proces.

Er du eller en bekendt på kandidatstudiet, så vil jeg derfor opfordre til at kigge nærmere på Skatteministeriets hjemmeside hvor man kan høre nærmere. Go’ skatteinnovation!

Line Groes

Skrald er lig med mad

Af 4 maj 2009

Den noget bizarre udtalelse, “Waste equals food”, kommer fra William McDonough, en amerikansk arkitekt og designer, der besøger Danmark i denne uge. Han er her for at modtage Rockwool-prisen, som overrækkes af Lene Espersen på torsdag d. 7/5 på Arkitektskolen i København, for sit arbejde med udviklingen af et nyt bæredygtighedsparadigme: Cradle-to-cradle (vugge-til-vugge).

Cradle-to-cradle handler om at designe produkter og bygninger af materialer, der kan nedbrydes naturligt og genbruges som råmateriale i fremtidige produktioner. På denne måde kan man effektivisere anvendelsen af materialer og ressourcer i produktionen og helt undgå spild og affald.

McDonoughs radikale synspunkt er, at vi kan designe vores produktion og moderne forbrugsgoder, så de ikke blot gør mindre skade, men er til direkte gavn for planeten!

Det er en interessant, progressiv og inspirerende tanke, da det går skridtet videre end, at vi “blot” skal være bæredygtige. Bæredygtighed skal derimod være udgangspunktet. En lidt crazy følge af dette er, at vi hermed faktisk gør noget godt for jorden, når vi forbruger cradle-to-cradle produkter. Er det ikke en vild tanke?

Et eksempel er Ford, der har udviklet bilen Ford U. Alle bilens komponenter kan ved slutningen af bilens levetid demonteres og blive til enten biologiske eller tekniske næringsstoffer. Et andet eksempel er Nike, der har udviklet en sko, som kan skilles ad, så materialerne kan genbruges i produktionen af nye sko.

Et lidt mere “freaket” eksempel er et ispapir udviklet for Unilever, der opløses til væske, et par timer efter at det er taget ud af fryseren. Ispapiret indeholder frø fra sjældne planter, så når du smider det fra dig, er du med til at øge biodiversiteten.

 

Driver for vækst og innovation

Cradle-to-cradle er et visionært produktions- og designparadigme, der kan revolutionere den måde vi producerer på. Udover at være interessant ud fra en miljømæssig vinkel har det forretningsmæssigt potentiale, da virksomheder både kan fremme sin innovationsevne og sin vækst via metoden. Dette har hollandske og amerikanske undersøgelser påvist.

De virksomheder som har arbejdet med princippet fortæller, at det kan fremme innovation i produktudvikling, produktionsprocesser og forretningskoncepter. For at blive C2C-certificeret er der en række krav som din virksomhed skal overholde, hvilket har været en driver for innovation. For eksempel fortæller Henry Miller, en amerikansk stolefabrikant, at cradle-to-cradle kravet om at kunne skille produktet fra hinanden og genbruge komponenterne, har sparet dem både tid og penge på fabrikken.

Du kan tjekke en dokumentarfilm ud her, hvis det har vakt noget i dig:

Du kan læse mere om William McDonough og hans bog “Cradle to cradle” her:

Marie Herborg Krogh

Social innovation # 2: Social innovation som svar på EUs udfordringer/fremtid?

Af 8 april 2009

“The financial and economic crisis makes creativity and innovation in general, and social innovation in particular, even more important to foster sustainable growth, secure jobs and boost competitiveness”

José Manuel Barroso, formand for EU kommisionen

De europæiske ledere står over for enorme udfordringer. Lige nu er verden midt i en økonomisk krise, der skaber en generel utryghed blandt borgere og virksomheder om fremtiden. Derudover er der en anden påtrængende, men måske ikke er så synlig udfordring: den demografiske udvikling med et stigende antal ældre kombineret med en mindre arbejdsstyrke. Disse udfordringer stiller krav til nytænkning blandt lederne i EU, og her kan social innovation komme til at spille en stor rolle.

Mindlab bidrog i januar 2009 på en workshop, hvor vi sammen med andre ledende aktører skulle udvikle forslag til, hvordan man på europæisk niveau kan stimulere innovationsindsatsen på de store offentlige velfærdsområder. Dette for at imødekomme de udfordringer, der presser sig på.

Fundamentet for social innovation

I en europæisk kontekst har man lang tradition for social innovation: lige adgang til sundhedssystemet, udbredelse af børnehaver og velfærdsstater etc. Fælles for disse sociale innovationer er, at de var radikale innovationer, som blev opfattet som utænkelige, da de blev søsat (se fx Social Innovation: What is it, why it matters and how it can be accelerated).

