MindBlog English

brugercentreret innovation - antropologiske metoder - servicedesign - offentlig udvikling - kommunikation - idéudvikling - politikudvikling - tværoffentligt samarbejde

Innovation

Liselotte Bauer Mols

Vend det offentlige budgetpres til borgerens fordel

Af Liselotte Bauer Mols 24 august 2010

 Jeg blev for nylig inspireret af Martin Thorborgs bog “Iværksætter til jeg dør”, hvor såvel succeser som fiaskoer bliver rullet op for åben skærm. Efter succesfuldt at have afhændet “Jubii”, er Martin Thorborg og hans kompagnon på udkig efter en produkt ide med følgende karakteristika:

  • - Målgruppen skal være slutbrugeren
  • - Det skal være noget, som mange mennesker har brug for
  • - Det skal være noget, der kan afhjælpe et irriterende problem for brugeren

En forespørgsel efter et spamfilter til e-mails kickstarter ideen til “Spamfighter”, som efter markedsanalyse og udvikling af prototype, bliver testet og forbedret af brugerne selv. Da programmet er i stand til at fjerne 70% af den spam, det bliver udsat for, indledes en målrettet PR indsats, hvorigennem det lykkes at mobilisere den nødvendige kritiske masse af brugere, som er nøglen til konstant at videreudvikle og forbedre produktet. “Spamfighhter” bliver en international succes og betegnes i dag som et af Europas førende spamfilter produkter. 

Hvad er Spamfighter?
Spamfighter er et gratis program til mail-systemer, som automatisk filtrerer spam-mails over i en separat folder, der kontrolleres og tømmes af brugeren selv. Hvis brugeren modtager en spam-mail, som ikke blokeres af filtret, kan man ved tryk på én knap anmelde og fjerne spam-mailen fra de andre brugere af programmet. Spamfighter bliver således bedre og bedre jo flere brugere, der anmelder spam.

Og hvad har det så at gøre med innovation i den offentlige sektor?

For det første ligner kriterierne for “Spamfighter” meget de udfordringer, som den offentlige sektor står overfor og som der allerede arbejdes med i MindLab i forskellige sammenhænge.  Det øgede politiske fokus på budgetnedskæringer i den offentlige sektor vil uden tvivl accelerere behovet for innovation og nytænkning i såvel omfanget som håndhævelsen af diverse love, regler og procedurer. At benytte de offentlige tilbud og agere som en ansvarlig og retskaffen borger er en præmis for samtlige borgere i dette land. Mange opfatter det som besværligt og irriterende at skulle forholde sig til de mange regler, procedurer, formularer m.v. , så ligesom i “Spamfighter” casen er der et irriterende problem, som  skal afhjælpes.

For det andet er der måske inspiration at hente i måden “Spamfighter” konceptet er blevet designet på, hvor filosofien er brugerdrevet innovation under devicen “noget for noget” (også populært kaldet “win-win”). Den service du får som bruger bliver bedre og bedre, jo mere du selv involverer dig og giver feedback.

For det tredje bliver PR mediet benyttet som løftestang til at mobilisere den nødvendige kritiske masse af brugere. Én ting er at have verdens bedste produkt, noget andet er at få det glade budskab formidlet og motivere forbrugerne til at benytte sig af det.

Case eksemplet kan naturligvis ikke overføres direkte på den offentlige sektor, men der kan meget vel være særdeles god inspiration at hente - ikke mindst i relation til måden det bringes til markedet på.

Ved at inddrage borgerne kvalitativt gennem interviews, workshops, observationer m.v. kommer man et langt stykke ad vejen i relation til brugerdrevet innovation. Det virkelig store skridt er imidlertid etableringen af en løbende kvalificeret dialog mellem det offentlige og den enkelte borger, hvor løsninger skræddersyes til den enkeltes behov.

På trods af den umiddelbare kompleksitet i en sådan tilgang, er det netop, hvad mange virksomheder efterhånden har erkendt, er nøglen til fremtidens succes. Hos LEGO har man eksempelvis løbende dialog med en lang række dedikerede LEGO fans, som bidrager til innovation og nytænkning og til gengæld får adgang til privilegier og informationer, som ellers ikke er til rådighed for alle - igen “noget for noget” princippet.

Anne Dorthe Hermansen peger i hendes blogindlæg på, at en del af besparelserne i den offentlige sektor bør ske gennem en øget indsats overfor digitale selvbetjeningsløsninger.  Helt enig! Der bør være store besparelser at hente ved at gøre det lettere for borgerne at betjene sig selv. Men som Jakob Harder kommenterer, så er et af problemerne, at selvbetjeningsløsningerne generelt benyttes af for få borgere (med enkelte undtagelser)

Her begynder vi at få fat omkring nældens rod. Selv de mest sofistikerede og brugervenlige digitale løsninger kan ikke stå alene. Hvis borgernes motivation til at benytte dem ikke er tilstede, oplever man fænomenet, at “man kan tvinge en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke” Måske skulle man starte med at besvare spørgsmålene: “hvorfor er der ikke flere borgere, der benytter selvbetjeningsløsningerne?” og “hvad skal der til for at få flere borgere til at benytte dem?”

Umiddelbart vil jeg antage, at borgerne er lige så kritiske i deres dialog med det offentlige, som i dialogen med private virksomheder. For overhovedet at tilvælge en ny løsning eller et nyt produkt er der som minimum to fundamentale ting, som skal være på plads:

1. Produktet/ydelsen skal være fuldstændig i top (i dette tilfælde brugerfladen, funktionalitet m.v.) og som minimum på niveau med andre professionelle digitale interfaces, som er en del af borgernes hverdag.
2. Der skal være mindst én og helst flere tydelige og kommunikerbare fordele for forbrugeren ved at benytte sig af produktet/ydelsen - altså et klart svar på “what’s in it for me?”.

I erhvervslivet kan ingen af de to punkter stå alene. Et fællestræk for fiaskoer i erhvervslivet er, at virksomhederne enten har fejlet på produktet eller på måden, hvorpå de har bragt det til markedet. Fælles for samtlige af succeshistorierne er, at der er leveret 100% på begge dimensioner. De succesfulde virksomheder opnår udover god indtjening og øgede markedsandele en betydelig positiv effekt på deres image, som sætter en positiv spiral i gang for virksomheden.  Kunne det ikke være interessant at opnå det som “sidegevinst” indenfor den offentlige forvaltning i Danmark?

I modsætning til erhvervslivet, har man indenfor det offentlige muligheden for politisk at lovgive og regelsætte omkring stort set alt. Denne metode kan man naturligvis også ty til i forbindelse med udbredelsen af de digitale selvbetjeningsløsninger. Men lad os nu antage, at man i stedet vælger at tage inspiration fra “Spamfighter” casen og inddrager borgerne direkte i at optimere løsningerne.

Kunne man forestille sig, at man tager udgangspunkt i, hvad fordelene er for borgerne frem for primært at fokusere på besparelserne for det offentlige?  Såfremt borgerne tydeligt kan få øje på fordelene ved at benytte selvbetjeningsløsningerne (altså andre fordele end at undgå bøder, gebyrer m.v.), vil borgerne uvægerligt vælge disse løsninger til, hvorved besparelserne for det offentlige automatisk indfinder sig.

Kunne man forestille sig, at man i udviklingsprocessen aktivt inddrager de nuværende systemers  værste kritikere, på samme måde, som man i forbindelse med IT-sikring benytter sig af at ansætte tidligere hackere som eksperter?

Kunne man forestille sig, at man benytter brugernes fordele fra frivillige systemer som Facebook, LinkedIn m.v. som pejlemærke, når man sætter ambitionsniveauet for, hvad borgernes fordele skal være ved de offentlige digitale selvbetjeningsløsninger?

Kunne man forestille sig, at man i markedsføringsstrategien tænker hele paletten af medier igennem inkl. uddannelsessystemet, PR , oplysningskampagner, borgertræning m.v. og accepterer, at det er nødvendigt med en “lanceringsinvestering” før besparelserne opnås?

Ved at anskue problemstillingen fra en helt anden vinkel, får man mulighed for at fremelske nye og originale løsninger, som kan tilgodese såvel det offentliges som den enkelte borgers behov. Selvom tilgangen kan virke både udfordrende og provokerende er det efter min overbevisning nødvendigt at sigte efter stjernerne, hvis man virkelig ønsker succesfuld radikal innovation.

Dorte Salskov-Iversen

Inspiration til radikal innovation

Af Dorte Salskov-Iversen 16 august 2010

Inspiration til radikal innovation

Hvad kan vi lære fra udviklingslandenes innovationsfrontlinje?

Som bekendt kommer meget af viden om innovation fra den private sektor - forskning og systematisk indsamling og deling af erfaring om offentlig sektor innovation er stadig sparsom, ikke mindst på globalt plan. Derfor er det ikke uinteressant at sammenholde dagens krav om og bestræbelser på at innovere den (danske) offentlige sektor med beretninger fra innovations-frontlinjen i den private sektor.

