Scenen er et køkken i en helt almindelig familie, og dog faderen er økonom i centralforvaltningen. Morgenmaden bliver serveret, far sætter en skål yoghurt foran sin datter, der straks går i gang med at spise.
“Hvad er det for noget underligt drys, far??”, spørger datteren.
“Nåh, det er bare et makuleret excel-ark, det er godt at have lidt tal at stå imod med”.
Ovenstående anekdote har jeg lånt af en ven, en direktør i en stor virksomhed med mange kontaktflader til det offentlige, og pointen er vist klar nok: Det offentlige og deres regnedrenge fodrer os med tal, lever af dem og for dem og intet andet – og i denne tid er det særlig udtalt. Det er DM i talgymnastik og frie floskeludgydelser på gulv, nu hvor slaget slås om hvordan vi skal komme ud af krisen, betale regningen, sikre fremtidens velfærd, lave de rette investeringer, fortsæt selv…
Det er primetime for finanspolitikere og økonomer, i regering, opposition, regioner, kommuner og interesseorganisationer, og tallene flyver gennem luften.
Meget få lander, og endnu færre sammenhænge kommer ud til den undrende befolkning. Hvis vi skal optimistiske vil jeg gætte på at danskerne nu ved at der skal spares 24 mia., men ikke hvordan. At vi får 730 sure dage at betale regningen i, men ikke helt hvad konsekvenserne er. At dagpengeperioden halveres fra 4 til 2 år, men ikke helt hvad vi så skal stille op med de mennesker. Og at oppositionen mener at løsningen på vores problemer er at vi arbejder 12 minutter længere. Et mere pessimistisk gæt er nok at kun de 2 års dagpengeperiode og de 12 minutter for alvor er sivet ud til kaffebordene.
Under tallene ligger der selvfølgelig en dyb alvor, prioriteringer med store konsekvenser for borgere overalt i det danske samfund. Én ting er at makro-økonomi ER tungt stof, som det er svært at gøre vedkommende og at der skal træffes beslutninger, det anerkender jeg. Men jeg synes i den grad debatten suser henover hovedet på alle de borgere, den handler om. Og hvad værre er, jeg fornemmer klart at der er noget i gære blandt store grupper af danskere, som vores politikere slet ikke har opdaget i deres iver efter at profilere sig med løsninger, der kan aflæses i andre talkolonner, nemlig meningsmålinger. Jeg sporer mange steder en længsel efter substantielle diskussioner af hvordan vi skal komme ud af krisen, hvad vi skal leve af og satse på, og hvordan vi skal tilpasse en offentlig sektor, vi har råd til og kan være bekendt. Det er tiden faktisk moden til, folk er trætte af politiske hundeslagsmål og makroøkonomiske battles, de ikke fatter en lyd af.
Folk ved godt, at tiderne er alvorlige, at verden knager, og at der skal ske forandringer. De er nok oven i købet mere modtagelige over for at diskutere hellige køer som efterløn og børnechecks, end nogensinde før – men det skal jo sættes ind i sammenhæng, de kan forholde sig til. Og nu ser de kun et hundeslagsmål om tal, der demonstrerer total mangel på kontakt med dagligdagen i Danmark, der hvor livet leves og velfærden leveres. Engagementet i debatten og opbakningen til beslutningerne vil selvfølgelig være derefter, de snakker bare. Måske skulle man skabe et nyt fag på de forskellige økonomi-studier: Indlevelsesøkonomi.
