Newsweek havde for nylig en interessant artikel om hvordan man kan udnytte mobilnettet til at høste værdifuldt data fra rigtig mange mennesker. Når vi bevæger os rundt, så afsender vores mobiltelefon data om hvor vi befinder os hvornår. Det kan man sammenholde med viden om hvad der ellers foregår, fx som det blev gjort på Kulturnatten i København 2008. Der kunne man på Rådhuspladsen se på storskærm, hvor der var mest aktivitet i byrummet, fordi alle tændte mobiltelefoner gav signal om hvor de befandt sig.
Ikke mindst i trafikforskningen er der stort potentiale i at vide, hvornår folk sidder i kø. Men det er ikke kun data fra mobiler, som kan give ny, værdifuld viden. Google Flu Trends analyserer folks Google-søgninger, og har fundet ud af, at de steder hvor folk googler “influenza” hyppigt, netop er dér hvor der er gang i virusset. Om end dataene ikke rammer fuldstændig præcist, så giver det et billede af sygdomsspredningen, der matcher lægernes indberetninger (CDC) overraskende godt. Og det er ikke mindst hurtigt data: Google Flu Trends har overblik over influenzasituationen 2 uger før de officielle kilder!

Den slags analyse kræver nogle værktøjer og processer, som det offentlige ikke besidder endnu, men potentialet er bestemt til at få øje på. Ikke mindst i samspillet mellem det offentlige og den private sektor, er der mulighed for at udnytte dette data. Men disse nye metoder rejser også nogle etiske problemstillinger, som kræver ny debat af datahåndtering og -sikkerhed. Facebook er allerede kommet i vælten for at overtræde persondataloven, og med flere nye tjenester der kan lagre personlig information, har vi med garanti ikke set den sidste kontrovers endnu.
Har du allerede erfaringer med lignende eller andre former for innovativ dataindsamling – gerne i Danmark, og gerne inden for det offentlige – så hører jeg gerne fra dig. På dette felt sætter kun fantasien grænser.