En af de absolutte frontlinjer for innovation af virksomhedsdrift og forretnings-modeller er i dag udviklingslandende og disse regioners fremvoksende markeder. Her ser vi i disse år en dramatisk nytænkning af alle tænkelige aspekter ved indretning, fremstilling og distribution af varer og service-ydelser, inklusive forskning & udvikling, personale-pleje og ledelse. Nybruddet mærkes også i det globale univers af ledelses- & innovationsguruer, som i dag har et stærkt indisk islæt med superstars som C.K. Prahalad, Vijay Govindarajan, Tarun Khanna, Ranlay Gulad, Nirmalay Kumar og Anil Gupta. For dem der stadig har ferie til gode, er der spændende sommerlæsning at hente fra denne kant.

Og hvad er så relevansen for den offentlige sektor, ud over at vi som altid kan regne med, at de store konsulenthuse - der i øvrigt er massivt engageret i udviklingslandedes fremvoksende markeder - før eller siden vil servere mere eller mindre velfordøjede indtryk med tilhørende handlingsplaner fra denne revolution, også for vestens offentlige sektorer?

I en tid hvor Danmarks offentlige sektor for alvor udfordres af krav om mere og bedre service for markant færre penge er der en del at hente. Ikke i form af fikse og færdige løsninger men som input til radikal innovation i form af nye erkendelser omkring, hvad der driver og betinger den nye bølge af innovation, der i flæng betegnes som ‘frugal innovation’ (nøjsom innovation - dvs. innovation, hvor man får meget ud af lidt, og som imødekommer behov og betalingsevne blandt de fattigste), constraint-based innovation’  (begræsnings-dreven innovation) og ‘reverse/trickle-up innovation’ (omvendt innovation - dvs. innovation der har rødder i udviklingslande for siden at vinde udbredelse i Vesten) samt ‘disruptive innovation’ (revolutionerende innovation - dvs. innovation der fuldstændigt ændrer markedet, enten ved en voldsom nedbringelse af prisen på en vare og/eller en fuldstændig ændring af processerne forbundet med fremstilling og distribution). Hver betegnelse fanger nogle egenskaber, som kan inspirere også i en dansk offentlig sammenhæng. Kendetegnende for mange af de resultater, som denne udvikling har leveret, er at intet i en vare/serviceydelse/fremstillingsproces er for stort eller småt til at blive gentænkt fra bunden, med potentielt enorme positive konsekvenser for forbrugere, livskvalitet samt indtjening til følge. 

Det er selvfølgelig tankevækkende, at de selv samme regioner, der i disse år inden for den private sektor fører an i et innovationsryk uden historisk sidestykke, samtidig i betydeligt omfang er præget af tvivlsomme politiske regimer, brutale udviklingsmodeller med begrænsede sociale og miljømæssige hensyn, manglende lighed og udbredt korruption. Når det kommer til egentlig offentlig sektor innovation, er der ikke megen ‘reverse innovation’ at hente. Dermed være ikke sagt, at innovationen i udviklings-landene ikke rummer eksempler på, hvordan markedet i fraværet af en offentlig sektor kan levere basale velfærdsydelser for priser, som kan betales af mindrebemidlede, f.eks. inden for sundhed - eksempler, som også har pointer for vestlige offentligt såvel som privat finansierede sundhedsvæsener.

En stærk og professionel offentlig sektor som den danske er i en privilegeret position, når det handler om at suge til sig fra nær og fjern, filtrere for relevans og oversætte til egen kontekst. Innovationsrykket på verdens fremvoksende markeder er svært at sidde overhørig og rummer indsigter, der yderligere kan anspore den gryende interesse i den danske offentlige sektor for radikal innovation.

 God sensommer!

Anne Dorthe Hermansen

Bring den kollektive intelligens i spil – og sæt strøm til

Af Anne Dorthe Hermansen 3 august 2010

Peter Lofts indlæg her på bloggen sluttede med følgende ord: “Færre ressourcer, offentlige besparelser og befolkningens forventninger om fortsat øget service kræver helt andre måder at løse opgaven på”.

Helt enig - men hvordan?

Traditionelt mødes budgetpres med grønthøstermetoder - vi skærer lidt hist og lidt her, og så klarer vi skærene indtil næste besparelsesrunde. Innovation bliver det sjældent til, men måske skal der et virkeligt stort budgetpres til for at skabe reel innovation?  

Dette blogindlæg handler om, hvordan vi kan tilføre ilt til offentlige innovation.

For det første tror jeg, der ligger meget kreativitet og viden gemt hos medarbejderne i den offentlige sektor. Viden og kreativitet, som i dag slet ikke i tilstrækkelig grad aktiveres og bringes i spil med henblik på en mere effektiv opgavevaretagelse.

Eksempel: Jeg blev helt opløftet forleden, da jeg læste i min morgenavis, at Ringkøbing Skjern Kommune havde gjort noget så simpelt som at bede medarbejderne om at brainstorme om spareideer. “De ansatte havde 1.800 ideer til en billigere kommune” - sådan lød overskriften på artiklen. Og kommunaldirektøren jublede: “Det er helt fantastisk. Der er helt sikkert ting, vi ikke har tænkt på” udtaler han til avisen.

Ligeledes hørte jeg i P1 (som heldigvis stadig eksisterer) om en såkaldt udkantskommune, som skulle finde besparelser på bl.a. skoleområdet. Sædvanen tro havde kommunalbestyrelsen besluttet at nedlægge et par af kommunens landsbyskoler. Reaktionen fra lærere og forældre var ikke - sædvanen tro - at oprette en privatskole, men at spørge kommunalbestyrelsen, hvor mange penge, der skulle spares. Herefter fandt de i fællesskab på nye løsninger, bl.a. accepterede lærerne et par ekstra “konfrontationstimer” (gad vide om fagforeningen blev spurgt), og skolen kunne bevares og budgetterne overholdes.

Og her for et par uger siden lancerede Region Syddanmark en ide- og projektbørs for regionens 26.000 medarbejdere. Ideerne følges og vurderes af et innovationspanel og målet er at blive inspireret til “at gøre tingene på en bedre måde, der kan spare borgerne og dem selv for unødig tid og arbejde”, udtalte regionsrådsformanden Carl Holst.

Ovenstående viser, at der er en vis interesse for at bringe medarbejdernes indsigt og kreativitet i spil, så kan der skabes nye og bedre løsninger end ved traditionelle top-down grønthøsterbesparelser. Og det bliver spændende at se, om der virkelig er innovationspotentiale i mere systematisk at inddrage medarbejdernes ideer i udviklingen af den offentlige service - eller om inddragelsen kun viser sig at være en halvdesperat krampetrækning i en akut spareøvelse.   

Man kan ikke tale offentlig innovation uden at tale digitalisering. Den offentlige sektor skal nemlig i langt højere grad gøre borgere og virksomheder til deres egne sagsbehandlere via nye digitale selvbetjeningsløsninger.

Der er for lang tid siden taget hul på digitale selvbetjeningsløsninger, men alt for ofte ser vi IT løsninger, som blot reducerer tidsforbruget ved enkelte delprocesser i sagsbehandlingen. Visse myndigheder har fx “sat strøm til en blanket eller to”, men i back office sidder der fortsat personer og taster oplysninger ind i forskellige systemer.

Det perspektivrige ligger i at sætte strøm til hele sagsbehandlingsprocessen - at udvikle “End to End” sagsbehandlingsløsninger, som mere eller mindre automatiserer sagsbehandlingen. Her kan der nemlig høstes seriøse effektivitetsgevinster. Og mere tilfredse borgere, hvis logikken er den samme, som da bankerne indførte selvbetjening via netbanker.

En vision som SKAT er forholdsvis langt med. Den automatiske selvangivelse er jo næsten en realitet i dag. SKAT har fortrykt alle oplysninger på selvangivelsen, borgeren godkender og vupti eventuel overskydende skat indsættes på Nemkonto. Og når den digitale tinglysning kommer oven vande, bliver det forhåbentlig også et godt eksempel på automatisk sagsbehandling.

Dertil kommer, at der med den seneste kommuneaftale er kommet fokus på objektiv sagsbehandling, dvs. den sagsbehandling hvor myndigheden ikke skal foretage et forvaltningsretligt skøn. Digitalisering af den form for sagsbehandling kan kun gå for langsomt.

Min egen erfaring for brugerdrevet innovation inden for udvikling af IT systemer, har gang på gang været, at der virkelig kan komme ny kollektiv indsigt på bordet, hvis medarbejdere og ledere samles om bordet og lader “våbnene blive i våbenhuset”. Alt nyt kan jo skydes ned med regler, procedurer, eksisterende systemer, traditioner etc., men hvis ideerne skabes i en proces baseret på kollektiv intelligens, går alle fra mødet og mener, at det var dem som fik den geniale nye ide, og dermed vil de kæmpe for forandringen.

Digital innovation støder dog ofte på barrierer fx datatilsyn eller andet, som det kræver politisk velvilje at komme over. Tag det dagsaktuelle emne: huske sms’er fra hospitalerne til patienter med en operationstid. Datatilsynet underkender måske ordningen på trods af, at hospitalerne kan spare mange millioner, for tænk hvis en forkert person fik fat i sms’en (- som om nogen frivilligt ville møde op og lade sig operere for brok ). I dette tilfælde har Sundhedsministeren heldigvis lovet en lovændring i fald ordningen underkendes af tilsynet.

