MindBlog English

MindLab

brugercentreret innovation - antropologiske metoder - servicedesign - offentlig udvikling - kommunikation - idéudvikling - politikudvikling - tværoffentligt samarbejde

Søgeresultat

Christian Bason

Innovationsmaskine hjælper New Yorks skoler

Af 22 oktober 2012

Denne artikel har tidligere været bragt i Mandag Morgen.

Som konsekvens af dårlige resultater i New Yorks skoler, har bystyret etableret organisationen iZone. Den har ledet skolerne igennem en gennemgribende forandring, hvor ansvar og frihed er gået hånd i hånd. Nu venter det næste paradigmeskifte.

For et par måneder siden skrev jeg en blog om ydmyg politikudvikling. Om hvordan vi ofte antager, at nye offentlige politikker, regler, budgetter og programmer automatisk bliver til den virkelighed, vi forestiller os. Men jeg skrev også, at sandheden nok er en anden: Ofte sker der i sidste ende ingen mærkbar forandring for borgerne.

Derfor må vi finde smartere veje fra politik til praksis. Spørgsmålet er hvordan?

For nylig fik vi i Danmark besøg af en organisation, som jeg synes, viser vejen fra strategi til konkret forandring i den offentlige sektor. Under Department for Education har New York City etableret organisationen iZone som et redskab til at forvandle det offentlige skolesystem.

iZone er kulminationen på en forandringsproces, som har bragt New Yorks skoler fra krise til konsolidering. Nu fokuseres der på reel nytænkning af, hvad en skole overhovedet kan være.

Krisen i skolerne, som for ti år siden var på sit højeste, bestod i, at kun godt 40 pct. af en ungdomsårgang i New Yorks offentlige skoler bestod deres high school-eksamen.

Konsolideringen drejede sig om at ansvarliggøre, men også frisætte skolelederne. Det blev gjort muligt at afskedige skoleledere, som ikke skabte resultater. Der blev indført et kontant tilsyn med skolernes faglige præstationer, som blev offentliggjort for såvel de bedste som de ringeste institutioner.

Til gengæld fik lederne for første gang lov til at styre deres egne budgetter, og de fik langt større frihed til at indrette skolens struktur og undervisning, som de ønsker.

Ansvarliggørelsen betød, at de ringeste skoleledere blev sat fra bestillingen, og at der opstod et pres for at skabe resultater. I dag består godt 60 procent af en årgang eksamen i high school. Det er en kæmpe forbedring, men naturligvis ikke godt nok. Så hvordan gennemfører man det næste paradigmeskift?

Innovation er svaret, og det er netop den fase, som New Yorks skoler nu er trådt ind i. Det sker med udgangspunkt i, at skolelederne har svært ved at bruge deres nyfundne frihed til i praksis at tænke nyt. Derfor har New Yorks skoleforvaltning konkluderet, at de har brug for hjælp – innovationshjælp.

iZone, eller New York City Innovation Zone, blev etableret med det formål at formulere et antal centrale principper for en skolereform og dernæst bidrage aktivt til, at skolerne omsætter principperne i lokal forandring.

Tanken er at hjælpe mere end 200 offentlige skoler med at nytænke deres indsats. Her er tre ting som iZone gør, og som jeg mener danske politikere, topembedsmænd og offentlige udviklingsfolk kunne lade sig inspirere af:

