For nylig var fire canadiske journalister på studietur til Danmark for at lære om vores lands arbejde med innovation, forskning og udvikling. Da talen ved deres besøg hos os i MindLab faldt på innovation i den offentlige sektor, spurgte én af dem: ”Jamen, det lyder jo præcis som al den dér snak om ’reinventing government’ tilbage fra midt-halvfemserne… Hvorfor er der egentlig ikke sket noget?”.
Det var et rigtig godt spørgsmål. For vi har jo i snart 30 år i Danmark talt om at genopfinde den offentlige sektor. Når man i dag gør regnestykket op er det fristende at sige som journalisten fra Canada: ”Der er ikke sket noget”. Hvis de næste 30 års moderniseringsindsats skal blive mere af en succes, hvad kræves så? Her er tre bud:
Professionel empati
For det første skal offentlige ledere og medarbejdere blive langt, langt bedre til at leve sig ind i hvordan de brugere – institutioner, borger, virksomheder – som er i den modtagende ende af deres indsats, oplever den. Anvendelsen af antropologi og etnografiske metoder kan være med til at give langt rigere og mere konkret billede af, hvad det vil sige at gøre en forskel. Fx har SKAT brugt disse kvalitative metoder til at forstå forhold som hvordan unge skatteborgere i praksis anvender TastSelv. Det var lidt af en øjenåbner da SKAT kunne konstatere, at de unge ikke bruger digitale skattetjenester på nettet af den simple grund, at de ikke kan relatere det skattetekniske sprog til deres egen hverdag.
At øve sig på fremtiden
For det andet mangler offentlige ledere og medarbejdere kompetencer til at mestre designprocessen – som er den proces der skal føre til løsningsmodeller på baggrund af ny brugerindsigt. Design har en række faglige elementer, som offentlige udviklingsansvarlige har akut behov for: Fokus på brugeren, konkretisering af komplekse problemer, en iterativ, lærende og mere eksperimentel projektproces, samt udarbejdelse af modeller og prototyper der efterfølgende kan testes med brugere og interessenter. Designprocesser giver embedsmænd mulighed for – med Center for Designforsknings ord – at ”øve sig på fremtiden”, fordi man får mulighed for systematisk at gennemløbe implikationerne af nye tiltag inden de implementeres.
Co-produktion
For det tredje er der behov for en usentimental tilgang til, hvem der kan bidrage til at løse vores presserende samfundsopgaver. Der er behov for at offentlige ledere og medarbejdere får øjnene op for hvilken motivation og hvilke ressourcer borgere og virksomheder selv kan bidrage med i opgaveløsningen. Eksempelvis er Arbejdsskadestyrelsen i endnu højere grad end tidligere blevet opmærksom på hvordan praktiserende læger, kommuner og forsikringsselskaber kan være med til at hjælpe borgerne tilbage til job og en hel tilværelse igen. Dermed bliver disse aktører til co-producenter af styrelsens indsats
Fra konceptkompetence til proceskompetence
Hvis moderniseringsprogrammet var udtryk for statslig introduktion af en række nye styringskoncepter, bør postmodernisering tage afsæt i en langt mere grundlæggende erkendelse af den offentlige sektors store kompleksitet og mangfoldighed. Det indebærer, at det ikke længere er kompetencen til at implementere dette eller hin styringskoncept som skal stå i centrum, men derimod kompetencen til at orkestrere samudviklingsforløb med kollegaer, borgere, virksomheder og andre interessenter.
Så hvad svarede jeg de canadiske journalister der var på besøg i MindLab? At mit bud på hvorfor den offentlige sektor endnu ikke er blevet genopfundet er, at man troede man kunne introducere de nye styringskoncepter uden at lave selve udviklingsprocesserne om. Det kunne man ikke. Derfor er det er selve vores bureaukratiske skabelsesproces, der skal forandres.
Henrik Hjortdal kl. 21.53 27/06/2011
Tak for din historie.
Jeg tror dine bud på det nødvendige er lige i øjet.
Men glem ikke at der faktisk er sket en revolution i det offentliges omgang med borgeren – og omvendt.
På godt og ondt er borgeren blevet mere kritisk – en forbruger med krævementalitet, når det går skævt, en vidende og dialogskabende medproducent, når det går godt.
På godt og ondt er det offentlige blevet meget mere lydhør overfor borgeren – overdoserende med fx sundhedsydelser pga tidsgrænser, når det går skidt – i stand til at tilpasse sine hyldevarer til den enkeltes behov, når det går godt.