Lad os håbe, at det aktuelle og fremtidige budgetpres kan bruges intelligent til reel offentlig innovation. Gerne via inddragelse af medarbejdernes faglige indsigt og kreativitet og via digitalisering af sagsbehandlingen så borgere og virksomheder kan betjene sig selv via nettet. Det “turbo net” som det tidligere bestyrelsesmedlem i MindLab Charlotte Sahl Madsen - nu videnskabsminister - netop har annonceret bør udbredes til alle danskere. Go start!

Bo Smith

Innovation skal på dagsordenen

Af Bo Smith 1 juli 2010

For at skabe en professionel offentlig organisation, der er godt rustet til at møde de samfundsmæssige udfordringer fremadrettet, er det en helt central og bestandig udfordring for et ministerium at forny sig og at være innovative.

Vi har ikke et pres fra et marked på samme måde, som private virksomheder har. Men som offentlig organisation er vi til gengæld pressede af besparelser og et fortsat krav om bedre service for færre ressourcer. Udfordringen er at finde nye løsninger, som både imødekommer kravet om effektivisering og samtidig sikrer, at vi kan levere de løsninger, som borgere og virksomheder har behov for. Grundlæggende er spørgsmålet: Hvordan kan vi få mere effekt for færre penge?

Her kan inddragelse af borgerne være en nøgle til at forstå, hvordan vores indsatser virker i dag, og hvad vi kan gøre for at skabe mere effekt i morgen. Hvordan fungerer samspillet helt konkret mellem ’systemets’ bestræbelser på den ene side, og borgernes virkelighed på den anden?

Borgerinddragelse er derfor, for mig at se, et centralt redskab til forretnings-udvikling. Mødet mellem den arbejdsskadede og sagsbehandleren i Arbejdsskadestyrelsen, mellem den ledige og jobkonsulenten, mellem en virksomhed og den tilsynsførende i Arbejdstilsynet - det er her, vi kan blive klogere og få væsentlig viden om, hvordan det, vi gør, opleves af dem, vi gør det for - og hvordan indsatsen kan styrkes. Jeg tror ofte, det kan være lidt af en øjenåbner at se sin egen indsats fra borgerens eller virksomhedens perspektiv. Når man tager afsæt i borgernes virkelighed, opdager man også, at borgeren ikke er interesseret i, hvilket ministeriums dør eller hvilken sektor, der er ansvarlig for dette eller hint, men at der ligger et betydeligt innovations-potentiale i at finde effektive løsninger på tværs af den offentlige sektor.

I Beskæftigelsesministeriet er vi allerede godt i gang med arbejdet med at indføre forretningsstrategier og resultatbaseret måling på basis af definerede effektmål. Dermed styrker vi både vores arbejde med at sætte operationelle mål for vores forretning, og med at vurdere hvor gode vi er til at nå dem. Arbejdet med systematisk involvering af borgere, virksomheder og vores egne medarbejdere er et væsentligt bidrag til den indsats.

Her har vi en vigtig ressource i form af MindLab, der via inddragelse af borgere, virksomheder og vores egne medarbejdere bidrager til at give os et mere kvalificeret beslutningsgrundlag, som vi selv kan vælge effektive løsninger og indsatser ud fra. MindLabs metoder er med til at åbne medarbejdernes øjne for, hvordan borgere og virksomheder oplever en given indsats og til at se, hvordan den helt konkret kan forbedres. Dermed støtter MindLab os i at nå vores strategiske mål. Eksempelvis hjælper MindLab os netop nu i Arbejdsskadestyrelsen med at se, hvordan borgerne oplever bøvl i forbindelse med deres arbejdsskadesager.

I det videre strategiske arbejde i ministeriet er den grundlæggende udfordring at skabe det optimale samspil mellem forretningsstrategi, mål- og resultat-styring med fokus på effekter og innovation.

Peter Loft

Rationalisering og bedre service - samtidig!

Af Peter Loft 31 maj 2010

I indledningen til Regeringens arbejdsprogram Danmark 2010 Viden, Vækst, Velstand, Velfærd er det anført “at Danmark ikke er designet ovenfra, men groet nedefra. De vigtigste spilleregler i vores samfund er ikke de love, politikerne vedtager, men de normer, som er vokset frem imellem os over generationer”.

At det forholder sig sådan, kan der ikke herske tvivl om. Alligevel er det svært at sige, at opbygningen og tilrettelæggelsen af den offentlige sektor afspejler dette synspunkt.

Danmark er formentlig et af verdens mest gennemregulerede lande. Den offentlige sektor er effektiv og tillidsvækkende, men stor og omkostningskrævende. Selvom der hersker en høj grad af tillid - begge veje - mellem borgerne og det offentlige, er der opbygget et voldsomt tilsyns-, godkendelses- og kontrolsystem, som regulerer alle dele af den offentlige sektor og som i høj grad præger vores hverdag. Systemer som både regulerer relationen mellem de enkelte niveauer i den offentlige sektor og relationen mellem myndigheden og borgeren.

Den offentlige sektor beslaglægger i dag en meget stor del af de nyudklækkede ungdomsårgange. Hvis der skal skabes vækst i den private sektor skal der også være arbejdskraft til overs til den private sektor.

Hertil kommer, at borgernes almindelige forventning om en serviceminded offentlig sektor ikke stemmer overens med den generelle kontrol- og tilsynstilgang, som i dag stadig finder anvendelse i de fleste tilfælde.

Ønskerne om rationalisering og samtidig bedre service i den offentlige sektor kan imidlertid imødekommes ved to initiativer:

For det første skal den traditionelle tilsyns- og kontroltilgang erstattes med en generel compliancestrategi for den offentlige sektor.

En compliancestrategi bygger på to grundprincipper, som skal gå igen i alle dele af myndighedens indsats overfor borgerne.

- Langt den overvejende del af borgerne følger reglerne til punkt og prikke, hvis dette er gjort let og forståeligt.

- Service overfor borgerne er langt billigere end tilsyn og kontrol.

En compliancestrategi går derfor ud på at bruge service som indsats overfor borgerne i stedet for kontrol i alle de tilfælde, hvor service er tilstrækkelig. Den dyre kontrol og det tunge tilsyn forbeholdes de få tilfælde, hvor dette alene fungerer - dvs. overfor dem, som hverken kan eller vil følge reglerne.

For det andet skal de fortsatte digitaliseringsbestræbelser i den offentlige sektor skærpes og intensiveres.

Processen skal vendes på hovedet, således at borgerens hensyn bliver bestemmende for, hvorledes en forretningsgang tilrettelægges.

Hvordan opnår man den højeste grad af automatisering af sagsgangene? Hvordan får man udnyttet eksisterende, digitaliserede forretningsgange til at løse andre ikke automatiserede forretningsgange? Hvordan udnyttes allerede tilvejebragte oplysninger bedst muligt, så borgeren ikke besværes med spørgsmål, som andre dele af den offentlige sektor allerede har svaret på?

Det kræver opgør med silotænkning og det kræver, at der fokuseres på borgeren. Administrationen tilrettelægges ud fra borgerens hensyn og lovgivningen udformes, så den passer til disse hensyn. Ikke omvendt.

Færre ressourcer, offentlige besparelser og befolkningens forventninger om fortsat øget service kræver helt andre måder at løse opgaven på.

Jakob Schjørring

Brug fysiske ting når du interviewer!

Af Jakob Schjørring 23 marts 2010

En klassisk sociologs metoder er dybest set at kunne tale, se og lytte på mange forskellige måder, fx i interviews og observationer. Det virker, ingen tvivl om det. Men det virker endnu bedre, hvis man lader sig inspirere af sine designerkolleger og bringer fysiske ting som fx billeder, tegninger eller spillebrikker ind i en interviewsituation.

Jeg blev endnu engang mindet om styrken ved at interviewe understøttet af fysiske ting i forrige uge. Her var vi ude og besøge Hotel- og Restaurationsskolens kantine for at finde nogle unge, der ville fortælle os om deres oplevelser med det danske skattevæsen.


Vi interviewede de unge én af gangen. Vi indledte med at vise interviewpersonen ca. 15 billeder, som vi havde fundet på nettet. Den unge skulle herefter vælge det billede, der bedst illustrerede vedkommendes oplevelse af det danske skattevæsen samt fortælle os, hvorfor han/ hun havde valgt det pågældende billede.

associationskort1

Herefter skulle den unge udpege de tre personer, som havde bidraget mest til hans/hendes viden om, hvordan man betaler skat. Her havde vi lavet ca. 10 fysiske figurer, der repræsenterede personer, som typisk hjælper de unge til at håndtere deres skat. Interviewpersonen skulle derefter fysisk flytte de tre vigtigste hjælpere ind i midten af en cirkel på en spilleplade, vi havde lavet til formålet. Hver gang den unge flyttede en figur ind i den unges ”indercirkel” skulle den unge fortælle os, hvordan hjælperen havde lært ham/ hende noget om skat.

designspil1

Hvad er det så, at brugen af simple fysiske ting som et stykke papir med en cirkel på, nogle pindemænd i flamingo og billeder fra internettet giver af værdi til en interviewsituation? Mit bud er, at fysiske ting skaber:

- En invitation til at ”lege med” som skaber engagement og får folk til at åbne op.
- Et fælles referencepunkt, som samtalen kan tage udgangspunkt i.
- Inspiration der gør interviewpersonen i stand til at sætte ord på noget, som umiddelbart er svært at sætte ord på.
- Et fælles, fysisk ”referat” af samtalen, eksempelvis spillepladen med de vigtigste hjælpere.
- Visuelt materiale, som man kan bruge aktivt i den efterfølgende kommunikation af projektets resultater i egen organisation og eksternt.

