MindBlog English

brugercentreret innovation - antropologiske metoder - servicedesign - offentlig udvikling - kommunikation - idéudvikling - politikudvikling - tværoffentligt samarbejde

Arkiv: oktober, 2009

Nina Holm Vohnsen

Papiret og livet

Af Nina Holm Vohnsen 28 oktober 2009

Man kan ikke fortænke en fuldmægtig kvinde i at følgende tanke melder sig hen ad 16-tiden, efter hun er blevet observeret af en antropolog en hel dag:

Vi er jo 200 mennesker, som bare sidder her og skriver og laver papir. Vi sidder bare og skriver om hvad der bør gøres… uden at gøre noget. Jeg kan sidde her og se ud af mit vindue over på socialministeriet og tænke ‘gad vide hvad de skriver derovre?”.

Det er sådan en tanke som kan melde sig en eftermiddag i efterårsferien. Men, tilføjer hun, hun ved godt, at selvom hun ikke har fingrene nede i selve gennemførelsen af indsatser og projekter, så er hun med til at udstikke nogle rammer for, hvordan de politiske dagsordener skal udmøntes andre steder. En af hendes kollegaer har for eksempel været med til at udstikke rammerne for et forsøg, hvor man ved at give nogle tilbud til sygemeldte vil hjælpe dem hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet.

I sådan et tilfælde holder papir op med blot at være papir og kan få følgende liv i interaktionen mellem en sygemeldt borger, John, og en kommunal sagsbehandler, Marie:

John: Nu blev jeg lige forvirret, for jeg synes du sagde, at det var et tilbud. Det er altså noget jeg er tvunget til?

Marie: Ja, det er du sådan set, det skulle jeg måske lige have nævnt. Men du skal se på det, som om vi giver dig noget ekstra.

John: … Jamen så skal jeg måske lade være med at melde mig ind i fitness og gå til svømning, som jeg havde tænkt mig, hvis jeg SKAL være med i jeres aktivitet. Altså jeg vil jo nødigt overbelaste mig heller, vel?

Marie: Nej, det er jo ikke så smart.

Jesper Christiansen

Kreativ tillid

Af Jesper Christiansen 26 oktober 2009

“Tilliden var bare væk, og der var ikke så meget at gøre. Jeg tror egentlig ikke, at vi nogensinde rigtigt nåede at forstå hinanden. På trods at vi begge faktisk var enige om en hel del, da vi begyndte samarbejdet” (virksomhedsleder).

“The future is open to us by others” (Pahuus 2009)

Fremtidens innovative løsninger på velfærdsproblemer skal ske i et nært samspil mellem forskellige offentlige og private aktører. Denne pointe har sat sig fast hos politiske ansvarlige i ind- og udland og har derfor sat skub i forskellige former for offentlig-private innovationsprojekter. Der skal skabes en nødvendig synergi; en tilstrækkelig og uventet kombination af menneskelige input som basis for kreativitetens opblomstring.

Men hvordan skabes den nødvendige synergi i den midlertidige organisatoriske setting? Det oftest nævnte koncept i den sammenhæng er ’tillid’. Tillid til og imellem innovations-processens andre aktører. Det kan dog være svært at regne ud, hvornår denne tillid skabes, og hvordan den virker.

Filosoffen Anne Marie Pahuus, inspireret af den danske filosof K.E. Løgstrup (1956), taler om tillid som evnen til at acceptere det usammenlignelige mellem fortid og fremtid. Det ideelle mål er en ubegrundet tillid, som giver den enkelte frihed til at bevare fremtiden åben og skabe det, som Pahuus kalder ‘kreativ tillid’. Individuelle muligheder for åben kreativitet begrænses af andre aktørers forventninger og afhænger af den form for tillid, man er i stand til at vise hinanden.

Det kan i denne optik virke som om, at for at opnå tillid til en anden person, skal man lægge sine tidligere erfaringer på hylden. I hvert fald for en tid.  Imidlertid er incitamenter og erfaringer hos involverede aktører i offentlig-privat innovation alt andet end ubegrundede. Således finder man næppe uforbeholden tillid hos kommuner og private virksomheder, som baserer deres handlinger og beslutninger på velbegrundede erfaringer.

Her ligger udfordringen. I enhver ny proces, hvor man er usikker på forløb og succeskriterier, vil den enkelte i langt højere grad gøre brug af deres eksisterende opfattelser af samarbejdets aktører og de elementer, der indirekte kan relateres til dem. Mistillid bliver ofte konsekvens af den usikkerhed. Hvis den ulmer under overfladen skaber det ikke kun et ufrugtbart rum for innovative tanker, men de gensidige forventninger begrænser følelsen af frihed til at tænke nyt.

Vejen frem synes i denne optik i højere grad at være at erkende tillid som grundlæggende for kreativ innovation. Ikke mindst i form en anerkendelse af den store udfordring, som ligger i på den ene side at vise åben tillid til andre og på den anden side at gøre brug af sine nuværende opfattelser af og erfaringer i forhold til de personer, man samarbejder med. Kort sagt, en erkendelse af at fremtiden kun er åben gennem andre.


Kreativitet og tillid
Kreativitet kan forbindes til tillid på både et individuelt og kollektivt plan:
• Ens personlige, kreative og konstruktive livsanskuelse bliver på den ene side et produkt af den tillid, som andre viser til én.
• På den anden side forbindes kreativitet til et tillidsfuldt rum, hvor social interaktion mellem relevante aktører kreerer nye tanker og idéer.



