“The financial and economic crisis makes creativity and innovation in general, and social innovation in particular, even more important to foster sustainable growth, secure jobs and boost competitiveness”
José Manuel Barroso, formand for EU kommisionen
De europæiske ledere står over for enorme udfordringer. Lige nu er verden midt i en økonomisk krise, der skaber en generel utryghed blandt borgere og virksomheder om fremtiden. Derudover er der en anden påtrængende, men måske ikke er så synlig udfordring: den demografiske udvikling med et stigende antal ældre kombineret med en mindre arbejdsstyrke. Disse udfordringer stiller krav til nytænkning blandt lederne i EU, og her kan social innovation komme til at spille en stor rolle.
Mindlab bidrog i januar 2009 på en workshop, hvor vi sammen med andre ledende aktører skulle udvikle forslag til, hvordan man på europæisk niveau kan stimulere innovationsindsatsen på de store offentlige velfærdsområder. Dette for at imødekomme de udfordringer, der presser sig på.
Fundamentet for social innovation
I en europæisk kontekst har man lang tradition for social innovation: lige adgang til sundhedssystemet, udbredelse af børnehaver og velfærdsstater etc. Fælles for disse sociale innovationer er, at de var radikale innovationer, som blev opfattet som utænkelige, da de blev søsat (se fx Social Innovation: What is it, why it matters and how it can be accelerated).
På workshoppen blev man enige om, at traditionen for social innovation må genopdages i en europæisk kontekst. Hvor man i mange år i høj grad har fokuseret på den teknologiske innovation, så er det nu væsentligt at fokusere på social innovation.
Der er lige nu er utrolig mange eksempler på kreativitet rundt om i Europa, som man kan lære rigtig meget af. Det, der ifølge arbejdsgruppen mangler, er systemer, der gør det muligt at realisere ideer og give dem gennemslagskraft i bredere sammenhænge. Nedenstående er bud på, hvordan man kan skabe et fundament for social innovation:
#1: Europa har behov for platforme, hvor borgere og organisationer involveret i social innovation kan mødes for at kommunikere og samarbejde mere effektivt
#2: Mobilisering af de europæiske samfund i genopbyggelsen af Europas økonomi således at policy laves i samspil med borgere/ virksomheder og ikke til borgere/ virksomheder
#3: Se krisen som en anledning til at blive frontløbere indenfor social innovation, hvor der satses på at højne kvaliteten af den offentlige service i samspil med borgere og organisationer (private såvel som frivillige organisationer)
Forslagene blev præsenteret for formanden for EU Kommissionen José Manuel Barrosso, og er indspil til EU Kommissionens Nye Sociale Agenda, der sigter på at skabe flere muligheder for EU-borgerne, forbedre adgangen til serviceydelser af høj kvalitet og udvise solidaritet over for dem, der påvirkes negativt af ændringerne.
