Hvilke redskaber kan og skal en myndighed initiere for at påvirke skatteadfærden hos virksomheder, og hvilken rolle ønsker en myndighed at spille overfor virksomhederne?
I SKAT arbejder man med, hvordan man kan forstå og påvirke adfærden hos borgere og virksomheder.
Hvis man fremsætter en liste over de redskaber, som SKAT arbejder med for at påvirke sine kunders regelefterlevende adfærd finder man en vifte, der spænder fra vejledning, spot, stikprøver, samarbejde med politi, bøder etc.
Med listen i hånden sender SKAT en medarbejder i marken og interviewer en række kunder – fx virksomheder – om, hvad de selv mener, påvirker deres adfærd.
På baggrund af arbejdet i felten kan man finde, at der er et godt match mellem, hvad virksomhederne mener påvirker deres skatteadfærd, og hvad myndigheden gør for at påvirke adfærden. Fx har jeg fundet, at virksomhederne ønsker vejledning, ligesom SKAT anser vejledning som centralt.
Man kan imidlertid også se, at virksomhederne angiver et underligt miskmask af ting som centrale for deres regelefterlevende adfærd. Det er eksempelvis centralt, at de har et kasseapparat, at de kan forhindre ansatte i at snyde, at de får ondt i maven, når momsindberetningerne nærmer sig, at bogholderen er godt uddannet, at deres revisor opdrager dem til gode forretningsgange m.m.
Som myndighed kan man spørge sig selv, om de bevæggrunde, som virksomhederne selv angiver som styrende for deres adfærd, understøttes af myndighedens redskaber.
- Underbygger SKATs redskaber virksomhedsejeren i at kontrollere sin forretning?
- Arbejder SKATs redskaber aktivt for, at bogholderne får bedre uddannelse og ikke får ondt i maven, når momsindberetningen nærmer sig?
Man kan modsat også spørge sig selv, om man overhovedet skal understøtte virksomhederne og hindre, at bogholderne har ondt i maven over momsen? Skal SKAT som myndighed være forstående, indlevende og servicerende i forhold til virksomhedernes hverdag? Ville det ikke være bedre, hvis SKAT alene koncentrerer sig om at kontrollere og overlader til virksomhederne selv at uddanne deres bogholdere?
Begynder en myndighed at arbejde med adfærd, rejser der sig en række spørgsmål, og man løber let ind i problemer. Dels er det ikke let at matche redskaber til adfærd, idet baggrunden for adfærden ofte er diffus; den sidder i hovedet på folk, den sidder i IT-problemer, den sidder i forretningsgangene, som virksomhederne enten har styr på eller ikke m.m. Dels kan man spørge, om myndighederne overhovedet kan og skal arbejde med adfærd, eller om det er at gå for tæt på virksomhedernes ´privatsfære´.
I SKAT er man som beskrevet i fuld gang med at arbejde med adfærd. De kommende år må vise, hvor tæt på virksomhederne SKAT kan komme, og om/hvordan SKAT bedre kan matche det miskmask af ting, der foregår i virksomhederne, med redskaber der påvirker adfærden.
