MindBlog English

brugercentreret innovation - antropologiske metoder - servicedesign - offentlig udvikling - kommunikation - idéudvikling - politikudvikling - tværoffentligt samarbejde

Arkiv: marts, 2010

Niels Hansen

Design af offentlige løsninger som et multiplayerspil

Af Niels Hansen 24 marts 2010

Lenovo gør det, Nokia gør det, hvorfor skulle Danmark ikke gøre det?¨

Flere virksomheder har set potentialet i at lade deres brugere være med til at designe nye produkter. Fordelene er åbenlyse - virksomhederne udvikler produkter der er en efterspørgsel efter.

At der er ulemper i en offentlig kontekst er lige så åbenlyst - aggregering af en række individuelle ønsker skaber ikke nødvendigvis en god offentlig service. I det offentlige er den enkelte ydelse eller service resultatet af en prioritering mellem en række ydelser inden for begrænsede ressourcer. Hvis vi gerne vil have en lav skat, kan vi ikke bruge lige så mange penge på børnehaverne - ellers skal vi i hvert fald spare på skolerne eller svømmehallerne.

Nokia har med sit Design by Community koncept gjort udviklingen af nye smatphones til et multiplayer spil. Nokia giver brugerne mulighed for, at de kan vælge forskellige indstillinger for den perfekte smartphone. Bliver brugeren for ivrig og ønsker urealistisk meget af deres smartphone, bliver de gjort opmærksom på dette.

design-by-community1

Nokia vil på baggrund af inputtene udvikle nye koncepter for smartphones. Koncepter der bygger på brugernes behov, men som stadig tager hensyn til de fysiske og teknologiske begrænsninger. Man lover altså ikke kunderne mere end man kan holde.

Er det her et mulig koncept for åben udvikling i det offentlige? Hvis man vil have borgernes hjælp til at udvikle offentlig service, kan det i hvert fald være en metode til at illustrere, at deres valg på et område har konsekvenser for hvad, der kan lade sig gøre på et andet.

Jakob Schjørring

Brug fysiske ting når du interviewer!

Af Jakob Schjørring 23 marts 2010

En klassisk sociologs metoder er dybest set at kunne tale, se og lytte på mange forskellige måder, fx i interviews og observationer. Det virker, ingen tvivl om det. Men det virker endnu bedre, hvis man lader sig inspirere af sine designerkolleger og bringer fysiske ting som fx billeder, tegninger eller spillebrikker ind i en interviewsituation.

Jeg blev endnu engang mindet om styrken ved at interviewe understøttet af fysiske ting i forrige uge. Her var vi ude og besøge Hotel- og Restaurationsskolens kantine for at finde nogle unge, der ville fortælle os om deres oplevelser med det danske skattevæsen.


Vi interviewede de unge én af gangen. Vi indledte med at vise interviewpersonen ca. 15 billeder, som vi havde fundet på nettet. Den unge skulle herefter vælge det billede, der bedst illustrerede vedkommendes oplevelse af det danske skattevæsen samt fortælle os, hvorfor han/ hun havde valgt det pågældende billede.

associationskort1

Herefter skulle den unge udpege de tre personer, som havde bidraget mest til hans/hendes viden om, hvordan man betaler skat. Her havde vi lavet ca. 10 fysiske figurer, der repræsenterede personer, som typisk hjælper de unge til at håndtere deres skat. Interviewpersonen skulle derefter fysisk flytte de tre vigtigste hjælpere ind i midten af en cirkel på en spilleplade, vi havde lavet til formålet. Hver gang den unge flyttede en figur ind i den unges ”indercirkel” skulle den unge fortælle os, hvordan hjælperen havde lært ham/ hende noget om skat.

designspil1

Hvad er det så, at brugen af simple fysiske ting som et stykke papir med en cirkel på, nogle pindemænd i flamingo og billeder fra internettet giver af værdi til en interviewsituation? Mit bud er, at fysiske ting skaber:

- En invitation til at ”lege med” som skaber engagement og får folk til at åbne op.
-
Et fælles referencepunkt, som samtalen kan tage udgangspunkt i.
-
Inspiration der gør interviewpersonen i stand til at sætte ord på noget, som umiddelbart er svært at sætte ord på.
-
Et fælles, fysisk ”referat” af samtalen, eksempelvis spillepladen med de vigtigste hjælpere.
-
Visuelt materiale, som man kan bruge aktivt i den efterfølgende kommunikation af projektets resultater i egen organisation og eksternt.