  • Etabler en bærende ide. iZone sætter borgerne i centrum for, hvordan skolerne skal skabe værdi. Det bærende princip for reformarbejdet i New York er individualiseret læring, dvs. tanken om, at hver elev lærer på sin måde og i sit eget tempo. Ideen er ikke blot tiltrækkende, den er også understøttet af omfattende videnskabelig evidens. iZone har brugt mange kræfter på at kommunikere ideen helt klart for skolerne.
  • Start med ledelsen. Ifølge vicedirektøren for iZone, Stacey Gillett, står og falder iZones succes med hvilke ledere, der vælger at engagere sig i programmet. Det indebærer f.eks., at man som skole ikke kan nøjes med at sende en formel ansøgning om at deltage i iZone. Man får også besøg fra iZone-teamet, og skolelederen samt nøglemedarbejdere bliver interviewet grundigt, om hvilke tanker man gør sig om forandringer på skolen. Formålet er at sikre, at der er ægte engagement og tilstrækkelig kompetence til at føre nye tiltag ud i livet
  • Invester i innovationsprocessen. Det helt centrale greb i iZone er, at forvaltningen investerer betydelige ressourcer i at understøtte skolernes bestræbelser på selv at finde de løsninger og tiltag, som virker bedst for dem. Det indebærer omfattende procesbistand: Dels et centralt team i New York, som består af tidligere skoleledere og andre med dyb sektorekspertise og som har løbende dialog med skolerne. Dels en bred vifte af designere og innovationseksperter, som kan facilitere skolernes egne lokale processer med at nytænke og redesigne f.eks. undervisningsformer, fysiske rammer og brug af teknologi. Skolerne vælger selv, hvem de vil samarbejde med. Man har sågar inviteret eksperter fra Sverige og Storbritannien til at hjælpe. Jeg lader den lige stå et øjeblik: Amerikanerne beder Europa om hjælp til at nytænke offentlig service…

iZone er dermed en innovationsmaskine. De gør op med forestillingen om, at hvis blot vi giver de rette økonomiske incitamenter, så skal ”dem derude” nok selv finde ud af det. Til gengæld investerer iZone betydelige ressourcer i at gøre visionen om ”eleven i centrum” til virkelighed.

Ifølge iZones Stacey Gillett anvender man omkring 200.000 dollars, eller 1,5 mio. kr., i hver skole over tre år til procesbistand. Med 200 skoler (25 pct. af alle i New York) i programmet svarer beløbet i grove tal til en promille af byens samlede årlige skolebudget. Samlet set er der tale om ca. 75 millioner kr. årligt, når vi taler 200 skoler. Pengene kommer dels fra kommunen, dels fra uafhængige fonde som Gates Foundation.

Det fører mig til et centralt spørgsmål: Er vi i Danmark parate til at investere så meget som en promille af vores samlede driftsbudgetter i procesbistand – i socialsektoren, sundhedssektoren, uddannelsessektoren – for at øge sandsynligheden for at lykkes med det, vi gerne vil?

Hvis svaret er ja, så lad os se nogle flere innovationsmaskiner i det danske offentlige landskab. Kun på den måde kommer vi fra politik til praksis.

Christian Bason

Tre bud på en intelligent offentlig sektor

Af 14 september 2012

Denne artikel har tidligere været bragt i Mandag Morgen

Den amerikanske forfatter og nobelpristager F. Scott Fitzgerald skulle i 1945 have skrevet, at ”En førsteklasses intelligens er kendetegnet ved evnen til at fastholde to modsatrettede ideer på samme tid og stadig bevare sin funktionsevne”.

Ser man på, hvordan den danske offentlige sektor forholder sig til de massive reformer, vores velfærdssamfund har behov for, så kan man imidlertid frygte, at vi rent faktisk er ved at miste evnen til at fungere.

Der er fra centralt hold en hel del ambitiøse og konkrete ideer om, hvordan vi sikrer stram budgetstyring, ”effektiv administration” og i det hele taget hugger de økonomiske bremser i. Men der er endnu ingen tilsvarende ambitiøse og konkrete ideer om, hvordan stat, regioner og kommuner skal finde de nye løsninger, som kan få enderne til at hænge sammen, og som samtidig kan skabe et endnu bedre velfærdssamfund. Tænkningen, og her peger pilen vel især på Finansministeriet, lader overvejende til at være, at det må folk selv finde ud af.

