MindBlog English

brugercentreret innovation - antropologiske metoder - servicedesign - offentlig udvikling - kommunikation - idéudvikling - politikudvikling - tværoffentligt samarbejde

Arkiv: december, 2009

Runa Sabroe

Ny portal viser vej gennem innovationsprocessen

Af Runa Sabroe 17 december 2009

Har du brug for flere og bedre ideer? Hvordan håndterer du et udviklingsforløb? Hvordan får du samspillet med kollegerne, borgerne og virksomhederne til at fungere? MindLab har i samarbejde med Økonomi- og Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Skatteministeriet udviklet en portal, innovationsguiden.dk, som skal guide offentligt ansatte med udviklingsansvar på vej.

Kravene til offentligt ansatte om at kunne reagere hurtigt på fremtidens nye opgaver og samtidig besidde tilstrækkelig innovationskraft er stigende. Måske har du prøvet det selv? At starte et offentligt udviklingsprojekt, hvor energien er opbrugt efter den første fase, hvor der indsamles ny viden. Eller måske er området så komplekst, at det kræver en ikke uvæsentlig del af projekttiden at danne sig overblik over den allerede eksisterende viden. Når I endelig kommer til at tænke nye tanker, udarbejde konkrete løsninger og generere nye ideer mangler både tiden og værktøjerne til at komme videre.

Men ofte er det nogle simple greb der skal til. Nogle brugbare værktøjer, metodiske greb, skabeloner, som kan downloades, mulighed for at få hjælp her og nu fra andre, som også har prøve en lignende proces.

Alt dette er nu samlet på ét site; innovationsguiden.dk. Formålet med portalen er at ruste offentlige medarbejdere og ledere til at få flere og bedre ideer, der virker og til at involvere brugere i udviklingen af nye offentlige løsninger.

forside

Under tre overskrifter ”Jeg har brug for flere og bedre ideer”, ”Jeg skal involvere brugere” og ”Jeg savner inspiration” bliver offentligt ansatte guidet gennem alle faserne i et udviklingsprojekt. Sitet favner længere projekter, hvor der er lagt op til at involvere borgere eller virksomheder ligesom det også er muligt at benytte innovationsguiden, hvis man blot savner inspiration til idéudviklingsprocessen.

Kogebog til innovationsprocessen

“Du står med en stor viden om et emne [...] Du mangler derfor et værktøj, hvor du systematisk får omsat din viden til idéer til at imødekomme udfordringerne og problemerne. Krav til materiale: Brainstormmatrix (kan downloades i skabelon), postits i forskellige farver. Tid: en halv til en hel time”.

Ovenstående er et uddrag af en præsentation af en metode på innovationsguiden. Metoderne bliver alle præsenteret i et let tilgængeligt sprog, hvor fokus er på direkte anvendelighed. I bedste kogebog-stil fortæller guiden, hvor lang tid man kan forvente at bruge på en given metode, der er linket til relevante skabeloner, yderligere inspirerende læsning og det beskrives, hvilke materialer man skal benytte.

brainstormmatrix

Innovationsguiden er tænkt som et forum for offentlig udvikling. Så opfordringen herfra er: kast jer ud i det, brug sitet, høst erfaringer og vend gerne tilbage med kommentarer, forbedringsforslag mv. Ligesom al anden udvikling er innovationsguiden.dk altid på vej. Dét, I ser, er første bud, som kan rystes, bøjes og laves om. Gå på opdagelse her.

Rasmus Kolding

Kreative tal?

Af Rasmus Kolding 8 december 2009

Tidligere på året havde vi designeren Manuel Toscano på besøg i MindLab, og han holdt et rigtig inspirerende oplæg om, hvordan man kan gøre statistik inspirerende og ”følelsesmæssigt overbevisende”. Hans case var FN’s rapport om klimaforandringer, og hans designfirma havde lavet en udstilling om klimaforandringer i FN-bygningen i New York. Her kunne man blandt andet sidde på sækkestole, der med deres forskellige størrelser repræsenterede CO2-udledningen per borger i hvert enkelt land:

zago_9p_side_27

Koblingen af de ”rationelle” tal samt den følelsesmæssige overbevisning er interessant, så jeg blev desto mere inspireret, da jeg så følgende 2 videoer på TED.com:

Det er to forskellige bud på hvordan man kan præsentere kvantitativ data i en inspirerende form. Især det første oplæg placerer sig virkelig i et felt, hvor opdelingen mellem det kvantitative og det kvalitative ikke længere giver mening. Ligesom vi i MindLab forsøger at gøre kvalitativ data inspirerende ved hjælp af fotos, lyd og video, så er der – heldigvis kunne man fristes til at sige – tentative forsøg på at gøre det samme med tal og statistik.

P.S. Manuel Toscano’s oplæg kan ses i en kort version her , og en anden video fra samme event kan ses her. Manuel Toscano gæster desuden København til COP15, for at give et kreativt bud på regeringens Erhvervsklimastrategi. Følg med her på bloggen for et referat.