Da brugercentreret innovation for alvor begyndte at blive hot for 4-5 år siden i den offentlige sektor var mantraet, at antropologiske metoder kunne gøre det offentlige klogere på borgere og virksomheders uerkendte behov. Metoderne kunne altså hjælpe offentlige myndigheder med at udvikle services og ny policy som opfyldte behov, som borgerne ikke engang selv kunne italesætte, at de havde.
Uerkendte behov som luksusdagsorden?
Jagten på de uerkendte behov gav god mening i en tid, hvor økonomien var i top, og hvor finansministeren formulerede sin berømte sætning om, at Danmark snart kunne købe hele verden. Sådan er det som bekendt ikke mere, hvor krisen nu kradser på 3. år, og hvor det økonomiske pres på den offentlige sektor bare vokser. Betyder det så, at antropologien og de brugercentrerede metoder har udspillet sin rolle i offentlig innovation? Hvad skal vi med uerkendte behov, når vi ikke engang har råd til at opfylde de behov, som borgerne meget eksplicit giver udtryk for i fx medier og interesseorganisationer?
Hvis behov handler det om?
Mit bud på et svar er, at vi nok ikke kan bruge uerkendte behov til så meget, når vi udvikler den offentlige sektor i dag. Og at uerkendte behov faktisk aldrig har været dét, som har været antropologiens primære bidrag til offentlig innovation.
Det er jo fx ikke alle danske virksomheder, der nødvendigvis har enten et erkendt eller uerkendt behov for at overholde gældende lovgivning. Fordi hensyn til fx miljøet eller forbrugerne og IKKE virksomhedsejerens isolerede behov er årsagen til, at loven blev lavet. På samme måde er det måske ikke alle arbejdsløse, som har et personligt behov for at komme i arbejde igen, selvom det fra politisk side er besluttet, at dem der kan arbejde, de skal arbejde.
Antropologiens værdiskabelse: Fra behov til mening og effekt
Ikke desto mindre har MindLab brugt antropologiske metoder til at nytænke lige præcis de to ovenstående dagsordener. Det kan vi, fordi vi ikke bruger antropologiske metoder til at afdække brugernes behov, men til mere generelt at blive klogere på, hvad det fx vil sige at være arbejdsløs og, hvordan man som arbejdsløs skaber mening og sammenhæng i sin hverdag. På den baggrund kan vi nemlig vurdere, hvordan gældende lovgivning og offentlige services resonerer med den arbejdsløses måde at skabe mening og sammenhæng i sin hverdag. Og om vi ved at fjerne eksisterende policy/ service og/eller introducere nye, kan sikre en bedre resonans mellem det offentliges indblanden og den arbejdsløses hverdag i øvrigt. Kun på den måde fremstår offentlige policy og services meningsfulde for borgeren. Og netop dét at borgeren kan se ”mening i galskaben” er helt afgørende for, at policy og services kan være aktive ressourcer i borgerens hverdag, og dermed bidrager til at opnå de ønskede effekter, som det hele jo i sidste ende handler om.
Brugt på denne måde kan antropologien altså i høj grad bruges i offentlig innovation – også i krisetider. Fordi den gør os klogere på synergien mellem policy, services og borgerens hverdag i øvrigt. Og fordi den gør os klogere på, hvor det gør mindst ondt at nedprioritere offentlige services, og hvor offentlige investeringer i dén grad betaler sig. Antropologien hjælper os altså samlet set til at forstå, hvordan vi designer policy og offentlige services med maksimal effekt hos den enkelte borger og virksomhed.