Nina Holm Vohnsen

”Men hvad kan man bruge det til?”

Af Nina Holm Vohnsen 23 marts 2010

På et tidspunkt holdt jeg et oplæg om min forskning for et kontor i Arbejdsmarkedsstyrelsen. Min præsentation tog udgangspunkt i forskellen mellem den idealiserede forestilling om, hvordan implementering foregår (som de fleste vel at mærke er fuldt ud klar over er en illusion) og det portræt af processen, som jeg efter at have fulgt en given indsats gennem fire måneder foreløbigt kunne tegne. Den første kommentar var:

”Når du siger det på den måde, er det klart at vi må gøre noget anderledes. Men hvad skal vi gøre?”

Det er hverken første eller sidste gange jeg er stødt på det spørgsmål. Senest i forbindelse med en masterclass i kompleks ledelse, som Ralph Stacey afholdt med deltagelse fra en række ministerier. Kravet om direkte omsættelighed af forskning er på en gang dybt urimeligt og yderst rimeligt. På den ene side kan jeg irritere mig til døde over den mentalitet, som kræver, at hvem som helst skal kunne se den direkte anvendelighed af hvad som helst. På den anden side har jeg største forståelse for de personer, som sidder og skal træffe vigtige beslutninger, og som bliver præsenteret for en viden, som, de fornemmer, er central, men som de ikke aner, hvad de skal stille op med. Som ansat erhvervsphd-studerende bliver jeg nødt til at kunne besvare det spørgsmål mine kollegaer i ministerierne stiller: ”Men hvad kan man bruge det til?” Og mit svar skal være et, som imødekommer det behov for omsættelighed, som knytter sig til den rolle, de skal udfylde, og som samtidig er loyalt overfor den fundamentalt anderledes rolle forskning – efter min mening – skal spille i et samfund.

Til at besvare det spørgsmål har jeg i flere sammenhænge haft god hjælp af at stille skarpt på den sondring mellem instrumentel nytte og konceptuel nytte, som prodekan Hans Siggaard Jensen fra DPU fremlagde på et seminar ved Aarhus Universitet i foråret 2009 om nytteværdien af humanistisk forskning. Den instrumentelle nytteværdi er den nytte, som ligger i at besidde en viden, som giver direkte adgang til løsningen af en problemstilling. Konceptuel nytteværdi er den nytte der ligger i at kunne anlægge flere perspektiver på en given problemstilling, samt dekonstruere den for at påpege nye måde at forstå problemfeltet på. Sidstnævnte er dyder, som er centrale i humanistisk og socialvidenskabelig forskning. Jeg kan kort at illustrere de to former for nytteværdi via et eksempel hentet fra min egen forskning i implementeringen af regeringens handleplan på sygefraværsområdet. Her kan man sige, at indsigten ”syge bliver hurtigere raske, hvis de holder sig i gang under sygdom” har en instrumentelle nytteværdi, fordi den peger direkte på en løsning af den centrale problemstilling. Den konceptuelle nytteværdi kan derimod bestå i at problematisere den generalisering af individuelle forskelligheder, som ligger i ordene ’syge’, ’raske’ og ’sygdom’. Eller den kunne bestå i en problematisering af de grund præmisser, som den kommunale ’aktive syge’ indsats bygger på: Kan det altid lade sig gøre at identificere et ’udækket behov’ hos den syge? I fald det kan, har sagsbehandleren da mulighed for (lovgivningsmæssigt og økonomisk) at tilbyde det, som kunne gøre en forskel?

Den centrale indsigt, som, jeg hævder, gør oversættelsen fra konceptuel nytte til instrumentel nytte mindre svær end den kan forekomme, er den pragmatiske lære om, at viden er værktøjer. Som pragmatikeren og psykologen William James formulerede det:

“You must bring out in each word its practical cash-value; set it a work within the stream of your experience. It appears less as a solution, then, than as a program for more work, and more particularly as an indication of the ways in which the existing realities may be changed.”

