MindBlog English

brugercentreret innovation - antropologiske metoder - servicedesign - offentlig udvikling - kommunikation - idéudvikling - politikudvikling - tværoffentligt samarbejde

Arkiv: maj, 2009

Kit Lykketoft

Når museet bruger brugerne

Af Kit Lykketoft 25 maj 2009

Jeg ved godt hvor jeg tager hen næste gang jeg skal på museum. Og mon ikke læsere her på bloggen også kan finde inspiration til formidling og inddragelse af brugere ved at tjekke ud hvordan et godt udstillingsdesign for Danmarks historie kan skrues sammen.

20. maj åbnede Brede Værk – en helt ny permanent udstilling om den industrielle revolution i Danmark. Brede Værk, der hører under Nationalmuseet, er et nyt museum, der ligger ved Mølleåen og er indrettet i en tidligere klædefabrik. På værket kan den besøgende få et levende indblik i industrihistorien i 18-1900-tallet gennem lyd, lys og levende billeder.

Udstillingen er delt ind i flere aktive dele.

En interaktiv film på “Fabrikken” giver muligheden for at vælge, hvem der skal have hovedrollen i ens historie, vise rundt på fabrikken og fortælle om arbejdslivet ved industrialiseringens begyndelse i Danmark. Her kommer man med mor på arbejde – datidens største kvindearbejdsplads.

“Ved samlebåndet” produceres kuglelejer, og her kan man bl.a. konkurrere om, hvem der er mest effektiv til arbejdet.

Efter besøget kan man på Brede Værks Flickr kommentere udstillingen, og uploade egne fotos fra Brede- museet. Har man oprettet en profil via sin aktive billet kan man desuden fordybe sig yderligere hjemmefra.

Tjek i øvrigt kokkepigens blog:

Rasmus Kolding

Med Skattefar på Innovationsvognen

Af Rasmus Kolding 22 maj 2009

En af de ting, som vi oftest slår på tromme for i MindLab er, at løsninger på nye og komplekse problemstillinger kræver flere forskellige fagligheder. Dette tværfaglige fokus har Skatteministeriet taget til sig. På en event til efteråret skal unge studerende i teams hjælpe Skatteministeriet med at tackle en konkret problemstilling. Kodeordet er “innovation” som så ofte i denne tid.

Selvom jeg arbejder med den slags til dagligt, så kunne jeg sagtens finde på at deltage selv. For det første giver det god og konkret erfaring at arbejde med den slags reelle problemer. Dette kan være ganske værdifuldt, ikke mindst for kandidater, der skal ud på arbejdsmarkedet inden nærværende finanskrise er overstået. I samme dur er mulighederne for at netværke er bestemt heller ikke til at overse.

Sidst men ikke mindst, så får man mulighed for indflydelse på et sted, hvor det rent faktisk kan rykke noget. Skatteministeriet prioriterer innovation højt i deres arbejde, og jeg synes, at de fortjener en kæmpe applaus for at sætte sådanne initiativer i værk. Ikke mindst fordi de løser en kæmpemæssig opgave for samfundet. Samtidig er de helt klar over, at den opgave nogle gange kan løses bedre – det kan man se, i og med de tør tage utraditionelle metoder i brug i denne proces.

Er du eller en bekendt på kandidatstudiet, så vil jeg derfor opfordre til at kigge nærmere på Skatteministeriets hjemmeside hvor man kan høre nærmere. Go’ skatteinnovation!

Christian Bason

Om professionel empati

Af Christian Bason 16 maj 2009

Jeg oplevede forleden et mindre drama udspille sig om offentlig service. En fredag eftermiddag stod en ung kvinde af toget i Nyborg, men glemte sin kuffert om bord. Hun var på vej til familiefest på Fyn, og i kufferten befandt sig, ud over det fine tøj, en kostbar gave til festens vært. Kvinden opdagede naturligvis hurtigt den manglende kuffert og ringede straks til togselskabets servicetelefon. Her kunne hun til sin frustration konstatere, at 1) selskabet ikke kan kontakte et kørende tog; 2) at hun således ikke kunne få besked frem om, at hendes kuffert var om bord, og 3) at hun derfor måtte krydse fingre for, at en venlig sjæl ville finde og aflevere kufferten til hittegodskontoret i København (som dog ikke har åbent en fredag aften); 4) at hun derfor måtte væbne sig med tålmodighed for næste morgen at købe en returbillet til København og nå frem i tide til kontoret åbner kl. 10.00, og så håbe at kufferten er der.

Man må spørge… hvor vanskeligt kan det være? Naturligvis kan DSB kontakte et kørende tog — om ikke andet så i nødstilfælde. Sandsynligvis har flere af medarbejderne ombord endda en tjenestemobiltelefon. DSB-togene er udrustede med en mængde konduktører, servicemedarbejdere og togførere, som vel kunne tage et hurtigt kig om kufferten var ved kvindens plads, og sørge for at den kom med næste tog den modsatte vej. Det kan næppe tage mere end et par telefonopkald og måske fem minutter, alt i alt. Og hvor taknemmelig ville den unge kvinde ikke blive over at få sin kuffert tilbage på hurtig og effektiv vis, i tide til festen?

Måske kan man kalde det “professionel empati”: Ledere og medarbejderes evne til at sætte sig ind i, hvordan man som borger har det, og evnen til at gøre bare en smule ekstra for at hjælpe. Det kræver ofte forbløffende lidt — men alligevel udviser mange organisationer forbløffende lidt af det. I MindLab har vi en vision om, at det offentlige i højere grad skal være borgerens ven. Men hvordan bliver vi som offentligt ansatte langt bedre til at udvise empati i vores job og i vores relationer med borgerne? Hvad er det, der nogle gange forhindrer os i at anstrenge os lidt ekstra for at give vores brugere, kunder, borgere en professionel service?

