MindBlog

Seneste MindBloggere

Innovationspraksis gennem offentlig-privat samarbejde

Af Jesper Christiansen 14 december 2011

Det nye regeringsgrundlag lægger vægt på, at kernen i en moderne innovationspolitik ligger at skabe en ny kultur for samarbejde mellem den offentlige sektor og private virksomheder. Dette handler om at skabe en ”mere pragmatisk og dynamisk forståelse af grænserne mellem den offentlige og private sektor”, som skal udmønte sig i nye former for partnerskaber, der sikrer en bedre og kontinuerlig udvikling af de politiske initiativer.

I mine øjne har dette udgangspunkt to vigtige principper, som knytter sig til, hvordan og hvorfor nye former for offentlig-privat samarbejde kræver øget opmærksomhed. Dels er det et udtryk for en opfattelse, at det er i synergi med både den nære og fjernere omverden, at nye ideer og viden skal opstå, som kan skabe nye perspektiver på, hvordan velfærdssamfundet kan opretholdes og forbedres. Samtidig er der bogstaveligt tale om synergi, fordi skabelsen af vækst, nye jobs og konkurrencedygtighed i erhvervslivet i høj grad er afhængig af det offentliges innovationskapacitet.

Som NESTA, den førende engelske tænketank inden for offentlig udvikling, har understreget:

“The links between innovation and growth suggest that a government that encourages and supports innovation – whether by ensuring an appropriate financial architecture for growth businesses, effective use of government procurement to encourage innovative businesses, functional technology transfer policies, or support for innovative clusters and networks – can help create the environment for business growth”

(Fra NESTA-rapporten: ‘The vital 6 per cent: How high-growth innovative businesses generate prosperity and jobs’, 2009)

I det lys handler offentlig-privat samarbejde ikke kun om at nytænke ydelser, indsatser og service, men er også en øvelse i at facilitere et innovationsmiljø gennem en udforskning af, hvordan forskellige former for samarbejde bedst lever, støttes og skaber effekt i offentlige organisationer. Der findes efterhånden en ret mangfoldig palet af teorier for udviklingsorienterede samarbejdsformer, som er forskellige bud på innovationsinitiativer gennem både nye former for policy, indkøb, efterspørgsel, strategi eller udviklingsprocesser. Men hvad enten vi taler om intelligent offentlig efterspørgsel, innovative indkøb, udbud eller efterspørgsel, offentlig-privat innovation eller andre nye former for samarbejde mellem den offentlige og private sektor, så har de alle det til fælles, at der endnu ikke tilnærmelsesvist er skabt en meningsfuld og frugtbar praksis i lyset af dem.

I forhold til nye former for offentlig-privat samarbejde har man således ikke haft tilstrækkelig fokus på den operationelle kapacitet, der skal skabes og tillæres i praksis. Man producerer ikke bare en kultur eller et miljø for nye former for udviklings- eller samarbejdsprocesser; en kultur skal finde sin form gennem kontinuerlig læring, således at den sporadiske praksis, som lige nu er orienteret i alle mulige retninger, finder sine legitime ståsteder indenfor organisationerne. Hvis man vil gå fra det diffuse og visionsbaserede niveau til reelle handlingsorienterede strategier for offentlig-privat samarbejde er det bestemt vigtigt at etablere en palet af tilgange til offentlig-privat samarbejde, men der skal samtidig gives plads til at lære om dem og deres implikationer indenfor organisationerne i praksis.

Man kan på en måde godt sige, at det primære element i en strategi for offentlig innovation er en ny kultur for samarbejde mellem den offentlige og private sektor. Læring og ny viden kommer gennem nye sociale interaktioner og netværk, ikke ved stædigt at fastholde retten til at definere hvad der virker eller er sandt. Offentlig innovation er således en social proces, som åbner op for nye relationer til omverdenen. På den måde kan offentlig-privat samarbejde ikke bare bidrage til radikal udvikling i den offentlige sektor, men det kan også være med at åbne op for en mere helhedsorienteret indsats, som både aktiverer private virksomheders ressourcer på nye måder og er med til at opbygge en nødvendig og ofte efterspurgt innovationskapacitet i offentlige organisationer.

Emner: Forskning
0 kommentarer

Forandring sker ikke i projekter. Det sker i partnerskaber.

Af Christian Bason 8 november 2011

Historien om MindLab er også en historie om at blive klogere på, hvordan innovation virker i den offentlige sektor. Vores erfaring er nogenlunde således:

For 10 år siden troede vi, at hvis blot man skaber et kreativt rum, og bruger kreative metoder, så udløser man embedsværkets iboende innovationskraft. Omdrejningspunktet var Workshoppen.

For fem år siden troede vi, at hvis blot vi involverede borgere og virksomheder på nye måder i udviklingsprojekter, så kunne vi nytænke offentlig policy og service. Omdrejningspunktet var Projektet.

I dag tror vi på, at det oftest er gennem ambitiøse, længerevarende partnerskaber – som rummer såvel workshops, projekter, formidling, træning, kapacitetsopbygning mv. – at forandring for alvor kan bide sig fast. Og især tror vi på, at forandringen først bliver mulig, når den bygger på fælles indsigt i, hvorfor den overhovedet giver mening.

Ny strategi i MindLab
MindLabs bestyrelse har her i efteråret vedtaget, at MindLab fremadrettet understøtter ministeriernes innovationsarbejde via et mindre antal partnerskaber, samt via et tværoffentligt visionsarbejde om temaet samproduktion. Partnerskaberne og visionsarbejdet udgør de overordnede elementer i MindLabs arbejdsprogram for 2012.

De første partnerskaber er allerede indgået. Sammen med Arbejdsskadestyrelsen skal vi blandt andet bidrage til at øge muligheden for en tidlig indsats og empowerment af de tilskadekomne borgere – til gavn for såvel de offentlige kasser og forsikringsselskaberne og allermest til gavn for de tilskadekomne selv.

Et andet partnerskab er indgået med SKAT, hvor MindLab skal bidrage til at skabe forandring i den måde, hvorpå de små og mellemstore virksomheder efterlever regler, og således sikre at flere af dem betaler deres skat korrekt og til tiden. Dette partnerskab er bredtfavnende og forventes at involvere en vifte af myndigheder og organisationer, der tilsammen påvirker virksomhedernes adfærd og dermed mulighed for at efterleve reglerne.

Flere partnerskaber tegner sig på horisonten, eksempelvis i relation til det nye Erhvervs- og Vækstministeriums arbejde med offentlig-privat innovation (OPI), hvor MindLab allerede i dag udvikler en online OPI-guide.

Ikke revolution. Evolution
MindLabs nye strategi er udtryk for en naturlig, organisk udvikling. Partnerskaberne og visionsarbejdet trækker også på læring og relationer fra projekter og workshops. Vi gennemfører derfor fortsat enkeltstående workshops og seminarer. Vi tager fat om kortere projektforløb, der hvor vi har mulighed for at give kollegerne ny indsigt i potentialet ved borgerinvolvering. Dermed ønsker vi at vise en åbenhed og fleksibilitet der gør, at en bred vifte af kolleger fortsat får mulighed for at høste værdi af vores arbejde.

Forskning i spil
Endelig bygger vores arbejde på forskningsbaseret viden via en række Ph.D.-projekter. Det ligger os meget på sinde, at den viden, vores forskning skaber, får gennemslagskraft. I løbet af vinteren vil MindLab derfor påbegynde en publikationsserie, hvor indsigterne fra Ph.D.’erne kommer i spil i et format, som er målrettet til praktikere og beslutningstagere.

MindLab 10 år
Til næste år kan MindLab fejre officielt 10-års jubilæum. Det håber vi at rigtig mange vil fejre med os, ikke mindst fra Erhvervs- og vækstministeriet, Skatteministeriet og Beskæftigelsesministeriet. For MindLab er netop ikke bare et projekt. Vi er et partnerskab.

Emner: Mindlabs erfaringer
2 kommentarer

Danmark ER et fantastisk land

Af Christian Bason 20 oktober 2011

Man kunne måske finde det lettere ironisk, at det nye regeringsgrundlag i tekstens første sætning hævder at Danmark er et fantastisk land, når vi samtidig står over for den største økonomiske krise siden Anden Verdenskrig.

Men denne tilsyneladende modsætning rummer også et potentiale. For hvis nu Danmark rent faktisk ER et fantastisk land, så har vi også nogle unikke ressourcer og styrker at bygge på, som kan hjælpe os gennem krisen. Spørgsmålet er blot, om vi som embedsværk er tilstrækkeligt skarpe på hvad disse ressourcer og styrker så er? Og er vi parate til effektivt at rådgive den nye regering, og føre de nye ambitioner ud i livet på dens vegne?

Der står stadigvæk flyttekasser rundt omkring på de ministerielle gange, parat til at blive fyldt og rykket med deres ejermænd og -kvinder til nye kontorer. Men samtidig er arbejdet i gang. Politik skal udvikles, løsninger skal identificeres, og forandringer skal gennemføres. Vi har allerede travlt.

MindLab har derfor inviteret til en drøftelse af udfordringer og potentialer i det nye regeringsgrundlag. Det sker via en række tirsdagsseminarer, som starter i næste uge og fortsætter i alt fire gange året ud. Seminarernes titler er taget direkte fra grundlaget, og hedder derfor ting som ”Samarbejde”, ”At lytte”, ”Hård prioritering” og ”Forebyggelse”.

Allerede nu er der overvældende stor interesse for seminarrækken blandt de inviterede offentlige chefer, politikudviklere og sagsbehandlere. Det tror jeg især skyldes tre forhold, hvoraf to er nye og et er gammelt.

En ny åbning. For det første er der tale om det første systemskifte i dansk politik i ti år. Det mærkes som en ny åbning, ikke kun for nye politiske retninger, men måske også for at bringe andre redskaber fra politikudviklerens værktøjskasse i spil. Hvilke nye, og for den sags skyld gamle, policyredskaber og -tilgange skal embedsværket nu ruste sig til at bringe in anvendelse?

Nye samspil. Centraladministrationen er i forbindelse med den nye regerings tiltræden også blevet omorganiseret. I takt med at de nye opgaver, organisationsstrukturer og snitflader klargøres, så åbner det for nye samarbejder og alliancer på tværs af Slotsholmen. Samtidig lægger den nye regering helt eksplicit op til et tættere samspil mellem forvaltningsniveauerne via nye ”offentlig-offentlige samarbejder”. Hvilke former for anderledes og produktivt samspil, fx mellem stat og kommuner, kan man forestille sig?

En gammel krise. Endelig er der noget, som ikke har ændret sig: Problemerne. De er præcis de samme som før valget – meget tyder endda på at de den seneste tid er skærpet. Produktivitets- og vækstudfordringen, beskæftigelsen samt skattefinansieringen af vores velfærdssamfund er blot nogle af de udfordringer, der står højt på regeringens dagsorden. Samtidig venter et EU formandskab lige om hjørnet.

Embedsværkets opgave er nu – i takt med de nye ministres politiske visioner – at finde ud af, hvordan den nye åbning og de nye samspil kan anvendes til at tackle problemerne.

Personligt synes jeg det er et enormt spændende tidspunkt i vores lands historie. Ja, Danmark ER et fantastisk land. Men hvordan gør vi det endnu bedre?

Emner: Mindlabs erfaringer
0 kommentarer

Små justeringer giver store effekter

Af Jakob Schjørring 20 oktober 2011

Er den radikale nytænkning af offentlige services altid Nirvana for os, der arbejder med offentlig innovation? Erfaringerne fra Cabinet Office, UK tyder på, at det ikke altid bør være tilfældet.

MindLab har i snart mange år insisteret på, at vejen til at spotte de store innovationspotentialer ofte går igennem en interesse for de små detaljer i borgere og virksomheders hverdag. I sidste uge fik jeg endnu et perspektiv på, at den insisteren godt kan betale sig.

Her slog David Halpern nemlig vejen forbi MindLab og fortalte om det arbejde med ”nudging” som Cabinet Office (UK) har igangsat i enheden ”Behavioural Insight Unit”.

Hvad er nudging?

Kort fortalt arbejder Behavioural Insight Unit med at finde helt konkrete bud på, hvordan man kan øge sandsynligheden for at mennesker frivilligt gør det, som vi gerne vil have dem til at gøre. Vel og mærke uden at vi tvinger dem til bestemte handlemønstre igennem eksempelvis regulering. Det er den slags ”styring af det frie valg” der er kernen i nudging.

Behavioural Insight Unit arbejder med ni måder man kan ”nudge” folk på, som er samlet under akronymet MINDSPACE. Læs mere her.

Djævlen er i detaljen

Det som jeg synes var mest interessant ved Halperns oplæg var, at alle hans eksempler på nudging var utrolig lavpraktiske. Og netop det lavpraktiske synes jeg tit, at alle os der arbejder med innovation har en tendens til at overse.

Et amerikansk forsikringsselskab havde fx flyttet underskriftboksen fra sidste til første side af deres bilforsikringspolicer. Det at kunden skrev under på side ét fik simpelthen kunderne til at være mere ærlige i deres rapportering af, hvor mange kilomenter de kørte årligt i deres bil. Selvom den ærlighed betød, at deres forsikringspolicer blev dyrere.

I UK skal alle der ansøger om et kørekort, samtidig tage stilling til, om de ønsker at tilmelde sig det nationale register for organdonation. Initiativet er kun tre måneder gammelt, men tilmeldingerne til organregisteret er allerede flerdoblet som følge af denne lavpraktiske løsning.

Når gæster ringer og bestiller bord på en restaurant er det normalt, at tjeneren spørger om gæsten vil ringe og melde afbud, hvis hun bliver forhindret. Her viste studier, at når gæsten har sagt ”ja” til det spørgsmål, så øges sandsynligheden markant for at gæsten rent faktisk ringer og melder afbud, hvis tjeneren venter 3 sekunder, før han siger ”tak”. Den lille pause skaber simpelthen en større forpligtelse hos gæsten.

En dagsorden for topledere?

Da Halpern delte ud af sine eksempler, kunne jeg ikke lade være med at spørge ham om, hvordan i alverden han dog fik topembedsmænd til at interessere sig for noget så banalt som pauser i telefonen og placeringen af underskriftfelter. Til det var hans simple svar, at en god business case kan få enhver topchef til at lytte.

Opfordringen til ikke kun at interessere sig for omkalfatrende, komplekse nye løsninger er hermed givet videre. Jeg synes selv at Halperns tilgang er helt oplagt at tænke ind som en vej til afbureaukratisering og til at få folk til at vælge digitale løsninger fremfor analoge. Måske der allerede er nogen, der kender danske eksempler på at små justeringer giver store effekter?

Emner: Mindlabs erfaringer
2 kommentarer

Uerkendte behov er IKKE vejen til innovation i det offentlige

Af Jakob Schjørring 10 august 2011

Da brugercentreret innovation for alvor begyndte at blive hot for 4-5 år siden i den offentlige sektor var mantraet, at antropologiske metoder kunne gøre det offentlige klogere på borgere og virksomheders uerkendte behov. Metoderne kunne altså hjælpe offentlige myndigheder med at udvikle services og ny policy som opfyldte behov, som borgerne ikke engang selv kunne italesætte, at de havde.

Uerkendte behov som luksusdagsorden?
Jagten på de uerkendte behov gav god mening i en tid, hvor økonomien var i top, og hvor finansministeren formulerede sin berømte sætning om, at Danmark snart kunne købe hele verden. Sådan er det som bekendt ikke mere, hvor krisen nu kradser på 3. år, og hvor det økonomiske pres på den offentlige sektor bare vokser. Betyder det så, at antropologien og de brugercentrerede metoder har udspillet sin rolle i offentlig innovation? Hvad skal vi med uerkendte behov, når vi ikke engang har råd til at opfylde de behov, som borgerne meget eksplicit giver udtryk for i fx medier og interesseorganisationer?

Hvis behov handler det om?
Mit bud på et svar er, at vi nok ikke kan bruge uerkendte behov til så meget, når vi udvikler den offentlige sektor i dag. Og at uerkendte behov faktisk aldrig har været dét, som har været antropologiens primære bidrag til offentlig innovation.

Det er jo fx ikke alle danske virksomheder, der nødvendigvis har enten et erkendt eller uerkendt behov for at overholde gældende lovgivning. Fordi hensyn til fx miljøet eller forbrugerne og IKKE virksomhedsejerens isolerede behov er årsagen til, at loven blev lavet. På samme måde er det måske ikke alle arbejdsløse, som har et personligt behov for at komme i arbejde igen, selvom det fra politisk side er besluttet, at dem der kan arbejde, de skal arbejde.

Antropologiens værdiskabelse: Fra behov til mening og effekt
Ikke desto mindre har MindLab brugt antropologiske metoder til at nytænke lige præcis de to ovenstående dagsordener. Det kan vi, fordi vi ikke bruger antropologiske metoder til at afdække brugernes behov, men til mere generelt at blive klogere på, hvad det fx vil sige at være arbejdsløs og, hvordan man som arbejdsløs skaber mening og sammenhæng i sin hverdag. På den baggrund kan vi nemlig vurdere, hvordan gældende lovgivning og offentlige services resonerer med den arbejdsløses måde at skabe mening og sammenhæng i sin hverdag. Og om vi ved at fjerne eksisterende policy/ service og/eller introducere nye, kan sikre en bedre resonans mellem det offentliges indblanden og den arbejdsløses hverdag i øvrigt. Kun på den måde fremstår offentlige policy og services meningsfulde for borgeren. Og netop dét at borgeren kan se ”mening i galskaben” er helt afgørende for, at policy og services kan være aktive ressourcer i borgerens hverdag, og dermed bidrager til at opnå de ønskede effekter, som det hele jo i sidste ende handler om.

Brugt på denne måde kan antropologien altså i høj grad bruges i offentlig innovation – også i krisetider. Fordi den gør os klogere på synergien mellem policy, services og borgerens hverdag i øvrigt. Og fordi den gør os klogere på, hvor det gør mindst ondt at nedprioritere offentlige services, og hvor offentlige investeringer i dén grad betaler sig. Antropologien hjælper os altså samlet set til at forstå, hvordan vi designer policy og offentlige services med maksimal effekt hos den enkelte borger og virksomhed.

Emner: Innovation
3 kommentarer

Postmodernisering

Af Christian Bason 21 juni 2011

For nylig var fire canadiske journalister på studietur til Danmark for at lære om vores lands arbejde med innovation, forskning og udvikling. Da talen ved deres besøg hos os i MindLab faldt på innovation i den offentlige sektor, spurgte én af dem: ”Jamen, det lyder jo præcis som al den dér snak om ’reinventing government’ tilbage fra midt-halvfemserne… Hvorfor er der egentlig ikke sket noget?”.