Min pointe er, at den offentlige sektor faktisk er blevet genopfundet – men nogle af opfindelserne har bagsider, som vi skal tages os af. Og de forandringer vi har lavet, har ikke fulgt med de nye teknologiske muligheder og risici, der findes.
Jeg tror derfor din ide om samudvikling og hele det beslægtede fænomen “collaborative governement”, som er på vej frem i bl.a. USA er vejen frem.
Hvis det med collaborative government lykkes at samudvikle med borgerne, lykkes det også for den offentlige sektor løbende at indoptage og tranformere nye behov til nye løsninger.
Christian Bason kl. 22.24 28/06/2011
Gode perspektiveringer. Naturligvis er jeg enig i at der også er en hel del godt at sige om den udvikling den offentlige sektor har gennemgået de seneste årtier. Eksempelvis har digitalisering alt andet lige været af enorm betydning. Ikke desto mindre ser jeg nogle bekymrende tegn i den aktuelle retorik, som tager afsæt i systemets kontrolbehov snarere end en helhedsforståelse af hvad der er værdiskabende for den enkelte og for samfundet. Mon fx forsøgene på at håndtere udgiftseksplosionen på det specialiserede område vil føre til en gentænkning af relationen mellem borgere og system, eller blot til markant ringere service, fordi rettigheder og kanaler lukkes som led i en coping-strategi?
Jeg tror lige som dig på collaborative government, men måske vi skal huske at det også skal krydres med en yderligere ingrediens: offentlige lederes mod til at turde tænke nyt, snarere end blot at skrue på de gamle knapper.
Stephan Engberg kl. 11.37 19/08/2011
Fine ord, men indholdet er det samme som skabte problemet.
Man fokuserer stadig på hvordan den offentlige sektor skal styre borgerne og samfundet fremfor hvordan de offentlige processer tilpasser sig behovene.
Christian Bason kl. 15.49 19/08/2011
Det er jeg uenig i, Stephan. Hvis du kigger efter håber jeg du vil se at jeg netop søger at beskrive de processer som offentlige ledere og medarbejdere må tage i brug, hvis de skal være i stand til at opdage hvordan de bedst muligt øger sandsynligheden for rent faktisk at skabe de ønskede oplevelser og effekter hos borgerne.
Jeg bliver dog i tvivl om du er helt skarp på formålet med politik her, for pointen er jo ikke i sig selv at imødekomme borgernes “behov”, men at realisere de oplevelser og den adfærd hos borgerne som vi via de demokratiske beslutningsprocesser har fastlagt, at vi ønsker.
Så hvis vi eksempelvis ønsker at digitalisering skal fremme vækst (et behov
som langt fra alle danske virksomheder i dag vel selv synes de har), så er spørgsmålet hvordan systemet kan finde ud af hvad der skal til for at digitalisering reelt bliver en vækstfremmer.
Jeg ville gerne sende bolden tilbage til dig: Hvilken konkret praksis i det offentlige system forestiller du dig der skal til, for at systemet forholder sig bedre til den virkelighed, borgere og virksomheder befinder sig i?
Jim Fjordhøj kl. 09.46 11/10/2011
Jeg håber ikke i bruger ordet “collaborative” i dets egentlige betydning, det ville være at distancere borgeren allerede fra målstregen.
Stephan Engberg kl. 18.24 8/02/2012
Alle offentlige værdikælder skal orientere sig mod borgerne – eftersom man ikke har betalingsbenet, så kan man bruge datakontrollen. Helt enkelt, så kan det gøres ved at man digitaliserer efter at borgeren har og beholder kontrollen med data, hvorefter processerne skal spørge borgeren efter data fremfor at “slå borgeren op” og diktere borgeren.
Ved at alligne processerne langt værdikæderne i stedet for – som i dag – baseret på offentlig kassetænkning vil du både øge produktiviteten og samtidig sikre muligheden for flere varianter og individuel tilpasning.
Det er grundliggende min påstand at den aktuelle tilgang til digitalisering i f.eks. Finansministeriet sænker effektiviteten og dermed belaster hele samfundet stadigt mere ved at få alt for lidt ud af de ressourcer som medgår.
Des mindre effektiv den offentlige sektor, desto mere skal den private sektor sejtrække for at kunne følge med på et tidspunkt, hvor den er presset fra alle sider og vi bløder arbejdspladser til udlandet.