Nina Holm Vohnsen

”Men hvad kan man bruge det til?”

Af Nina Holm Vohnsen 23 marts 2010

På et tidspunkt holdt jeg et oplæg om min forskning for et kontor i Arbejdsmarkedsstyrelsen. Min præsentation tog udgangspunkt i forskellen mellem den idealiserede forestilling om, hvordan implementering foregår (som de fleste vel at mærke er fuldt ud klar over er en illusion) og det portræt af processen, som jeg efter at have fulgt en given indsats gennem fire måneder foreløbigt kunne tegne. Den første kommentar var:

”Når du siger det på den måde, er det klart at vi må gøre noget anderledes. Men hvad skal vi gøre?”

Det er hverken første eller sidste gange jeg er stødt på det spørgsmål. Senest i forbindelse med en masterclass i kompleks ledelse, som Ralph Stacey afholdt med deltagelse fra en række ministerier. Kravet om direkte omsættelighed af forskning er på en gang dybt urimeligt og yderst rimeligt. På den ene side kan jeg irritere mig til døde over den mentalitet, som kræver, at hvem som helst skal kunne se den direkte anvendelighed af hvad som helst. På den anden side har jeg største forståelse for de personer, som sidder og skal træffe vigtige beslutninger, og som bliver præsenteret for en viden, som, de fornemmer, er central, men som de ikke aner, hvad de skal stille op med. Som ansat erhvervsphd-studerende bliver jeg nødt til at kunne besvare det spørgsmål mine kollegaer i ministerierne stiller: ”Men hvad kan man bruge det til?” Og mit svar skal være et, som imødekommer det behov for omsættelighed, som knytter sig til den rolle, de skal udfylde, og som samtidig er loyalt overfor den fundamentalt anderledes rolle forskning – efter min mening – skal spille i et samfund.

Til at besvare det spørgsmål har jeg i flere sammenhænge haft god hjælp af at stille skarpt på den sondring mellem instrumentel nytte og konceptuel nytte, som prodekan Hans Siggaard Jensen fra DPU fremlagde på et seminar ved Aarhus Universitet i foråret 2009 om nytteværdien af humanistisk forskning. Den instrumentelle nytteværdi er den nytte, som ligger i at besidde en viden, som giver direkte adgang til løsningen af en problemstilling. Konceptuel nytteværdi er den nytte der ligger i at kunne anlægge flere perspektiver på en given problemstilling, samt dekonstruere den for at påpege nye måde at forstå problemfeltet på. Sidstnævnte er dyder, som er centrale i humanistisk og socialvidenskabelig forskning. Jeg kan kort at illustrere de to former for nytteværdi via et eksempel hentet fra min egen forskning i implementeringen af regeringens handleplan på sygefraværsområdet. Her kan man sige, at indsigten ”syge bliver hurtigere raske, hvis de holder sig i gang under sygdom” har en instrumentelle nytteværdi, fordi den peger direkte på en løsning af den centrale problemstilling. Den konceptuelle nytteværdi kan derimod bestå i at problematisere den generalisering af individuelle forskelligheder, som ligger i ordene ’syge’, ’raske’ og ’sygdom’. Eller den kunne bestå i en problematisering af de grund præmisser, som den kommunale ’aktive syge’ indsats bygger på: Kan det altid lade sig gøre at identificere et ’udækket behov’ hos den syge? I fald det kan, har sagsbehandleren da mulighed for (lovgivningsmæssigt og økonomisk) at tilbyde det, som kunne gøre en forskel?

Den centrale indsigt, som, jeg hævder, gør oversættelsen fra konceptuel nytte til instrumentel nytte mindre svær end den kan forekomme, er den pragmatiske lære om, at viden er værktøjer. Som pragmatikeren og psykologen William James formulerede det:

“You must bring out in each word its practical cash-value; set it a work within the stream of your experience. It appears less as a solution, then, than as a program for more work, and more particularly as an indication of the ways in which the existing realities may be changed.”

William James i hans forelæsninger om pragmatisme

Den måde, du ved noget på, er med til at forme, hvordan du kan adressere det både gennem tanke og konkret handling. Det er fundamentalt forskellige forestillinger både om dit interventionsområde og de tiltag, du kan rette mod det, som vil opstå, alt efter om du anskuer det statistisk (X % flere overgår til selvforsørgelse, hvis de bliver udsat for en tæt og tidlig kommunal opfølgning) eller om du anskuer det partikulært (til sidst stressede det mig så meget, at skulle forholde mig til kommunens henvendelser, at jeg simpelthen valgte at melde mig rask og afholde min afspadsering og ferie i stedet).

Misforståelsen er at tro at disse to vidensformer skal kæmpe mod hinanden. I stedet bør man anskue dem som forskellige former for konceptuel viden, som hver især kan konverteres til instrumentel viden. Des flere perspektiver du er i stand til at lægge på en given problemstilling, des flere værktøjer sidder du i samme åndedrag inde med til at gå til samme. At opgaven derved ophører med at være entydig vil selvsagt ikke gøre den nemmere. At nogle former for viden / værktøjer kræver større ekspertise at anvende end andre giver sig selv. Men når vi taler om at adressere nogle af de store sociale og økonomiske problemstillinger, som en stat har til opgave at håndtere, er det vel næppe heller nemhed, som bør være parameteret?

Christian Bason

Får Australien verdens mest nytænkende offentlige sektor?

Af Christian Bason 9 marts 2010

Vi har det med at mene at vi i Danmark har verdens mest moderne og innovative offentlige sektor. Men jeg tror vi er på vej til at blive overhalet fra den anden side af jorden. I Australien har delstaten Victoria, som har samme befolkningstal som Danmark, i forrige uge lanceret en ambitiøs Innovation Action Plan, der er målrettet statens offentlige ansatte. Planen, som er underskrevet af samtlige Victorias topembedsmænd, rummer fire initiativer.

vps

For det første lægger handlingsplanen op til at skabe stærke forbindelser mellem mennesker, ideer og muligheder. Det er et forfriskende bud på offentlig innovation at nytænkning ikke kun handler om at tackle problemer, men også om at skabe ny værdi. I australsk aftapning handler det ikke mindst om at anvende nye sociale medier (web 2.0) teknologi til at sætte strøm til udvekslingen af ideer og samspil på tværs af embedsværket.

Planens andet element er at bygge innovations-kapacitet. Målet er at booste træning og udvikling af statens medarbejdere og understøtte en innovationskultur, herunder ved at anvende længerevarende indstationeringer af medarbejdere på nyskabende projekter på tværs af forskellige forvaltninger. Endelig overvejer man en mere permanent organisatorisk forankring af innovationsarbejdet – blandt andet baseret på erfaringer fra Victorias justitsministerium, som allerede har skabt en Innovation and Strategy Unit.

Det tredje initiativ handler om at stimulere innovation og belønne god praksis. Victoria vil nu etablere en række projekt-udfordringer, eller ’Challenges’ som teams af embedsmænd kan prøve at tackle, og hvor belønningen er en personlig præsentation over for statens premierminister John Brumby. (Man overvejer også at belønne vinderne med en iPod; men som en spøgefugl kommenterede, så lad være med at give folk valget mellem de to; så vælger de bare musikafspilleren…)

Sidst, men ikke mindst vil Victoria åbne op for en langt friere anvendelse af data på tværs af den offentlige sektor; første skridt er etableringen af en business case for hvordan det teknisk og juridisk kan lade sig gøre.

Er Victoria er planen på vej til at kunne kalde sig den offentlige forvaltning i verden der arbejder mest systematisk med innovation?

Niels Hansen

Designtænkning giver løsninger der virker

Af Niels Hansen 11 februar 2010

I den forgangne uge har vi i MindLab været ude og teste fem idéer til, hvordan Arbejdstilsynet kan forbedre sin kommunikation med virksomhederne. Dette indlæg skal ikke handle om de fem løsninger, men om den værdi designprocesser kan give i policy- og serviceudvikling.

Idéerne havde vi forsøgt at formulere som konkrete produkter frem for abstrakte koncepter. Vores dygtige designpraktikant fik omsat idéerne til fysiske prototyper. Altså konkrete eksempler på, hvordan idéen kunne se ud, hvis den blev omsat til virkelighed. Herunder ses et eksempel på en af vores prototyper.

designtc3a6nkning-giver-lc3b8sninger-der-virker-2

Som det ses, er der ikke tale om avancerede produkter, men derimod skitser. Skitserne gav os mulighed for, at forklare tankerne bag idéen og give et billede af, hvordan idéen ville kunne fungere for virksomheden. Prototyperne blev på den måde omdrejningspunkt for at tale om konkrete situationer fra testvirksomehedernes dagligdag, og hvilken forskel den enkelte idé ville kunne gøre her – eller helt afkræfte forestillingen om, at den ville gøre en forskel.

designtc3a6nkning-giver-lc3b8sninger-der-virker-1

Vi kunne selvfølgelig have valgt, at fortælle om idéen og dens muligheder uden prototyperne. Men det ville helt sikkert have været sværere for testpersonerne at forstå. Jeg vil faktisk mene, at der er stor sandsynlighed for, at vil ville have snakket forbi hinanden. Udover at skærpe fokus i selve testen, var udarbejdelsen af prototyperne også med til at skærpe vores egen forståelse af idéerne. Vi blev nødt til at forholde os til konkrete udfordringer ved idéen og fik således allerede her frasorteret elementer, der ikke ville fungere.