Det var et rigtig godt spørgsmål. For vi har jo i snart 30 år i Danmark talt om at genopfinde den offentlige sektor. Når man i dag gør regnestykket op er det fristende at sige som journalisten fra Canada: ”Der er ikke sket noget”. Hvis de næste 30 års moderniseringsindsats skal blive mere af en succes, hvad kræves så? Her er tre bud:

Professionel empati

For det første skal offentlige ledere og medarbejdere blive langt, langt bedre til at leve sig ind i hvordan de brugere – institutioner, borger, virksomheder – som er i den modtagende ende af deres indsats, oplever den. Anvendelsen af antropologi og etnografiske metoder kan være med til at give langt rigere og mere konkret billede af, hvad det vil sige at gøre en forskel. Fx har SKAT brugt disse kvalitative metoder til at forstå forhold som hvordan unge skatteborgere i praksis anvender TastSelv. Det var lidt af en øjenåbner da SKAT kunne konstatere, at de unge ikke bruger digitale skattetjenester på nettet af den simple grund, at de ikke kan relatere det skattetekniske sprog til deres egen hverdag.

At øve sig på fremtiden

For det andet mangler offentlige ledere og medarbejdere kompetencer til at mestre designprocessen – som er den proces der skal føre til løsningsmodeller på baggrund af ny brugerindsigt. Design har en række faglige elementer, som offentlige udviklingsansvarlige har akut behov for: Fokus på brugeren, konkretisering af komplekse problemer, en iterativ, lærende og mere eksperimentel projektproces, samt udarbejdelse af modeller og prototyper der efterfølgende kan testes med brugere og interessenter. Designprocesser giver embedsmænd mulighed for – med Center for Designforsknings ord – at ”øve sig på fremtiden”, fordi man får mulighed for systematisk at gennemløbe implikationerne af nye tiltag inden de implementeres.

Co-produktion

For det tredje er der behov for en usentimental tilgang til, hvem der kan bidrage til at løse vores presserende samfundsopgaver. Der er behov for at offentlige ledere og medarbejdere får øjnene op for hvilken motivation og hvilke ressourcer borgere og virksomheder selv kan bidrage med i opgaveløsningen. Eksempelvis er Arbejdsskadestyrelsen i endnu højere grad end tidligere blevet opmærksom på hvordan praktiserende læger, kommuner og forsikringsselskaber kan være med til at hjælpe borgerne tilbage til job og en hel tilværelse igen. Dermed bliver disse aktører til co-producenter af styrelsens indsats

Fra konceptkompetence til proceskompetence

Hvis moderniseringsprogrammet var udtryk for statslig introduktion af en række nye styringskoncepter, bør postmodernisering tage afsæt i en langt mere grundlæggende erkendelse af den offentlige sektors store kompleksitet og mangfoldighed. Det indebærer, at det ikke længere er kompetencen til at implementere dette eller hin styringskoncept som skal stå i centrum, men derimod kompetencen til at orkestrere samudviklingsforløb med kollegaer, borgere, virksomheder og andre interessenter.

Så hvad svarede jeg de canadiske journalister der var på besøg i MindLab? At mit bud på hvorfor den offentlige sektor endnu ikke er blevet genopfundet er, at man troede man kunne introducere de nye styringskoncepter uden at lave selve udviklingsprocesserne om. Det kunne man ikke. Derfor er det er selve vores bureaukratiske skabelsesproces, der skal forandres.

Emner: Mindlabs erfaringer
5 kommentarer

Strategisk design i Helsinki

Af Runa Sabroe 8 juni 2011

Finsk design er mere end Marimekkos farvestrålende blomsterunivers og Aaltos stramme funktionalisme. Finland er på mange måder foregangsland, når det kommer til strategisk design. MindLab har besøgt Helsinki.

”Hvorfor vente, hvis man kan gøre det nu og gøre det selv?” spørger Kalevi Ekman, direktør på Aalto Design Factory, Helsinki, da MindLab lægger vejen forbi. Design Factory er en sammensmeltning af designskolen, teknisk universitet og business school og har eksisteret lidt over to år. Her arbejder de med design og underviser i design i alle afskygninger.

På Design Factory synes de fleste at gøre deres bedste for at leve op til Ekmans motto. Da MindLab ankommer, er alle væggene i ankomsthallen eksempelvis ved at skifte farve fra hvid til henholdsvis sort og rød. Et større hold internationale studerende er ved at indtage deres frokost selv samme sted. Ingen synes at tage notits af malerbøtter, høje stiger og andet udstyr, som er taget i brug til den ikke ubetragtelige renovering. Som et fysisk bevis på at stedet altid er under forandring.

Eller som når nogen af de studerende udvikler et nyt videolink-udstyr og sætter det op i opholdsstuen/køkkenet/kaffestuen, linker det til den nystartede søsterorganisationen i Shanghai og til sidst erklærer, at det skal være tændt 24 timer i døgnet. Så skulle det potentielle problem med de enorme fysiske afstande mellem de to organisationer være løst!

Design Factory synes at være et levende bevis på, hvad design kan. Hele stedet summer af en gejst, hvor man lokaliserer et problem og uden så meget tøven benytter designmetoder til at udvikle løsninger i en eller anden form. For så bagefter at gøre det bedre og måske give det en ny form. Måske er det her kimen til vellykket udvikling ligger. Denne grundlæggende lyst og vilje til at eksperimentere, som stedet bygger på.

At bruge design som strategisk værktøj er overskriften for Sitras nystartede designenhed, Design Lab, som MindLab også besøgte. Sitra er solidt placeret på toppen af Helsinki med en udsigt, hvor det føles som om, man kan se alle kroge af byen. Som en manifestation af DesignLabs mål om at bruge designmetoder til at gen-tænke systemet og på den måde komme frem til nye løsninger. Her ser man bogstavelig talt det hele fra oven.

Sitra er fondsfinansieret og var egentlig en gave til det finske folk på 50 årsdagen for uafhængigheden og har således eksisteret siden 1967, men det er nyt, at de arbejder med strategisk design.

Bryan Boyer er medlem af designteamet og fortæller, at de arbejder med at bruge design, ikke til at give fysisk form til objekter, men til at skabe en bedre platform for beslutninger. Eksempelvis har Design Lab kastet sig over nogen af Finlands brændende udfordringer, som den stigende ældrebyrde. Designteamet samler 20 af landets bedste folk indenfor emnet i op til en uge og afkræver dem ved ugens afslutning prototyper på nye løsninger på problemet. Ikke endegyldige nye løsninger, men foreløbige og kvalificerede bud.

Emner: Set og hørt nationalt og internationalt
0 kommentarer

Du milde kineser – hvordan ruster vi bedst de kommende generationer til fremtiden?

Af Anna Helene Mollerup 25 marts 2011

Den kinesisk-amerikanske Yale-professor og mor Amy Chua har med sin bog ”Battle Hymn of the Tiger Mother” sat gang i en længere debat om opdragelse og uddannelse. Debatten om vestlig rundkreds-pædagogik kontra østlig disciplin har grebet om sig, fordi den dybest set handler om, hvordan vi bedst muligt ruster vores børn og børnebørn til at forvalte fremtidens vestlige samfund og bevare vores høje levestandard, når boomende asiatiske økonomier fortsat øger den globale konkurrence.

Som moderne forældre kan man ikke sige sig fri for at blive ramt af historien om, at Chuas børn set i bakspejlet selv synes, det har været skønt at blive pacet frem (til blandt andet en optræden i Carnegie Hall som 16 årig og en lovende tenniskarriere). Hvem ved, med en anden tilgang ville junior måske være på vej i Lars Ulrichs fodspor i stedet for at lade trommesættet samle støv i kælderen, fordi det kostede en ikke helt indregnet indsats at blive så god, at det faktisk kunne drives til noget. Men når man til daglig arbejder med innovation og nytænkning i forhold til, hvordan vi håndterer de langsigtede udfordringer, Danmark og mange andre vestlige lande står overfor, har debatten kun resulteret i undren.

I et erhvervspolitisk vækstperspektiv er der i Danmark bred enighed om, at globaliseringen ikke skal håndteres ved at konkurrere med eksempelvis Kina og Indien på deres præmisser. Vi skal tænkte smart og satse på at tilføre de produkter og services, vi vil sælge, viden og merværdi, som gør, at de kan bære en højere pris på et globalt marked. Vi skal satse på at opbygge særlige styrker eksempelvis indenfor miljø- og velfærdsteknologi. Og vi skal udnytte, at vi har en stor offentlig sektor, som kan hjælpe væksten på vej gennem øget samarbejde med private om udvikling af produkter og løsninger, som også udlandet vil være interesseret i.

Derfor er det så vigtigt med nye innovationsformer, brugerinddragelse, strategisk design, design thinking, rapid prototyping, co-creation, offentlig-privat innovationssamarbejde og alle de andre buzzwords, vi interesserer os for i MindLab. For det er alt sammen værktøjer, der kan hjælpe os med at knække koden i forhold til at realisere de flotte intentioner.

Men værktøjer skal anvendes af nogen for at kunne opfylde deres funktion, og de ’nogen’ er ledere og medarbejdere i såvel det private erhvervsliv som offentlige institutioner. For at indfri forventningerne og høste succeserne, skal de i fremtiden kunne gabe over særdeles komplekse og tværgående problemstillinger og orkestrerer forandringsprocesser, hvor løsninger skabes sammen med, ikke for, de centrale aktører, kunder og brugere. Det betyder, at tillid, åbenhed, gennemsigtighed og professionel empati bliver strategiske nøgleord for enhver håbefuld organisation i fremtiden. At agere i dét farvand lærer man ganske simpelt ikke gennem kæft, trit og retning, hvad enten det er derhjemme eller i skolen. Så er skolens cafeteria en bedre læreplads, som David Brooks påpegede i NY Times. Debatten om øget faglighed og mindre af ’det sjove’ er i mine øjne helt forfejlet. Det ene udelukker eller ophæver ikke automatisk det andet.

I MindLab siger vi, at man ruster sig til fremtiden ved at øve sig på fremtiden, og hvor er det mere oplagt at få lov at øve sig end gennem skolegang og uddannelse? De udfordringer vi står overfor taget i betragtning, er det ærgerligt, at Amy Chuas bog herhjemme ikke har givet anledning til fornyet debat om nytænkning og reformer i skole- og uddannelsessystem, som kan ruste de kommende generationer til at håndtere disse udfordringer.

Emner: Set og hørt nationalt og internationalt
0 kommentarer

Bruxelles

Af Anette Væring 16 marts 2011

MindLabs medarbejdere Anna Sofie Jacobsen og Anette Væring har den seneste tid udvekslet erfaringer med det svenske udenrigsministerium omkring afviklingen af det svenske uformelle EU-rådsmøde 2009 i Umeå. MindLab er netop nu involveret i planlægningen af et tilsvarende møde under det danske EU formandskab i 2012. Derfor var MindLab i Bruxelles, hvor der blev udvekslet erfaringer og dokumenter. Vi har taget en række inspirende billeder fra vores tur – Rue de la Loi, jakkesæt, Magritte, metro og pommes frites.

Emner: Mindlabs erfaringer
0 kommentarer

Befolkningen – en prototype?

Af Nina Holm Vohnsen 24 februar 2011

Hvis en ‘prototype’ er et ufærdigt trin i en iteration på vej mod et endeligt produkt, kan man da sige, at folket i udviklernes (regeringen / NGO’en / HR afdelingen) øjne altid er i beta? Hvis vi antager at genstanden for offentlig sektor udvikling er en prototype, hvad giver det os da – praktisk og intellektuelt – at anskue befolkningen sådan?

I starten af november var jeg til en konference i Madrid, som udforskede begrebet prototype i forhold til kultur og sociale relationer. Hvordan prototyper man en social relation? Kan man prototype demokrati? Hvad er styrken ved begrebet frem for andre begreber? Oplægget til konferencen kan findes på bloggen her, som er redigeret af tidligere journalist og nuværende PhD studerende i antropologi Adolfo Estalella.

Blandt alle de tanker, som blev præsenteret over de to dage konferencen varede var der især to, som jeg bed mærke i. Det ene tanke kom fra Fred Turner, som holdt oplæg om samarbejdet mellem ‘the counter culture’ and det amerikanske militær under udarbejdelsen af ‘the Pepsi Pavillion‘ på EXPO ’70 in Japan. Turner beskrev samarbejdet, som en prototypning af mulige samarbejdsformer mellem aktører, som normalt stod langt fra hinanden politisk og værdimæssigt. En prototype i hans forståelse er “something you build to throw away but you do it in order to pawe way for other possibilities.” Den anden tanke udsprang af et udsagn, som faldt i forbifarten eller måske fandt jeg selv på det, og handlede om ‘the public’, eller offentligheden / befolkningen, som en prototype. Det harmonerer med John Dewey’s teoretisering af ‘the public’ som en størrelse der ustandseligt skal genopdages – befolkningen som ufuldstændig og i ustandselig forandring.

Det fik mig til at tænke anderledes om det forsøg med aktivering af sygedagpengemodtagere, som min egen forskning har fulgt. Den kvantitative evaluering af forsøget er for nyligt blevet offentliggjort, men den konklussion, at forsøget ikke blot er væsentlig dyrere end den normale indsats, men at det ikke fører til en forkortelse af sygedagpengeperioden, sådan som forsøgets hypoteser antog. Fremfor blot at anskue forsøget for (ud fra den kvantitative evaluering) at være en ‘fiasko’, kunne man i Fred Turners optik anskue forsøget som en prototype, som nok bliver smidt væk, men som samtidig gør, at vi kan forestille os andre typer af samarbejder og konstellationer end vi kunne før.

Emner: Forskning | Set og hørt nationalt og internationalt
0 kommentarer

Støj – om forholdet mellem innovation og drift

Af Jesper Christiansen 3 februar 2011

Hvis man for alvor ønsker radikale offentlige innovationsprojekter, der først og fremmest kendetegnes ved at sigte mod endnu ukendte løsninger kræver det en helt ny tilgang til resultater og effekter.

Hvordan og i hvilken grad kan innovation og drift knyttes sammen i institutionens eller organisationens daglige arbejde? Med andre ord, hvordan forbinder man meningsfyldt innovation og drift?

Én af de helt store udfordringer i den sammenhæng er at være i stand og have det fornødne rum til at kunne formidle innovationsprojekters resultater og dermed legitimere projektets eksistens indenfor organisationen. Innovationsprojekter kendetegnes først og fremmest ved at sigte imod endnu ukendte løsninger med midler, der ikke på forhånd kan planlægges minutiøst. De indebærer konstante læringsprocesser, hvor udformningen af et meningsfyldt resultat og dermed projektets succes kontinuerligt identificeres og revideres i tråd med projektets udvikling. Traditionelle udviklingsprojekter skaber man bevidst forudsætninger for at opstille faste og på forhånd kalkulerede succeskriterier.

Et eksempel fra en kommune afslører en iboende og ikke-intentionel konflikt mellem innovationsprojektet og driftsorganisationen. Projektlederens bekymring var eksempelvis: ”En masse af det vi har gjort i projektet, skal vi gøre på en anden måde næste gang, og projektets vigtigste resultater bliver mere en bevidsthed om problemstillinger, som vi skal arbejdere videre med og forholde os til på bestemte måder i kraft af den erfaring, vi har opnået. Spørgsmålet er, om det vil blive betegnet som en succes?”

Spørgsmålet om betegnelsen af en ’succes’ i en offentlig kontekst knytter sig til en artikulering, som opfylder hensigten med den policy, som projektet relaterer sig til. En offentlig kontekst, hvor det handler om at gøre virkeligheden til genstand for intervention, skaber en efterspørgsel på effekter, der kan legitimeres gennem eksisterende standarder og målingsparametre. Arbejdet med radikal nytænkning og innovation udfordrer denne praksis, idet innovative løsninger netop ikke lader sig indkapsle af standarder, men hvor resultater er udtryk for projektaktørernes forhandling, fortolkning og oversættelse af løsningens udformning og potentiale.

Netop denne oversættelse er værtsorganisationen dybt afhængig af, og her ligger kilden til den latente konflikt mellem drift og innovation. Som kommunens afdelingsleder for innovation og udvikling formulerer det: ”Det handler til en vis grad om at kunne forudsige løsningen, men måske mere at kunne give svar på spørgsmål som: er vi inde for rammen? Er vi inde for tidsplanen? Kan vi fortælle historien? Kan vi overhovedet sige, hvad vi er i gang med?”

Der mangler ganske enkelt sproglige knager at hænge projektets legitimitet op på. På den måde tvinges afdelingslederen til at efterspørge en form for viden omkring projektets proces, som ikke tilsvarer projektets ophav og processuelle natur. Dette bevirker, at afdelingslederen ender i en klemt situation mellem på den ene side at åbne op for nytænkning og på den anden side lukke ned ved at efterspørge resultater ud fra traditionelle kriterier for offentlig udvikling: ”Mit job går ud på at holde den dér balance imellem at have tilpas åbenhed, samtidig med at der ikke bliver for meget støj i forhold til resultatet”

Kunne man i den sammenhæng se resultater og effekter som dynamiske størrelser, som materialiserer sig over tid, og i dets form og udformning forbliver i proces? At man i dette lys skaber løsninger i midlertidig forstand men ikke forløsninger? Projektlederen oplever i dette tilfælde, at innovationsprojektet i den forstand lever sit eget liv, uden sammenhængende forbindelse med værtsorganisationens drift, og dermed med den konsekvens, at projektets potentiale langt fra indfries. Spørgsmålet er, hvordan man kunne bringe de to – det offentliges traditionelle praksis og en mere eksperimenterende tilgang – tættere sammen, så radikal udvikling og innovation integreres som en del af driften i stedet for at udgøre støj i resultaterne?

Emner: Innovation
2 kommentarer

Samudvikling skal være en offentlig ledelsesdisciplin

Af Christian Bason 26 januar 2011

Omkring 80 deltagere var med til at fejre offentliggørelsen af den seneste bog fra MindLab, “Leading public sector innovation: co-creating for a better society”. Jeg indledte med at dele et blogindlæg fra USA hvor bogen og MindLab udpeges som blandt 10 vigtige trends for fremtidens offentlige sektor, bl.a. i selskab med Wikileaks!

