Nu er det vist blevet tid til en hilsen fra den nordlige del af Argentina for foden af Andesbjergene, hvor feltarbejdet er i fuldt sving. Feltarbejde tager udgangspunkt i et projekt i et regionalt energiselskab, som fokuserer på distribution af elektricitet til mennesker med få midler til at betale for elregningen. Mennesker, der blev hårdt ramt af den krise, der lammede landet i 2001, og som ofte bor i ulovlige bosættelser i udkanten af de større byer uden vand, kloaksystemer. På grund af krisen i 2001 havde mange folk ikke havde råd til at betale for elektriciteten og begyndte at hægte sig på elnettet ulovligt med fare for at få elektrisk stød og dø. For virksomheden var dette samtidigt et stort problem, for hvordan skulle virksomheden så i sidste ende overleve, hvis folk ikke betalte for elektriciteten?
Et af løsningsforslagene går ud på, at virksomheden sætter elmast, elmåler og kabler op for 10 pesos (cirka 14 kroner) hos en familie mod, at den nye kunde hver 14. dag betaler deres regning, og der er ansat ni personer (preventistas) til at gå rundt i de forskellige kvarterer og afmåle elektriciteten og fortælle, hvordan og hvor kunden kan betale for elektriciteten. Preventista’ernes job betragtes af topcheferne i virksomheden, som yderst værdifuldt, men også som meget farligt, fordi områderne anses som meget usikre. Ofte har preventista’erne derfor en politimand med sig. En udfordring for os, fordi de i starten ikke ville lade os gå rundt med preventista’erne alene (+ politimand), men kørte os rundt i en bil, så vi kunne se preventista’ernes arbejde fra bilen. Heldigvis har vi fået bearbejdet dem lidt, for godt nok er der områder, man ikke skal gå i, men de fleste områder er nogenlunde trygge, og folkene der er flinke. Der eksisterer altså mange myter om disse mennesker, der er yderst interessante at dykke ned i, for hvordan påvirker det relationen mellem disse mennesker og virksomheden?
Det er disse preventistas, som jeg sammen med min studieveninde Stine følger hver dag. For at give jer et indblik i, hvordan sådan en dag er, får I nedenfor et uddrag fra mine feltnoter fra en af de første dage, hvor vi var af sted:
”Vi løber af sted på de mudrede veje, og det går stærkt. Virkelig stærkt. I 40 graders varme. Sveden pibler på panden. Foran os løber Fernando og Lucia [preventistas]. De vender sig ikke om, men snakker bare hurtigt til hinanden for at markere, at de altså har travlt, og hvis vi skal være sammen med dem, så skal vi være hurtige. Bag os snøvler politimanden Pablo af sted. Han hader solen og ser ud til at have det meget hårdt. Jeg griner inde i mig selv, for det må virkelig se morsomt ud for beskuerne. Vi står nu foran et hus, og de kalder på kunden ”Lopéz” råber de. ”Det er tid til at betale for strømmen. Kom og få papiret med dit forbrug på”. Lidt efter kommer en kvinde frem. Hun siger, at hun ikke ved, hvor hun kan betale sin regning. Jeg spørger Lucia, om der er mange af kunderne, der ikke kender til programmets betalingssystem. Hun svarer: ”Jo, jo, alle klienterne kender til det, for vi har jo sagt det til dem mange gange, men hver gang siger de bare, at de ikke har hørt noget om det før””.
Hvad er det, der gør, at kunderne siger, at de ikke aldrig har hørt om, hvor de fx kan betale deres regninger, eller hvad programmet går ud på? Har det noget med virksomhedens adfærd at gøre? Vi for at se. Projektet er et led i virksomhedens arbejde for social ansvarlighed, hvor der tages udgangspunkt i en terminologi om inddragelse af de lokale som ressourcer og som medproducenter til nye løsninger for lige adgang til elektricitet. Viljen til at inddrage og forstå disse menneskers situation er der, men i praksis sker det ikke helt som ønsket. Hvordan kan det være? På grund af interne strukturer i virksomheden? Fordi man ikke er klar over, hvordan disse menneskers bidrag kan bringes i spil? Alle disse spørgsmål skulle vi gerne have besvaret i løbet af de næste par måneder… Og der dukker garanteret flere op på vejen. Men her var en lille opdatering fra feltarbejderen i Argentina.
Hilsen Marie
