MindBlog English

brugercentreret innovation - antropologiske metoder - servicedesign - offentlig udvikling - kommunikation - idéudvikling - politikudvikling - tværoffentligt samarbejde

Marie Herborg Krogh

Social innovation #1: Hvordan skaber vi nye løsninger, der møder sociale mål?

Af Marie Herborg Krogh 7 april 2009

The Guardian bragte for nylig en artikel om verdens første ‘Social Silicon Valley’. I en tid, hvor regeringer kæmper for at holde sammen på økonomierne, og hvor de sociale udfordringer bliver større, mener de to spaniere Carlos Fernández Isoird og Inigo Urkidi, at de har svarene på fremtidens udfordringer. Med oprettelsen af deres nye sociale virksomhed, Business Innovation Brokers (BIB), er de i gang med at skabe en industriel park for sociale virksomheder og samarbejdspartnere. Her håber de på at tiltrække NGO’er, statslige institutioner og fonde.

Initiativet er et eksempel på den stigende interesse for at skabe ideer, der møder sociale mål, og som går under betegnelsen social innovation. Hvor store summer af penge og ressourcer er blevet brugt til innovation indenfor videnskab og teknologi, så er der blevet fokuseret mindre på social innovation trods påtrængende udfordringer i forhold til den demografiske udvikling, sundhed og klimaforandringer. Gennem social innovation stræber man derfor på at udvikle nye løsninger på opgaver og problemer, der har en social og almen samfundsmæssig interesse. Opgaveløsningen og udviklingen af ideer sker gennem et samarbejde mellem den offentlige sektor, den private og den civile sektor (frivillige organisationer samt borgere). På denne måde er social innovation karakteriseret ved:

#1: Eksperimenterende (sociale innovationer er oftest nye kombinationer eller hybrider af allerede-eksisterende elementer)

#2: Tværgående samarbejde mellem organisatoriske, sektorielle og faglige grænser

#3: Gør brug af al tænkelig viden og teknologier

#4: Engagement af borgere som samproducenter af nye sociale innovationer

Hvor er social innovation?

The Young Foundation i England er eksempel på, hvor social innovation finder sted. I samarbejde mellem offentlige myndigheder, lokalsamfundet og beboere, har man i to bydele i London oprettet specialenheder. Disse specialenheder håndterer konflikter, hvor lokalsamfundenes ressourcer er få, og de offentlige initiativer ikke kan engagere borgerne i bydelene.

Social innovation bidrager på denne måde til at bringe forskellige sektorer sammen, og herigennem skabe grundlag for at skabe og udvikle ideer, der møder sociale mål.

Kommentar RSS

Skriv en kommentar