Dernæst gav jeg et kort rids af bogens hovedpointer, og lagde vægt på at vi er nødt til at finde andre veje til effektivisering i den offentlige sektor end den klassiske, finansministerielle grønthøster. Behovet for at finde smartere og billigere løsninger på vanskelige velfærdsudfordringer som produktivitet, beskæftigelse, sikkerhed og sundhed indebærer, at det ikke er 2, 3 og 5 procents besparelser, men måske snarere 10 eller 20 procent, der skal findes — og her er det ikke nok bare at skære ned over hele linjen. For at finde mere radikale gevinster bliver vi i den offentlige sektor nødt til at genopdage vores relation til de borgere, vi er her for at tjene — og forandre den. Erfaringer fra bl.a. UK, men også fra MindLab, viser at der er ved at få ny indsigt i borgernes hverdag og deres oplevelse af det offentliges indsats, at der åbner sig et potentiale for nye tiltag, som ikke bare er billigere, men som indebærer en bedre serviceoplevelse og styrkede effekter.

I bogen argumenterer jeg for, at innovation er et ledelsesanliggende, og at offentlige chefer må dyrke fire forskellige dimensioner for at professionalisere innovationsarbejdet: For det første er det nødvendigt at skabe en fælles bevidsthed og sprog om innovation på tværs af organisationen. For det andet skal de mange barrierer for innovation i det offentlige tackles på alle niveauer, fra politiske rammebetingelser til strategi, organisation og teknologi, og til kultur og medarbejdere. For det tredje skal offentlige organisationer opdyrke evnen til at samskabe: Ved at anvende designtænkning og etnografisk research i samspil med forvaltning og fagprofession kan borgere og medarbejdere sættes i centrum for Innovationsprocessen, og det bliver muligt at finde nye løsninger, der ikke alene virker, men som også sparer penge. For det fjerde må offentlige ledere — på alle niveauer — udvise mod: Mod til at anerkende borgerne som eksperter i deres eget liv, mod til at eksperimentere, mod til at leve med usikkerhed, og først og fremmest mod til at anvende en ny og radikalt anderledes proces i deres udviklingsarbejde.

Endelig fremhævede jeg to af nøgleaspekterne ved samudvikling som proces: “At øve sig på fremtiden”, som karakteriserer designprocesser hvor deltagere med vidt forskellige baggrunde – på tværs af de offentlige siloer — i fællesskab udvikler nye løsninger, og selv prøver dem af i samspil med borgerne. Og “professional empati”, som er evnen til at anvende bl.a. etnografisk research til at sætte sig ind i, hvordan borgere og virksomheder oplever det, vi rent faktisk gør ved dem, og få den indsigt som kan blive omdrejningspunkt for skabelsen af bedre løsninger.

Økonomistyrelsens strategichef Stinne Henriksen svarede i sin replik, at hun var helt enig i behovet for mere radikale forandringer, end dem vi er i stand til at skabe i dag. Imidlertid spurgte hun, om bogen giver klart nok svar på, hvordan man i praksis kommer i gang. Hvordan får man “tilladelse” til at anvende de nye processer, metoder og redskaber når man i sagens natur ikke kender slutmålet, og derfor har vanskeligt ved at opstille en klar business case? Deltagerne bidrog engageret til en længere drøftelse af vilkår og forudsætninger for at få gang i innovationsarbejdet — såvel via engagement i topppen af organisationen, som ved “bare at gå i gang” i lille skala, og dermed skabe et mindset hvor de nye arbejdsformer bliver mere legitime.

Efter en kort pause gav direktør i Young Foundation, tidligere chef for Cabinet Office’s Strategy Unit og forfatter til flere bøger, Geoff Mulgan (UK), et indlæg om sine perspektiver på innovation i den offentlige sektor, og på social innovation i bredere forstand. I Storbritannien har den nye koalitionsregering lanceret begrebet Big Society. Tankegangen er, at borgere, ngo’er og virksomheder i langt højere grad skal have friheden til selv at tage ansvar for skabelsen af velfærdsservice, frem for at forvente at den offentlige sektor altid skal være den, der leverer.

Bag denne forestilling ligger et skift i opfattelsen af den offentlige sektors rolle i samfundet. Geoff fremhævede at offentlige organisationer historisk set har søgt legitimitet ved at være uhyre effektive til at levere standardiserede services og velfærdsydelser i stor skala til borgerne. Men denne produktionsmodel, som har sine rødder i industrisamfundet, er ikke længere holdbar. I dag er relationen mellem borgere og den offentlige sektor sat i spil på en helt anden måde. Dels forventer borgerne en betydeligt mere vedkommende og skræddersyet tilgang til dem som personer, og dels betyder ny teknologi som internettet, sociale medier og mobil teknologi, at der er helt andre muligheder for at offentlige organisationer kan tilpasse deres ydelser til den enkelte. Geoff fremhævede dernæst otte trends, der illustrerede en lang række eksempler på hvordan såvel offentlige organisationer som ngo’er og private skaber nye leverancemodeller der bygger på denne nye forståelse for relationen mellem borgerne og systemet. Eksempelvis har hans egen organisation, Young Foundation, skabt en ny model for folkeskoler, hvor man investerer betydeligt mere i den enkelte elev (bl.a. via individuelle coaches), som så til gengæld leverer væsentligt bedre faglige resultater. Geoff Mulgan viste også hvordan ”tidsbanker”, hvor borgere kan levere gratis arbejde til hinanden, opspare de brugte timer, og anvende dem senere til at købe mere pension eller til at købe arbejde for andre, er ved at vinde frem. Tankegangen om tidsbanker er muligvis fjern for os i Danmark — hvordan skal timerne beskattes?, blev der spurgt fra tilhørerne. Men Geoff Mulgans indlæg illustrerede meget godt, at hvis man vil inspireres af virkelig radikale tanker om fremtidens offentlige sektor, så er Storbritannien lige nu stedet hvor det sker.

Emner: Mindlabs erfaringer
0 kommentarer

Man får ikke gode idéer alene

Af Niels Hansen 12 januar 2011

Der skal forskellighed til for at skabe kreative, overraskende og brugbar nytænkning. Derfor satser vi på tværfaglighed og brud mellem brancher, når vi arbejder med idéudvikling i MindLab.

Som det illustreres i denne lille video (en reklame for bogen, Where good ideas come from), opstår de rigtigt gode idéer i mødet mellem to eller flere udmærkede idéer. Innovation stimuleres derfor ved at skabe rum for at udveksle tanker og idéer.

I MindLab arbejder vi på at blive bedre til at udnytte den synergi, der opstår, når forskellige mennesker mødes. Det kan enten være ved at sætte embedsmænd fra forskellige fagområder sammen, ved at invitere praktikere og eksperter med i processen eller ved at invitere personer fra helt andre brancher med i vores workshops. Som da Arbejdstilsynet havde den udfordring, at arbejdsmiljø ofte er en sekundær bekymring i forhold til at løse en opgave hurtigt her og nu. Her kunne Rådet for Sikker Trafik inspirere med erfaringer om, hvordan man får bilister til at bruge selen – en situation hvor sikkerhed engang var en underlagt et ønske om at komme hurtigt af sted.

I et andet projekt ønskede Erhvervs- og Byggestyrelsen i samarbejde med Økonomi- og Erhvervsministeriet at hjælpe flere rigtig dygtige iværksættere på vej. Her inviterede MindLab både praktikere og eksperter med i en idéworkshop. Embedsmænd fra Erhvervs- og Byggestyrelsen, meget succesfulde IT-iværksættere, ansatte i sundhedssektoren og en forsker fra CBS arbejdede sammen om at udvikle nye ideer. Idéudviklingen skete på baggrund af hovedpointerne fra MindLabs studier. Det fælles arbejdet med en konkret udfordring gav en god dynamik og alle parter gik fra workshoppen, klogere på de andres tilgang til feltet. MindLab kunne direkte høste en række nye perspektiver, som kunne videreudvikles og forfines til nye initiativer.

Vores erfaring er, at man ikke bare skal sidde og vente på, at de gode idéer indfinder sig. Det er derimod nødvendigt systematisk at sikre, at mennesker med forskellig faglighed, erfaring og arbejdsmetode mødes, når nye idéer skal opstå.

Emner: Mindlabs erfaringer
2 kommentarer

Historierne tvinger os til at tænke konkret

Af Johanne Mygind 21 december 2010

I MindLab er vi begyndt at bruge borgernes konkrete historier, når vi formidler vores indsigter. Senest i MindLabs “væk med bøvlet” projekt, hvor det gav både mere engagement og bedre idéer.

Sara har fået tilsendt sin årsopgørelse med posten. Hun er bange for at skulle betale penge tilbage i skat, men bliver lettet da hun ser det vedlagte girokort, som lyder på 0 kroner. Så skal hun vel ikke betale eller skal hun? Og hvad betyder, det der ord restskat?

This text will be replaced

Vi har spillet klippet med Sara, som modtager sin årsopgørelse for projektledere, projektejere og chefer i SKAT igen og igen. Den lille historie om Sara, som først er lettet over sit brev, så frustreret over, at hun ikke rigtigt forstår det, og så til sidst ulykkelig, når det går op for hende, at hun alligevel skylder 456 kroner i skat, vækker altid eftertanke og engagement hos tilhørerne.

“Det kan jeg ikke have siddende på mig” udbrød en topchef i SKAT for eksempel efter at hørt klippet første gang. I et par minutter glemte han alt om nulvækst og anstrengte budgetter og var kun optaget af en ting: at gøre borgernes møde med SKAT meget bedre.

At historier giver os mulighed for at leve andre menneskers liv i de par minutter eller timer som historien fortælles, har litteraturteoretikere siden Aristoteles beskrevet. Netop derfor er de konkrete historier om borgernes liv et magtfuldt redskab til at skabe en platform for innovation med udgangspunkt i borgernes eget liv. Succesfuld brugerdreven innovation bygger på projekgruppens evne til at leve sig ind i andre menneskers liv, hverdag og behov og få gode ideer på baggrund af denne professionelle empati. Men som vi ofte har måttet erkende i MindLab, er det ikke nok, at den enkelte projektleder får et grundigt indblik i borgernes liv. Denne indsigt skal også kommunikeres videre. I MindLab er vi derfor begyndt at interviewe på en måde, som bringer borgerens historier om mødet med den offentlige forvaltning frem i lyset. Historier, som vi ofte klipper sammen til 4-5 minutters fortællinger, som vi siden spiller igen og igen til workshop og fremlæggelser. Vores erfaring er, at disse historier skaber et helt andet engagement, end når vi bare præsenterer abstrakte indsigter.

Men vi bruger også historierne til andet end at skabe indlevelse. Historierne tvinger os nemlig til at tænke konkret frem for abstrakt og den evne er der brug for, når man skal finde løsninger, som virker. Arbejdet i en ministeriel virkelighed er oftest en verden af abstraktion. De fleste medarbejdere er akademikere og dermed uddannet i at hæve deres konkrete iagttagelser op på et generelt niveau. Sådan har vi det også selv i MindLab. Det kan ofte være nemmere at sige “Det offentlige ressourceforbrug kan begrænses, hvis de offentlige løsninger tager udgangspunkt i borgernes behov” end at komme med konkrete eksempler på grupper af borgere, som har fået bedre service for færre penge.

Men den gode løsning er sjældent abstrakt. Den handler tværtimod om konkrete ændringer i samspillet mellem borgere og forvaltning, og det sætter andre krav til vores måde at tænke på. Her kan historierne hjælpe med til at vænne os til at tænke konkret, netop fordi de giver næring til fantasien frem for teorien. Når vi spillede klippet med Sara, myldrede ideerne til bedre løsninger ofte frem hos vores kollegaer.

“Hvad hvis der ikke var medsendt et girokort?” “Hvad hvis der stod et nummer på en hotline for unge?” “Hvad hvis nu årsopgørelsen kun var på 2 sider” “Hvad hvis det hed minusskat i stedet for restskat?” lød nogle af forslagene. Indlevelsen i Saras situation gjorde det simpelthen muligt at forestille sig, hvad der skulle til for at historien endte lidt lykkeligere.

At fokusere på de konkrete historier kan også betyde, at arbejdet føles sværere, fordi mere abstrakte løsningsmodeller kan overse alle de hverdagsmæssige skærmydsler, som kan hindre, at løsningerne virker. Og man kan blive i tvivl, om historien om den konkrete Sara overhovedet siger noget om den generelle borger, og om løsningen dermed vil hjælpe andre end bare lige hende? Her er det vores ansvar at finde de mest sigende historier og samtidig have blik for hvilke historier, som ikke er repræsenteret og dermed ikke omfattet af vores løsninger.

Emner: Mindlabs erfaringer
0 kommentarer

Er bøvl en luksusdagsorden i sparetider?

Af Jakob Schjørring 9 december 2010

Efterdønningerne af finanskrisen har sat ekstra tryk på det pres, som den offentlige sektor har arbejdet med i snart mange år: At vi skal levere mere for færre midler. I det perspektiv kunne man måske fristes til at neddrosle arbejdet med at fjerne noget så “blødt”, som borgernes oplevelse af bøvl i mødet med det offentlige, for til gengæld at fokusere alle kræfterne på at finde de nødvendige besparelser.

MindLabs væk-med-bøvlet studier viser med al tydelighed, at afvejningen mellem at fjerne bøvl og spare penge ikke er et enten eller, men et både og. Simpelthen fordi borgerens oplevelse af bøvl ofte medfører øgede omkostninger for det offentlige. Det koster penge at svare på de breve eller telefonopkald, som borgeren foretager til det offentlige fordi han ikke forstår breve, spørgeskemaer og lignende. Det koster penge, når borgeren ikke forstår, hvad han skal og derfor laver store fejl eller glemmer at indberette oplysninger. Og det koster penge, hvis borgeren fravælger de digitale selvbetjeningsmuligheder, fordi de er for bøvlede. Det kan altså være dyrt at neddrosle ambitionen om at fjerne bøvl for borgerne, simpelthen fordi bøvl er med til at kortslutte de fine procesdiagrammer, som vi kan designe i optimeringens hellige navn.

Borgerens oplevelse af bøvl kan også være med til at reducere den effekt, som relationen mellem borger og det offentlige i sidste ende har til formål at skabe. Det kan eksempelvis være, hvis borgeren ikke forstår formålet med et sagsforløb og derfor ikke ved, hvordan borgeren selv kan bidrage til en hurtigere afklaring. Det kan også være, hvis oplevelsen af bøvl decideret får borgeren til, i trods, at handle i modstrid med det offentliges intentioner.

At fjerne bøvl for borgeren kan altså både være et mål i sig selv og en genvej til at skabe besparelser og øgede effekter i den offentlige sektor.

Emner: Mindlabs erfaringer
3 kommentarer

Det er ikke nok at kunne bruge en mus

Af Johanne Mygind 30 november 2010

Hvis man for alvor vil gøre borgerne digitalt selvhjulpne i det offentlige system, kræver det, at man fokuserer på andet end deres IT-færdigheder.

Denne graf giver vores kollegaer i SKAT grå hår. Den viser nemlig, at de unge mellem 15- 30 kun sjældent bruger SKATs TastSelv, i stedet ringer de til SKAT, når de har spørgsmål eller ændringer i deres skatteforhold. SKATs erfaringer bryder altså med en af de grundlæggende antagelser i det offentliges digitaliseringsstrategi: At det først og fremmest er de ældre medborgere, som vil have problemer med at betjene sig selv digitalt, og at digitaliseringsproblemerne vil forsvinde, når de unge vokser op og som en selvfølge vil være digitalt selvhjulpne.

Sådan forholder det sig ikke nødvendigvis, for selvom man er på Facebook og Twitter er man ikke nødvendigvis på TastSelv, og efter at MindLab har siddet med, når de unge loggede sig på SKATs TastSelv, er vi ikke i tvivl om hvorfor: At kunne bruge TastSelv kræver simpelthen helt andre kompetencer end at være med på Facebook. Det kræver, at man har en grundlæggende viden om skattesystemet, at man har et overblik over hvilke felter på forskudsopgørelse, som er relevante for én, og at man kender og forstår ord som “fortrykt” “arbejdsgiveradministeret kapitalpension” og “pengeinstitut”.

Ikke alle de unge under 30 har de kompetencer. Både fordi de endnu er nye i skattesystemet og fordi de i modsætning til deres forældre og bedsteforældre aldrig har udfyldt den selvangivelse på papir, som SKATs TastSelv system bygger på. Netop derfor vælger de, at ringe til SKAT, for i telefonen kan de få råd og vejledning på et niveau, som svarer til deres viden om SKAT og med nogle ord, som de kan forstå.

Arbejdet med at gennemføre digitale løsninger i det offentlige har længe fokuseret på, om befolkningen havde de nødvendige IT kompetencer. Men som eksemplet fra SKAT viser, bør man tænke videre, hvis man for alvor vil flytte borgerne fra BorgerService og telefonsluser og ud på nettet.

Som vi også argumenterede for i MindLabs WorkingLab om det digitale bureaukrati er alt for mange offentlige digitale løsninger stadig fulde af tungt juridisk sprog og abstrakte forklaringer. Alt for få betjener sig af konkrete eksempler eller grafiske løsninger. Kun enkelte er skræddersyet til den enkelte borger. Og nærmest ingen giver borgerne mulighed for at få hjælp af hinanden eller af eksperter, som stiller deres faglighed til rådighed on-line.

Hvis vi vil skabe digitalt selvhjulpne borgere må vi nytænke de offentlige IT-løsninger. Det kræver ikke bare flere ressourcer, men også at de offentlige digitale løsninger gør op med deres nuværende rolle som leverandører af blåstemplet officiel information, som er skrevet i så korrekte juridiske termer som muligt.

I stedet bør de offentlige instanser overveje, hvordan de møder borgeren i hjælpsom øjenhøjde på nettet.

Emner: Mindlabs erfaringer
1 kommentar

Det kræver hjælp at blive selvhjulpen – WorkingLab om det digitale bureaukrati

Af Runa Sabroe 5 november 2010

Digitalisering har i det sidste årti været den offentlige sektors guldæg. Overalt i den offentlige sektor har budskab lydt, at man ved hjælp af flere digitale løsninger på én gang kan servicere borgerne bedre og samtidig høste besparelser på den dyre borgerkontakt, men i MindLabs afbureakratiseringsprojekt “Væk med bøvlet” tegnede der sig et helt andet billede. Mange af vores informanter var frustrerede over, det offentliges digitale løsninger, som øgede deres oplevelse af en bøvlet og langsommelig forvaltning. MindLab indkaldte derfor til Workinglab om det digitale bureaukrati den 29. oktober.

