På et tidspunkt holdt jeg et oplæg om min forskning for et kontor i Arbejdsmarkedsstyrelsen. Min præsentation tog udgangspunkt i forskellen mellem den idealiserede forestilling om, hvordan implementering foregår (som de fleste vel at mærke er fuldt ud klar over er en illusion) og det portræt af processen, som jeg efter at have fulgt en given indsats gennem fire måneder foreløbigt kunne tegne. Den første kommentar var:
”Når du siger det på den måde, er det klart at vi må gøre noget anderledes. Men hvad skal vi gøre?”
Det er hverken første eller sidste gange jeg er stødt på det spørgsmål. Senest i forbindelse med en masterclass i kompleks ledelse, som Ralph Stacey afholdt med deltagelse fra en række ministerier. Kravet om direkte omsættelighed af forskning er på en gang dybt urimeligt og yderst rimeligt. På den ene side kan jeg irritere mig til døde over den mentalitet, som kræver, at hvem som helst skal kunne se den direkte anvendelighed af hvad som helst. På den anden side har jeg største forståelse for de personer, som sidder og skal træffe vigtige beslutninger, og som bliver præsenteret for en viden, som, de fornemmer, er central, men som de ikke aner, hvad de skal stille op med. Som ansat erhvervsphd-studerende bliver jeg nødt til at kunne besvare det spørgsmål mine kollegaer i ministerierne stiller: ”Men hvad kan man bruge det til?” Og mit svar skal være et, som imødekommer det behov for omsættelighed, som knytter sig til den rolle, de skal udfylde, og som samtidig er loyalt overfor den fundamentalt anderledes rolle forskning – efter min mening – skal spille i et samfund.
Til at besvare det spørgsmål har jeg i flere sammenhænge haft god hjælp af at stille skarpt på den sondring mellem instrumentel nytte og konceptuel nytte, som prodekan Hans Siggaard Jensen fra DPU fremlagde på et seminar ved Aarhus Universitet i foråret 2009 om nytteværdien af humanistisk forskning. Den instrumentelle nytteværdi er den nytte, som ligger i at besidde en viden, som giver direkte adgang til løsningen af en problemstilling. Konceptuel nytteværdi er den nytte der ligger i at kunne anlægge flere perspektiver på en given problemstilling, samt dekonstruere den for at påpege nye måde at forstå problemfeltet på. Sidstnævnte er dyder, som er centrale i humanistisk og socialvidenskabelig forskning. Jeg kan kort at illustrere de to former for nytteværdi via et eksempel hentet fra min egen forskning i implementeringen af regeringens handleplan på sygefraværsområdet. Her kan man sige, at indsigten ”syge bliver hurtigere raske, hvis de holder sig i gang under sygdom” har en instrumentelle nytteværdi, fordi den peger direkte på en løsning af den centrale problemstilling. Den konceptuelle nytteværdi kan derimod bestå i at problematisere den generalisering af individuelle forskelligheder, som ligger i ordene ’syge’, ’raske’ og ’sygdom’. Eller den kunne bestå i en problematisering af de grund præmisser, som den kommunale ’aktive syge’ indsats bygger på: Kan det altid lade sig gøre at identificere et ’udækket behov’ hos den syge? I fald det kan, har sagsbehandleren da mulighed for (lovgivningsmæssigt og økonomisk) at tilbyde det, som kunne gøre en forskel?
Den centrale indsigt, som, jeg hævder, gør oversættelsen fra konceptuel nytte til instrumentel nytte mindre svær end den kan forekomme, er den pragmatiske lære om, at viden er værktøjer. Som pragmatikeren og psykologen William James formulerede det:
“You must bring out in each word its practical cash-value; set it a work within the stream of your experience. It appears less as a solution, then, than as a program for more work, and more particularly as an indication of the ways in which the existing realities may be changed.”
William James i hans forelæsninger om pragmatisme
Den måde, du ved noget på, er med til at forme, hvordan du kan adressere det både gennem tanke og konkret handling. Det er fundamentalt forskellige forestillinger både om dit interventionsområde og de tiltag, du kan rette mod det, som vil opstå, alt efter om du anskuer det statistisk (X % flere overgår til selvforsørgelse, hvis de bliver udsat for en tæt og tidlig kommunal opfølgning) eller om du anskuer det partikulært (til sidst stressede det mig så meget, at skulle forholde mig til kommunens henvendelser, at jeg simpelthen valgte at melde mig rask og afholde min afspadsering og ferie i stedet).
Misforståelsen er at tro at disse to vidensformer skal kæmpe mod hinanden. I stedet bør man anskue dem som forskellige former for konceptuel viden, som hver især kan konverteres til instrumentel viden. Des flere perspektiver du er i stand til at lægge på en given problemstilling, des flere værktøjer sidder du i samme åndedrag inde med til at gå til samme. At opgaven derved ophører med at være entydig vil selvsagt ikke gøre den nemmere. At nogle former for viden / værktøjer kræver større ekspertise at anvende end andre giver sig selv. Men når vi taler om at adressere nogle af de store sociale og økonomiske problemstillinger, som en stat har til opgave at håndtere, er det vel næppe heller nemhed, som bør være parameteret?