Brugen af prototyper til at teste idéer har vist mig, hvordan designprocesser kan være med til at skabe offentlige løsninger af en højere kvalitet. Designtænkningen tvinger os til, at forholde os helt konkret til de løsninger vi udvikler. Sammen med brugerinvolveringen giver det et stærkt udgangspunkt for at skabe løsninger der har den ønskede effekt i virkeligheden.

Runa Sabroe

Ny portal viser vej gennem innovationsprocessen

Af Runa Sabroe 17 december 2009

Har du brug for flere og bedre ideer? Hvordan håndterer du et udviklingsforløb? Hvordan får du samspillet med kollegerne, borgerne og virksomhederne til at fungere? MindLab har i samarbejde med Økonomi- og Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Skatteministeriet udviklet en portal, innovationsguiden.dk, som skal guide offentligt ansatte med udviklingsansvar på vej.

Kravene til offentligt ansatte om at kunne reagere hurtigt på fremtidens nye opgaver og samtidig besidde tilstrækkelig innovationskraft er stigende. Måske har du prøvet det selv? At starte et offentligt udviklingsprojekt, hvor energien er opbrugt efter den første fase, hvor der indsamles ny viden. Eller måske er området så komplekst, at det kræver en ikke uvæsentlig del af projekttiden at danne sig overblik over den allerede eksisterende viden. Når I endelig kommer til at tænke nye tanker, udarbejde konkrete løsninger og generere nye ideer mangler både tiden og værktøjerne til at komme videre.

Men ofte er det nogle simple greb der skal til. Nogle brugbare værktøjer, metodiske greb, skabeloner, som kan downloades, mulighed for at få hjælp her og nu fra andre, som også har prøve en lignende proces.

Alt dette er nu samlet på ét site; innovationsguiden.dk. Formålet med portalen er at ruste offentlige medarbejdere og ledere til at få flere og bedre ideer, der virker og til at involvere brugere i udviklingen af nye offentlige løsninger.

forside

Under tre overskrifter ”Jeg har brug for flere og bedre ideer”, ”Jeg skal involvere brugere” og ”Jeg savner inspiration” bliver offentligt ansatte guidet gennem alle faserne i et udviklingsprojekt. Sitet favner længere projekter, hvor der er lagt op til at involvere borgere eller virksomheder ligesom det også er muligt at benytte innovationsguiden, hvis man blot savner inspiration til idéudviklingsprocessen.

Kogebog til innovationsprocessen

“Du står med en stor viden om et emne [...] Du mangler derfor et værktøj, hvor du systematisk får omsat din viden til idéer til at imødekomme udfordringerne og problemerne. Krav til materiale: Brainstormmatrix (kan downloades i skabelon), postits i forskellige farver. Tid: en halv til en hel time”.

Ovenstående er et uddrag af en præsentation af en metode på innovationsguiden. Metoderne bliver alle præsenteret i et let tilgængeligt sprog, hvor fokus er på direkte anvendelighed. I bedste kogebog-stil fortæller guiden, hvor lang tid man kan forvente at bruge på en given metode, der er linket til relevante skabeloner, yderligere inspirerende læsning og det beskrives, hvilke materialer man skal benytte.

brainstormmatrix

Innovationsguiden er tænkt som et forum for offentlig udvikling. Så opfordringen herfra er: kast jer ud i det, brug sitet, høst erfaringer og vend gerne tilbage med kommentarer, forbedringsforslag mv. Ligesom al anden udvikling er innovationsguiden.dk altid på vej. Dét, I ser, er første bud, som kan rystes, bøjes og laves om. Gå på opdagelse her.

Christian Bason

Kan brugerinvolvering effektivisere den offentlige sektor?

Af Christian Bason 6 november 2009

En krise har det med at forplante sig. Først havde vi den finansielle krise, som spredte sig fra USA til Europa og Danmark. I kølvandet kom den økonomiske krise, som har ført til stigende ledighed, også herhjemme. I 2008 faldt Danmarks BNP med næsten én procent, det største fald i 15 år. Nu følger så den sociale krise, som indebærer flere og krævende opgaver til den offentlige sektor. De områder MindLab arbejder på (erhvervsudvikling, beskæftigelse og skat) er alle berørt. Men de mange nye opgaver skal, groft sagt, håndteres indenfor økonomiske rammer som ikke nødvendigvis bliver meget større end de er i dag. Så udfordringen er: Kan det offentlige løfte flere opgaver, uden at det koster mere? Kan det offentlige effektivisere? Og kan brugerinvolvering bidrage?

Brugerinvolvering kan hjælpe offentlige organisationer med at prioritere deres ressourcer, så de rammer plet.

Brugerinvolvering kan hjælpe offentlige organisationer med at prioritere deres ressourcer, så de rammer plet.

MindLabs erfaring er, at involvering af borgere og virksomheder ikke kun er hensigtsmæssigt når man ønsker at skabe en bedre serviceoplevelse for brugerne, eller når man ønsker at skabe styrkede resultater. Der er mindst fire forhold, som gør at brugerinvolvering også er et relevant effektiviseringsredskab:

1. “Less is more”: Hvad skaber værdi i dag, og hvad gør ikke? Involvering af borgerne kan hjælpe offentlige organisationer til at forstå hvilke dele af deres aktuelle indsats som reelt er værdiskabende, og hvilke der ikke er. Mange organisationer har i årevis, måske årtier, leveret samme type ydelser til borgerne. Men borgere og virksomheders vilkår og behov er under massiv forandring i disse år — og processen accelereres af den igangværende krise. Så er ydelserne stadig relevante og værdiskabende? Er der opgaver og services som kunne fjernes, uden at nogen virkelig ville mærke det?

2. “Samproduktion”: Hvordan kan en ny løsning leveres mest effektivt? Her er formålet med brugerinvolvering af afdække hvilke ressourcer og hvilken motivation borgerne selv har, som kan fremme eller hæmme effektiviteten af en ny offentlig løsning. En af de mest centrale redskaber til effektivisering i stor skala i det offentlige, er digitalisering. Her er brugerinvolvering en afgørende forudsætning for, at nye digitale redskaber og platforme også kommer til at virke efter hensigten. Mere overordnet er spørgsmålet: Hvordan kan en ny service, hvad enten den er digital (virtuel) eller fysisk, designes så borgerens egne ressourcer bliver bragt i spil, og supplerer eller styrker den offentlige indsats? I MindLab har vi på flere områder set, at borgerens eller virksomhedes mål ofte er det samme som det offentliges — udfordringen er blot at sikre, at den offentlige indsats indtænker brugerens motivation som en ressource, ikke som en barriere.

3. “Tommelfingeren nedad”: Hvordan skal vi prioritere mellem forskellige nye løsningsforslag? MindLab har ved flere lejligheder oplevet, at dygtige offentlige udviklere er parate til at implementere en løsning, som borgerne måske ikke nødvendigvis har et stort og presserende behov for. Her kan brugerinvolvering, hvor man opstiller forskellige brugsscenarier (prototyper på forskellige serviceløsninger) være en metode til i praksis at teste, hvad borgerne reelt har behov for. Eksempelvis hjalp vi SKAT til at udskyde udviklingen af TastSelv til mobiltelefonen, fordi løsningen i praksis ikke ramte et behov borgerne havde. Mere overordnet kan denne type input bruges til at opstille begrundede prioriteringer af, hvad der skal udvikles, hvad der kan udskydes, og hvad der måske er helt overflødigt.

4. “Synergi på tværs”: Til sidst er der den oplagte, men ofte oversete pointe, at sætter man brugeren i centrum, så opdager man også hvor der er synergi (eller det modsatte) mellem de forskellige offentlige myndigheder, som leverer service eller regulering i relation til brugeren. Ved fx at illustrere borgerens personlige servicerejse, opstår der et potentiale for at se den samlede offentlige indsats i sin helhed, og dermed også identificere overlap, dobbeltarbejde, modstridende indsatser og andre uhensigtsmæssigheder, som kan tackles ved at gentænke samspillet mellem de forskellige myndigheder.

I modsætning til et herskende effektiviseringsparadigme som lean, der har fokus på løbende inkrementelle forbedringer, kan brugerinvolvering derfor noget andet: Det kan hjælpe os til at sætte værdien for borgeren i centrum, og derfor finde mere radikalt nye svar på, hvordan de klemte offentlige ressourcer anvendes bedst muligt.