Deltagerne prøvede kræfter med at gentænke hjemmesider fra Københavns Kommune og Erhvervs- og Selskabstyrelsen.

Det er ikke nok at kunne bruge en mus

Projektleder i MindLab Runa Sabroe og Johanne Mygind indledte med et lydklip fra MindLabs “Væk med bøvlet” studie. Her hørte man den 21-årige Dennis, som selv skulle forsøge at rette sin forskudsopgørelse gennem TastSelv. En stort set umulig opgave for en ung automekanikerlærling, som ikke havde meget viden om skattesystemet.

I MindLabs “Væk med bøvlet” studie, havde vi konkluderet, at det ikke er nok at kunne bruge en mus og logge sig ind på en hjemmeside, hvis man selv skal kunne ordne sine skattesager online. Eksemplet med Dennis viste, at der er brug for at gentænke mange af de offentlige hjemmesider, hvis ønsket er, at gøre borgerne reelt selvhjulpne.

Digital selvhjulpenhed – sådan gør du

Specialist i sociale medier og online kommunikation Trine-Maria Kristensen gav dernæst sit bud på, hvordan de offentlige digitale løsninger i højere grad kunne bidrage til, at borgeren blev digitalt selvhjælpen. Hendes budskab var klart: Det kræver hjælp at blive selvhjulpen, og de offentlige hjemmesider er ikke gode nok til at give borgerne denne hjælp. Med udgangspunkt i et hav af eksempler fra Facebook over Netdoktor til Hestenet.dk skelnede hun mellem tre typer af online hjælp: uformel hjælp mellem mennesker i samme situation, semiformel hjælp mellem mennesker med en vis ekspert viden, og endeligt formel hjælp, hvor rådgivere med faglighed gav gode råd til nettets brugere. Med udgangspunkt i Netdoktor, hvis succes netop hviler på, at bruge nettet til at give formelle råd fra lægen om noget så dundrende alvorligt som sygdomme, stillede Trine-Maria Kristensen spørgsmålet – kunne man forestille sig lignende set-up i det offentlige?

Hun foreslog, at de offentlige hjemmesider i langt højere grad gav brugerne mulighed for at modtage råd og vejledning både fra andre borgere, men også fra eksperter.

Et oplæg, som åbnede op diskussioner blandt deltagernes om faren ved at lægge for konkrete råd ud på hjemmesiden, linke til andre hjemmesider og hvordan nye digitale løsninger risikerer at komme i konflikt med selve forvaltningsloven.

Vision for fremtidens digitale løsninger

Eftermiddagens sidste indlæg kom studerende fra DTU Thomas Marijnissen, som har vundet Øresund Entrepreneurship konkurrencen under overskriften “Hvordan får vi unge til at bruge SKATs digitale løsninger?”. Hans udgangspunkt var, at skatteborgerne ikke har noget alternativ til SKATs hjemmesider og derfor havde krav på en endnu bedre digital løsning. Thomas Marijnissen havde opbygget en hjemmeside, som tydeligt og konkret gjorde borgerne opmærksom på, hvordan de kunne undgå restskat i fremtiden, og hvilke punkter i deres forskuds og årsopgørelse, som de særligt skulle være opmærksomme på.

I alt 85 mennesker havde tilmeldt sig arrangementet, og der var samlet en god blanding af ansatte i centraladministrationen, kommuner og andre interesserede i den digitale udvikling. Det overvældende fremmøde og den ivrige debat deltagerne imellem fortæller meget konkret, at der er behov for at sætte fokus på, hvordan fremtidens digitale offentlige forvaltning skal se ud, hvis vi er reelt interesserede i, at borgerne er digitalt selvhjulpne.

Ivrig debat blandt deltagerne til WorkingLab

Emner: Innovation | Mindlabs erfaringer
3 kommentarer

Brugerinvolvering er en stil, ikke en metode!

Af Jakob Schjørring 23 september 2010

Her for 14 dage siden var jeg i Tokyo for at dele MindLabs erfaringer ved konferencen ”Ethnographic Praxis in Industry” (EPIC). EPIC er en årlig begivenhed, hvor fagfæller inden for den antropologiske tilgang til innovation samles fra hele verden for at inspirere hinanden og for at tage en status på, hvilken retning feltet bevæger sig.

Mine forventninger til konferencen var nok, at jeg skulle ned og få fyldt min værktøjskasse til brugerinvolvering endnu mere op, og derfor var jeg faktisk i starten lidt skuffet over præsentationerne. For det handlede ikke så meget om den nyeste brug af video eller designspil til at blive klogere på brugerne. Fokus var mere på, hvad essensen af etnografi i det hele taget er for en størrelse, og hvad dets unikke bidrag er til innovation.

En gang halvakademisk snik-snak uden de store praktiske konsekvenser tænkte jeg, indtil en af oplægsholderne pludselig hev et citat af selveste Bruce Lee frem i sin argumentation:

“I fear not for the man who has practiced 10.000 kicks once, but I fear the man who has practiced one kick 10.000 times”

Citatet ramte mig lige midt i min faglighed, for pludselig gik det op for mig, at mit entydige ønske for konferencen – at tilegne mig endnu flere konkrete værktøjer til brugerinvolvering – i virkeligheden er en tendens, som risikerer at reducere værdien af brugerinvolvering. Den tendens handler om, at brugerinvolvering i manges øjne er en lang række metoder, som det bare handler om at læse op på og gennemføre, lidt på samme måde som hvis man laver mad fra en kogebog uden i øvrigt at have forstand på gastronomi.

Selvfølgelig kan man lave et hæderligt måltid ved at følge en opskrift, men det er først når opskriften bliver udført med faglighed, at resultatet for alvor bliver godt.

Mit budskab er, at fagligheden ”brugerinvolvering” ikke handler om størrelsen af ens metodeværktøjskasse, men i stedet om at have en bestemt stil, som gennemsyrer den måde, vi bruger alle de mange konkrete metoder på. Man kan sagtens træne sin brugerinvolveringsstil ved konstant, at lade den komme til udtryk igennem nye metoder. Men uden stilen som konstant og dermed det, vi træner igen og igen, så ender vi som den person, som Bruce Lee ikke har meget til overs for: Manden, der bare har prøvet 10.000 spark én gang. Og så bliver brugerinvolvering aldrig det, som for alvor kan bidrage til at skabe banebrydende, nye løsninger for samfundet.

Hvad kendetegner så brugerinvolveringens stil? Mit relativt simple bud er, at brugerinvolveringens stil er at forstå mennesker. Det betyder:

• At have fokus på, hvad der sker i praksis.

• At bevare en åbenhed i fokus og altid stille flere spørgsmål.

• At være bevidst om sit eget perspektiv.

• At have empati.

• At have fokus på kontekst.

Jeg vil opfordre alle, der arbejder med brugerinvolvering til at tænke over, hvad der er jeres brugerinvolveringstil, som er konstanten på tværs af jeres projekter, og dele det her på bloggen.

Emner: Mindlabs erfaringer | Set og hørt nationalt og internationalt
1 kommentar

Vend det offentlige budgetpres til borgerens fordel

Af Liselotte Bauer Mols 24 august 2010

Jeg blev for nylig inspireret af Martin Thorborgs bog “Iværksætter til jeg dør”, hvor såvel succeser som fiaskoer bliver rullet op for åben skærm. Efter succesfuldt at have afhændet “Jubii”, er Martin Thorborg og hans kompagnon på udkig efter en produkt ide med følgende karakteristika:

- Målgruppen skal være slutbrugeren
- Det skal være noget, som mange mennesker har brug for
- Det skal være noget, der kan afhjælpe et irriterende problem for brugeren

En forespørgsel efter et spamfilter til e-mails kickstarter ideen til “Spamfighter”, som efter markedsanalyse og udvikling af prototype, bliver testet og forbedret af brugerne selv. Da programmet er i stand til at fjerne 70% af den spam, det bliver udsat for, indledes en målrettet PR indsats, hvorigennem det lykkes at mobilisere den nødvendige kritiske masse af brugere, som er nøglen til konstant at videreudvikle og forbedre produktet. “Spamfighhter” bliver en international succes og betegnes i dag som et af Europas førende spamfilter produkter.

Hvad er Spamfighter?
Spamfighter er et gratis program til mail-systemer, som automatisk filtrerer spam-mails over i en separat folder, der kontrolleres og tømmes af brugeren selv. Hvis brugeren modtager en spam-mail, som ikke blokeres af filtret, kan man ved tryk på én knap anmelde og fjerne spam-mailen fra de andre brugere af programmet. Spamfighter bliver således bedre og bedre jo flere brugere, der anmelder spam.

Og hvad har det så at gøre med innovation i den offentlige sektor?

For det første ligner kriterierne for “Spamfighter” meget de udfordringer, som den offentlige sektor står overfor og som der allerede arbejdes med i MindLab i forskellige sammenhænge. Det øgede politiske fokus på budgetnedskæringer i den offentlige sektor vil uden tvivl accelerere behovet for innovation og nytænkning i såvel omfanget som håndhævelsen af diverse love, regler og procedurer. At benytte de offentlige tilbud og agere som en ansvarlig og retskaffen borger er en præmis for samtlige borgere i dette land. Mange opfatter det som besværligt og irriterende at skulle forholde sig til de mange regler, procedurer, formularer m.v. , så ligesom i “Spamfighter” casen er der et irriterende problem, som skal afhjælpes.

For det andet er der måske inspiration at hente i måden “Spamfighter” konceptet er blevet designet på, hvor filosofien er brugerdrevet innovation under devicen “noget for noget” (også populært kaldet “win-win”). Den service du får som bruger bliver bedre og bedre, jo mere du selv involverer dig og giver feedback.

For det tredje bliver PR mediet benyttet som løftestang til at mobilisere den nødvendige kritiske masse af brugere. Én ting er at have verdens bedste produkt, noget andet er at få det glade budskab formidlet og motivere forbrugerne til at benytte sig af det.

Case eksemplet kan naturligvis ikke overføres direkte på den offentlige sektor, men der kan meget vel være særdeles god inspiration at hente – ikke mindst i relation til måden det bringes til markedet på.

Ved at inddrage borgerne kvalitativt gennem interviews, workshops, observationer m.v. kommer man et langt stykke ad vejen i relation til brugerdrevet innovation. Det virkelig store skridt er imidlertid etableringen af en løbende kvalificeret dialog mellem det offentlige og den enkelte borger, hvor løsninger skræddersyes til den enkeltes behov.

På trods af den umiddelbare kompleksitet i en sådan tilgang, er det netop, hvad mange virksomheder efterhånden har erkendt, er nøglen til fremtidens succes. Hos LEGO har man eksempelvis løbende dialog med en lang række dedikerede LEGO fans, som bidrager til innovation og nytænkning og til gengæld får adgang til privilegier og informationer, som ellers ikke er til rådighed for alle – igen “noget for noget” princippet.

Anne Dorthe Hermansen peger i hendes blogindlæg på, at en del af besparelserne i den offentlige sektor bør ske gennem en øget indsats overfor digitale selvbetjeningsløsninger. Helt enig! Der bør være store besparelser at hente ved at gøre det lettere for borgerne at betjene sig selv. Men som Jakob Harder kommenterer, så er et af problemerne, at selvbetjeningsløsningerne generelt benyttes af for få borgere (med enkelte undtagelser)

Her begynder vi at få fat omkring nældens rod. Selv de mest sofistikerede og brugervenlige digitale løsninger kan ikke stå alene. Hvis borgernes motivation til at benytte dem ikke er tilstede, oplever man fænomenet, at “man kan tvinge en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke” Måske skulle man starte med at besvare spørgsmålene: “hvorfor er der ikke flere borgere, der benytter selvbetjeningsløsningerne?” og “hvad skal der til for at få flere borgere til at benytte dem?”

Umiddelbart vil jeg antage, at borgerne er lige så kritiske i deres dialog med det offentlige, som i dialogen med private virksomheder. For overhovedet at tilvælge en ny løsning eller et nyt produkt er der som minimum to fundamentale ting, som skal være på plads:

1. Produktet/ydelsen skal være fuldstændig i top (i dette tilfælde brugerfladen, funktionalitet m.v.) og som minimum på niveau med andre professionelle digitale interfaces, som er en del af borgernes hverdag.
2. Der skal være mindst én og helst flere tydelige og kommunikerbare fordele for forbrugeren ved at benytte sig af produktet/ydelsen – altså et klart svar på “what’s in it for me?”.

I erhvervslivet kan ingen af de to punkter stå alene. Et fællestræk for fiaskoer i erhvervslivet er, at virksomhederne enten har fejlet på produktet eller på måden, hvorpå de har bragt det til markedet. Fælles for samtlige af succeshistorierne er, at der er leveret 100% på begge dimensioner. De succesfulde virksomheder opnår udover god indtjening og øgede markedsandele en betydelig positiv effekt på deres image, som sætter en positiv spiral i gang for virksomheden. Kunne det ikke være interessant at opnå det som “sidegevinst” indenfor den offentlige forvaltning i Danmark?

I modsætning til erhvervslivet, har man indenfor det offentlige muligheden for politisk at lovgive og regelsætte omkring stort set alt. Denne metode kan man naturligvis også ty til i forbindelse med udbredelsen af de digitale selvbetjeningsløsninger. Men lad os nu antage, at man i stedet vælger at tage inspiration fra “Spamfighter” casen og inddrager borgerne direkte i at optimere løsningerne.

Kunne man forestille sig, at man tager udgangspunkt i, hvad fordelene er for borgerne frem for primært at fokusere på besparelserne for det offentlige? Såfremt borgerne tydeligt kan få øje på fordelene ved at benytte selvbetjeningsløsningerne (altså andre fordele end at undgå bøder, gebyrer m.v.), vil borgerne uvægerligt vælge disse løsninger til, hvorved besparelserne for det offentlige automatisk indfinder sig.

Kunne man forestille sig, at man i udviklingsprocessen aktivt inddrager de nuværende systemers værste kritikere, på samme måde, som man i forbindelse med IT-sikring benytter sig af at ansætte tidligere hackere som eksperter?

Kunne man forestille sig, at man benytter brugernes fordele fra frivillige systemer som Facebook, LinkedIn m.v. som pejlemærke, når man sætter ambitionsniveauet for, hvad borgernes fordele skal være ved de offentlige digitale selvbetjeningsløsninger?

Kunne man forestille sig, at man i markedsføringsstrategien tænker hele paletten af medier igennem inkl. uddannelsessystemet, PR , oplysningskampagner, borgertræning m.v. og accepterer, at det er nødvendigt med en “lanceringsinvestering” før besparelserne opnås?

Ved at anskue problemstillingen fra en helt anden vinkel, får man mulighed for at fremelske nye og originale løsninger, som kan tilgodese såvel det offentliges som den enkelte borgers behov. Selvom tilgangen kan virke både udfordrende og provokerende er det efter min overbevisning nødvendigt at sigte efter stjernerne, hvis man virkelig ønsker succesfuld radikal innovation.

Emner: Innovation
3 kommentarer

Inspiration til radikal innovation

Af Dorte Salskov-Iversen 16 august 2010

Inspiration til radikal innovation

Hvad kan vi lære fra udviklingslandenes innovationsfrontlinje?

Som bekendt kommer meget af viden om innovation fra den private sektor – forskning og systematisk indsamling og deling af erfaring om offentlig sektor innovation er stadig sparsom, ikke mindst på globalt plan. Derfor er det ikke uinteressant at sammenholde dagens krav om og bestræbelser på at innovere den (danske) offentlige sektor med beretninger fra innovations-frontlinjen i den private sektor.

En af de absolutte frontlinjer for innovation af virksomhedsdrift og forretnings-modeller er i dag udviklingslandende og disse regioners fremvoksende markeder. Her ser vi i disse år en dramatisk nytænkning af alle tænkelige aspekter ved indretning, fremstilling og distribution af varer og service-ydelser, inklusive forskning & udvikling, personale-pleje og ledelse. Nybruddet mærkes også i det globale univers af ledelses- & innovationsguruer, som i dag har et stærkt indisk islæt med superstars som C.K. Prahalad, Vijay Govindarajan, Tarun Khanna, Ranlay Gulad, Nirmalay Kumar og Anil Gupta. For dem der stadig har ferie til gode, er der spændende sommerlæsning at hente fra denne kant.

Og hvad er så relevansen for den offentlige sektor, ud over at vi som altid kan regne med, at de store konsulenthuse – der i øvrigt er massivt engageret i udviklingslandedes fremvoksende markeder – før eller siden vil servere mere eller mindre velfordøjede indtryk med tilhørende handlingsplaner fra denne revolution, også for vestens offentlige sektorer?

I en tid hvor Danmarks offentlige sektor for alvor udfordres af krav om mere og bedre service for markant færre penge er der en del at hente. Ikke i form af fikse og færdige løsninger men som input til radikal innovation i form af nye erkendelser omkring, hvad der driver og betinger den nye bølge af innovation, der i flæng betegnes som ‘frugal innovation’ (nøjsom innovation – dvs. innovation, hvor man får meget ud af lidt, og som imødekommer behov og betalingsevne blandt de fattigste), constraint-based innovation’ (begræsnings-dreven innovation) og ‘reverse/trickle-up innovation’ (omvendt innovation – dvs. innovation der har rødder i udviklingslande for siden at vinde udbredelse i Vesten) samt ‘disruptive innovation’ (revolutionerende innovation – dvs. innovation der fuldstændigt ændrer markedet, enten ved en voldsom nedbringelse af prisen på en vare og/eller en fuldstændig ændring af processerne forbundet med fremstilling og distribution). Hver betegnelse fanger nogle egenskaber, som kan inspirere også i en dansk offentlig sammenhæng. Kendetegnende for mange af de resultater, som denne udvikling har leveret, er at intet i en vare/serviceydelse/fremstillingsproces er for stort eller småt til at blive gentænkt fra bunden, med potentielt enorme positive konsekvenser for forbrugere, livskvalitet samt indtjening til følge.