På workshoppen blev man enige om, at traditionen for social innovation må genopdages i en europæisk kontekst. Hvor man i mange år i høj grad har fokuseret på den teknologiske innovation, så er det nu væsentligt at fokusere på social innovation.

Der er lige nu er utrolig mange eksempler på kreativitet rundt om i Europa, som man kan lære rigtig meget af. Det, der ifølge arbejdsgruppen mangler, er systemer, der gør det muligt at realisere ideer og give dem gennemslagskraft i bredere sammenhænge. Nedenstående er bud på, hvordan man kan skabe et fundament for social innovation:

#1: Europa har behov for platforme, hvor borgere og organisationer involveret i social innovation kan mødes for at kommunikere og samarbejde mere effektivt

#2: Mobilisering af de europæiske samfund i genopbyggelsen af Europas økonomi således at policy laves i samspil med borgere/ virksomheder og ikke til borgere/ virksomheder

#3: Se krisen som en anledning til at blive frontløbere indenfor social innovation, hvor der satses på at højne kvaliteten af den offentlige service i samspil med borgere og organisationer (private såvel som frivillige organisationer)

Forslagene blev præsenteret for formanden for EU Kommissionen José Manuel Barrosso, og er indspil til EU Kommissionens Nye Sociale Agenda, der sigter på at skabe flere muligheder for EU-borgerne, forbedre adgangen til serviceydelser af høj kvalitet og udvise solidaritet over for dem, der påvirkes negativt af ændringerne.

Marie Herborg Krogh

Social innovation #1: Hvordan skaber vi nye løsninger, der møder sociale mål?

Af 7 april 2009

The Guardian bragte for nylig en artikel om verdens første ‘Social Silicon Valley’. I en tid, hvor regeringer kæmper for at holde sammen på økonomierne, og hvor de sociale udfordringer bliver større, mener de to spaniere Carlos Fernández Isoird og Inigo Urkidi, at de har svarene på fremtidens udfordringer. Med oprettelsen af deres nye sociale virksomhed, Business Innovation Brokers (BIB), er de i gang med at skabe en industriel park for sociale virksomheder og samarbejdspartnere. Her håber de på at tiltrække NGO’er, statslige institutioner og fonde.

Initiativet er et eksempel på den stigende interesse for at skabe ideer, der møder sociale mål, og som går under betegnelsen social innovation. Hvor store summer af penge og ressourcer er blevet brugt til innovation indenfor videnskab og teknologi, så er der blevet fokuseret mindre på social innovation trods påtrængende udfordringer i forhold til den demografiske udvikling, sundhed og klimaforandringer. Gennem social innovation stræber man derfor på at udvikle nye løsninger på opgaver og problemer, der har en social og almen samfundsmæssig interesse. Opgaveløsningen og udviklingen af ideer sker gennem et samarbejde mellem den offentlige sektor, den private og den civile sektor (frivillige organisationer samt borgere). På denne måde er social innovation karakteriseret ved:

#1: Eksperimenterende (sociale innovationer er oftest nye kombinationer eller hybrider af allerede-eksisterende elementer)

#2: Tværgående samarbejde mellem organisatoriske, sektorielle og faglige grænser

#3: Gør brug af al tænkelig viden og teknologier

#4: Engagement af borgere som samproducenter af nye sociale innovationer

Hvor er social innovation?

The Young Foundation i England er eksempel på, hvor social innovation finder sted. I samarbejde mellem offentlige myndigheder, lokalsamfundet og beboere, har man i to bydele i London oprettet specialenheder. Disse specialenheder håndterer konflikter, hvor lokalsamfundenes ressourcer er få, og de offentlige initiativer ikke kan engagere borgerne i bydelene.

Social innovation bidrager på denne måde til at bringe forskellige sektorer sammen, og herigennem skabe grundlag for at skabe og udvikle ideer, der møder sociale mål.

Rasmus Kolding

(Mobil)nettets nye muligheder

Af 23 marts 2009

Newsweek havde for nylig en interessant artikel om hvordan man kan udnytte mobilnettet til at høste værdifuldt data fra rigtig mange mennesker. Når vi bevæger os rundt, så afsender vores mobiltelefon data om hvor vi befinder os hvornår. Det kan man sammenholde med viden om hvad der ellers foregår, fx som det blev gjort på Kulturnatten i København 2008. Der kunne man på Rådhuspladsen se på storskærm, hvor der var mest aktivitet i byrummet, fordi alle tændte mobiltelefoner gav signal om hvor de befandt sig.