William James i hans forelæsninger om pragmatisme

Den måde, du ved noget på, er med til at forme, hvordan du kan adressere det både gennem tanke og konkret handling. Det er fundamentalt forskellige forestillinger både om dit interventionsområde og de tiltag, du kan rette mod det, som vil opstå, alt efter om du anskuer det statistisk (X % flere overgår til selvforsørgelse, hvis de bliver udsat for en tæt og tidlig kommunal opfølgning) eller om du anskuer det partikulært (til sidst stressede det mig så meget, at skulle forholde mig til kommunens henvendelser, at jeg simpelthen valgte at melde mig rask og afholde min afspadsering og ferie i stedet).

Misforståelsen er at tro at disse to vidensformer skal kæmpe mod hinanden. I stedet bør man anskue dem som forskellige former for konceptuel viden, som hver især kan konverteres til instrumentel viden. Des flere perspektiver du er i stand til at lægge på en given problemstilling, des flere værktøjer sidder du i samme åndedrag inde med til at gå til samme. At opgaven derved ophører med at være entydig vil selvsagt ikke gøre den nemmere. At nogle former for viden / værktøjer kræver større ekspertise at anvende end andre giver sig selv. Men når vi taler om at adressere nogle af de store sociale og økonomiske problemstillinger, som en stat har til opgave at håndtere, er det vel næppe heller nemhed, som bør være parameteret?

Christian Bason

Får Australien verdens mest nytænkende offentlige sektor?

Af Christian Bason 9 marts 2010

Vi har det med at mene at vi i Danmark har verdens mest moderne og innovative offentlige sektor. Men jeg tror vi er på vej til at blive overhalet fra den anden side af jorden. I Australien har delstaten Victoria, som har samme befolkningstal som Danmark, i forrige uge lanceret en ambitiøs Innovation Action Plan, der er målrettet statens offentlige ansatte. Planen, som er underskrevet af samtlige Victorias topembedsmænd, rummer fire initiativer.

vps

For det første lægger handlingsplanen op til at skabe stærke forbindelser mellem mennesker, ideer og muligheder. Det er et forfriskende bud på offentlig innovation at nytænkning ikke kun handler om at tackle problemer, men også om at skabe ny værdi. I australsk aftapning handler det ikke mindst om at anvende nye sociale medier (web 2.0) teknologi til at sætte strøm til udvekslingen af ideer og samspil på tværs af embedsværket.

Planens andet element er at bygge innovations-kapacitet. Målet er at booste træning og udvikling af statens medarbejdere og understøtte en innovationskultur, herunder ved at anvende længerevarende indstationeringer af medarbejdere på nyskabende projekter på tværs af forskellige forvaltninger. Endelig overvejer man en mere permanent organisatorisk forankring af innovationsarbejdet – blandt andet baseret på erfaringer fra Victorias justitsministerium, som allerede har skabt en Innovation and Strategy Unit.

Det tredje initiativ handler om at stimulere innovation og belønne god praksis. Victoria vil nu etablere en række projekt-udfordringer, eller ’Challenges’ som teams af embedsmænd kan prøve at tackle, og hvor belønningen er en personlig præsentation over for statens premierminister John Brumby. (Man overvejer også at belønne vinderne med en iPod; men som en spøgefugl kommenterede, så lad være med at give folk valget mellem de to; så vælger de bare musikafspilleren…)

Sidst, men ikke mindst vil Victoria åbne op for en langt friere anvendelse af data på tværs af den offentlige sektor; første skridt er etableringen af en business case for hvordan det teknisk og juridisk kan lade sig gøre.

Er Victoria er planen på vej til at kunne kalde sig den offentlige forvaltning i verden der arbejder mest systematisk med innovation?