Det er selvfølgelig tankevækkende, at de selv samme regioner, der i disse år inden for den private sektor fører an i et innovationsryk uden historisk sidestykke, samtidig i betydeligt omfang er præget af tvivlsomme politiske regimer, brutale udviklingsmodeller med begrænsede sociale og miljømæssige hensyn, manglende lighed og udbredt korruption. Når det kommer til egentlig offentlig sektor innovation, er der ikke megen ‘reverse innovation’ at hente. Dermed være ikke sagt, at innovationen i udviklings-landene ikke rummer eksempler på, hvordan markedet i fraværet af en offentlig sektor kan levere basale velfærdsydelser for priser, som kan betales af mindrebemidlede, f.eks. inden for sundhed – eksempler, som også har pointer for vestlige offentligt såvel som privat finansierede sundhedsvæsener.

En stærk og professionel offentlig sektor som den danske er i en privilegeret position, når det handler om at suge til sig fra nær og fjern, filtrere for relevans og oversætte til egen kontekst. Innovationsrykket på verdens fremvoksende markeder er svært at sidde overhørig og rummer indsigter, der yderligere kan anspore den gryende interesse i den danske offentlige sektor for radikal innovation.

God sensommer!

Emner: Innovation
1 kommentar

Bring den kollektive intelligens i spil – og sæt strøm til

Af Anne Dorthe Hermansen 3 august 2010

Peter Lofts indlæg her på bloggen sluttede med følgende ord: “Færre ressourcer, offentlige besparelser og befolkningens forventninger om fortsat øget service kræver helt andre måder at løse opgaven på”.

Helt enig – men hvordan?

Traditionelt mødes budgetpres med grønthøstermetoder – vi skærer lidt hist og lidt her, og så klarer vi skærene indtil næste besparelsesrunde. Innovation bliver det sjældent til, men måske skal der et virkeligt stort budgetpres til for at skabe reel innovation?

Dette blogindlæg handler om, hvordan vi kan tilføre ilt til offentlige innovation.

For det første tror jeg, der ligger meget kreativitet og viden gemt hos medarbejderne i den offentlige sektor. Viden og kreativitet, som i dag slet ikke i tilstrækkelig grad aktiveres og bringes i spil med henblik på en mere effektiv opgavevaretagelse.

Eksempel: Jeg blev helt opløftet forleden, da jeg læste i min morgenavis, at Ringkøbing Skjern Kommune havde gjort noget så simpelt som at bede medarbejderne om at brainstorme om spareideer. “De ansatte havde 1.800 ideer til en billigere kommune” – sådan lød overskriften på artiklen. Og kommunaldirektøren jublede: “Det er helt fantastisk. Der er helt sikkert ting, vi ikke har tænkt på” udtaler han til avisen.

Ligeledes hørte jeg i P1 (som heldigvis stadig eksisterer) om en såkaldt udkantskommune, som skulle finde besparelser på bl.a. skoleområdet. Sædvanen tro havde kommunalbestyrelsen besluttet at nedlægge et par af kommunens landsbyskoler. Reaktionen fra lærere og forældre var ikke – sædvanen tro – at oprette en privatskole, men at spørge kommunalbestyrelsen, hvor mange penge, der skulle spares. Herefter fandt de i fællesskab på nye løsninger, bl.a. accepterede lærerne et par ekstra “konfrontationstimer” (gad vide om fagforeningen blev spurgt), og skolen kunne bevares og budgetterne overholdes.

Og her for et par uger siden lancerede Region Syddanmark en ide- og projektbørs for regionens 26.000 medarbejdere. Ideerne følges og vurderes af et innovationspanel og målet er at blive inspireret til “at gøre tingene på en bedre måde, der kan spare borgerne og dem selv for unødig tid og arbejde”, udtalte regionsrådsformanden Carl Holst.

Ovenstående viser, at der er en vis interesse for at bringe medarbejdernes indsigt og kreativitet i spil, så kan der skabes nye og bedre løsninger end ved traditionelle top-down grønthøsterbesparelser. Og det bliver spændende at se, om der virkelig er innovationspotentiale i mere systematisk at inddrage medarbejdernes ideer i udviklingen af den offentlige service – eller om inddragelsen kun viser sig at være en halvdesperat krampetrækning i en akut spareøvelse.

Man kan ikke tale offentlig innovation uden at tale digitalisering. Den offentlige sektor skal nemlig i langt højere grad gøre borgere og virksomheder til deres egne sagsbehandlere via nye digitale selvbetjeningsløsninger.

Der er for lang tid siden taget hul på digitale selvbetjeningsløsninger, men alt for ofte ser vi IT løsninger, som blot reducerer tidsforbruget ved enkelte delprocesser i sagsbehandlingen. Visse myndigheder har fx “sat strøm til en blanket eller to”, men i back office sidder der fortsat personer og taster oplysninger ind i forskellige systemer.

Det perspektivrige ligger i at sætte strøm til hele sagsbehandlingsprocessen – at udvikle “End to End” sagsbehandlingsløsninger, som mere eller mindre automatiserer sagsbehandlingen. Her kan der nemlig høstes seriøse effektivitetsgevinster. Og mere tilfredse borgere, hvis logikken er den samme, som da bankerne indførte selvbetjening via netbanker.

En vision som SKAT er forholdsvis langt med. Den automatiske selvangivelse er jo næsten en realitet i dag. SKAT har fortrykt alle oplysninger på selvangivelsen, borgeren godkender og vupti eventuel overskydende skat indsættes på Nemkonto. Og når den digitale tinglysning kommer oven vande, bliver det forhåbentlig også et godt eksempel på automatisk sagsbehandling.

Dertil kommer, at der med den seneste kommuneaftale er kommet fokus på objektiv sagsbehandling, dvs. den sagsbehandling hvor myndigheden ikke skal foretage et forvaltningsretligt skøn. Digitalisering af den form for sagsbehandling kan kun gå for langsomt.

Min egen erfaring for brugerdrevet innovation inden for udvikling af IT systemer, har gang på gang været, at der virkelig kan komme ny kollektiv indsigt på bordet, hvis medarbejdere og ledere samles om bordet og lader “våbnene blive i våbenhuset”. Alt nyt kan jo skydes ned med regler, procedurer, eksisterende systemer, traditioner etc., men hvis ideerne skabes i en proces baseret på kollektiv intelligens, går alle fra mødet og mener, at det var dem som fik den geniale nye ide, og dermed vil de kæmpe for forandringen.

Digital innovation støder dog ofte på barrierer fx datatilsyn eller andet, som det kræver politisk velvilje at komme over. Tag det dagsaktuelle emne: huske sms’er fra hospitalerne til patienter med en operationstid. Datatilsynet underkender måske ordningen på trods af, at hospitalerne kan spare mange millioner, for tænk hvis en forkert person fik fat i sms’en (- som om nogen frivilligt ville møde op og lade sig operere for brok ). I dette tilfælde har Sundhedsministeren heldigvis lovet en lovændring i fald ordningen underkendes af tilsynet.

Lad os håbe, at det aktuelle og fremtidige budgetpres kan bruges intelligent til reel offentlig innovation. Gerne via inddragelse af medarbejdernes faglige indsigt og kreativitet og via digitalisering af sagsbehandlingen så borgere og virksomheder kan betjene sig selv via nettet. Det “turbo net” som det tidligere bestyrelsesmedlem i MindLab Charlotte Sahl Madsen – nu videnskabsminister – netop har annonceret bør udbredes til alle danskere. Go start!

Emner: Innovation
6 kommentarer

Innovation skal på dagsordenen

Af Bo Smith 1 juli 2010

For at skabe en professionel offentlig organisation, der er godt rustet til at møde de samfundsmæssige udfordringer fremadrettet, er det en helt central og bestandig udfordring for et ministerium at forny sig og at være innovative.

Vi har ikke et pres fra et marked på samme måde, som private virksomheder har. Men som offentlig organisation er vi til gengæld pressede af besparelser og et fortsat krav om bedre service for færre ressourcer. Udfordringen er at finde nye løsninger, som både imødekommer kravet om effektivisering og samtidig sikrer, at vi kan levere de løsninger, som borgere og virksomheder har behov for. Grundlæggende er spørgsmålet: Hvordan kan vi få mere effekt for færre penge?

Her kan inddragelse af borgerne være en nøgle til at forstå, hvordan vores indsatser virker i dag, og hvad vi kan gøre for at skabe mere effekt i morgen. Hvordan fungerer samspillet helt konkret mellem ‘systemets’ bestræbelser på den ene side, og borgernes virkelighed på den anden?

Borgerinddragelse er derfor, for mig at se, et centralt redskab til forretnings-udvikling. Mødet mellem den arbejdsskadede og sagsbehandleren i Arbejdsskadestyrelsen, mellem den ledige og jobkonsulenten, mellem en virksomhed og den tilsynsførende i Arbejdstilsynet – det er her, vi kan blive klogere og få væsentlig viden om, hvordan det, vi gør, opleves af dem, vi gør det for – og hvordan indsatsen kan styrkes. Jeg tror ofte, det kan være lidt af en øjenåbner at se sin egen indsats fra borgerens eller virksomhedens perspektiv. Når man tager afsæt i borgernes virkelighed, opdager man også, at borgeren ikke er interesseret i, hvilket ministeriums dør eller hvilken sektor, der er ansvarlig for dette eller hint, men at der ligger et betydeligt innovations-potentiale i at finde effektive løsninger på tværs af den offentlige sektor.

I Beskæftigelsesministeriet er vi allerede godt i gang med arbejdet med at indføre forretningsstrategier og resultatbaseret måling på basis af definerede effektmål. Dermed styrker vi både vores arbejde med at sætte operationelle mål for vores forretning, og med at vurdere hvor gode vi er til at nå dem. Arbejdet med systematisk involvering af borgere, virksomheder og vores egne medarbejdere er et væsentligt bidrag til den indsats.

Her har vi en vigtig ressource i form af MindLab, der via inddragelse af borgere, virksomheder og vores egne medarbejdere bidrager til at give os et mere kvalificeret beslutningsgrundlag, som vi selv kan vælge effektive løsninger og indsatser ud fra. MindLabs metoder er med til at åbne medarbejdernes øjne for, hvordan borgere og virksomheder oplever en given indsats og til at se, hvordan den helt konkret kan forbedres. Dermed støtter MindLab os i at nå vores strategiske mål. Eksempelvis hjælper MindLab os netop nu i Arbejdsskadestyrelsen med at se, hvordan borgerne oplever bøvl i forbindelse med deres arbejdsskadesager.

I det videre strategiske arbejde i ministeriet er den grundlæggende udfordring at skabe det optimale samspil mellem forretningsstrategi, mål- og resultat-styring med fokus på effekter og innovation.

Emner: Innovation | Mindlabs erfaringer
1 kommentar

Indlevelsesøkonomi?

Af Henrik Byager 23 juni 2010

Scenen er et køkken i en helt almindelig familie, og dog faderen er økonom i centralforvaltningen. Morgenmaden bliver serveret, far sætter en skål yoghurt foran sin datter, der straks går i gang med at spise.

“Hvad er det for noget underligt drys, far??”, spørger datteren.

“Nåh, det er bare et makuleret excel-ark, det er godt at have lidt tal at stå imod med”.

Ovenstående anekdote har jeg lånt af en ven, en direktør i en stor virksomhed med mange kontaktflader til det offentlige, og pointen er vist klar nok: Det offentlige og deres regnedrenge fodrer os med tal, lever af dem og for dem og intet andet – og i denne tid er det særlig udtalt. Det er DM i talgymnastik og frie floskeludgydelser på gulv, nu hvor slaget slås om hvordan vi skal komme ud af krisen, betale regningen, sikre fremtidens velfærd, lave de rette investeringer, fortsæt selv…

Det er primetime for finanspolitikere og økonomer, i regering, opposition, regioner, kommuner og interesseorganisationer, og tallene flyver gennem luften.

Meget få lander, og endnu færre sammenhænge kommer ud til den undrende befolkning. Hvis vi skal optimistiske vil jeg gætte på at danskerne nu ved at der skal spares 24 mia., men ikke hvordan. At vi får 730 sure dage at betale regningen i, men ikke helt hvad konsekvenserne er. At dagpengeperioden halveres fra 4 til 2 år, men ikke helt hvad vi så skal stille op med de mennesker. Og at oppositionen mener at løsningen på vores problemer er at vi arbejder 12 minutter længere. Et mere pessimistisk gæt er nok at kun de 2 års dagpengeperiode og de 12 minutter for alvor er sivet ud til kaffebordene.

Under tallene ligger der selvfølgelig en dyb alvor, prioriteringer med store konsekvenser for borgere overalt i det danske samfund. Én ting er at makro-økonomi ER tungt stof, som det er svært at gøre vedkommende og at der skal træffes beslutninger, det anerkender jeg. Men jeg synes i den grad debatten suser henover hovedet på alle de borgere, den handler om. Og hvad værre er, jeg fornemmer klart at der er noget i gære blandt store grupper af danskere, som vores politikere slet ikke har opdaget i deres iver efter at profilere sig med løsninger, der kan aflæses i andre talkolonner, nemlig meningsmålinger. Jeg sporer mange steder en længsel efter substantielle diskussioner af hvordan vi skal komme ud af krisen, hvad vi skal leve af og satse på, og hvordan vi skal tilpasse en offentlig sektor, vi har råd til og kan være bekendt. Det er tiden faktisk moden til, folk er trætte af politiske hundeslagsmål og makroøkonomiske battles, de ikke fatter en lyd af.

Folk ved godt, at tiderne er alvorlige, at verden knager, og at der skal ske forandringer. De er nok oven i købet mere modtagelige over for at diskutere hellige køer som efterløn og børnechecks, end nogensinde før – men det skal jo sættes ind i sammenhæng, de kan forholde sig til. Og nu ser de kun et hundeslagsmål om tal, der demonstrerer total mangel på kontakt med dagligdagen i Danmark, der hvor livet leves og velfærden leveres. Engagementet i debatten og opbakningen til beslutningerne vil selvfølgelig være derefter, de snakker bare. Måske skulle man skabe et nyt fag på de forskellige økonomi-studier: Indlevelsesøkonomi.

Emner: Mindlabs erfaringer
1 kommentar

Rationalisering og bedre service – samtidig!

Af Peter Loft 31 maj 2010

I indledningen til Regeringens arbejdsprogram Danmark 2010 Viden, Vækst, Velstand, Velfærd er det anført “at Danmark ikke er designet ovenfra, men groet nedefra. De vigtigste spilleregler i vores samfund er ikke de love, politikerne vedtager, men de normer, som er vokset frem imellem os over generationer”.

At det forholder sig sådan, kan der ikke herske tvivl om. Alligevel er det svært at sige, at opbygningen og tilrettelæggelsen af den offentlige sektor afspejler dette synspunkt.

Danmark er formentlig et af verdens mest gennemregulerede lande. Den offentlige sektor er effektiv og tillidsvækkende, men stor og omkostningskrævende. Selvom der hersker en høj grad af tillid – begge veje – mellem borgerne og det offentlige, er der opbygget et voldsomt tilsyns-, godkendelses- og kontrolsystem, som regulerer alle dele af den offentlige sektor og som i høj grad præger vores hverdag. Systemer som både regulerer relationen mellem de enkelte niveauer i den offentlige sektor og relationen mellem myndigheden og borgeren.

Den offentlige sektor beslaglægger i dag en meget stor del af de nyudklækkede ungdomsårgange. Hvis der skal skabes vækst i den private sektor skal der også være arbejdskraft til overs til den private sektor.

Hertil kommer, at borgernes almindelige forventning om en serviceminded offentlig sektor ikke stemmer overens med den generelle kontrol- og tilsynstilgang, som i dag stadig finder anvendelse i de fleste tilfælde.

Ønskerne om rationalisering og samtidig bedre service i den offentlige sektor kan imidlertid imødekommes ved to initiativer:

For det første skal den traditionelle tilsyns- og kontroltilgang erstattes med en generel compliancestrategi for den offentlige sektor.

En compliancestrategi bygger på to grundprincipper, som skal gå igen i alle dele af myndighedens indsats overfor borgerne.

- Langt den overvejende del af borgerne følger reglerne til punkt og prikke, hvis dette er gjort let og forståeligt.

- Service overfor borgerne er langt billigere end tilsyn og kontrol.

En compliancestrategi går derfor ud på at bruge service som indsats overfor borgerne i stedet for kontrol i alle de tilfælde, hvor service er tilstrækkelig. Den dyre kontrol og det tunge tilsyn forbeholdes de få tilfælde, hvor dette alene fungerer – dvs. overfor dem, som hverken kan eller vil følge reglerne.

For det andet skal de fortsatte digitaliseringsbestræbelser i den offentlige sektor skærpes og intensiveres.

Processen skal vendes på hovedet, således at borgerens hensyn bliver bestemmende for, hvorledes en forretningsgang tilrettelægges.

Hvordan opnår man den højeste grad af automatisering af sagsgangene? Hvordan får man udnyttet eksisterende, digitaliserede forretningsgange til at løse andre ikke automatiserede forretningsgange? Hvordan udnyttes allerede tilvejebragte oplysninger bedst muligt, så borgeren ikke besværes med spørgsmål, som andre dele af den offentlige sektor allerede har svaret på?

Det kræver opgør med silotænkning og det kræver, at der fokuseres på borgeren. Administrationen tilrettelægges ud fra borgerens hensyn og lovgivningen udformes, så den passer til disse hensyn. Ikke omvendt.

Færre ressourcer, offentlige besparelser og befolkningens forventninger om fortsat øget service kræver helt andre måder at løse opgaven på.

Emner: Innovation
1 kommentar

Næsen op af plovfuren

Af Christian Bason 25 maj 2010

plovfure1

For ikke så længe siden holdt jeg et oplæg for et ministeriums chefgruppe. Vi kom til at drøfte hvem der er ’kunden’ i et ministerium, og en kontorchef insisterede på, at det naturligvis var ministeren, og ingen andre. Andre var enige, mens enkelte pippede at der måske også var nogle borgere et sted i systemet. Andre igen mente at der eventuelt var nogle institutioner og ledere på lokalt niveau, som ministeriet havde en vigtig relation til.

Dagen efter lød forsiden på et af landets store dagblade tilfældigvis, at ministeriet sov i timen, og i de seneste mange år ikke havde gjort nok som drivkraft for at udvikle sit område. Og det til trods for adskillige handlekraftige ministre. Jeg fik lyst til at sende klippet over til den minister-glade kontorchef. Ikke at ministeren ikke er uhyre central. Det er der bare også andre, der er, hvis et ministerium skal kunne løse sine opgaver effektivt.