Og det gør folk så. Der eksperimenteres og udvikles på livet løs – og på må og få – over det ganske land. Kommuner kaster sig ud i innovationsprojekter, skyder ansøgninger af sted til diverse fonde, og investerer så vidt de nu kan i lidt leder- og medarbejderudvikling. I staten spørger ministerier og styrelser, hvordan de kan nytænke politikudvikling i en tid, hvor der ingen penge er.

Der sker blot ingen systematisk anvendelse af de bedste erfaringer, ingen opbygning af kompetencer i større skala. Hvis de gode løsninger udbredes, er det ad tilfældighedernes vej.

Set i sin helhed forekommer det ikke bare uintelligent, det forekommer også dyrt. Kan det virkelig betale sig at genopfinde den dybe tallerken i en snes ministerier, fem regioner og 98 kommuner? Svaret er naturligvis nej.

Spørgsmålet er derfor, hvordan den danske offentlige sektor kan genfinde balancen mellem budgetstyring og nytænkning og, med Fitzgeralds ord, bevare intelligensen?

Her er nogle retninger, som jeg mener, er værd at overveje:

Åben politikudvikling. Udfordringen for ministerier, styrelser, regioner og kommuner er ikke nødvendigvis at skabe mere viden om innovative løsninger, men at etablere de mekanismer, der kan omsætte eksisterende viden til konkret handling. Det fordrer nye typer af møder mellem myndighedernes faglige ekspertise på den ene side, og hvad man kunne kalde ”innovationsekspertise” på den anden side: Organisationer og personer, som har dyb viden og erfaring med, hvordan nytænkning opstår og forankres. Allerede i dag findes i mindre skala organisationer som MidtLab i regionerne og MindLab i staten (hvor jeg selv er leder), der netop har den bestræbelse: At skabe anderledes rum for systematiske eksperimenter og nye former for politik- og serviceudvikling i praksis.

Men man kunne gå et skridt videre. Den anerkendte tænketank Institute for Government har for nylig foreslået åben politikudvikling som et nyt redskab. Det indebærer, at man helt eller delvist udliciterer opgaven med at analysere og designe ny politik til eksterne aktører – laboratorier, tænketanke, universiteter eller sågar andre myndigheder. Den britiske regering er så begejstret for ideen, at den netop har afsat 1 mio. pund til forsøg på området som led i en ny, omfattende reform af embedsværket.

Skab et ”DANSOG”. De krav, som samfundet stiller til en god og effektiv offentlig sektor, er i stigende grad ude af trit med såvel vores økonomiske formåen som de traditionelle redskaber i embedsværkets værktøjskasse. Danmark mangler en fælles platform for udvikling af fremtidens offentlige top- og mellemledere, som kan sikre en mere systematisk opbygning af kompetencer og hurtigere spredning af nye tilgange til politik- og serviceudvikling. Trods de senere års oprustning med en stribe diplom- og masteruddannelser mangler der, så vidt jeg kan se, et slagkraftigt og ambitiøst referencepunkt for dansk offentligt lederskab på eliteniveau.

Man kunne etablere et DANish School of Government (DANSOG), på linje med det højtestimerede Australia New Zealand School of Government (ANZSOG). Et DANSOG kunne udformes som en overbygning, f.eks. via et uafhængigt konsortium på tværs af de mange gode eksisterende uddannelsestiltag. Deltagerne i DANSOG’s uddannelsesprogrammer burde være personligt udpegede, og kunne dermed udgøre et nyt sammenhængende vækstlag af fremtidens offentlige chefer.

Støt de nye forretningsmodeller. Øget nytænkning kræver naturligvis investeringer – mest i tid, men ofte også i penge. Det skal imidlertid være investeringer, der tjener sig hjem. Derfor bør investeringer i innovation i den offentlige sektor i mindre grad ske i løsrevne udviklingsprojekter, og i højere grad som investeringer i nye, sammenhængende offentlige forretningsmodeller. Erfaringerne viser, at det oftest er når ny ledelse, nye arbejdsgange, nye former for borgerinvolvering og ny teknologi sammentænkes, at økonomiske gevinster og bedre offentlige resultater kan realiseres på samme tid.