Runa Sabroe

At designe en service

Af Runa Sabroe 8 september 2009

35 minutter. Så lang tid tager det at trække en sodavand i en automat med sin mobiltelefon via i-mode. Men så har man også nået at: indtaste adresse på automaten, udfylde en meget lang og besværlig formular på Internettet, ringe til kundeservice og sidst men ikke mindst indkaste depositum(!) At kunne trække en sodavand i en automat via sin telefon, når man er tørstig og ikke har småpenge på lommen giver bestemt god mening. Men når manøvren i praksis kan sammenlignes med at rejse ind i USA fra et arabisk land, når det kommer til den mængde af blanketter som skal udfyldes, forsvinder al mening som dug for solen. Døm selv – her er de 35 minutter kogt ned til 2 minutter:

Det var Bill Moggridge, partner i designfirmaet IDEO, som viste eksemplet på et seminar om servicedesign, som blev arrangeret under Copenhagen Design Week af Erhvervs- og Byggestyrelsen. Hvordan kan man benytte metoder kendt fra designverdenen til at udvikle eller forbedre en service? Under seminariet forsøgte en blandet skare af forskere, designbureauer samt offentlige og private institutioner, som havde prøvet servicedesign på egen krop, at svare på dette spørgsmål.

At udvikle en service kræver, at man tager højde for, hvilken kontekst servicen skal indgå i, viser indlevelse i modtagerens situation og stimulerer en følelse af empati. I MindLab har vi gode erfaringer med at benytte metoder fra designverdenen, når nye offentlige services skal udvikles. Eksempelvis via følgende metoder: Prototyper, som skitserer et serviceforløb og bliver bragt i spil med de relevante borgere inden servicen er fuldt udviklet og der stadig er rum for justering. Iterationer undervejs i udviklingsprocessen, hvor borgernes virkelighed gentagne gange bliver bragt i spil. Kunderejser som viser et oplevet serviceforløb fra start til slut, kan benyttes til at afdække et eksisterende serviceforløb og dermed udpege mulighederne for forbedringer.

Som Moggridge tørt konstaterede efter klippet af den tørstige og tålmodige kunde ved sodavandsautomaten: ”De kunne have haft glæde af at prototype servicen, før den blev sat i produktion”. Åbenlyst, kunne man hævde, men ikke desto mindre relevant for den virkelighed vi ser i MindLab. Alt for ofte bliver tunge og ressourcekrævende services ”sat i produktion” før de er afstemt med borgernes reelle behov.

Rasmus Kolding

Oplæg af Bill Moggridge

Af Rasmus Kolding 25 juni 2009

Bill Moggridge fra IDEO holdt et oplæg i MindLab i sidste uge, og her er en videooptagelse af sessionen i dens fulde længde. Man er velkommen til at dele videoen med andre interesserede!

Rasmus Kolding

Med Skattefar på Innovationsvognen

Af Rasmus Kolding 22 maj 2009

En af de ting, som vi oftest slår på tromme for i MindLab er, at løsninger på nye og komplekse problemstillinger kræver flere forskellige fagligheder. Dette tværfaglige fokus har Skatteministeriet taget til sig. På en event til efteråret skal unge studerende i teams hjælpe Skatteministeriet med at tackle en konkret problemstilling. Kodeordet er “innovation” som så ofte i denne tid.

Selvom jeg arbejder med den slags til dagligt, så kunne jeg sagtens finde på at deltage selv. For det første giver det god og konkret erfaring at arbejde med den slags reelle problemer. Dette kan være ganske værdifuldt, ikke mindst for kandidater, der skal ud på arbejdsmarkedet inden nærværende finanskrise er overstået. I samme dur er mulighederne for at netværke er bestemt heller ikke til at overse.

Sidst men ikke mindst, så får man mulighed for indflydelse på et sted, hvor det rent faktisk kan rykke noget. Skatteministeriet prioriterer innovation højt i deres arbejde, og jeg synes, at de fortjener en kæmpe applaus for at sætte sådanne initiativer i værk. Ikke mindst fordi de løser en kæmpemæssig opgave for samfundet. Samtidig er de helt klar over, at den opgave nogle gange kan løses bedre - det kan man se, i og med de tør tage utraditionelle metoder i brug i denne proces.

Er du eller en bekendt på kandidatstudiet, så vil jeg derfor opfordre til at kigge nærmere på Skatteministeriets hjemmeside hvor man kan høre nærmere. Go’ skatteinnovation!

Line Groes

Skrald er lig med mad

Af Line Groes 4 maj 2009

Den noget bizarre udtalelse, “Waste equals food”, kommer fra William McDonough, en amerikansk arkitekt og designer, der besøger Danmark i denne uge. Han er her for at modtage Rockwool-prisen, som overrækkes af Lene Espersen på torsdag d. 7/5 på Arkitektskolen i København, for sit arbejde med udviklingen af et nyt bæredygtighedsparadigme: Cradle-to-cradle (vugge-til-vugge).

Cradle-to-cradle handler om at designe produkter og bygninger af materialer, der kan nedbrydes naturligt og genbruges som råmateriale i fremtidige produktioner. På denne måde kan man effektivisere anvendelsen af materialer og ressourcer i produktionen og helt undgå spild og affald.

McDonoughs radikale synspunkt er, at vi kan designe vores produktion og moderne forbrugsgoder, så de ikke blot gør mindre skade, men er til direkte gavn for planeten!

Det er en interessant, progressiv og inspirerende tanke, da det går skridtet videre end, at vi “blot” skal være bæredygtige. Bæredygtighed skal derimod være udgangspunktet. En lidt crazy følge af dette er, at vi hermed faktisk gør noget godt for jorden, når vi forbruger cradle-to-cradle produkter. Er det ikke en vild tanke?

Et eksempel er Ford, der har udviklet bilen Ford U. Alle bilens komponenter kan ved slutningen af bilens levetid demonteres og blive til enten biologiske eller tekniske næringsstoffer. Et andet eksempel er Nike, der har udviklet en sko, som kan skilles ad, så materialerne kan genbruges i produktionen af nye sko.

Et lidt mere “freaket” eksempel er et ispapir udviklet for Unilever, der opløses til væske, et par timer efter at det er taget ud af fryseren. Ispapiret indeholder frø fra sjældne planter, så når du smider det fra dig, er du med til at øge biodiversiteten.

 

Driver for vækst og innovation

Cradle-to-cradle er et visionært produktions- og designparadigme, der kan revolutionere den måde vi producerer på. Udover at være interessant ud fra en miljømæssig vinkel har det forretningsmæssigt potentiale, da virksomheder både kan fremme sin innovationsevne og sin vækst via metoden. Dette har hollandske og amerikanske undersøgelser påvist.

De virksomheder som har arbejdet med princippet fortæller, at det kan fremme innovation i produktudvikling, produktionsprocesser og forretningskoncepter. For at blive C2C-certificeret er der en række krav som din virksomhed skal overholde, hvilket har været en driver for innovation. For eksempel fortæller Henry Miller, en amerikansk stolefabrikant, at cradle-to-cradle kravet om at kunne skille produktet fra hinanden og genbruge komponenterne, har sparet dem både tid og penge på fabrikken.

Du kan tjekke en dokumentarfilm ud her, hvis det har vakt noget i dig:

Du kan læse mere om William McDonough og hans bog “Cradle to cradle” her:

Marie Herborg Krogh

Social innovation # 2: Social innovation som svar på EUs udfordringer/fremtid?

Af Marie Herborg Krogh 8 april 2009

“The financial and economic crisis makes creativity and innovation in general, and social innovation in particular, even more important to foster sustainable growth, secure jobs and boost competitiveness”

José Manuel Barroso, formand for EU kommisionen

De europæiske ledere står over for enorme udfordringer. Lige nu er verden midt i en økonomisk krise, der skaber en generel utryghed blandt borgere og virksomheder om fremtiden. Derudover er der en anden påtrængende, men måske ikke er så synlig udfordring: den demografiske udvikling med et stigende antal ældre kombineret med en mindre arbejdsstyrke. Disse udfordringer stiller krav til nytænkning blandt lederne i EU, og her kan social innovation komme til at spille en stor rolle.

Mindlab bidrog i januar 2009 på en workshop, hvor vi sammen med andre ledende aktører skulle udvikle forslag til, hvordan man på europæisk niveau kan stimulere innovationsindsatsen på de store offentlige velfærdsområder. Dette for at imødekomme de udfordringer, der presser sig på.

Fundamentet for social innovation

I en europæisk kontekst har man lang tradition for social innovation: lige adgang til sundhedssystemet, udbredelse af børnehaver og velfærdsstater etc. Fælles for disse sociale innovationer er, at de var radikale innovationer, som blev opfattet som utænkelige, da de blev søsat (se fx Social Innovation: What is it, why it matters and how it can be accelerated).

På workshoppen blev man enige om, at traditionen for social innovation må genopdages i en europæisk kontekst. Hvor man i mange år i høj grad har fokuseret på den teknologiske innovation, så er det nu væsentligt at fokusere på social innovation.

Der er lige nu er utrolig mange eksempler på kreativitet rundt om i Europa, som man kan lære rigtig meget af. Det, der ifølge arbejdsgruppen mangler, er systemer, der gør det muligt at realisere ideer og give dem gennemslagskraft i bredere sammenhænge. Nedenstående er bud på, hvordan man kan skabe et fundament for social innovation:

#1: Europa har behov for platforme, hvor borgere og organisationer involveret i social innovation kan mødes for at kommunikere og samarbejde mere effektivt

#2: Mobilisering af de europæiske samfund i genopbyggelsen af Europas økonomi således at policy laves i samspil med borgere/ virksomheder og ikke til borgere/ virksomheder

#3: Se krisen som en anledning til at blive frontløbere indenfor social innovation, hvor der satses på at højne kvaliteten af den offentlige service i samspil med borgere og organisationer (private såvel som frivillige organisationer)

Forslagene blev præsenteret for formanden for EU Kommissionen José Manuel Barrosso, og er indspil til EU Kommissionens Nye Sociale Agenda, der sigter på at skabe flere muligheder for EU-borgerne, forbedre adgangen til serviceydelser af høj kvalitet og udvise solidaritet over for dem, der påvirkes negativt af ændringerne.