Dette er blot det seneste af de eksempler jeg løbende oplever på, at vi i den offentlige sektor er for ringe til at se ud over vores egen funktion. Ja, det er meget muligt at ens hverdag er travlt beskæftiget med ministerbetjening. Det kan godt være, at det kontor man er chef for løser ufatteligt vigtige opgaver. Men hvor er sammenhængen lige på tværs af egen koncern? Hvordan spiller vi effektivt sammen med helt andre ministerområder? Inddrager vi de rette enheder og kolleger? Og hvordan står det til med de interessenter – borgere, virksomheder, institutioner – som vi også er her for at tjene?

Jeg savner, at vi bliver langt bedre til at få næsen op af hver vores plovfure, og ser tingene i deres helhed. At virkelig se hvordan vi selv – individuelt, som enhed eller kontor, og som organisation – kan bidrage mest optimalt til at skabe en ønsket forandring. Det gælder også for MindLab, som om nogen er afhængig af at skabe sunde samarbejdsrelationer, og se ud over egen rolle, for at kunne gøre en positiv forskel.

Med et effektiviseringspres på staten som nærmest vokser uge for uge bliver evnen til at skabe tillidsfulde, gensidigt forpligtende og resultatorienterede alliancer med andre helt afgørende for, om vikan levere det, der kræves. Næsen skal op af plovfuren, så vi kan udløse den nytænkning og kraft til eksekvering, der er behov for.

Ingen af os kan opnå de resultater, vi ønsker alene. Hvis ikke vi selv indser det, skal der nok være nogen der påpeger det for os. Før eller siden.

Emner: Mindlabs erfaringer
0 kommentarer

Design af offentlige løsninger som et multiplayerspil

Af Niels Hansen 24 marts 2010

Lenovo gør det, Nokia gør det, hvorfor skulle Danmark ikke gøre det?¨

Flere virksomheder har set potentialet i at lade deres brugere være med til at designe nye produkter. Fordelene er åbenlyse – virksomhederne udvikler produkter der er en efterspørgsel efter.

At der er ulemper i en offentlig kontekst er lige så åbenlyst – aggregering af en række individuelle ønsker skaber ikke nødvendigvis en god offentlig service. I det offentlige er den enkelte ydelse eller service resultatet af en prioritering mellem en række ydelser inden for begrænsede ressourcer. Hvis vi gerne vil have en lav skat, kan vi ikke bruge lige så mange penge på børnehaverne – ellers skal vi i hvert fald spare på skolerne eller svømmehallerne.

Nokia har med sit Design by Community koncept gjort udviklingen af nye smatphones til et multiplayer spil. Nokia giver brugerne mulighed for, at de kan vælge forskellige indstillinger for den perfekte smartphone. Bliver brugeren for ivrig og ønsker urealistisk meget af deres smartphone, bliver de gjort opmærksom på dette.

design-by-community1

Nokia vil på baggrund af inputtene udvikle nye koncepter for smartphones. Koncepter der bygger på brugernes behov, men som stadig tager hensyn til de fysiske og teknologiske begrænsninger. Man lover altså ikke kunderne mere end man kan holde.

Er det her et mulig koncept for åben udvikling i det offentlige? Hvis man vil have borgernes hjælp til at udvikle offentlig service, kan det i hvert fald være en metode til at illustrere, at deres valg på et område har konsekvenser for hvad, der kan lade sig gøre på et andet.

Emner: Mindlabs erfaringer
0 kommentarer

Brug fysiske ting når du interviewer!

Af Jakob Schjørring 23 marts 2010

En klassisk sociologs metoder er dybest set at kunne tale, se og lytte på mange forskellige måder, fx i interviews og observationer. Det virker, ingen tvivl om det. Men det virker endnu bedre, hvis man lader sig inspirere af sine designerkolleger og bringer fysiske ting som fx billeder, tegninger eller spillebrikker ind i en interviewsituation.

Jeg blev endnu engang mindet om styrken ved at interviewe understøttet af fysiske ting i forrige uge. Her var vi ude og besøge Hotel- og Restaurationsskolens kantine for at finde nogle unge, der ville fortælle os om deres oplevelser med det danske skattevæsen.

Vi interviewede de unge én af gangen. Vi indledte med at vise interviewpersonen ca. 15 billeder, som vi havde fundet på nettet. Den unge skulle herefter vælge det billede, der bedst illustrerede vedkommendes oplevelse af det danske skattevæsen samt fortælle os, hvorfor han/ hun havde valgt det pågældende billede.

associationskort1

Herefter skulle den unge udpege de tre personer, som havde bidraget mest til hans/hendes viden om, hvordan man betaler skat. Her havde vi lavet ca. 10 fysiske figurer, der repræsenterede personer, som typisk hjælper de unge til at håndtere deres skat. Interviewpersonen skulle derefter fysisk flytte de tre vigtigste hjælpere ind i midten af en cirkel på en spilleplade, vi havde lavet til formålet. Hver gang den unge flyttede en figur ind i den unges ”indercirkel” skulle den unge fortælle os, hvordan hjælperen havde lært ham/ hende noget om skat.

designspil1

Hvad er det så, at brugen af simple fysiske ting som et stykke papir med en cirkel på, nogle pindemænd i flamingo og billeder fra internettet giver af værdi til en interviewsituation? Mit bud er, at fysiske ting skaber:

- En invitation til at ”lege med” som skaber engagement og får folk til at åbne op.
- Et fælles referencepunkt, som samtalen kan tage udgangspunkt i.
- Inspiration der gør interviewpersonen i stand til at sætte ord på noget, som umiddelbart er svært at sætte ord på.
- Et fælles, fysisk ”referat” af samtalen, eksempelvis spillepladen med de vigtigste hjælpere.
- Visuelt materiale, som man kan bruge aktivt i den efterfølgende kommunikation af projektets resultater i egen organisation og eksternt.

Emner: Innovation | Mindlabs erfaringer
0 kommentarer

”Men hvad kan man bruge det til?”

Af Nina Holm Vohnsen 23 marts 2010

På et tidspunkt holdt jeg et oplæg om min forskning for et kontor i Arbejdsmarkedsstyrelsen. Min præsentation tog udgangspunkt i forskellen mellem den idealiserede forestilling om, hvordan implementering foregår (som de fleste vel at mærke er fuldt ud klar over er en illusion) og det portræt af processen, som jeg efter at have fulgt en given indsats gennem fire måneder foreløbigt kunne tegne. Den første kommentar var:

”Når du siger det på den måde, er det klart at vi må gøre noget anderledes. Men hvad skal vi gøre?”

Det er hverken første eller sidste gange jeg er stødt på det spørgsmål. Senest i forbindelse med en masterclass i kompleks ledelse, som Ralph Stacey afholdt med deltagelse fra en række ministerier. Kravet om direkte omsættelighed af forskning er på en gang dybt urimeligt og yderst rimeligt. På den ene side kan jeg irritere mig til døde over den mentalitet, som kræver, at hvem som helst skal kunne se den direkte anvendelighed af hvad som helst. På den anden side har jeg største forståelse for de personer, som sidder og skal træffe vigtige beslutninger, og som bliver præsenteret for en viden, som, de fornemmer, er central, men som de ikke aner, hvad de skal stille op med. Som ansat erhvervsphd-studerende bliver jeg nødt til at kunne besvare det spørgsmål mine kollegaer i ministerierne stiller: ”Men hvad kan man bruge det til?” Og mit svar skal være et, som imødekommer det behov for omsættelighed, som knytter sig til den rolle, de skal udfylde, og som samtidig er loyalt overfor den fundamentalt anderledes rolle forskning – efter min mening – skal spille i et samfund.

Til at besvare det spørgsmål har jeg i flere sammenhænge haft god hjælp af at stille skarpt på den sondring mellem instrumentel nytte og konceptuel nytte, som prodekan Hans Siggaard Jensen fra DPU fremlagde på et seminar ved Aarhus Universitet i foråret 2009 om nytteværdien af humanistisk forskning. Den instrumentelle nytteværdi er den nytte, som ligger i at besidde en viden, som giver direkte adgang til løsningen af en problemstilling. Konceptuel nytteværdi er den nytte der ligger i at kunne anlægge flere perspektiver på en given problemstilling, samt dekonstruere den for at påpege nye måde at forstå problemfeltet på. Sidstnævnte er dyder, som er centrale i humanistisk og socialvidenskabelig forskning. Jeg kan kort at illustrere de to former for nytteværdi via et eksempel hentet fra min egen forskning i implementeringen af regeringens handleplan på sygefraværsområdet. Her kan man sige, at indsigten ”syge bliver hurtigere raske, hvis de holder sig i gang under sygdom” har en instrumentelle nytteværdi, fordi den peger direkte på en løsning af den centrale problemstilling. Den konceptuelle nytteværdi kan derimod bestå i at problematisere den generalisering af individuelle forskelligheder, som ligger i ordene ’syge’, ’raske’ og ’sygdom’. Eller den kunne bestå i en problematisering af de grund præmisser, som den kommunale ’aktive syge’ indsats bygger på: Kan det altid lade sig gøre at identificere et ’udækket behov’ hos den syge? I fald det kan, har sagsbehandleren da mulighed for (lovgivningsmæssigt og økonomisk) at tilbyde det, som kunne gøre en forskel?

Den centrale indsigt, som, jeg hævder, gør oversættelsen fra konceptuel nytte til instrumentel nytte mindre svær end den kan forekomme, er den pragmatiske lære om, at viden er værktøjer. Som pragmatikeren og psykologen William James formulerede det:

“You must bring out in each word its practical cash-value; set it a work within the stream of your experience. It appears less as a solution, then, than as a program for more work, and more particularly as an indication of the ways in which the existing realities may be changed.”

William James i hans forelæsninger om pragmatisme

Den måde, du ved noget på, er med til at forme, hvordan du kan adressere det både gennem tanke og konkret handling. Det er fundamentalt forskellige forestillinger både om dit interventionsområde og de tiltag, du kan rette mod det, som vil opstå, alt efter om du anskuer det statistisk (X % flere overgår til selvforsørgelse, hvis de bliver udsat for en tæt og tidlig kommunal opfølgning) eller om du anskuer det partikulært (til sidst stressede det mig så meget, at skulle forholde mig til kommunens henvendelser, at jeg simpelthen valgte at melde mig rask og afholde min afspadsering og ferie i stedet).

Misforståelsen er at tro at disse to vidensformer skal kæmpe mod hinanden. I stedet bør man anskue dem som forskellige former for konceptuel viden, som hver især kan konverteres til instrumentel viden. Des flere perspektiver du er i stand til at lægge på en given problemstilling, des flere værktøjer sidder du i samme åndedrag inde med til at gå til samme. At opgaven derved ophører med at være entydig vil selvsagt ikke gøre den nemmere. At nogle former for viden / værktøjer kræver større ekspertise at anvende end andre giver sig selv. Men når vi taler om at adressere nogle af de store sociale og økonomiske problemstillinger, som en stat har til opgave at håndtere, er det vel næppe heller nemhed, som bør være parameteret?

Emner: Forskning | Innovation
0 kommentarer

Får Australien verdens mest nytænkende offentlige sektor?

Af Christian Bason 9 marts 2010

Vi har det med at mene at vi i Danmark har verdens mest moderne og innovative offentlige sektor. Men jeg tror vi er på vej til at blive overhalet fra den anden side af jorden. I Australien har delstaten Victoria, som har samme befolkningstal som Danmark, i forrige uge lanceret en ambitiøs Innovation Action Plan, der er målrettet statens offentlige ansatte. Planen, som er underskrevet af samtlige Victorias topembedsmænd, rummer fire initiativer.

vps

For det første lægger handlingsplanen op til at skabe stærke forbindelser mellem mennesker, ideer og muligheder. Det er et forfriskende bud på offentlig innovation at nytænkning ikke kun handler om at tackle problemer, men også om at skabe ny værdi. I australsk aftapning handler det ikke mindst om at anvende nye sociale medier (web 2.0) teknologi til at sætte strøm til udvekslingen af ideer og samspil på tværs af embedsværket.

Planens andet element er at bygge innovations-kapacitet. Målet er at booste træning og udvikling af statens medarbejdere og understøtte en innovationskultur, herunder ved at anvende længerevarende indstationeringer af medarbejdere på nyskabende projekter på tværs af forskellige forvaltninger. Endelig overvejer man en mere permanent organisatorisk forankring af innovationsarbejdet – blandt andet baseret på erfaringer fra Victorias justitsministerium, som allerede har skabt en Innovation and Strategy Unit.

Det tredje initiativ handler om at stimulere innovation og belønne god praksis. Victoria vil nu etablere en række projekt-udfordringer, eller ’Challenges’ som teams af embedsmænd kan prøve at tackle, og hvor belønningen er en personlig præsentation over for statens premierminister John Brumby. (Man overvejer også at belønne vinderne med en iPod; men som en spøgefugl kommenterede, så lad være med at give folk valget mellem de to; så vælger de bare musikafspilleren…)

Sidst, men ikke mindst vil Victoria åbne op for en langt friere anvendelse af data på tværs af den offentlige sektor; første skridt er etableringen af en business case for hvordan det teknisk og juridisk kan lade sig gøre.

Er Victoria er planen på vej til at kunne kalde sig den offentlige forvaltning i verden der arbejder mest systematisk med innovation?

Emner: Innovation | Set og hørt nationalt og internationalt
2 kommentarer

For foden af Andesbjergene

Af Marie Herborg Krogh 2 marts 2010

Nu er det vist blevet tid til en hilsen fra den nordlige del af Argentina for foden af Andesbjergene, hvor feltarbejdet er i fuldt sving. Feltarbejde tager udgangspunkt i et projekt i et regionalt energiselskab, som fokuserer på distribution af elektricitet til mennesker med få midler til at betale for elregningen. Mennesker, der blev hårdt ramt af den krise, der lammede landet i 2001, og som ofte bor i ulovlige bosættelser i udkanten af de større byer uden vand, kloaksystemer. På grund af krisen i 2001 havde mange folk ikke havde råd til at betale for elektriciteten og begyndte at hægte sig på elnettet ulovligt med fare for at få elektrisk stød og dø. For virksomheden var dette samtidigt et stort problem, for hvordan skulle virksomheden så i sidste ende overleve, hvis folk ikke betalte for elektriciteten?

Et af løsningsforslagene går ud på, at virksomheden sætter elmast, elmåler og kabler op for 10 pesos (cirka 14 kroner) hos en familie mod, at den nye kunde hver 14. dag betaler deres regning, og der er ansat ni personer (preventistas) til at gå rundt i de forskellige kvarterer og afmåle elektriciteten og fortælle, hvordan og hvor kunden kan betale for elektriciteten. Preventista’ernes job betragtes af topcheferne i virksomheden, som yderst værdifuldt, men også som meget farligt, fordi områderne anses som meget usikre. Ofte har preventista’erne derfor en politimand med sig. En udfordring for os, fordi de i starten ikke ville lade os gå rundt med preventista’erne alene (+ politimand), men kørte os rundt i en bil, så vi kunne se preventista’ernes arbejde fra bilen. Heldigvis har vi fået bearbejdet dem lidt, for godt nok er der områder, man ikke skal gå i, men de fleste områder er nogenlunde trygge, og folkene der er flinke. Der eksisterer altså mange myter om disse mennesker, der er yderst interessante at dykke ned i, for hvordan påvirker det relationen mellem disse mennesker og virksomheden?

Det er disse preventistas, som jeg sammen med min studieveninde Stine følger hver dag. For at give jer et indblik i, hvordan sådan en dag er, får I nedenfor et uddrag fra mine feltnoter fra en af de første dage, hvor vi var af sted:

”Vi løber af sted på de mudrede veje, og det går stærkt. Virkelig stærkt. I 40 graders varme. Sveden pibler på panden. Foran os løber Fernando og Lucia [preventistas]. De vender sig ikke om, men snakker bare hurtigt til hinanden for at markere, at de altså har travlt, og hvis vi skal være sammen med dem, så skal vi være hurtige. Bag os snøvler politimanden Pablo af sted. Han hader solen og ser ud til at have det meget hårdt. Jeg griner inde i mig selv, for det må virkelig se morsomt ud for beskuerne. Vi står nu foran et hus, og de kalder på kunden ”Lopéz” råber de. ”Det er tid til at betale for strømmen. Kom og få papiret med dit forbrug på”. Lidt efter kommer en kvinde frem. Hun siger, at hun ikke ved, hvor hun kan betale sin regning. Jeg spørger Lucia, om der er mange af kunderne, der ikke kender til programmets betalingssystem. Hun svarer: ”Jo, jo, alle klienterne kender til det, for vi har jo sagt det til dem mange gange, men hver gang siger de bare, at de ikke har hørt noget om det før””.

Hvad er det, der gør, at kunderne siger, at de ikke aldrig har hørt om, hvor de fx kan betale deres regninger, eller hvad programmet går ud på? Har det noget med virksomhedens adfærd at gøre? Vi for at se. Projektet er et led i virksomhedens arbejde for social ansvarlighed, hvor der tages udgangspunkt i en terminologi om inddragelse af de lokale som ressourcer og som medproducenter til nye løsninger for lige adgang til elektricitet. Viljen til at inddrage og forstå disse menneskers situation er der, men i praksis sker det ikke helt som ønsket. Hvordan kan det være? På grund af interne strukturer i virksomheden? Fordi man ikke er klar over, hvordan disse menneskers bidrag kan bringes i spil? Alle disse spørgsmål skulle vi gerne have besvaret i løbet af de næste par måneder… Og der dukker garanteret flere op på vejen. Men her var en lille opdatering fra feltarbejderen i Argentina.

Hilsen Marie

Emner: Forskning
0 kommentarer

Det er ikke en udfordring. Det er et problem…

Af Johanne Mygind 18 februar 2010

Jeg blev ansat som barselsvikar i MindLab i november og skiftede dermed fra at være journalist til projektleder i den offentlige sektor. En helt anden hverdag og en helt anden type arbejdsopgaver, som jeg var og er meget glad for at få lov at prøve. Men at skifte branche er ikke bare at skifte arbejdsopgaver. Det er også at skifte sprog. Hurtigt begyndte jeg at bruge ord, som jeg aldrig før havde haft i munden: Succeskriterier, brændende platforme, drøftelse, for bare at nævne nogle få.

Det mest slående sproglige skift er fraværet af ordet problem. Det er konsekvent byttet ud med ordet udfordring. Som i ”Vi havde nogle udfordringer med fotografen” eller ”de unge indvandrere fortalte om deres udfordringer i skolesystemet” eller ”manglen på arbejdskraft bliver en af den offentlige sektors store udfordringer i de næste 20 år.”