Hvorfor ikke koble kommende økonomiske reformer med incitamenter til, at de bedste og mest effektive styringsmodeller bliver bragt i anvendelse? Det kunne ske i både styrelser, kommuner og institutioner? Hvad ville der for eksempel ske, hvis offentlige organisationer fik lov til at beholde 50 pct. af de besparelser, de kunne finde, forudsat at de samtidig skabte bedre offentlig service end før?

Det ville da om noget at styrke intelligensen i den danske offentlige sektor.

Christian Bason

Hvor er ydmygheden i udviklingen af ny politik?

Af 19 juni 2012

Denne artikel har tidligere været bragt i Mandag Morgen

For ikke så længe siden hørte jeg en minister sige, at bare fordi man vedtager ny lov på Christiansborg, så er det langt fra givet, at der sker forandring i den virkelige verden. Men hvis vi ved, at politik ikke nødvendigvis virker, fordi der er truffet en beslutning, hvorfor lader vi så som om?

Da antropolog ved Aarhus Universitet Nina Holm Vohnsen i efteråret forsvarede et prisbelønnet ph.d.-projekt om politikimplementering, pegede hun på, at mange politikudviklere tilrettelægger nye tiltag efter en virkelighed, der slet ikke findes. Det kalder hun i sin afhandling at udvikle politik til et ”ground zero”: Et helt tomt sted på samfundets landkort, hvor der stort set intet findes i forvejen, og hvor en ny eller ændret politik uhindret kan gøre sit arbejde.

Virkeligheden er naturligvis en anden.

Folk – borgere, virksomheder, andre offentlige aktører og institutioner – har travlt med en hel masse ting, som gør verden kompleks. Faktisk har de gang i så meget, at de indbyrdes sammenhænge mellem aktører, aktiviteter og konsekvenser er næsten umulige at gennemskue. Tænk blot på hvor mange forvaltningslag, organisationer, roller og mennesker, der er inden for fx beskæftigelsesområdet sundheds- eller uddannelsessektoren. Ofte giver politikudviklerne reelt op over for den uigennemskuelige og komplekse virkelighed, og vender tilbage til den trygge forestilling om ”ground zero”. Også selv om de dybest set godt ved, den ikke holder.

Det ville i og for sig være i orden, hvis der ikke fandtes redskaber, der kunne hjælpe. Men det gør der. At arbejde klogt med politikudvikling, der virker, forudsætter tre ting:

  • - At vi virkelig interesserer os for, hvad der skal til, for at en politik – regulering, udgift, service, etc. – vil virke i praksis.
  • - At vi anerkender, at virkeligheden er mere kompleks, end vi umiddelbart forestiller os.
  • - At vi anvender en tilgang til politikudvikling, som tager kompleksiteten alvorligt, og som reflekterer en ydmyghed i forhold til, hvad der reelt kan gøre en forskel.

Den walisiske kompleksitetsforsker David Snowden skrev i 2007 en artikel i Harvard Business Review, som blev et af det års mest citerede. Her præsenterede han en model for beslutninger under forskellige vilkår: simple, komplicerede, komplekse og kaotiske. Den centrale sondring, som politikudviklere bør være opmærksomme på, er mellem komplicerede situationer og komplekse situationer.

En kompliceret udfordring er fx et spørgsmål som ”Hvordan bygger vi en bro over Øresund?” En vanskelig opgave velsagtens, men ikke desto minde en situation, hvor parametrene er ret velkendte. Vi kender styrken af forskellige stål- og betonkonstruktioner mv. og kan beregne, hvilke løsninger der kan bære en given mængde trafik. Tilgangen i komplicerede situationer er: Undersøg situationen, lav en analyse, skab en løsning. Med andre ord kan vi finde en løsning, hvis bare vi har tilstrækkeligt mange kloge hoveder og en meget stor lommeregner. Det er i øvrigt sådan vi ofte udarbejder politik, når vi synes, vi gør det grundigt.

