Inspiration til radikal innovation
Hvad kan vi lære fra udviklingslandenes innovationsfrontlinje?
Som bekendt kommer meget af viden om innovation fra den private sektor – forskning og systematisk indsamling og deling af erfaring om offentlig sektor innovation er stadig sparsom, ikke mindst på globalt plan. Derfor er det ikke uinteressant at sammenholde dagens krav om og bestræbelser på at innovere den (danske) offentlige sektor med beretninger fra innovations-frontlinjen i den private sektor.
En af de absolutte frontlinjer for innovation af virksomhedsdrift og forretnings-modeller er i dag udviklingslandende og disse regioners fremvoksende markeder. Her ser vi i disse år en dramatisk nytænkning af alle tænkelige aspekter ved indretning, fremstilling og distribution af varer og service-ydelser, inklusive forskning & udvikling, personale-pleje og ledelse. Nybruddet mærkes også i det globale univers af ledelses- & innovationsguruer, som i dag har et stærkt indisk islæt med superstars som C.K. Prahalad, Vijay Govindarajan, Tarun Khanna, Ranlay Gulad, Nirmalay Kumar og Anil Gupta. For dem der stadig har ferie til gode, er der spændende sommerlæsning at hente fra denne kant.
Og hvad er så relevansen for den offentlige sektor, ud over at vi som altid kan regne med, at de store konsulenthuse – der i øvrigt er massivt engageret i udviklingslandedes fremvoksende markeder – før eller siden vil servere mere eller mindre velfordøjede indtryk med tilhørende handlingsplaner fra denne revolution, også for vestens offentlige sektorer?
I en tid hvor Danmarks offentlige sektor for alvor udfordres af krav om mere og bedre service for markant færre penge er der en del at hente. Ikke i form af fikse og færdige løsninger men som input til radikal innovation i form af nye erkendelser omkring, hvad der driver og betinger den nye bølge af innovation, der i flæng betegnes som ‘frugal innovation’ (nøjsom innovation – dvs. innovation, hvor man får meget ud af lidt, og som imødekommer behov og betalingsevne blandt de fattigste), constraint-based innovation’ (begræsnings-dreven innovation) og ‘reverse/trickle-up innovation’ (omvendt innovation – dvs. innovation der har rødder i udviklingslande for siden at vinde udbredelse i Vesten) samt ‘disruptive innovation’ (revolutionerende innovation – dvs. innovation der fuldstændigt ændrer markedet, enten ved en voldsom nedbringelse af prisen på en vare og/eller en fuldstændig ændring af processerne forbundet med fremstilling og distribution). Hver betegnelse fanger nogle egenskaber, som kan inspirere også i en dansk offentlig sammenhæng. Kendetegnende for mange af de resultater, som denne udvikling har leveret, er at intet i en vare/serviceydelse/fremstillingsproces er for stort eller småt til at blive gentænkt fra bunden, med potentielt enorme positive konsekvenser for forbrugere, livskvalitet samt indtjening til følge.
Det er selvfølgelig tankevækkende, at de selv samme regioner, der i disse år inden for den private sektor fører an i et innovationsryk uden historisk sidestykke, samtidig i betydeligt omfang er præget af tvivlsomme politiske regimer, brutale udviklingsmodeller med begrænsede sociale og miljømæssige hensyn, manglende lighed og udbredt korruption. Når det kommer til egentlig offentlig sektor innovation, er der ikke megen ‘reverse innovation’ at hente. Dermed være ikke sagt, at innovationen i udviklings-landene ikke rummer eksempler på, hvordan markedet i fraværet af en offentlig sektor kan levere basale velfærdsydelser for priser, som kan betales af mindrebemidlede, f.eks. inden for sundhed – eksempler, som også har pointer for vestlige offentligt såvel som privat finansierede sundhedsvæsener.
En stærk og professionel offentlig sektor som den danske er i en privilegeret position, når det handler om at suge til sig fra nær og fjern, filtrere for relevans og oversætte til egen kontekst. Innovationsrykket på verdens fremvoksende markeder er svært at sidde overhørig og rummer indsigter, der yderligere kan anspore den gryende interesse i den danske offentlige sektor for radikal innovation.
God sensommer!


















