MindBlog English

brugercentreret innovation - antropologiske metoder - servicedesign - offentlig udvikling - kommunikation - idéudvikling - politikudvikling - tværoffentligt samarbejde

Posts Tagged ‘analyse’

Niels Hansen

Innovation gennem radiomontage

Af Niels Hansen 4 august 2009

Som jeg beskriver i et andet blogindlæg, har vi i MindLab snakket om, hvordan vi kan præsentere virkeligheden i en forholdsvis rå og direkte form. I et pilotprojekt, som MindLab har gennemført sammen med bl.a. Forbrugerstyrelsen, har vi haft mulighed for at afprøve en ny metode, hvor virkeligheden kan præsenteres for vores kolleger i en næsten rå, men stadig styret form. Metoden kalder vi radiomontage.

Forbrugerstyrelsen er projektledere på projektet, der skal se på, hvordan man kan hjælpe forbrugerne til at handle på måder, der skaber mere konkurrence blandt virksomhederne. De bad os hjælpe dem med at lave en kvalitativ undersøgelse, for at afdække forbrugernes barrierer for at handle konkurrencerigtigt.

Vi valgte at invitere journalisten Johanne Mygind ind, til at hjælpe os med at bruge radiomontagen som metode. Radiomontage er grundlæggende en sammenklippet, journalistisk historie. I vores tilfælde er montagen en sammenklippet fortælling, der er bygget op omkring aktantmodellen, om en forbrugers handel og den kontekst handlen foregår i.

innovation-gennem-radiomontage

Radiomontagen giver mulighed for at fortælle den historie, vi har hørt hos vores informanter. Den bliver fortalt med informantens egne ord og stemme, men pointerne bliver fremhævet og sat ind i en fortællemodel, der engagerer lytteren. Vores kolleger får på den måde adgang til de virkelige mennesker, med deres skæve vinkler og personlige pudsigheder. Samtidig har vi som facilitatorer mulighed for at fokuserer på de pointer, vi mener er centrale.

Metoden havde i høj grad den ønskede virkning. Projektgruppen blev under en workshop præsenteret for otte montager, produceret ud af de syv interview. Deltagerne blev med det samme engageret i de syv informanter. De forstod ikke bare handlingsforløbet, men i høj grad også informanternes baggrund og personlighed. De havde derfor let ved at leve sig ind i informanternes livsverden og se problematikken fra informanternes side. Det førte i første omgang til en god fælles analyse af informanternes barrierer for at handle konkurrencerigtigt. I anden omgang gav det en række kreative bud på, hvordan vi fra det offentlige kunne afhjælpe barriererne.

Metoden skabet på den måde det engagement, den empati og den energi, som vi havde håbet på. Det er dog interessant at overveje, hvilke krav metoden stiller til analysearbejdet. Hvordan sikres det, at man ikke bliver opslugt i den enkelte informants individuelle historie? Hvordan sikre vi en analyse der løfter blikket?

Et greb er naturligvis, at præsentere en virkelighed, der peger på nogle gennemgående pointer. Et andet greb er at sikre, at deltagerne i dele af processen ser på tværs af de enkelte informanter og evt. inddrager anden viden.

Vores forsøg med radiomontage var helt klart en succes. Vi vil derfor arbejde videre med metoden og undersøge, i hvilke sammenhænge radiomontage i særlig grad kan være anvendelig i innovationsprocesser.

Rasmus Kolding

(Mobil)nettets nye muligheder

Af Rasmus Kolding 23 marts 2009

Newsweek havde for nylig en interessant artikel om hvordan man kan udnytte mobilnettet til at høste værdifuldt data fra rigtig mange mennesker. Når vi bevæger os rundt, så afsender vores mobiltelefon data om hvor vi befinder os hvornår. Det kan man sammenholde med viden om hvad der ellers foregår, fx som det blev gjort på Kulturnatten i København 2008. Der kunne man på Rådhuspladsen se på storskærm, hvor der var mest aktivitet i byrummet, fordi alle tændte mobiltelefoner gav signal om hvor de befandt sig.

Ikke mindst i trafikforskningen er der stort potentiale i at vide, hvornår folk sidder i kø. Men det er ikke kun data fra mobiler, som kan give ny, værdifuld viden. Google Flu Trends analyserer folks Google-søgninger, og har fundet ud af, at de steder hvor folk googler “influenza” hyppigt, netop er dér hvor der er gang i virusset. Om end dataene ikke rammer fuldstændig præcist, så giver det et billede af sygdomsspredningen, der matcher lægernes indberetninger (CDC) overraskende godt. Og det er ikke mindst hurtigt data: Google Flu Trends har overblik over influenzasituationen 2 uger før de officielle kilder!

google-flu-trends

Den slags analyse kræver nogle værktøjer og processer, som det offentlige ikke besidder endnu, men potentialet er bestemt til at få øje på. Ikke mindst i samspillet mellem det offentlige og den private sektor, er der mulighed for at udnytte dette data. Men disse nye metoder rejser også nogle etiske problemstillinger, som kræver ny debat af datahåndtering og -sikkerhed. Facebook er allerede kommet i vælten for at overtræde persondataloven, og med flere nye tjenester der kan lagre personlig information, har vi med garanti ikke set den sidste kontrovers endnu.

Har du allerede erfaringer med lignende eller andre former for innovativ dataindsamling – gerne i Danmark, og gerne inden for det offentlige – så hører jeg gerne fra dig. På dette felt sætter kun fantasien grænser.