Jeg blev ansat som barselsvikar i MindLab i november og skiftede dermed fra at være journalist til projektleder i den offentlige sektor. En helt anden hverdag og en helt anden type arbejdsopgaver, som jeg var og er meget glad for at få lov at prøve. Men at skifte branche er ikke bare at skifte arbejdsopgaver. Det er også at skifte sprog. Hurtigt begyndte jeg at bruge ord, som jeg aldrig før havde haft i munden: Succeskriterier, brændende platforme, drøftelse, for bare at nævne nogle få.
Det mest slående sproglige skift er fraværet af ordet problem. Det er konsekvent byttet ud med ordet udfordring. Som i ”Vi havde nogle udfordringer med fotografen” eller ”de unge indvandrere fortalte om deres udfordringer i skolesystemet” eller ”manglen på arbejdskraft bliver en af den offentlige sektors store udfordringer i de næste 20 år.”
Hvis man har den mindste tro på, at ens ordvalg hænger nøje sammen med ens virkelighedsopfattelsen, er det let at se, hvorfor ordet problem ikke er lige så populært som ordet udfordring. En udfordring er en kamp, som skal tages op, et bjerg, der skal bestiges, en succes som venter for enden af et hårdt stykke arbejde
Et problem er derimod i følge ordbogen “noget besværligt, som har behov for en løsning” eller ganske enkelt “ en kilde til besvær”. Et problem har altså ingen indbygget succesoplevelse. Det kalder måske på en løsning, men man finder det ikke nødvendigvis. Og selv hvis man finder en løsning, har den det at forvandle sig til nye problemer, splitte sig op i uløselige dilemmaer og skabe palaver og diskussion. Hvem vil have problemer, når man kan få udfordringer?
Alligevel kan jeg ikke lade være med at tvivle på om den konsekvente brug af ordet udfordring egentlig skaber en mere positiv attitude i længden. En udfordring er vel kun positiv, hvis man kan kravle op af bjerget og sætte vimplen i toppen. En vinder er en, som klarer sin udfordring, men hvad hvis man ikke gør det, er man så en taber?
Den overvejelse er måske særligt relevant, når man arbejder med udviklingsarbejde i den offentlige sektor. Her arbejder man nemlig ofte med projekter, som kendetegnet ved skulle nå en lang række svære mål: bekæmpelse af arbejdsløshed, større integration, længere levealder, mere effektive offentlige institutioner. Komplekse områder, som har tendens til at rumme tusindvis af dilemmaer og alt for få enkle løsninger.
Netop derfor kan ordet udfordring, som giver energi til at komme over bjerget, også ramme projektlederen lige i baghovedet, når bjerget ikke viser sig at være et bjerg, men et stort filtret garnnøgle eller et smal bræt udspændt over politiske kompromiser. Så er det projektlederen risikerer at føle sig som en frustreret taber, som igen og igen må konstatere, at virkeligheden har forandret sig, og flyttet målstregen et helt andet sted hen.
Jeg har derfor besluttet mig til at holde fast på det gode danske ord problem, også når jeg er på arbejde. Ikke fordi jeg vil være sur, på tværs eller negativ, men fordi det måske netop er evnen til at skelne mellem hvad der er udfordringer og hvad der er problemer i et projekt, som sikrer at jeg kan blive med at gå til arbejdet med glæde og energi.