Marie Herborg Krogh

Social innovation #1: Hvordan skaber vi nye løsninger, der møder sociale mål?

Af Marie Herborg Krogh 7 april 2009

The Guardian bragte for nylig en artikel om verdens første ‘Social Silicon Valley’. I en tid, hvor regeringer kæmper for at holde sammen på økonomierne, og hvor de sociale udfordringer bliver større, mener de to spaniere Carlos Fernández Isoird og Inigo Urkidi, at de har svarene på fremtidens udfordringer. Med oprettelsen af deres nye sociale virksomhed, Business Innovation Brokers (BIB), er de i gang med at skabe en industriel park for sociale virksomheder og samarbejdspartnere. Her håber de på at tiltrække NGO’er, statslige institutioner og fonde.

Initiativet er et eksempel på den stigende interesse for at skabe ideer, der møder sociale mål, og som går under betegnelsen social innovation. Hvor store summer af penge og ressourcer er blevet brugt til innovation indenfor videnskab og teknologi, så er der blevet fokuseret mindre på social innovation trods påtrængende udfordringer i forhold til den demografiske udvikling, sundhed og klimaforandringer. Gennem social innovation stræber man derfor på at udvikle nye løsninger på opgaver og problemer, der har en social og almen samfundsmæssig interesse. Opgaveløsningen og udviklingen af ideer sker gennem et samarbejde mellem den offentlige sektor, den private og den civile sektor (frivillige organisationer samt borgere). På denne måde er social innovation karakteriseret ved:

#1: Eksperimenterende (sociale innovationer er oftest nye kombinationer eller hybrider af allerede-eksisterende elementer)

#2: Tværgående samarbejde mellem organisatoriske, sektorielle og faglige grænser

#3: Gør brug af al tænkelig viden og teknologier

#4: Engagement af borgere som samproducenter af nye sociale innovationer

Hvor er social innovation?

The Young Foundation i England er eksempel på, hvor social innovation finder sted. I samarbejde mellem offentlige myndigheder, lokalsamfundet og beboere, har man i to bydele i London oprettet specialenheder. Disse specialenheder håndterer konflikter, hvor lokalsamfundenes ressourcer er få, og de offentlige initiativer ikke kan engagere borgerne i bydelene.

Social innovation bidrager på denne måde til at bringe forskellige sektorer sammen, og herigennem skabe grundlag for at skabe og udvikle ideer, der møder sociale mål.

Rasmus Kolding

(Mobil)nettets nye muligheder

Af Rasmus Kolding 23 marts 2009

Newsweek havde for nylig en interessant artikel om hvordan man kan udnytte mobilnettet til at høste værdifuldt data fra rigtig mange mennesker. Når vi bevæger os rundt, så afsender vores mobiltelefon data om hvor vi befinder os hvornår. Det kan man sammenholde med viden om hvad der ellers foregår, fx som det blev gjort på Kulturnatten i København 2008. Der kunne man på Rådhuspladsen se på storskærm, hvor der var mest aktivitet i byrummet, fordi alle tændte mobiltelefoner gav signal om hvor de befandt sig.

Ikke mindst i trafikforskningen er der stort potentiale i at vide, hvornår folk sidder i kø. Men det er ikke kun data fra mobiler, som kan give ny, værdifuld viden. Google Flu Trends analyserer folks Google-søgninger, og har fundet ud af, at de steder hvor folk googler “influenza” hyppigt, netop er dér hvor der er gang i virusset. Om end dataene ikke rammer fuldstændig præcist, så giver det et billede af sygdomsspredningen, der matcher lægernes indberetninger (CDC) overraskende godt. Og det er ikke mindst hurtigt data: Google Flu Trends har overblik over influenzasituationen 2 uger før de officielle kilder!

google-flu-trends

Den slags analyse kræver nogle værktøjer og processer, som det offentlige ikke besidder endnu, men potentialet er bestemt til at få øje på. Ikke mindst i samspillet mellem det offentlige og den private sektor, er der mulighed for at udnytte dette data. Men disse nye metoder rejser også nogle etiske problemstillinger, som kræver ny debat af datahåndtering og -sikkerhed. Facebook er allerede kommet i vælten for at overtræde persondataloven, og med flere nye tjenester der kan lagre personlig information, har vi med garanti ikke set den sidste kontrovers endnu.

Har du allerede erfaringer med lignende eller andre former for innovativ dataindsamling - gerne i Danmark, og gerne inden for det offentlige - så hører jeg gerne fra dig. På dette felt sætter kun fantasien grænser.

Kit Lykketoft

Giv samarbejdsmandatet fri

Af Kit Lykketoft 18 marts 2009

Der står en trold midt i rummet, men ingen kalder den ved rette navn.

Sådan er det ganske ofte når embedsmænd fra forskellige offentlige instanser er samlet for at løse et problem de alle har - forskellige - aktier i. Dér sidder de så - med hver deres mandat hjemmefra, og åbner munden på tidspunkter, der er gunstige i forhold til det medbragte mandat. Fokus er ikke på problemet, der skal løses, eller løsningen der skal findes - men oftere på at gennemføre mødet uden at give køb på noget, uden at komme åbenlyst på kant med de andre og uden at komme hjem med et større eller mindre ansvar for opgaven end man havde da man kom.

Situationen forekommer ofte, og er aldrig frugtbar. Det er blevet opdaget, at samarbejde er vejen frem mod de bedste resultater. Og i en verden hvor der ikke bliver slået et job op uden “gode samarbejdsevner” står på kompetencelisten og hvor der ikke bliver skrevet et eneste strategipapir uden “tværgående samarbejde” er et mål, er vi uforståeligt langt fra at have en samarbejdsform, der virker. Jo, vi kommer da ofte i mål, men potentialet for at gøre det endnu bedre, er stort.

Lidt spidst kan man måske sige, at ingen embedsmand eller kvinde med respekt for sig selv i fuldt dagslys vil indrømme, at de er dårlige til at tænke samarbejde og hvis noget går trægt eller galt kan det som regel tilskrives “sådan er vilkårene” eller “det lå i opdraget”. Og beholder vi de sorte briller på, er tværgående resultater oftere et resultat af “min minister er stærkere end din minister”end af fælles problemorienteret tilgang.

Når vi så begynder at inddrage borgere eller virksomheder i udviklingsprocesserne støder vi på behov og forslag, der slet ikke vil kunne hverken overvejes eller imødekommes uden at tænke på tværs af de eksisterende offentlige siloer. Og som måske endda i, i den bedste af alle verdener, vil finde sin løsning i tværoffentligt-privat samspil. Det kræver samarbejde. Det kræver, at silotænkningen bliver hjemme. Trolden hedder “vi går ikke af med noget, og slet ikke æren”. Sig dens navn - og den forsvinder.

Christian Bason

Larrys tre love: Erfaringer fra Stanfords Center for Design Research

Af Christian Bason 15 marts 2009

”Vi er dogmatiske når det kommer til prototyper”. Sådan siger Larry Leifer, professor og direktør for Stanford University’s Center for Design Research. Instituttet har over de sidste 25 år udklækket flere end 40 Ph.D’er indenfor designforskning – alt sammen i et tæt samarbejde om konkrete problemstillinger med en række af verdens førende virksomheder. Når man besøger centeret, som jeg for nylig havde lejlighed til, bliver man da også slået af, hvor håndgribeligt og praktisk orienteret deres arbejde er. Center for Design Research er knyttet til Stanfords ingeniørområde, og ingeniørernes blik for teknologi og for praktisk problemløsning smitter af. Mange af de studerende har en mastergrad i teknologi før de kommer til designskolen. Et kig ind i skolens største lokale afslører 4-5 grupper af studerende, som arbejder koncentreret på projekter for virksomheder som BMW, Panasonic og SAP. Der er fladskærme overalt, alle vægge er beklædt med whiteboards, og der hænger store plakater med cases og projektbeskrivelser oppe under loftet. Legoklodser flyder på hylderne og i rummets ene hjørne står et komplet instrumentbræt fra en tysk personbil. Til gengæld er der ingen skillevægge mellem de forskellige arbejdsgrupper, og ingen reoler er højere end de når én til midt på livet.

Arbejdsmiljøet hos Stanford's Center for Design Research

Arbejdsmiljøet hos Stanford's Center for Design Research

”Vi tror på, at i et vidensmiljø skal man kunne se hinanden”, siger Larry Leifer. Han fortæller at han over årene er blevet kendt for ”Larrys tre love”, som beskriver designskolens virke:

#1: Design er en social, teknisk aktivitet
#2: Bevar tvetydighed
#3: Alle designere redesigner.