Ikke mindst i trafikforskningen er der stort potentiale i at vide, hvornår folk sidder i kø. Men det er ikke kun data fra mobiler, som kan give ny, værdifuld viden. Google Flu Trends analyserer folks Google-søgninger, og har fundet ud af, at de steder hvor folk googler “influenza” hyppigt, netop er dér hvor der er gang i virusset. Om end dataene ikke rammer fuldstændig præcist, så giver det et billede af sygdomsspredningen, der matcher lægernes indberetninger (CDC) overraskende godt. Og det er ikke mindst hurtigt data: Google Flu Trends har overblik over influenzasituationen 2 uger før de officielle kilder!

google-flu-trends

Den slags analyse kræver nogle værktøjer og processer, som det offentlige ikke besidder endnu, men potentialet er bestemt til at få øje på. Ikke mindst i samspillet mellem det offentlige og den private sektor, er der mulighed for at udnytte dette data. Men disse nye metoder rejser også nogle etiske problemstillinger, som kræver ny debat af datahåndtering og -sikkerhed. Facebook er allerede kommet i vælten for at overtræde persondataloven, og med flere nye tjenester der kan lagre personlig information, har vi med garanti ikke set den sidste kontrovers endnu.

Har du allerede erfaringer med lignende eller andre former for innovativ dataindsamling – gerne i Danmark, og gerne inden for det offentlige – så hører jeg gerne fra dig. På dette felt sætter kun fantasien grænser.

Jakob Schjørring

Borgerinvolvering i storcenteret

Af 1 marts 2009

Så har jeg atter engang sprængt mit tidsestimat for rekruttering af borgere og virksomheder! I de sidste par uger har vi skullet rekruttere 15 borgere til en borgerworkshop . Metoder og  formidling m.v. har for længst været på plads, og så kommer den gyldne sætning så: “så mangler vi bare at få fat i nogle brugere”. Men det er altså ikke “bare”, det er noget der tager tid.

I MindLab har vi rekrutteret brugere på mange forskellige måder: Gennem tilfældige opslag i telefonbøger og databaser, igennem ministeriernes helpdesks, igennem fagforeninger og interesseorganisationer, professionelle rekrutteringsbureauer og igennem personlige netværk.

I sidste uge blev jeg inspireret til endnu en måde at finde brugere, som kan bidrage til ministeriernes udviklingsprojekter: Brugerinvolvering i det offentlige rum.

I den private sektor ser vi allerede eksempler på brugerinvolvering i det offentlige rum, hvor analyseinstitutterne eksempelvis står på gaden og rekrutterer folk til at komme op i et mødelokale en halv times tid . I USA er de endnu længere fremme. Cunningham Research har åbnet “testforretninger” i over 30 storcentre i USA, hvor den menige centerkunde kan supplere lørdagsindkøbene med en tur i testforretningen og give deres mening til kende om de nyeste sodavand eller reklamefilm. Testforretningerne fungerer også som prototypeforretninger i sig selv, hvor forretningskæder eksempelvis kan bygge en prototype på en ny butiksindretning, som kunderne så kan give feedback på.

Jeg tror, at der er nogle enorme potentialer i at rykke brugercentreret innovation af offentlige løsninger ud i det offentlige rum. Forestil jer at et udviklingsprojekt blev bygget op omkring en rejsestand, som embedsmændene tog på turné i hovedgader og shoppingcentre i Danmark for at samudvikle nye offentlige services. Eller at det offentlige, ligesom Cunningham Research, åbnede “gør det offentlige bedre” forretninger i borgerservicecentre, venteværelser eller shoppingcentre.

Det lyder måske dyrt, men det behøver ikke at være det. Det offentlige bruger hvert år rigtig mange penge på udviklingsprojekter, så hvis man fx bare bygger 20 udviklingsprojekter op omkring rejsestande og et par “gør det offentlige bedre forretninger” i stedet for at bruge pengene på klassiske konsulentrapporter, så var den finansiering sandsynligvis hjemme. På samme måde kunne bemandingen af forretninger og rejsestande ske ved at nogle af statens mange udviklingsmedarbejdere droppede skrivebordet for et par uger og tog ud dér hvor borgerne er.

Men hvad er så årsagerne til, at vi ikke bare går i gang med at bruge det offentlige rum til brugerinvolvering?

For det første skal der selvfølgelig være opbakning fra ministeriernes side til at kanalisere økonomi og mandetimer fra konsulentrapporter og skriveborde til rejsestande, “gør det offentlige bedre forretninger” og rejsehold.

For det andet så indebærer borgerinvolvering i det offentlige rum, at ministerierne i endnu højere grad har mod til at vise mellemregningerne for policy- og serviceudvikling i den bredere offentlighed. Vores oplevelse i MindLab er, at det har krævet en mindre kulturændring i ministerierne at invitere borgere og virksomheder ind til fx at diskutere løse ideer til ny policy og services. Lukkede workshops med inviterede borgere og virksomheder eller besøg på borgere og virksomheders privatadresser har været et godt første skridt. Her bevarer ministerierne trods alt bevarer noget af kontrollen med, hvem der involveres i mellemregningerne i udviklingsprojekterne. Med brugerinvolvering i det offentlige rum går vi skridtet videre og slipper noget af denne kontrol.