Blog-indlægget er et indhug i en tankerække, som lige nu udgør grundlag for udarbejdelsen af et workingpaper under arbejdstitlen ‘Trusting the new’ med inspiration fra konferencen af samme navn (http://www.ifi.au.dk/trustingthenew).

Anne Marie Pahuus skriver om dette emne i “Concern for the Other: Perspectives on the Ethics of K. E. Logstrup” (2008) i Andersen, S. og Kooten Niekerk, K. (eds.). Forfatternes inspiration til denne bog er hentet fra K.E. Løgstrups “The Ethical Demand” (1956).

Marie Herborg Krogh

Er muligt at lave kriterier for “den gode metode”?

Af Marie Herborg Krogh 21 oktober 2009

Dette blev afprøvet i det tværministerielle projektledernetværk for innovation og brugerinddragelse d.1. oktober i MindLab. Her blev eftermiddagen brugt på i fællesskab at udvikle kriterier for “den gode metode” og dernæst beskrive metoder, som bliver en del af en ny innovationsguide på internettet. De følgende kriterier afspejler resultatet af dagens arbejde:

projektledernetvc3a6rk-011009-040

Klart formuleret formål: Det skal være helt tydeligt, hvad metoden går ud på, hvilke behov, der “udløser” metoden, og hvordan metoden kan hjælpe.

Systematik: Skal metoderne være ustrukturerede, fordi vi arbejder med innovation? Tværtimod. Det er muligt at være struktureret – også når der arbejdes innovativt. Derfor skal metoden skal gå systematisk til værk i forhold til den opgave, der skal løses.

Refleksion over forholdet mellem analyse og fortolkning: I en kompleks verden er det ikke muligt at lave tilbundsgående analyser af alt. Derfor kan det være en nødvendighed at give plads til intuition og fortolkning. Analyse er typisk mest bagudrettet og fokuserer på enkeltelementer og deres indbyrdes sammenhæng. Fortolkning fokuserer på betydningen og implikationerne af analysen, og den er derfor mere fremadrettet og central i innovationsarbejde. Valg af metode skal derfor afspejle en bevidst sondring mellem analyse og fortolkning.

Udbytte står mål med ressourcer. Der skal være en rimelig sammenhæng mellem det udbytte metoden giver, og de ressourcer, der anvendes på metoden. Desuden skal metoden også være realistisk i forhold til tid samt materialer og skal inkludere eventuelle støtteredskaber.

Etik: Metoden skal være etisk forsvarlig – fx i forhold til omgang med fortrolige oplysninger og metodens indvirkning på organisationen eller de informanter, den bruges på. Den må gerne udfordre og provokere, men ikke afskrække den organisation eller de mennesker, der “udsættes” for den.

Det var nogle af de kriterier, vi diskuterede. Mangler vi nogle? Kom med dine input!

Christian Bason

Er tværoffentligt samarbejde unaturligt?

Af Christian Bason 19 oktober 2009

Den seneste kontrovers om en topforhandlers afgang og spekulationer om relationen mellem stats- og klimaministerierne sætter spot på tværoffentligt samarbejde. Er fælles visioner, mål og tæt fagligt samarbejde på Slotsholmen en illusion? Er det dagens orden, at embedsmænd smeder intriger og stikker kniven i ryggen på hinanden så snart en lejlighed byder sig? Er politikudvikling et komplekst magtspil hvor kun den smarteste og (om ikke andet) stærkeste overlever?

I et indlæg i Politiken lørdag d. 17. oktober giver politisk kommentator Peter Mogensen udtryk for, at det lige præcis er sådan, det er. Ex-spindoktoren siger: ”Lad os slå fast, at der ikke findes en eneste begivenhed på Slotsholmen, uden at der er magtkampe”.

Naturligvis er der magtkampe i politik. Men som en gruppe på 60 centralt placerede embedsmænd på tværs af en række ministerier for nylig pegede på i en workshop i MindLab, så er magtkampe sådan set det modsatte af det, man ønsker. Silo-tænkning, snævertsyn og småligt fnidder er noget af det mest ødelæggende for sammenhængende, kloge og samfundsnyttige løsninger. Gruppen udarbejdede 12 gode principper for styrket tværoffentligt samarbejde, som kan læses her.

MindLab som organisation er selv skabt som en tværoffentlig enhed – på tværs af tre store ministerområder. Det er naturligvis ikke nogen helt nem konstruktion. Men det virker, og vi oplever dagligt hvordan det faktisk kan lade sig gøre at arbejde smidigt og effektivt på tværs af Slotsholmens siloer. Hvordan?

* Gennem tillid og vilje til at samarbejde mellem ministerierne, også på topniveau.

* Ved at sætte borgerne i centrum – det er svært at ignorere fælles udfordringer, når borgere og virksomheder selv giver udtryk for dem.

* Via gode rammer for fælles idéudvikling, hvor embedsmændene kan fokusere på fælles mål, høj faglighed og det gode argument.

MindLabs eksistens er i sig selv et levende bevis på, at virkeligheden ikke helt er, som Peter Mogensen påstår. Slotsholmen er, trods alt, overvejende befolket med embedsmænd der ser det som en del af deres grundlæggende etik at yde en indsats, der er til samfundet bedste. Alt andet ville i øvrigt være disrespekt for den tillid, borgerne viser os.