En kompleks udfordring kunne være spørgsmålet om, hvordan vi får flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Her har vi at gøre med et socialt problem med en lang række aktører, organisationer, institutioner mv., hvor også forhold som de unges oplevelser, værdier og normer påvirker deres adfærd. Den gensidige afhængighed mellem forskellige aktører og mennesker er stor, og vi kender ikke nødvendigvis alle de komplekse sammenhængene. Hvilke tiltag vil reelt få flere unge til at vælge og gennemføre en uddannelse, og hvilke tiltag vil måske have den modsatte eller slet ingen effekt?

Tilgangen i komplekse situationer er ifølge David Snowden som følger: Prøv forskellige mulige løsninger af, registrer effekterne og skab den bedst mulige løsning. Prøv af igen. Og igen.

Bemærk at rækkefølgen i udviklingsprocessen er omvendt: Fordi vi ikke på forhånd kender sammenhængen mellem årsager (løsninger) og virkninger (effekter), må vi prøve os frem. Vi må starte med foreløbige bud på løsninger og se, hvad de sker. Det er en radikalt anderledes tilgang til politikudvikling, end vi normalt anvender. Udvikling under komplekse forhold forudsætter nemlig en betydelig ydmyghed over for, hvor megen viden man som ekspert reelt har på forhånd. Det forudsætter evnen og modet til at sætte tiltag ud i verden, som endnu ikke er perfekte, og forvente feedback fra de aktører, som initiativerne berører. Endelig forudsætter det, at vi systematisk undersøger, hvad der virker – og lige så systematisk tager konsekvensen af den feedback, vi får.

I en fremtid med et enormt pres på de offentlige ressourcer og med begrænsede fremskridt på mange af de vigtigste politikområder i dette land – sundhed, social, beskæftigelse og uddannelse for at nævne nogle af de største – er vi nødt til at blive bedre til at udvikle politik på områder med stor kompleksitet.

Jeg vil derfor invitere til et nyt tværoffentligt netværk om ydmyg politikudvikling. Man kunne have kaldt det ”Netværk for opgør med Ground Zero”. Men jeg vil hellere kalde det ”Alliancen for politikudvikling, der virker”.

Vil du være med?

Christian Bason

Er tværoffentligt samarbejde unaturligt?

Af 19 oktober 2009

Den seneste kontrovers om en topforhandlers afgang og spekulationer om relationen mellem stats- og klimaministerierne sætter spot på tværoffentligt samarbejde. Er fælles visioner, mål og tæt fagligt samarbejde på Slotsholmen en illusion? Er det dagens orden, at embedsmænd smeder intriger og stikker kniven i ryggen på hinanden så snart en lejlighed byder sig? Er politikudvikling et komplekst magtspil hvor kun den smarteste og (om ikke andet) stærkeste overlever?

I et indlæg i Politiken lørdag d. 17. oktober giver politisk kommentator Peter Mogensen udtryk for, at det lige præcis er sådan, det er. Ex-spindoktoren siger: ”Lad os slå fast, at der ikke findes en eneste begivenhed på Slotsholmen, uden at der er magtkampe”.

Naturligvis er der magtkampe i politik. Men som en gruppe på 60 centralt placerede embedsmænd på tværs af en række ministerier for nylig pegede på i en workshop i MindLab, så er magtkampe sådan set det modsatte af det, man ønsker. Silo-tænkning, snævertsyn og småligt fnidder er noget af det mest ødelæggende for sammenhængende, kloge og samfundsnyttige løsninger. Gruppen udarbejdede 12 gode principper for styrket tværoffentligt samarbejde, som kan læses her.

MindLab som organisation er selv skabt som en tværoffentlig enhed – på tværs af tre store ministerområder. Det er naturligvis ikke nogen helt nem konstruktion. Men det virker, og vi oplever dagligt hvordan det faktisk kan lade sig gøre at arbejde smidigt og effektivt på tværs af Slotsholmens siloer. Hvordan?