Hvis man har den mindste tro på, at ens ordvalg hænger nøje sammen med ens virkelighedsopfattelsen, er det let at se, hvorfor ordet problem ikke er lige så populært som ordet udfordring. En udfordring er en kamp, som skal tages op, et bjerg, der skal bestiges, en succes som venter for enden af et hårdt stykke arbejde

Et problem er derimod i følge ordbogen “noget besværligt, som har behov for en løsning” eller ganske enkelt “ en kilde til besvær”. Et problem har altså ingen indbygget succesoplevelse. Det kalder måske på en løsning, men man finder det ikke nødvendigvis. Og selv hvis man finder en løsning, har den det at forvandle sig til nye problemer, splitte sig op i uløselige dilemmaer og skabe palaver og diskussion. Hvem vil have problemer, når man kan få udfordringer?

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tvivle på om den konsekvente brug af ordet udfordring egentlig skaber en mere positiv attitude i længden. En udfordring er vel kun positiv, hvis man kan kravle op af bjerget og sætte vimplen i toppen. En vinder er en, som klarer sin udfordring, men hvad hvis man ikke gør det, er man så en taber?

Den overvejelse er måske særligt relevant, når man arbejder med udviklingsarbejde i den offentlige sektor. Her arbejder man nemlig ofte med projekter, som kendetegnet ved skulle nå en lang række svære mål: bekæmpelse af arbejdsløshed, større integration, længere levealder, mere effektive offentlige institutioner. Komplekse områder, som har tendens til at rumme tusindvis af dilemmaer og alt for få enkle løsninger.

Netop derfor kan ordet udfordring, som giver energi til at komme over bjerget, også ramme projektlederen lige i baghovedet, når bjerget ikke viser sig at være et bjerg, men et stort filtret garnnøgle eller et smal bræt udspændt over politiske kompromiser. Så er det projektlederen risikerer at føle sig som en frustreret taber, som igen og igen må konstatere, at virkeligheden har forandret sig, og flyttet målstregen et helt andet sted hen.

Jeg har derfor besluttet mig til at holde fast på det gode danske ord problem, også når jeg er på arbejde. Ikke fordi jeg vil være sur, på tværs eller negativ, men fordi det måske netop er evnen til at skelne mellem hvad der er udfordringer og hvad der er problemer i et projekt, som sikrer at jeg kan blive med at gå til arbejdet med glæde og energi.

Emner: Mindlabs erfaringer
0 kommentarer

Designtænkning giver løsninger der virker

Af Niels Hansen 11 februar 2010

I den forgangne uge har vi i MindLab været ude og teste fem idéer til, hvordan Arbejdstilsynet kan forbedre sin kommunikation med virksomhederne. Dette indlæg skal ikke handle om de fem løsninger, men om den værdi designprocesser kan give i policy- og serviceudvikling.

Idéerne havde vi forsøgt at formulere som konkrete produkter frem for abstrakte koncepter. Vores dygtige designpraktikant fik omsat idéerne til fysiske prototyper. Altså konkrete eksempler på, hvordan idéen kunne se ud, hvis den blev omsat til virkelighed. Herunder ses et eksempel på en af vores prototyper.

Som det ses, er der ikke tale om avancerede produkter, men derimod skitser. Skitserne gav os mulighed for, at forklare tankerne bag idéen og give et billede af, hvordan idéen ville kunne fungere for virksomheden. Prototyperne blev på den måde omdrejningspunkt for at tale om konkrete situationer fra testvirksomehedernes dagligdag, og hvilken forskel den enkelte idé ville kunne gøre her – eller helt afkræfte forestillingen om, at den ville gøre en forskel.

Vi kunne selvfølgelig have valgt, at fortælle om idéen og dens muligheder uden prototyperne. Men det ville helt sikkert have været sværere for testpersonerne at forstå. Jeg vil faktisk mene, at der er stor sandsynlighed for, at vil ville have snakket forbi hinanden. Udover at skærpe fokus i selve testen, var udarbejdelsen af prototyperne også med til at skærpe vores egen forståelse af idéerne. Vi blev nødt til at forholde os til konkrete udfordringer ved idéen og fik således allerede her frasorteret elementer, der ikke ville fungere.

Brugen af prototyper til at teste idéer har vist mig, hvordan designprocesser kan være med til at skabe offentlige løsninger af en højere kvalitet. Designtænkningen tvinger os til, at forholde os helt konkret til de løsninger vi udvikler. Sammen med brugerinvolveringen giver det et stærkt udgangspunkt for at skabe løsninger der har den ønskede effekt i virkeligheden.

Emner: Innovation | Mindlabs erfaringer
0 kommentarer

Borgerinvolvering på Nørrebro

Af Jakob Schjørring 14 januar 2010

Jeg har før talt for, at der ligger et stort, uudnyttet potentiale i at rykke brugerinvolvering ud i det offentlige rum så man involverer brugerne “on the fly” i stedet for på forhånd at aftale tid til interviews og observation.

På Nørrebrogade 58 i København kan du frem til slutningen af januar se resultaterne af kunstprojektet “Nørrebrodagbog”, som er et konkret eksempel på brugerinvolvering i det offentlige rum. Kunstnerne har bygget i alt seks “dagbogsstationer”, som har været placeret rundt omkring på Nørrebro i løbet af november og december 2009. I dagbogsstationen har forbipasserende borgere kunne nedfælde deres tanker i en dagbog eller indtale dem på en telefon. Overraskende mange borgere har taget ideen til sig og delt ud af deres tanker og oplevelser.

Kunstprojektet har ikke haft til formål at byudvikle Nørrebro, men “at Nørrebro kan komme til at lære sig selv bedre at kende”. Min vurdering er, at man sagtens kunne gentage projektet i et udviklingsprojekt, hvor man blot stillede nogle lidt andre spørgsmål til borgerne, som de kunne forholde sig til i dagbøgerne. Ideen er hermed givet videre.

Er der andre der har konkrete eksempler der kan inspirere til, hvordan brugerinvolvering i det offentlige rum kan gribes an, så del dem her på bloggen!

En dagbogsstation ved søerne i København.

Invitation til at bidrage til nørrebrodagbogen

En historie fra dagbogen. Se flere eksempler her!

Emner: Set og hørt nationalt og internationalt
0 kommentarer

Ny portal viser vej gennem innovationsprocessen

Af Runa Sabroe 17 december 2009

Har du brug for flere og bedre ideer? Hvordan håndterer du et udviklingsforløb? Hvordan får du samspillet med kollegerne, borgerne og virksomhederne til at fungere? MindLab har i samarbejde med Økonomi- og Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Skatteministeriet udviklet en portal, innovationsguiden.dk, som skal guide offentligt ansatte med udviklingsansvar på vej.

Kravene til offentligt ansatte om at kunne reagere hurtigt på fremtidens nye opgaver og samtidig besidde tilstrækkelig innovationskraft er stigende. Måske har du prøvet det selv? At starte et offentligt udviklingsprojekt, hvor energien er opbrugt efter den første fase, hvor der indsamles ny viden. Eller måske er området så komplekst, at det kræver en ikke uvæsentlig del af projekttiden at danne sig overblik over den allerede eksisterende viden. Når I endelig kommer til at tænke nye tanker, udarbejde konkrete løsninger og generere nye ideer mangler både tiden og værktøjerne til at komme videre.

Men ofte er det nogle simple greb der skal til. Nogle brugbare værktøjer, metodiske greb, skabeloner, som kan downloades, mulighed for at få hjælp her og nu fra andre, som også har prøve en lignende proces.

Alt dette er nu samlet på ét site; innovationsguiden.dk. Formålet med portalen er at ruste offentlige medarbejdere og ledere til at få flere og bedre ideer, der virker og til at involvere brugere i udviklingen af nye offentlige løsninger.

Under tre overskrifter ”Jeg har brug for flere og bedre ideer”, ”Jeg skal involvere brugere” og ”Jeg savner inspiration” bliver offentligt ansatte guidet gennem alle faserne i et udviklingsprojekt. Sitet favner længere projekter, hvor der er lagt op til at involvere borgere eller virksomheder ligesom det også er muligt at benytte innovationsguiden, hvis man blot savner inspiration til idéudviklingsprocessen.

Kogebog til innovationsprocessen

“Du står med en stor viden om et emne [...] Du mangler derfor et værktøj, hvor du systematisk får omsat din viden til idéer til at imødekomme udfordringerne og problemerne. Krav til materiale: Brainstormmatrix (kan downloades i skabelon), postits i forskellige farver. Tid: en halv til en hel time”.

Ovenstående er et uddrag af en præsentation af en metode på innovationsguiden. Metoderne bliver alle præsenteret i et let tilgængeligt sprog, hvor fokus er på direkte anvendelighed. I bedste kogebog-stil fortæller guiden, hvor lang tid man kan forvente at bruge på en given metode, der er linket til relevante skabeloner, yderligere inspirerende læsning og det beskrives, hvilke materialer man skal benytte.

Innovationsguiden er tænkt som et forum for offentlig udvikling. Så opfordringen herfra er: kast jer ud i det, brug sitet, høst erfaringer og vend gerne tilbage med kommentarer, forbedringsforslag mv. Ligesom al anden udvikling er innovationsguiden.dk altid på vej. Dét, I ser, er første bud, som kan rystes, bøjes og laves om. Gå på opdagelse her.

Emner: Innovation
0 kommentarer

Kreative tal?

Af Rasmus Kolding 8 december 2009

Tidligere på året havde vi designeren Manuel Toscano på besøg i MindLab, og han holdt et rigtig inspirerende oplæg om, hvordan man kan gøre statistik inspirerende og ”følelsesmæssigt overbevisende”. Hans case var FN’s rapport om klimaforandringer, og hans designfirma havde lavet en udstilling om klimaforandringer i FN-bygningen i New York. Her kunne man blandt andet sidde på sækkestole, der med deres forskellige størrelser repræsenterede CO2-udledningen per borger i hvert enkelt land:

Koblingen af de ”rationelle” tal samt den følelsesmæssige overbevisning er interessant, så jeg blev desto mere inspireret, da jeg så følgende 2 videoer på TED.com:

Det er to forskellige bud på hvordan man kan præsentere kvantitativ data i en inspirerende form. Især det første oplæg placerer sig virkelig i et felt, hvor opdelingen mellem det kvantitative og det kvalitative ikke længere giver mening. Ligesom vi i MindLab forsøger at gøre kvalitativ data inspirerende ved hjælp af fotos, lyd og video, så er der – heldigvis kunne man fristes til at sige – tentative forsøg på at gøre det samme med tal og statistik.

P.S. Manuel Toscano’s oplæg kan ses i en kort version her , og en anden video fra samme event kan ses her. Manuel Toscano gæster desuden København til COP15, for at give et kreativt bud på regeringens Erhvervsklimastrategi. Følg med her på bloggen for et referat.

Emner: Mindlabs erfaringer | Set og hørt nationalt og internationalt
0 kommentarer

Kan brugerinvolvering effektivisere den offentlige sektor?

Af Christian Bason 6 november 2009

En krise har det med at forplante sig. Først havde vi den finansielle krise, som spredte sig fra USA til Europa og Danmark. I kølvandet kom den økonomiske krise, som har ført til stigende ledighed, også herhjemme. I 2008 faldt Danmarks BNP med næsten én procent, det største fald i 15 år. Nu følger så den sociale krise, som indebærer flere og krævende opgaver til den offentlige sektor. De områder MindLab arbejder på (erhvervsudvikling, beskæftigelse og skat) er alle berørt. Men de mange nye opgaver skal, groft sagt, håndteres indenfor økonomiske rammer som ikke nødvendigvis bliver meget større end de er i dag. Så udfordringen er: Kan det offentlige løfte flere opgaver, uden at det koster mere? Kan det offentlige effektivisere? Og kan brugerinvolvering bidrage?

Brugerinvolvering kan hjælpe offentlige organisationer med at prioritere deres ressourcer, så de rammer plet.

MindLabs erfaring er, at involvering af borgere og virksomheder ikke kun er hensigtsmæssigt når man ønsker at skabe en bedre serviceoplevelse for brugerne, eller når man ønsker at skabe styrkede resultater. Der er mindst fire forhold, som gør at brugerinvolvering også er et relevant effektiviseringsredskab:

1. “Less is more”: Hvad skaber værdi i dag, og hvad gør ikke? Involvering af borgerne kan hjælpe offentlige organisationer til at forstå hvilke dele af deres aktuelle indsats som reelt er værdiskabende, og hvilke der ikke er. Mange organisationer har i årevis, måske årtier, leveret samme type ydelser til borgerne. Men borgere og virksomheders vilkår og behov er under massiv forandring i disse år — og processen accelereres af den igangværende krise. Så er ydelserne stadig relevante og værdiskabende? Er der opgaver og services som kunne fjernes, uden at nogen virkelig ville mærke det?

2. “Samproduktion”: Hvordan kan en ny løsning leveres mest effektivt? Her er formålet med brugerinvolvering af afdække hvilke ressourcer og hvilken motivation borgerne selv har, som kan fremme eller hæmme effektiviteten af en ny offentlig løsning. En af de mest centrale redskaber til effektivisering i stor skala i det offentlige, er digitalisering. Her er brugerinvolvering en afgørende forudsætning for, at nye digitale redskaber og platforme også kommer til at virke efter hensigten. Mere overordnet er spørgsmålet: Hvordan kan en ny service, hvad enten den er digital (virtuel) eller fysisk, designes så borgerens egne ressourcer bliver bragt i spil, og supplerer eller styrker den offentlige indsats? I MindLab har vi på flere områder set, at borgerens eller virksomhedes mål ofte er det samme som det offentliges — udfordringen er blot at sikre, at den offentlige indsats indtænker brugerens motivation som en ressource, ikke som en barriere.

3. “Tommelfingeren nedad”: Hvordan skal vi prioritere mellem forskellige nye løsningsforslag? MindLab har ved flere lejligheder oplevet, at dygtige offentlige udviklere er parate til at implementere en løsning, som borgerne måske ikke nødvendigvis har et stort og presserende behov for. Her kan brugerinvolvering, hvor man opstiller forskellige brugsscenarier (prototyper på forskellige serviceløsninger) være en metode til i praksis at teste, hvad borgerne reelt har behov for. Eksempelvis hjalp vi SKAT til at udskyde udviklingen af TastSelv til mobiltelefonen, fordi løsningen i praksis ikke ramte et behov borgerne havde. Mere overordnet kan denne type input bruges til at opstille begrundede prioriteringer af, hvad der skal udvikles, hvad der kan udskydes, og hvad der måske er helt overflødigt.

4. “Synergi på tværs”: Til sidst er der den oplagte, men ofte oversete pointe, at sætter man brugeren i centrum, så opdager man også hvor der er synergi (eller det modsatte) mellem de forskellige offentlige myndigheder, som leverer service eller regulering i relation til brugeren. Ved fx at illustrere borgerens personlige servicerejse, opstår der et potentiale for at se den samlede offentlige indsats i sin helhed, og dermed også identificere overlap, dobbeltarbejde, modstridende indsatser og andre uhensigtsmæssigheder, som kan tackles ved at gentænke samspillet mellem de forskellige myndigheder.

I modsætning til et herskende effektiviseringsparadigme som lean, der har fokus på løbende inkrementelle forbedringer, kan brugerinvolvering derfor noget andet: Det kan hjælpe os til at sætte værdien for borgeren i centrum, og derfor finde mere radikalt nye svar på, hvordan de klemte offentlige ressourcer anvendes bedst muligt.

Emner: Innovation | Mindlabs erfaringer
1 kommentar

Papiret og livet

Af Nina Holm Vohnsen 28 oktober 2009

Man kan ikke fortænke en fuldmægtig kvinde i at følgende tanke melder sig hen ad 16-tiden, efter hun er blevet observeret af en antropolog en hel dag:

“Vi er jo 200 mennesker, som bare sidder her og skriver og laver papir. Vi sidder bare og skriver om hvad der bør gøres uden at gøre noget. Jeg kan sidde her og se ud af mit vindue over på socialministeriet og tænke ‘gad vide hvad de skriver derovre?”.

Det er sådan en tanke som kan melde sig en eftermiddag i efterårsferien. Men, tilføjer hun, hun ved godt, at selvom hun ikke har fingrene nede i selve gennemførelsen af indsatser og projekter, så er hun med til at udstikke nogle rammer for, hvordan de politiske dagsordener skal udmøntes andre steder. En af hendes kollegaer har for eksempel været med til at udstikke rammerne for et forsøg, hvor man ved at give nogle tilbud til sygemeldte vil hjælpe dem hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet.

I sådan et tilfælde holder papir op med blot at være papir og kan få følgende liv i interaktionen mellem en sygemeldt borger, John, og en kommunal sagsbehandler, Marie:

John: Nu blev jeg lige forvirret, for jeg synes du sagde, at det var et tilbud. Det er altså noget jeg er tvunget til?

Marie: Ja, det er du sådan set, det skulle jeg måske lige have nævnt. Men du skal se på det, som om vi giver dig noget ekstra.

John: Jamen så skal jeg måske lade være med at melde mig ind i fitness og gå til svømning, som jeg havde tænkt mig, hvis jeg SKAL være med i jeres aktivitet. Altså jeg vil jo nødigt overbelaste mig heller, vel?

Marie: Nej, det er jo ikke så smart.

Emner: Forskning
0 kommentarer

Kreativ tillid

Af Jesper Christiansen 26 oktober 2009

“Tilliden var bare væk, og der var ikke så meget at gøre. Jeg tror egentlig ikke, at vi nogensinde rigtigt nåede at forstå hinanden. På trods at vi begge faktisk var enige om en hel del, da vi begyndte samarbejdet” (virksomhedsleder).

“The future is open to us by others” (Pahuus 2009)

Fremtidens innovative løsninger på velfærdsproblemer skal ske i et nært samspil mellem forskellige offentlige og private aktører. Denne pointe har sat sig fast hos politiske ansvarlige i ind- og udland og har derfor sat skub i forskellige former for offentlig-private innovationsprojekter. Der skal skabes en nødvendig synergi; en tilstrækkelig og uventet kombination af menneskelige input som basis for kreativitetens opblomstring.

Men hvordan skabes den nødvendige synergi i den midlertidige organisatoriske setting? Det oftest nævnte koncept i den sammenhæng er ’tillid’. Tillid til og imellem innovations-processens andre aktører. Det kan dog være svært at regne ud, hvornår denne tillid skabes, og hvordan den virker.

