Man kan ikke fortænke en fuldmægtig kvinde i at følgende tanke melder sig hen ad 16-tiden, efter hun er blevet observeret af en antropolog en hel dag:
“Vi er jo 200 mennesker, som bare sidder her og skriver og laver papir. Vi sidder bare og skriver om hvad der bør gøres uden at gøre noget. Jeg kan sidde her og se ud af mit vindue over på socialministeriet og tænke ‘gad vide hvad de skriver derovre?”.
Det er sådan en tanke som kan melde sig en eftermiddag i efterårsferien. Men, tilføjer hun, hun ved godt, at selvom hun ikke har fingrene nede i selve gennemførelsen af indsatser og projekter, så er hun med til at udstikke nogle rammer for, hvordan de politiske dagsordener skal udmøntes andre steder. En af hendes kollegaer har for eksempel været med til at udstikke rammerne for et forsøg, hvor man ved at give nogle tilbud til sygemeldte vil hjælpe dem hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet.
I sådan et tilfælde holder papir op med blot at være papir og kan få følgende liv i interaktionen mellem en sygemeldt borger, John, og en kommunal sagsbehandler, Marie:
John: Nu blev jeg lige forvirret, for jeg synes du sagde, at det var et tilbud. Det er altså noget jeg er tvunget til?
Marie: Ja, det er du sådan set, det skulle jeg måske lige have nævnt. Men du skal se på det, som om vi giver dig noget ekstra.
John: Jamen så skal jeg måske lade være med at melde mig ind i fitness og gå til svømning, som jeg havde tænkt mig, hvis jeg SKAL være med i jeres aktivitet. Altså jeg vil jo nødigt overbelaste mig heller, vel?
Marie: Nej, det er jo ikke så smart.