* Gennem tillid og vilje til at samarbejde mellem ministerierne, også på topniveau.

* Ved at sætte borgerne i centrum – det er svært at ignorere fælles udfordringer, når borgere og virksomheder selv giver udtryk for dem.

* Via gode rammer for fælles idéudvikling, hvor embedsmændene kan fokusere på fælles mål, høj faglighed og det gode argument.

MindLabs eksistens er i sig selv et levende bevis på, at virkeligheden ikke helt er, som Peter Mogensen påstår. Slotsholmen er, trods alt, overvejende befolket med embedsmænd der ser det som en del af deres grundlæggende etik at yde en indsats, der er til samfundet bedste. Alt andet ville i øvrigt være disrespekt for den tillid, borgerne viser os.

Christian Bason

Velkommen til MindBlog!

Af 2 marts 2009

I dag sætter MindLab strøm til dialogen om innovation i den offentlige sektor – og vi inviterer dig til at deltage i samtalen. Vi vil fremover på denne blog dele erfaringer, case-eksempler, forskningsresultater og metoder fra vores samarbejde om udviklingsprojekter i de tre ministerier, MindLab er en del af: Økonomi- og Erhvervsministeriet, Skatteministeriet og Beskæftigelsesministeriet. Vi vil desuden se langt ud over Slotsholmen for at hente nye perspektiver på innovation: Fra andre offentlige praktikere, fra forskere, fra den private den tredje sektor, og naturligvis fra både ind- og udland.

Vi håber først og fremmest, at MindBlog vil være inspirerende læsning, hvis du er ansat i ét af de tre ministerier. Men vi håber i høj grad også, at alle andre med interesse for arbejdet med nytænkning, udvikling og positiv forandring i den offentlige sektor vil tjekke ind på MindBlog. Og uanset hvem du er, håber vi at du vil gå i indgreb med os og de emner, vi bringer i spil.

Kort fortalt har vi nemlig den ambition, at MindBlog skal være det mest værdifulde sted at hente inspiration og viden, når man arbejder med innovation i det offentlige. For os at se mangler det sted i dag, uanset at innovation efterhånden er lige så stort et buzzword i den offentlige sektor som i den private. Netop fordi begrebet snart er alle steder – og dermed risikerer at miste indhold og mening – mener vi det er vigtigt at stimulere en mere nuanceret og dybere drøftelse af, hvordan man skaber bedre offentlige løsninger, og gør dem til virkelighed.

To særlige vinkler på innovation vil imidlertid præge den prisme, vi i MindLab ser verden igennem – og de to vinkler vil også præge denne blog:

Den første vinkel er brugercentreret innovation: Hvordan kan vi bedst involvere borgere og virksomheder i innovationsprocessen, og hvilken værdi kan det give? Hvordan kan brugere, offentligt ansatte og andre interessenter indgå i et frugtbart samspil, der kan udløse nye måder at tænke på, når det gælder offentlig politikudvikling og service?

Den anden vinkel er tværgående samarbejde og alliancer: Hvordan fremmer man en sund proces for samarbejde på tværs af ministerområder, på tværs af sektorer, og på tværs af offentlig og privat?

Det er vores erfaring, at sætter man først borgere og virksomheder i centrum for udviklingsprocessen, så bliver man automatisk tvunget til også at tænke ud over den traditionelle silo-organisering af den offentlige sektor vi kender. Derfor er de to vinkler i naturligt samspil med hinanden.

Alle medarbejdere i MindLab bidrager til bloggen. Det betyder, at du kan forvente en bred palet af vinkler og perspektiver på innovation, som også repræsenterer vores forskellige fagligheder – fra design til antropologi, og fra medievidenskab til offentlig forvaltning. Vi oplever det selv som en styrke i hverdagen, at vi har forskellig tilgang og interesse – det håber vi også du vil opleve. God læselyst. Vi glæder os til at høre fra dig!