Peter Lofts indlæg her på bloggen sluttede med følgende ord: “Færre ressourcer, offentlige besparelser og befolkningens forventninger om fortsat øget service kræver helt andre måder at løse opgaven på”.
Helt enig – men hvordan?
Traditionelt mødes budgetpres med grønthøstermetoder – vi skærer lidt hist og lidt her, og så klarer vi skærene indtil næste besparelsesrunde. Innovation bliver det sjældent til, men måske skal der et virkeligt stort budgetpres til for at skabe reel innovation?
Dette blogindlæg handler om, hvordan vi kan tilføre ilt til offentlige innovation.
For det første tror jeg, der ligger meget kreativitet og viden gemt hos medarbejderne i den offentlige sektor. Viden og kreativitet, som i dag slet ikke i tilstrækkelig grad aktiveres og bringes i spil med henblik på en mere effektiv opgavevaretagelse.
Eksempel: Jeg blev helt opløftet forleden, da jeg læste i min morgenavis, at Ringkøbing Skjern Kommune havde gjort noget så simpelt som at bede medarbejderne om at brainstorme om spareideer. “De ansatte havde 1.800 ideer til en billigere kommune” – sådan lød overskriften på artiklen. Og kommunaldirektøren jublede: “Det er helt fantastisk. Der er helt sikkert ting, vi ikke har tænkt på” udtaler han til avisen.
Ligeledes hørte jeg i P1 (som heldigvis stadig eksisterer) om en såkaldt udkantskommune, som skulle finde besparelser på bl.a. skoleområdet. Sædvanen tro havde kommunalbestyrelsen besluttet at nedlægge et par af kommunens landsbyskoler. Reaktionen fra lærere og forældre var ikke – sædvanen tro – at oprette en privatskole, men at spørge kommunalbestyrelsen, hvor mange penge, der skulle spares. Herefter fandt de i fællesskab på nye løsninger, bl.a. accepterede lærerne et par ekstra “konfrontationstimer” (gad vide om fagforeningen blev spurgt), og skolen kunne bevares og budgetterne overholdes.
Og her for et par uger siden lancerede Region Syddanmark en ide- og projektbørs for regionens 26.000 medarbejdere. Ideerne følges og vurderes af et innovationspanel og målet er at blive inspireret til “at gøre tingene på en bedre måde, der kan spare borgerne og dem selv for unødig tid og arbejde”, udtalte regionsrådsformanden Carl Holst.
Ovenstående viser, at der er en vis interesse for at bringe medarbejdernes indsigt og kreativitet i spil, så kan der skabes nye og bedre løsninger end ved traditionelle top-down grønthøsterbesparelser. Og det bliver spændende at se, om der virkelig er innovationspotentiale i mere systematisk at inddrage medarbejdernes ideer i udviklingen af den offentlige service – eller om inddragelsen kun viser sig at være en halvdesperat krampetrækning i en akut spareøvelse.
Man kan ikke tale offentlig innovation uden at tale digitalisering. Den offentlige sektor skal nemlig i langt højere grad gøre borgere og virksomheder til deres egne sagsbehandlere via nye digitale selvbetjeningsløsninger.
Der er for lang tid siden taget hul på digitale selvbetjeningsløsninger, men alt for ofte ser vi IT løsninger, som blot reducerer tidsforbruget ved enkelte delprocesser i sagsbehandlingen. Visse myndigheder har fx “sat strøm til en blanket eller to”, men i back office sidder der fortsat personer og taster oplysninger ind i forskellige systemer.
Det perspektivrige ligger i at sætte strøm til hele sagsbehandlingsprocessen – at udvikle “End to End” sagsbehandlingsløsninger, som mere eller mindre automatiserer sagsbehandlingen. Her kan der nemlig høstes seriøse effektivitetsgevinster. Og mere tilfredse borgere, hvis logikken er den samme, som da bankerne indførte selvbetjening via netbanker.
En vision som SKAT er forholdsvis langt med. Den automatiske selvangivelse er jo næsten en realitet i dag. SKAT har fortrykt alle oplysninger på selvangivelsen, borgeren godkender og vupti eventuel overskydende skat indsættes på Nemkonto. Og når den digitale tinglysning kommer oven vande, bliver det forhåbentlig også et godt eksempel på automatisk sagsbehandling.
Dertil kommer, at der med den seneste kommuneaftale er kommet fokus på objektiv sagsbehandling, dvs. den sagsbehandling hvor myndigheden ikke skal foretage et forvaltningsretligt skøn. Digitalisering af den form for sagsbehandling kan kun gå for langsomt.
Min egen erfaring for brugerdrevet innovation inden for udvikling af IT systemer, har gang på gang været, at der virkelig kan komme ny kollektiv indsigt på bordet, hvis medarbejdere og ledere samles om bordet og lader “våbnene blive i våbenhuset”. Alt nyt kan jo skydes ned med regler, procedurer, eksisterende systemer, traditioner etc., men hvis ideerne skabes i en proces baseret på kollektiv intelligens, går alle fra mødet og mener, at det var dem som fik den geniale nye ide, og dermed vil de kæmpe for forandringen.
Digital innovation støder dog ofte på barrierer fx datatilsyn eller andet, som det kræver politisk velvilje at komme over. Tag det dagsaktuelle emne: huske sms’er fra hospitalerne til patienter med en operationstid. Datatilsynet underkender måske ordningen på trods af, at hospitalerne kan spare mange millioner, for tænk hvis en forkert person fik fat i sms’en (- som om nogen frivilligt ville møde op og lade sig operere for brok ). I dette tilfælde har Sundhedsministeren heldigvis lovet en lovændring i fald ordningen underkendes af tilsynet.
Lad os håbe, at det aktuelle og fremtidige budgetpres kan bruges intelligent til reel offentlig innovation. Gerne via inddragelse af medarbejdernes faglige indsigt og kreativitet og via digitalisering af sagsbehandlingen så borgere og virksomheder kan betjene sig selv via nettet. Det “turbo net” som det tidligere bestyrelsesmedlem i MindLab Charlotte Sahl Madsen – nu videnskabsminister – netop har annonceret bør udbredes til alle danskere. Go start!