Hvad betyder de tre love? Set fra MindLabs perspektiv giver de god mening, også når det kommer til udviklingsprocesser i den offentlige sektor. Lad os prøve en omformulering:

#1: Offentlig innovation handler om at skabe dyb forståelse for den sociale virkelighed man ønsker at ændre – og at finde de løsninger, herunder teknologiske, som kan skabe positiv forandring. De færreste offentlige udviklere vil være uenige i den påstand. Måske er vi blot ikke altid gode nok til at være på forkant med de nyeste teknologiske løsninger. Hvor mange offentlige organisationer har for eksempel udnyttet potentialet i mobilteknologi?

#2: Offentlig innovation forudsætter, at man tør fastholde usikkerhed og tvetydighed langt ind i udviklingsprocessen. Det er vores erfaring, at denne divergens er afgørende for at udløse såvel en ny problemforståelse, som nye løsninger. Nogle gange kræver det en omvej at komme i mål. Imidlertid er dette et område hvor offentlige udviklingsansvarlige, og især deres chefer, begynder at ryste på hånden. ”Hvornår når vi målet?” ”Nu skal vi jo også komme i land”. ”Hvordan er det lige præcis at den her aktivitet gør at vi løser problemet?”. Indvendingerne er forståelige, men som oftest ufrugtbare. Innovation forudsætter tillid til, at processen når i mål, også når det ikke lige virker sådan.

#3: Offentlig innovation kræver iteration: At man er villig til ikke kun at designe et bud på en løsning, men også at afprøve løsningen, og designe den igen. Og igen. I MindLab tror vi på, at den læringsproces, der opstår ved at eksperimentere med foreløbige løsninger, høste feedback fra borgere og virksomheder, og dernæst raffinere løsningerne, er uhyre værdifuld. Det kræver blot at vi tillader os at arbejde med ufærdige tiltag, ligesom det kræver modet til at tage konsekvensen af den feedback, man modtager.

Hvor er det så, at prototyperne kommer ind i billedet? Jo, en prototype – hvad enten det er af et instrumentbræt eller af en offentlig serviceproces – gør en løsning håndgribelig. Og uden at den er håndgribelig kan den ikke afprøves eller videreudvikles. Samtidig er prototypen et værktøj der viser, hvordan tvetydighed kan konkretiseres og blive til en løsning som forener sociale processer og teknologiske muligheder. Det er derfor helt rimeligt at være dogmatisk omkring prototyper. Uden dem ville man jo også bryde Larrys tre love.

Larry Leifer fortæller om designforskning på Stanford

Larry Leifer fortæller om designforskning på Stanford

Christian Bason

Velkommen til MindBlog!

Af Christian Bason 2 marts 2009

I dag sætter MindLab strøm til dialogen om innovation i den offentlige sektor – og vi inviterer dig til at deltage i samtalen. Vi vil fremover på denne blog dele erfaringer, case-eksempler, forskningsresultater og metoder fra vores samarbejde om udviklingsprojekter i de tre ministerier, MindLab er en del af: Økonomi- og Erhvervsministeriet, Skatteministeriet og Beskæftigelsesministeriet. Vi vil desuden se langt ud over Slotsholmen for at hente nye perspektiver på innovation: Fra andre offentlige praktikere, fra forskere, fra den private den tredje sektor, og naturligvis fra både ind- og udland.

Vi håber først og fremmest, at MindBlog vil være inspirerende læsning, hvis du er ansat i ét af de tre ministerier. Men vi håber i høj grad også, at alle andre med interesse for arbejdet med nytænkning, udvikling og positiv forandring i den offentlige sektor vil tjekke ind på MindBlog. Og uanset hvem du er, håber vi at du vil gå i indgreb med os og de emner, vi bringer i spil.

Kort fortalt har vi nemlig den ambition, at MindBlog skal være det mest værdifulde sted at hente inspiration og viden, når man arbejder med innovation i det offentlige. For os at se mangler det sted i dag, uanset at innovation efterhånden er lige så stort et buzzword i den offentlige sektor som i den private. Netop fordi begrebet snart er alle steder – og dermed risikerer at miste indhold og mening – mener vi det er vigtigt at stimulere en mere nuanceret og dybere drøftelse af, hvordan man skaber bedre offentlige løsninger, og gør dem til virkelighed.

To særlige vinkler på innovation vil imidlertid præge den prisme, vi i MindLab ser verden igennem – og de to vinkler vil også præge denne blog:

Den første vinkel er brugercentreret innovation: Hvordan kan vi bedst involvere borgere og virksomheder i innovationsprocessen, og hvilken værdi kan det give? Hvordan kan brugere, offentligt ansatte og andre interessenter indgå i et frugtbart samspil, der kan udløse nye måder at tænke på, når det gælder offentlig politikudvikling og service?

Den anden vinkel er tværgående samarbejde og alliancer: Hvordan fremmer man en sund proces for samarbejde på tværs af ministerområder, på tværs af sektorer, og på tværs af offentlig og privat?

Det er vores erfaring, at sætter man først borgere og virksomheder i centrum for udviklingsprocessen, så bliver man automatisk tvunget til også at tænke ud over den traditionelle silo-organisering af den offentlige sektor vi kender. Derfor er de to vinkler i naturligt samspil med hinanden.

Alle medarbejdere i MindLab bidrager til bloggen. Det betyder, at du kan forvente en bred palet af vinkler og perspektiver på innovation, som også repræsenterer vores forskellige fagligheder – fra design til antropologi, og fra medievidenskab til offentlig forvaltning. Vi oplever det selv som en styrke i hverdagen, at vi har forskellig tilgang og interesse - det håber vi også du vil opleve. God læselyst. Vi glæder os til at høre fra dig!

Runa Sabroe

Hverdagslivet rundt på 365 dage – billeddagbog som cultural probe

Af Runa Sabroe 28 februar 2009

familie365-politike_311062c

 

 

familie365-uge1711 


 

 

Hvordan ser danskernes hverdag ud i dag? Hvad optager familien? Hvad omgiver de sig med? Dette er nogle af de spørgsmål, som en børnefamilie i Valby svarer på. Meget konkret tilmed.

Projektet er som følgende: fem familiemedlemmer (2 voksne og 3 børn) blev hver især udstyret med et digitalt kamera og skulle hver dag gennem 2007 tage mindst et billede af sig selv, hinanden eller deres nærmeste omgivelser. Alt i alt kom der 1825 billeder ud af projektet – en sand guldgrube, hvis man vil dykke ned i og blive klogere på danskernes hverdagsliv. 


Billedmaterialet er herligt blottet for æstetik og rummer en nøgternt konstaterende tilgang til dokumentationen. Projektet sætter i al sin enkelhed og trivialitet billeder på hverdagens hårde facts. Styrken består i, at hverdagen er splittet op i små detaljer – sprængt til atomer, om man vil. Den enorme mængde af materiale virker på én gang overrumplende og pirrende. 


Men midt i alt det kaotiske anes konturer af mønstre og fortællinger, og billederne tegner til sammen et meget præcist omrids af tegnene i hverdagslivets grundsætninger: De viser højdepunkterne i form af fødselsdage, nytår, fester, som er flankeret af gaver og kontanter i massevis. Børnenes udvikling fra børneliv frem til voksenliv fanget ind af tabte rokketænder, og den største drengs spirende teenageliv sammen med vennerne. Almindelig logistik: transport frem og tilbage fra diverse institutioner.

 

Samtidig er det interessant at se, hvor radikalt anderledes børnenes perspektiv på hverdagen er sammenlignet med de voksne. Børnene har taget billeder af små oversete detaljer som gulvtæppet, en appelsinskrald eller sæbeholderen i børnehaven, mens de voksne sigter mod at fortælle en historie. Men først og fremmest tegner der sig et billede af en familie, som tilbringer meget tid hver for sig og mødes i glimtvis nærhed.


Netop i kraft af, at billeddagbogen ikke er blevet til ud fra et på forhånd defineret undersøgelsesfelt – ud over selve dokumentationen –, er billedsamlingen tilpas eksplorativ. I bedste cultural probes stil er der smidt en sonde ud til familien, som over exceptionelt lang tid har registreret deres hverdag uden at blive styret af udefra kommende faktorer. 


Kunne offentlige løsninger målrettet børnefamilierne tage ved lære af de konturer som tegner sig i billeddagbogen, hvor tid til hinanden og samvær på tværs synes at være den mest afgørende mangel varer? Familien i Valby fremhæver selv i et interview i Politiken, at et kærkomment udbytte af det år projektet stod på var et meget konkret indblik i, hvad de andre familiemedlemmer foretog sig i de mange timer i døgnet, hvor familien er adskilt. Selve billedprojektet har skabt nærhed i hverdagen.

 

Kunne det offentlige benytte billedmediet til at hjælpe børnefamilierne med at skabe mere nærhed? Kunne man eksempelvis forestille sig, at børnehaver oprettede en billedbåren digital logbog, hvor det ikke er de voksnes sammenhængende fortællinger, som danner rammen, men børnenes eget perspektiv og egne billeder? Kunne man forestille sig andre offentlige initiativer, som imødekommer det faktum, at børnefamilierne mangler tid og nærhed sammen? 


Billeddagbogen er en inspirationsgrundbase for alle, der arbejder med danskernes hverdagsliv og brugernes perspektiv. Fotograf Jakob Carlsen står bag projektet, og billeddagbogen er samlet i en bog, som erhverves her.