I MindLab bruger vi meget energi på at inddrage og engagere vores kolleger i de projekter, vi deltager i. For det første er det vores kolleger der i sidste ende skal sikre, at projekternes resultater får effekt i virkeligheden. For det andet er vores kolleger eksperterne i politik- eller serviceudvikling på deres områder. Deres engagement og indlevelse er derfor afgørende.
Vi drøfter ofte, hvordan vi kan præsentere indsamlede data på en måde, så de skaber forståelse hos kollegerne. Vi skal åbne kollegernes øjne for brugernes konkrete muligheder og udfordringer, samt den kontekst brugerne er en del af. Dette gøres bedst ved at tage kollegerne med i felten og inddrage dem direkte i analysen. Vi forsøger derfor så ofte som muligt, at have vores kolleger med i dataindsamlingen, men der er desværre ikke al tid muligt.
Der findes en række metoder til at præsentere data, der kan være med til at skabe engagement og empati. En metode vi ofte bruger er personas. Personas giver mulighed for at præsentere arketyper der bygger på både kvalitative og kvantitative data. De er analytiske personer, og vores kolleger bliver derfor ikke præsenteret for de virkelige mennesker vi har interviewet.
Under et besøg i DR’s Programudvikling blev vi præsenteret for følgende illustration af forskellen på den glatte arketype og det kantede, virkelige menneske.
Den runde figur symboliserer arketypen eller personaen. Den er en konstruktion af de egenskaber vi oplever som væsentlige i den givne sammenhæng. Vi giver den et navn og en begrænset livsverden, men den er stadig en poleret konstruktion.
Over for dette står vores virkelige menneske. Det virkelige menneske er ikke logisk opbygget. Der modsiger sig selv og har en række karakteristika, som ikke umiddelbart er interessant for vores problemstilling – eksempelvis ballonen. Men det der er netop disse skæve vinkler og kanter, der gør, at der er noget at gribe fat i. Heri ligger de detaljer, der gør dem levende og som kan tricke vores fantasi, så vi finder på helt nye løsninger.
Spørgsmålet bliver selvfølgelig, hvordan vi så kan præsentere vores kolleger for de virkelige mennesker i de tilfælde, hvor vi ikke kan have dem med i felten. Metoderne skal gengive en stor datamængde på en overskuelig måde. Den skal også lede vores kolleger frem mod en løsning af de problemstillinger der er i fokus. Vi har selv brugt radiomontage som et forsøg på at bearbejde virkeligheden, men stadig fastholde de virkelige mennesker. Denne metode kan man læse mere om her på bloggen.
Samtidig vil jeg pointere, at der naturligvis ikke er noget galt med brugen af personas. Formålet med personas er ikke at præsentere den virkelige virkelighed, men derimod at give et idealiseret billede, der bygge på grundige analyser.
Det er altså vigtigt at vælge den metode, der passer til den aktuelle problemstilling. Vi er derfor hele tiden på udkig efter spændende metoder og greb, der kan bruges i de situationer vi befinder os i – så ligger du inde med spændende metoder til at præsentere virkeligheden på, vil vi meget gerne høre om dem.