Hvordan gik det så vores unge kvinde? Hun sprang tidligt lørdag morgen på toget til København, hun fandt kufferten med indhold, og hun nåede lige tilbage til Fyn i tide til festen. En lykkelig slutning? Måske, men ikke nogen lykkelig proces. Og nok ikke en borger, der fremover betaler sit bidrag til landets togdrift med helt så stor velvilje som før.

Runa Sabroe

Venlige buschauffører – passagererne strømmer til

Af Runa Sabroe 7 maj 2009

alle-028

Cyklen er flad, og kun modvilligt indstiller jeg mig på at tage bussen til arbejde. Den nedtrykte sindstilstand bliver fuldendt, da bussen kommer om hjørnet og den eneste måde, at nå den på er at løbe i fuld firspring indhyllet i computertaske og alt for varmt tøj. Kun for at opleve, at bussen først kører for tæt på kantstenen, og dermed overskyller mig med vand fra vejen for derefter at lukke dørene for næsen af mig. Kunne jeg ane en slet skjult triumf i buschaufførens øjne? Kan det virkelig passe, at bussen bare kører? Er de slet ikke interesseret i at få passagerer – kunder i butikken?

Ovenstående oplevelse fra en våd forårsdag i mit eget liv er nok ikke enestående. En forsøgsordning med et højnet serviceniveau i bus 150S har i hvert fald været en helt overvældende succes. Højere serviceniveau, gratis internatadgang og flere busser på strækningen har resulteret i ikke mindre end 3000 flere daglige passagerer.  Det er en stigning på 20 %. Det er tankevækkende, at årtiers kamp for at få bilister over i den kollektive trafik, ser ud til at være lykkedes ved hjælp af en forbedret serviceoplevelse for borgerne – hver tiende nye passager kommer ifølge en ny undersøgelse fra COWI fra egen bil. 

Hvorfor er god service et så effektivt middel? Hvad er god service? Er det at blive mødt med en venlig attitude? Eller at føle sig værdsat? Tendensen vi ser, i bustrafikken er langt fra enestående. I MindLabs arbejde har vi set en lang række eksempler på, at der ligger et enormt potentiale i, at det offentlige i højere grad ser på borgerne som en ressource. Vi ser allerede nu, at borgerne inddrages på nye måder både i udviklingen og produktionen af offentlige ydelser, og har i MindLab sammensat et oplæg om emnet. I oplægget ser vi nærmere på relationen mellem borgerne og det offentlige nu og i fremtiden og stiller spørgsmålet: skal det offentlige være borgernes ven?  Se MindLabs invitation til oplægget.

Line Groes

Skrald er lig med mad

Af Line Groes 4 maj 2009

Den noget bizarre udtalelse, “Waste equals food”, kommer fra William McDonough, en amerikansk arkitekt og designer, der besøger Danmark i denne uge. Han er her for at modtage Rockwool-prisen, som overrækkes af Lene Espersen på torsdag d. 7/5 på Arkitektskolen i København, for sit arbejde med udviklingen af et nyt bæredygtighedsparadigme: Cradle-to-cradle (vugge-til-vugge).

Cradle-to-cradle handler om at designe produkter og bygninger af materialer, der kan nedbrydes naturligt og genbruges som råmateriale i fremtidige produktioner. På denne måde kan man effektivisere anvendelsen af materialer og ressourcer i produktionen og helt undgå spild og affald.

McDonoughs radikale synspunkt er, at vi kan designe vores produktion og moderne forbrugsgoder, så de ikke blot gør mindre skade, men er til direkte gavn for planeten!

Det er en interessant, progressiv og inspirerende tanke, da det går skridtet videre end, at vi “blot” skal være bæredygtige. Bæredygtighed skal derimod være udgangspunktet. En lidt crazy følge af dette er, at vi hermed faktisk gør noget godt for jorden, når vi forbruger cradle-to-cradle produkter. Er det ikke en vild tanke?

Et eksempel er Ford, der har udviklet bilen Ford U. Alle bilens komponenter kan ved slutningen af bilens levetid demonteres og blive til enten biologiske eller tekniske næringsstoffer. Et andet eksempel er Nike, der har udviklet en sko, som kan skilles ad, så materialerne kan genbruges i produktionen af nye sko.

Et lidt mere “freaket” eksempel er et ispapir udviklet for Unilever, der opløses til væske, et par timer efter at det er taget ud af fryseren. Ispapiret indeholder frø fra sjældne planter, så når du smider det fra dig, er du med til at øge biodiversiteten.

 

Driver for vækst og innovation

Cradle-to-cradle er et visionært produktions- og designparadigme, der kan revolutionere den måde vi producerer på. Udover at være interessant ud fra en miljømæssig vinkel har det forretningsmæssigt potentiale, da virksomheder både kan fremme sin innovationsevne og sin vækst via metoden. Dette har hollandske og amerikanske undersøgelser påvist.

De virksomheder som har arbejdet med princippet fortæller, at det kan fremme innovation i produktudvikling, produktionsprocesser og forretningskoncepter. For at blive C2C-certificeret er der en række krav som din virksomhed skal overholde, hvilket har været en driver for innovation. For eksempel fortæller Henry Miller, en amerikansk stolefabrikant, at cradle-to-cradle kravet om at kunne skille produktet fra hinanden og genbruge komponenterne, har sparet dem både tid og penge på fabrikken.

Du kan tjekke en dokumentarfilm ud her, hvis det har vakt noget i dig:

Du kan læse mere om William McDonough og hans bog “Cradle to cradle” her: