English

”Organisations don’t trust each other, people trust each other”. Sådan forsøgte Professor Stephen Osborne at få forsamlingen på ret kurs i en højtflyvende diskussion om tillid på den årlige CBS-konference under emnet ’Contemporary Issues in Public Management’. Tillid havde vist sig som et utilgængeligt begreb for mange af de hærdede teoretikere, men de var alligevel ikke i tvivl om, at nøglen til frugtbar udvikling af den offentlige sektor lå netop her.

Diskussionen om tillid har i forskeres behandling af den offentlige sektor traditionelt drejet sig om forholdet mellem borger og stat; borgerens tillid til systemet. Osborne var én af mange velrenommerede forskere, som talte om tillid på et andet niveau: den indbyrdes tillid mellem de aktører, som er med til at definere og udvikle samfundets offentlige sektor.

I særdeleshed i forhold til offentligt-private partnerskaber, hvor samarbejde foregår ud fra erkendelsen af, at de involverede parter ikke kan opnå de samme resultater alene, og hvor samarbejdets udbytte er afgørende for en mere bæredygtig velfærdssektor. Et samarbejde, hvor formelle kontrakter ofte erstattes af uformelle relationelle forhold baseret på gensidig tillid.

Forskernes problem, og det som Osborne mindede tilhørerne om, er, at tillid ikke eksisterer på et organisatorisk niveau. Hvis tillid eksisterer mellem mennesker og ikke organisationer, er det personer og deres kontekst, der kommer i spil. Således bliver det et koncept, som er nærmest umuligt at fastlægge i en håndgribelig, systematisk ramme

Dette blev blandt andet eksemplificeret af en anden anerkendt forsker på dette felt, Hans Erik Klijn, i hans analyse af forholdet mellem ledelse og organisation. Han argumenterede for, at tillid i denne sammenhæng var relateret til at imødekomme usikkerhed og ikke en handling i sig selv. Men en handling kunne i stedet følge af bestemte tillidsforhold. Et tillidsforhold, som i hans øjne i højere grad var afhængigt af ledelses- og styringskompetencer end af bestemte organisatoriske faktorer. Således mere et spørgsmål om at forstå, hvordan og hvorfor aktøren handler end hvilke systematiske strukturer, der kan skitseres på forhånd.    

Med andre ord handler det i denne optik om at analysere de specifikke subjektivt motiverede handlinger. At forsøge at indføre sådanne aspekter i systemiske, ’ready-to-use’-modeller ender ofte i bedste fald med at resultere i meget komplekse forklaringsmodeller med alt for mange variabler. Et forhold, som blandt andet fik CBS-professoren Jens Elkjær til at fundere over, hvorvidt offentligt-private partnerskaber overhovedet burde finde sted, når selv ikke kompetente forskere for alvor følte, at de kunne finde greb om deres rette udformning.

Dette er langt fra en kritik af eksisterende tilgange til at forstå og konceptualisere offentlig systematik og praksis. Men med øget vægt på aktørbaserede aspekter som tillid er der tilføjet individuelle og sociale niveauer, som hidtil ikke har været prioriteret i særlig høj grad. Dette tilføjer umiddelbart nogle spændende analytiske muligheder i forhold til at forstå, hvordan offentlige processers drivkraft og barrierer opstår.

Til gengæld sætter det nye og komplicerede krav til retmæssig formidling med plads til analyser af individuelle motivationsfaktorer og social interaktion. Eksempelvis når man skal forstå, hvornår tillid opstår og ikke opstår. I værste fald ender man dér, hvor flere forskere desværre synes at have våget sig ud: i alt for vovede forsøg på at kvantificere, hvordan og hvornår tillid opnås; i en slags aktør-tilgang uden aktør, hvor tillid bliver et svævende fænomen og ikke noget, den enkelte skaber eller opfatter subjektivt. En tilgang, som handler om at skabe systematik i stedet for at kigge på reel praksis.

Det er ikke nok at fortælle, at tillid skal være der, for at processerne kan lykkes. Det er heller ikke nok at understrege, hvordan tillid er en værdi, der kan opnås. Det er netop i det specifikke motiv eller i den bestemte handling, udtrykt i den specifikke sociale kontekst, at tillid bliver tilgængeligt for forståelse. For organisationer nærer ikke tillid til hinanden. Det er de menneskelige repræsentanter for dem, der er i stand til det.