Marie Herborg Krogh

For foden af Andesbjergene

Af Marie Herborg Krogh 2 marts 2010

Nu er det vist blevet tid til en hilsen fra den nordlige del af Argentina for foden af Andesbjergene, hvor feltarbejdet er i fuldt sving. Feltarbejde tager udgangspunkt i et projekt i et regionalt energiselskab, som fokuserer på distribution af elektricitet til mennesker med få midler til at betale for elregningen. Mennesker, der blev hårdt ramt af den krise, der lammede landet i 2001, og som ofte bor i ulovlige bosættelser i udkanten af de større byer uden vand, kloaksystemer. På grund af krisen i 2001 havde mange folk ikke havde råd til at betale for elektriciteten og begyndte at hægte sig på elnettet ulovligt med fare for at få elektrisk stød og dø. For virksomheden var dette samtidigt et stort problem, for hvordan skulle virksomheden så i sidste ende overleve, hvis folk ikke betalte for elektriciteten?

Et af løsningsforslagene går ud på, at virksomheden sætter elmast, elmåler og kabler op for 10 pesos (cirka 14 kroner) hos en familie mod, at den nye kunde hver 14. dag betaler deres regning, og der er ansat ni personer (preventistas) til at gå rundt i de forskellige kvarterer og afmåle elektriciteten og fortælle, hvordan og hvor kunden kan betale for elektriciteten. Preventista’ernes job betragtes af topcheferne i virksomheden, som yderst værdifuldt, men også som meget farligt, fordi områderne anses som meget usikre. Ofte har preventista’erne derfor en politimand med sig. En udfordring for os, fordi de i starten ikke ville lade os gå rundt med preventista’erne alene (+ politimand), men kørte os rundt i en bil, så vi kunne se preventista’ernes arbejde fra bilen. Heldigvis har vi fået bearbejdet dem lidt, for godt nok er der områder, man ikke skal gå i, men de fleste områder er nogenlunde trygge, og folkene der er flinke. Der eksisterer altså mange myter om disse mennesker, der er yderst interessante at dykke ned i, for hvordan påvirker det relationen mellem disse mennesker og virksomheden?

Det er disse preventistas, som jeg sammen med min studieveninde Stine følger hver dag. For at give jer et indblik i, hvordan sådan en dag er, får I nedenfor et uddrag fra mine feltnoter fra en af de første dage, hvor vi var af sted:

”Vi løber af sted på de mudrede veje, og det går stærkt. Virkelig stærkt. I 40 graders varme. Sveden pibler på panden. Foran os løber Fernando og Lucia [preventistas]. De vender sig ikke om, men snakker bare hurtigt til hinanden for at markere, at de altså har travlt, og hvis vi skal være sammen med dem, så skal vi være hurtige. Bag os snøvler politimanden Pablo af sted. Han hader solen og ser ud til at have det meget hårdt. Jeg griner inde i mig selv, for det må virkelig se morsomt ud for beskuerne. Vi står nu foran et hus, og de kalder på kunden ”Lopéz” råber de. ”Det er tid til at betale for strømmen. Kom og få papiret med dit forbrug på”. Lidt efter kommer en kvinde frem. Hun siger, at hun ikke ved, hvor hun kan betale sin regning. Jeg spørger Lucia, om der er mange af kunderne, der ikke kender til programmets betalingssystem. Hun svarer: ”Jo, jo, alle klienterne kender til det, for vi har jo sagt det til dem mange gange, men hver gang siger de bare, at de ikke har hørt noget om det før””.

img_0382

Hvad er det, der gør, at kunderne siger, at de ikke aldrig har hørt om, hvor de fx kan betale deres regninger, eller hvad programmet går ud på? Har det noget med virksomhedens adfærd at gøre? Vi for at se. Projektet er et led i virksomhedens arbejde for social ansvarlighed, hvor der tages udgangspunkt i en terminologi om inddragelse af de lokale som ressourcer og som medproducenter til nye løsninger for lige adgang til elektricitet. Viljen til at inddrage og forstå disse menneskers situation er der, men i praksis sker det ikke helt som ønsket. Hvordan kan det være? På grund af interne strukturer i virksomheden? Fordi man ikke er klar over, hvordan disse menneskers bidrag kan bringes i spil? Alle disse spørgsmål skulle vi gerne have besvaret i løbet af de næste par måneder… Og der dukker garanteret flere op på vejen. Men her var en lille opdatering fra feltarbejderen i Argentina.

Hilsen Marie