Der er mange måder, hvorpå man kan forsøge at opnå en ønsket adfærd hos folk. Vi taler en del om nudging, om lange seje træk og om incitamenter og oplysningskampanger. Jeg har tilbragt påskeferien i Kina, hvor de har lang erfaring i at få folk til at gøre det ene frem for det andet, og uagtet at resultaterne ind imellem har været mildt sagt tragiske og omkostningsfulde, er det et studie værd i det store og i det små, hvad der har mødt og møder 1.4 milliarder mennesker på denne front.
Mao ligger i sit mausoleum på den Himmelske freds plads. Jeg står i kø her for at opleve, hvorfor de andre står her. Fra den anden ende af pladsen overvåger et stort portræt af Mao livets gang på pladsen fra sin position over den Himmelske Freds Port, indgangen til Den forbudte by. Ved siden af mig hænger et skilt hvor der står ”please stand in line”. Skråt forude er et andet skilt hvor der står ”move as told”. Midt på pladsen er opstillet en storskærm der viser levende billeder fra Tibet, med Himalaya, og smilende tibetanerne under den kinesiske fane. Ud af små højtalere strømmer det jeg tolker som opbyggelige historier om de store kinesiske ledere. I min kø til at hilse på Mao står nogle tusinde mennesker, mange med blomster. Jeg bliver sprunget over mange gange, for kineserne skal frem. Da jeg bliver kø-tacklet af tre midaldrende kinesiske damer med ternede bøllehatte med aubergine-farvet foer, holder jeg op med at spørge ”hvorfor” da den ene insisterende peger på sin hat og maser forbi mig.
Jeg er født i rottens år. Det ved jeg, fordi jeg har lige besøgt den Store Vildgås Pagode i Xi´an, og på billetten fremgik mit kinesiske stjernetegn. I min flok var der både drager, kaniner, hunde og okser og vi fik at vide at vi i et af de omkringliggende templer kunne få et stempel på billetten med vores eget dyr. Det viste sig, at templet var souvenirkiosken og var på størrelse med et mellemstort dansk supermarked. Stempleriet foregik selvfølgelig bagerst i lokalet i håb om at turisternes fristes af de mange dingenoter på vejen. Kombinationen af at spille på folks selvoptagethed (hvad er jeg født i og hvordan ser det ud) og give noget gratis (stempel) er klassisk og smart, og i dette tilfælde harmløst. Det er ikke unikt for Kina, det er blot meget tydeligt i Kina.
I en kælder i Shanghai ligger et ret specielt galleri ved navn Propaganda Poster Gallery. Her kan de besøgende se en privat samling af helt unik karakter, og få indblik i hvordan den kinesiske ledelse har ønsket at kinesernes selvbillede var fra det ny Kinas fødsel, over kampen mod imperialismen og til Maos død. Fra 50´ernes ”store spring fremad” til firebandens fald. Lykkelige rundkindede kinesere går beredte og ranke til kamp mod grøn-gustne amerikanere.
Plakaterne er selvfølgelig kun en lille del af tiltagene der skulle få kineserne til at gøre det magthaverne ønskede af dem. Til nogle tider suppleret med begrundet frygt for både naboen og autoriteterne, til andre med sult og nød.
I Kina er grænsen mellem historie og virkelighed lidt flydende. Til gengæld er man aldrig i tvivl om hvem der de gode.
Der findes en hverdagens helt som alle kinesere kender: Lei Feng. Lei Feng var en rigtig god kineser, som alle kinesere bør stræbe efter at ligne. Storytellingen om Lei Fengs mange korrekte bedrifter er så dygtig at man tager sig selv i at ærgre sig over hans pludselige død i 1962, hvor han blev martyr da han blev kørt ned af en bus. I øvrigt nogenlunde samtidig med at man hørte om ham første gang. Lei Feng-myten er så stærk at man den dag i dag kan opleve hans pelshueklædte kontrafej oplyse en Shanghai-skyskraber som neon-reklame.
I dagens Kina er propaganda-plakaterne udskiftet med neon-reklamer, og massiv skiltning. På toilettet på nattoget mellem Xi´an og Beijing talte jeg otte formaninger, opfordringer og ordrer på en halv kvadratmeter og det er generelt svært at finde et sted i det offentlige rum uden skiltning, der angiver hvordan man bør opføre sig. Om skiltningen virker efter hensigten ved jeg ikke, da hensigten ofte fortoner sig i den engelske oversættelse eller i bedste fald kan tolkes på forskellig måde. En rejsefælle kunne således berette at der over pissoiret på en bedre Beijing restaurant står ”Please take care of your articles”. På Xi´ans bymur kan man gætte på hvad dette betyder:
I Suzhous fine haver bliver vi måske, måske ikke bedt om at skyde løs i haveområdet.
I Shanghais lufthavn var det muligt at donere penge til ”the difficult”.
En adfærdsregulering der til gengæld uden tvivl virker i Kina er hatte. Der er utrolig mange kinesiske turister i Beijing, og for at forhindre at de flakker rundt på må og få uden tilhørsforhold bærer de alle sammen bøllehat, kasket eller hue i en farve eller et mønster der indikerer hvilken gruppe de er en del af. Ærværdige ældre kinesere stiller uden at kny op på to rækker og ifører sig koloritte bøllehatte, der giver deres guide ret til at kommandere med dem og dem selv ret til at springe over i en hvilken som helst kø med begrundelsen ”jeg har hat”.
Ved indgangen til selve mausoleet møder man et skilt hvorpå der står: ”Take off hat and keep silence”.