For det tredje, så er der behov for at udvikle nye metoder, som passer til de rammer som brugerinvolvering i det offentlige rum giver. Hvordan tilrettelægger vi fx vores metoder så vi både kan involvere den forbipasserende borger som har 5 minutter og den som har en time? Hvordan designer vi vores rejsestand eller “gør det offentlige bedre forretning”, så den skaber de bedst mulige betingelser for samudvikling? Det er bare nogle af de spørgsmål vi skal forholde os til, når vi udvikler metoder til brugerinvolvering i det offentlige rum.

MindLab inviterer alle til at bidrage med holdninger, metoder og erfaringer til brugerinvolvering i det offentlige rum.

Runa Sabroe

Hverdagslivet rundt på 365 dage – billeddagbog som cultural probe

Af 28 februar 2009

familie365-politike_311062c

 

 

familie365-uge1711 


 

 

Hvordan ser danskernes hverdag ud i dag? Hvad optager familien? Hvad omgiver de sig med? Dette er nogle af de spørgsmål, som en børnefamilie i Valby svarer på. Meget konkret tilmed.

Projektet er som følgende: fem familiemedlemmer (2 voksne og 3 børn) blev hver især udstyret med et digitalt kamera og skulle hver dag gennem 2007 tage mindst et billede af sig selv, hinanden eller deres nærmeste omgivelser. Alt i alt kom der 1825 billeder ud af projektet – en sand guldgrube, hvis man vil dykke ned i og blive klogere på danskernes hverdagsliv. 


Billedmaterialet er herligt blottet for æstetik og rummer en nøgternt konstaterende tilgang til dokumentationen. Projektet sætter i al sin enkelhed og trivialitet billeder på hverdagens hårde facts. Styrken består i, at hverdagen er splittet op i små detaljer – sprængt til atomer, om man vil. Den enorme mængde af materiale virker på én gang overrumplende og pirrende. 


Men midt i alt det kaotiske anes konturer af mønstre og fortællinger, og billederne tegner til sammen et meget præcist omrids af tegnene i hverdagslivets grundsætninger: De viser højdepunkterne i form af fødselsdage, nytår, fester, som er flankeret af gaver og kontanter i massevis. Børnenes udvikling fra børneliv frem til voksenliv fanget ind af tabte rokketænder, og den største drengs spirende teenageliv sammen med vennerne. Almindelig logistik: transport frem og tilbage fra diverse institutioner.

 

Samtidig er det interessant at se, hvor radikalt anderledes børnenes perspektiv på hverdagen er sammenlignet med de voksne. Børnene har taget billeder af små oversete detaljer som gulvtæppet, en appelsinskrald eller sæbeholderen i børnehaven, mens de voksne sigter mod at fortælle en historie. Men først og fremmest tegner der sig et billede af en familie, som tilbringer meget tid hver for sig og mødes i glimtvis nærhed.


Netop i kraft af, at billeddagbogen ikke er blevet til ud fra et på forhånd defineret undersøgelsesfelt – ud over selve dokumentationen –, er billedsamlingen tilpas eksplorativ. I bedste cultural probes stil er der smidt en sonde ud til familien, som over exceptionelt lang tid har registreret deres hverdag uden at blive styret af udefra kommende faktorer. 


Kunne offentlige løsninger målrettet børnefamilierne tage ved lære af de konturer som tegner sig i billeddagbogen, hvor tid til hinanden og samvær på tværs synes at være den mest afgørende mangel varer? Familien i Valby fremhæver selv i et interview i Politiken, at et kærkomment udbytte af det år projektet stod på var et meget konkret indblik i, hvad de andre familiemedlemmer foretog sig i de mange timer i døgnet, hvor familien er adskilt. Selve billedprojektet har skabt nærhed i hverdagen.

 

Kunne det offentlige benytte billedmediet til at hjælpe børnefamilierne med at skabe mere nærhed? Kunne man eksempelvis forestille sig, at børnehaver oprettede en billedbåren digital logbog, hvor det ikke er de voksnes sammenhængende fortællinger, som danner rammen, men børnenes eget perspektiv og egne billeder? Kunne man forestille sig andre offentlige initiativer, som imødekommer det faktum, at børnefamilierne mangler tid og nærhed sammen? 


Billeddagbogen er en inspirationsgrundbase for alle, der arbejder med danskernes hverdagsliv og brugernes perspektiv. Fotograf Jakob Carlsen står bag projektet, og billeddagbogen er samlet i en bog, som erhverves her.