Filosoffen Anne Marie Pahuus, inspireret af den danske filosof K.E. Løgstrup (1956), taler om tillid som evnen til at acceptere det usammenlignelige mellem fortid og fremtid. Det ideelle mål er en ubegrundet tillid, som giver den enkelte frihed til at bevare fremtiden åben og skabe det, som Pahuus kalder ‘kreativ tillid’. Individuelle muligheder for åben kreativitet begrænses af andre aktørers forventninger og afhænger af den form for tillid, man er i stand til at vise hinanden.

Det kan i denne optik virke som om, at for at opnå tillid til en anden person, skal man lægge sine tidligere erfaringer på hylden. I hvert fald for en tid. Imidlertid er incitamenter og erfaringer hos involverede aktører i offentlig-privat innovation alt andet end ubegrundede. Således finder man næppe uforbeholden tillid hos kommuner og private virksomheder, som baserer deres handlinger og beslutninger på velbegrundede erfaringer.

Her ligger udfordringen. I enhver ny proces, hvor man er usikker på forløb og succeskriterier, vil den enkelte i langt højere grad gøre brug af deres eksisterende opfattelser af samarbejdets aktører og de elementer, der indirekte kan relateres til dem. Mistillid bliver ofte konsekvens af den usikkerhed. Hvis den ulmer under overfladen skaber det ikke kun et ufrugtbart rum for innovative tanker, men de gensidige forventninger begrænser følelsen af frihed til at tænke nyt.

Vejen frem synes i denne optik i højere grad at være at erkende tillid som grundlæggende for kreativ innovation. Ikke mindst i form en anerkendelse af den store udfordring, som ligger i på den ene side at vise åben tillid til andre og på den anden side at gøre brug af sine nuværende opfattelser af og erfaringer i forhold til de personer, man samarbejder med. Kort sagt, en erkendelse af at fremtiden kun er åben gennem andre.

Kreativitet og tillid
Kreativitet kan forbindes til tillid på både et individuelt og kollektivt plan:
• Ens personlige, kreative og konstruktive livsanskuelse bliver på den ene side et produkt af den tillid, som andre viser til én.
• På den anden side forbindes kreativitet til et tillidsfuldt rum, hvor social interaktion mellem relevante aktører kreerer nye tanker og idéer.

Blog-indlægget er et indhug i en tankerække, som lige nu udgør grundlag for udarbejdelsen af et workingpaper under arbejdstitlen ‘Trusting the new’ med inspiration fra konferencen af samme navn (http://www.ifi.au.dk/trustingthenew).

Anne Marie Pahuus skriver om dette emne i “Concern for the Other: Perspectives on the Ethics of K. E. Logstrup” (2008) i Andersen, S. og Kooten Niekerk, K. (eds.). Forfatternes inspiration til denne bog er hentet fra K.E. Løgstrups “The Ethical Demand” (1956).

Emner: Forskning
0 kommentarer

Er muligt at lave kriterier for “den gode metode”?

Af Marie Herborg Krogh 21 oktober 2009

Dette blev afprøvet i det tværministerielle projektledernetværk for innovation og brugerinddragelse d.1. oktober i MindLab. Her blev eftermiddagen brugt på i fællesskab at udvikle kriterier for “den gode metode” og dernæst beskrive metoder, som bliver en del af en ny innovationsguide på internettet. De følgende kriterier afspejler resultatet af dagens arbejde:

Klart formuleret formål: Det skal være helt tydeligt, hvad metoden går ud på, hvilke behov, der “udløser” metoden, og hvordan metoden kan hjælpe.

Systematik: Skal metoderne være ustrukturerede, fordi vi arbejder med innovation? Tværtimod. Det er muligt at være struktureret – også når der arbejdes innovativt. Derfor skal metoden skal gå systematisk til værk i forhold til den opgave, der skal løses.

Refleksion over forholdet mellem analyse og fortolkning: I en kompleks verden er det ikke muligt at lave tilbundsgående analyser af alt. Derfor kan det være en nødvendighed at give plads til intuition og fortolkning. Analyse er typisk mest bagudrettet og fokuserer på enkeltelementer og deres indbyrdes sammenhæng. Fortolkning fokuserer på betydningen og implikationerne af analysen, og den er derfor mere fremadrettet og central i innovationsarbejde. Valg af metode skal derfor afspejle en bevidst sondring mellem analyse og fortolkning.

Udbytte står mål med ressourcer. Der skal være en rimelig sammenhæng mellem det udbytte metoden giver, og de ressourcer, der anvendes på metoden. Desuden skal metoden også være realistisk i forhold til tid samt materialer og skal inkludere eventuelle støtteredskaber.

Etik: Metoden skal være etisk forsvarlig – fx i forhold til omgang med fortrolige oplysninger og metodens indvirkning på organisationen eller de informanter, den bruges på. Den må gerne udfordre og provokere, men ikke afskrække den organisation eller de mennesker, der “udsættes” for den.

Det var nogle af de kriterier, vi diskuterede. Mangler vi nogle? Kom med dine input!

Emner: Mindlabs erfaringer
0 kommentarer

Er tværoffentligt samarbejde unaturligt?

Af Christian Bason 19 oktober 2009

Den seneste kontrovers om en topforhandlers afgang og spekulationer om relationen mellem stats- og klimaministerierne sætter spot på tværoffentligt samarbejde. Er fælles visioner, mål og tæt fagligt samarbejde på Slotsholmen en illusion? Er det dagens orden, at embedsmænd smeder intriger og stikker kniven i ryggen på hinanden så snart en lejlighed byder sig? Er politikudvikling et komplekst magtspil hvor kun den smarteste og (om ikke andet) stærkeste overlever?

I et indlæg i Politiken lørdag d. 17. oktober giver politisk kommentator Peter Mogensen udtryk for, at det lige præcis er sådan, det er. Ex-spindoktoren siger: ”Lad os slå fast, at der ikke findes en eneste begivenhed på Slotsholmen, uden at der er magtkampe”.

Naturligvis er der magtkampe i politik. Men som en gruppe på 60 centralt placerede embedsmænd på tværs af en række ministerier for nylig pegede på i en workshop i MindLab, så er magtkampe sådan set det modsatte af det, man ønsker. Silo-tænkning, snævertsyn og småligt fnidder er noget af det mest ødelæggende for sammenhængende, kloge og samfundsnyttige løsninger. Gruppen udarbejdede 12 gode principper for styrket tværoffentligt samarbejde, som kan læses her.

MindLab som organisation er selv skabt som en tværoffentlig enhed – på tværs af tre store ministerområder. Det er naturligvis ikke nogen helt nem konstruktion. Men det virker, og vi oplever dagligt hvordan det faktisk kan lade sig gøre at arbejde smidigt og effektivt på tværs af Slotsholmens siloer. Hvordan?

* Gennem tillid og vilje til at samarbejde mellem ministerierne, også på topniveau.

* Ved at sætte borgerne i centrum – det er svært at ignorere fælles udfordringer, når borgere og virksomheder selv giver udtryk for dem.

* Via gode rammer for fælles idéudvikling, hvor embedsmændene kan fokusere på fælles mål, høj faglighed og det gode argument.

MindLabs eksistens er i sig selv et levende bevis på, at virkeligheden ikke helt er, som Peter Mogensen påstår. Slotsholmen er, trods alt, overvejende befolket med embedsmænd der ser det som en del af deres grundlæggende etik at yde en indsats, der er til samfundet bedste. Alt andet ville i øvrigt være disrespekt for den tillid, borgerne viser os.

Emner: Set og hørt nationalt og internationalt
0 kommentarer

Design mod klimaforandringer

Af Rasmus Kolding 29 september 2009

Her er en lille film, der er blevet produceret i kølvandet på den workshop vi holdt under Cph Design Week sammen med Manuel Toscano. Musik fra Apollo Music.

Emner: Set og hørt nationalt og internationalt
1 kommentar

MindLab-event under Cph Design Week 09

Af Anette Væring 9 september 2009

MindLab inviterede 2. sept til oplæg og derefter workshop omkring temaet ’Design as a driver against climate change’ ved Manuel Toscano, partner i Studio ZAGO, N.Y.C.

Se eventen på Cph Design Week

Se billeder fra eventen her – klik for fuld størrelse.

Emner: Mindlabs erfaringer
1 kommentar

At designe en service

Af Runa Sabroe 8 september 2009

35 minutter. Så lang tid tager det at trække en sodavand i en automat med sin mobiltelefon via i-mode. Men så har man også nået at: indtaste adresse på automaten, udfylde en meget lang og besværlig formular på Internettet, ringe til kundeservice og sidst men ikke mindst indkaste depositum(!) At kunne trække en sodavand i en automat via sin telefon, når man er tørstig og ikke har småpenge på lommen giver bestemt god mening. Men når manøvren i praksis kan sammenlignes med at rejse ind i USA fra et arabisk land, når det kommer til den mængde af blanketter som skal udfyldes, forsvinder al mening som dug for solen. Døm selv – her er de 35 minutter kogt ned til 2 minutter:

Det var Bill Moggridge, partner i designfirmaet IDEO, som viste eksemplet på et seminar om servicedesign, som blev arrangeret under Copenhagen Design Week af Erhvervs- og Byggestyrelsen. Hvordan kan man benytte metoder kendt fra designverdenen til at udvikle eller forbedre en service? Under seminariet forsøgte en blandet skare af forskere, designbureauer samt offentlige og private institutioner, som havde prøvet servicedesign på egen krop, at svare på dette spørgsmål.

At udvikle en service kræver, at man tager højde for, hvilken kontekst servicen skal indgå i, viser indlevelse i modtagerens situation og stimulerer en følelse af empati. I MindLab har vi gode erfaringer med at benytte metoder fra designverdenen, når nye offentlige services skal udvikles. Eksempelvis via følgende metoder: Prototyper, som skitserer et serviceforløb og bliver bragt i spil med de relevante borgere inden servicen er fuldt udviklet og der stadig er rum for justering. Iterationer undervejs i udviklingsprocessen, hvor borgernes virkelighed gentagne gange bliver bragt i spil. Kunderejser som viser et oplevet serviceforløb fra start til slut, kan benyttes til at afdække et eksisterende serviceforløb og dermed udpege mulighederne for forbedringer.

Som Moggridge tørt konstaterede efter klippet af den tørstige og tålmodige kunde ved sodavandsautomaten: ”De kunne have haft glæde af at prototype servicen, før den blev sat i produktion”. Åbenlyst, kunne man hævde, men ikke desto mindre relevant for den virkelighed vi ser i MindLab. Alt for ofte bliver tunge og ressourcekrævende services ”sat i produktion” før de er afstemt med borgernes reelle behov.

Emner: Innovation | Set og hørt nationalt og internationalt
0 kommentarer

Innovation gennem radiomontage

Af Niels Hansen 4 august 2009

Som jeg beskriver i et andet blogindlæg, har vi i MindLab snakket om, hvordan vi kan præsentere virkeligheden i en forholdsvis rå og direkte form. I et pilotprojekt, som MindLab har gennemført sammen med bl.a. Forbrugerstyrelsen, har vi haft mulighed for at afprøve en ny metode, hvor virkeligheden kan præsenteres for vores kolleger i en næsten rå, men stadig styret form. Metoden kalder vi radiomontage.

Forbrugerstyrelsen er projektledere på projektet, der skal se på, hvordan man kan hjælpe forbrugerne til at handle på måder, der skaber mere konkurrence blandt virksomhederne. De bad os hjælpe dem med at lave en kvalitativ undersøgelse, for at afdække forbrugernes barrierer for at handle konkurrencerigtigt.

Vi valgte at invitere journalisten Johanne Mygind ind, til at hjælpe os med at bruge radiomontagen som metode. Radiomontage er grundlæggende en sammenklippet, journalistisk historie. I vores tilfælde er montagen en sammenklippet fortælling, der er bygget op omkring aktantmodellen, om en forbrugers handel og den kontekst handlen foregår i.

Radiomontagen giver mulighed for at fortælle den historie, vi har hørt hos vores informanter. Den bliver fortalt med informantens egne ord og stemme, men pointerne bliver fremhævet og sat ind i en fortællemodel, der engagerer lytteren. Vores kolleger får på den måde adgang til de virkelige mennesker, med deres skæve vinkler og personlige pudsigheder. Samtidig har vi som facilitatorer mulighed for at fokuserer på de pointer, vi mener er centrale.

Metoden havde i høj grad den ønskede virkning. Projektgruppen blev under en workshop præsenteret for otte montager, produceret ud af de syv interview. Deltagerne blev med det samme engageret i de syv informanter. De forstod ikke bare handlingsforløbet, men i høj grad også informanternes baggrund og personlighed. De havde derfor let ved at leve sig ind i informanternes livsverden og se problematikken fra informanternes side. Det førte i første omgang til en god fælles analyse af informanternes barrierer for at handle konkurrencerigtigt. I anden omgang gav det en række kreative bud på, hvordan vi fra det offentlige kunne afhjælpe barriererne.

Metoden skabet på den måde det engagement, den empati og den energi, som vi havde håbet på. Det er dog interessant at overveje, hvilke krav metoden stiller til analysearbejdet. Hvordan sikres det, at man ikke bliver opslugt i den enkelte informants individuelle historie? Hvordan sikre vi en analyse der løfter blikket?

Et greb er naturligvis, at præsentere en virkelighed, der peger på nogle gennemgående pointer. Et andet greb er at sikre, at deltagerne i dele af processen ser på tværs af de enkelte informanter og evt. inddrager anden viden.

Vores forsøg med radiomontage var helt klart en succes. Vi vil derfor arbejde videre med metoden og undersøge, i hvilke sammenhænge radiomontage i særlig grad kan være anvendelig i innovationsprocesser.

Emner: Mindlabs erfaringer
1 kommentar

Hvordan præsenterer vi virkeligheden så virkeligt som muligt

Af Niels Hansen 4 august 2009

I MindLab bruger vi meget energi på at inddrage og engagere vores kolleger i de projekter, vi deltager i. For det første er det vores kolleger der i sidste ende skal sikre, at projekternes resultater får effekt i virkeligheden. For det andet er vores kolleger eksperterne i politik- eller serviceudvikling på deres områder. Deres engagement og indlevelse er derfor afgørende.

Vi drøfter ofte, hvordan vi kan præsentere indsamlede data på en måde, så de skaber forståelse hos kollegerne. Vi skal åbne kollegernes øjne for brugernes konkrete muligheder og udfordringer, samt den kontekst brugerne er en del af. Dette gøres bedst ved at tage kollegerne med i felten og inddrage dem direkte i analysen. Vi forsøger derfor så ofte som muligt, at have vores kolleger med i dataindsamlingen, men der er desværre ikke al tid muligt.

Der findes en række metoder til at præsentere data, der kan være med til at skabe engagement og empati. En metode vi ofte bruger er personas. Personas giver mulighed for at præsentere arketyper der bygger på både kvalitative og kvantitative data. De er analytiske personer, og vores kolleger bliver derfor ikke præsenteret for de virkelige mennesker vi har interviewet.

Under et besøg i DR’s Programudvikling blev vi præsenteret for følgende illustration af forskellen på den glatte arketype og det kantede, virkelige menneske.

Den runde figur symboliserer arketypen eller personaen. Den er en konstruktion af de egenskaber vi oplever som væsentlige i den givne sammenhæng. Vi giver den et navn og en begrænset livsverden, men den er stadig en poleret konstruktion.

Over for dette står vores virkelige menneske. Det virkelige menneske er ikke logisk opbygget. Der modsiger sig selv og har en række karakteristika, som ikke umiddelbart er interessant for vores problemstilling – eksempelvis ballonen. Men det der er netop disse skæve vinkler og kanter, der gør, at der er noget at gribe fat i. Heri ligger de detaljer, der gør dem levende og som kan tricke vores fantasi, så vi finder på helt nye løsninger.

Spørgsmålet bliver selvfølgelig, hvordan vi så kan præsentere vores kolleger for de virkelige mennesker i de tilfælde, hvor vi ikke kan have dem med i felten. Metoderne skal gengive en stor datamængde på en overskuelig måde. Den skal også lede vores kolleger frem mod en løsning af de problemstillinger der er i fokus. Vi har selv brugt radiomontage som et forsøg på at bearbejde virkeligheden, men stadig fastholde de virkelige mennesker. Denne metode kan man læse mere om her på bloggen.

Samtidig vil jeg pointere, at der naturligvis ikke er noget galt med brugen af personas. Formålet med personas er ikke at præsentere den virkelige virkelighed, men derimod at give et idealiseret billede, der bygge på grundige analyser.

Det er altså vigtigt at vælge den metode, der passer til den aktuelle problemstilling. Vi er derfor hele tiden på udkig efter spændende metoder og greb, der kan bruges i de situationer vi befinder os i – så ligger du inde med spændende metoder til at præsentere virkeligheden på, vil vi meget gerne høre om dem.

Emner: Mindlabs erfaringer
0 kommentarer

MindLab på Roskilde

Af Anette Væring 16 juli 2009

MindLabs medarbejdere Jacob Schjørring & Anette Væring og medarbejdere fra Roskilde Festivalens event/underholdnings afdeling har de seneste måneder udvekslet ideer omkring, hvordan vi begge kan blive bedre til at involvere brugerne i vores arbejde. Derfor besøgte medarbejdere fra Roskilde Festivalen MindLab i foråret og nu blev det så vores tur til at se deres arbejde under Roskilde Festival 09.

I år har Roskilde Festivalen sat stor fokus på klimaet bla. igennem ’green footstep’ og giver dermed festivaldeltagerne mulighed for at tage ansvar for at formindske klimaændringerne.

Vi har taget en række billeder til inspiration, hvoraf de fleste er af steder der enten har karakter af brugerinvolvering eller hvor budskaber kommer frem på en inspirerende måde.

Street art nær Cosmopol scenen er tagget med QR – codes – et program, så man kan tagge et billede af QR koden med mobilen og så virker billedet som et link direkte til Youtube, hvor man kan se mere om værket og kunstneren.

street-art

street-art-collage

street-art-collage2

Siddemøbler der mimer træer og er inspireret af ‘Dogville’. På Astoria teltet var der skrevet musik på en lang række sprog.

oak_three

skiltning

Dansk flygtninge hjælp byggede et vandtårn med solceller på siderne, desuden var malet et verdenskort af ord, der alle har noget med ’flygtning’ at gøre. Der var en solovn, hvor der blev lavet grød, som blev serveret for de mest sultne og nysgerrige festival gæster.

flygtning_solcel_2

flygtning_ovn_3

flygtning_4

hc3a6ngekc3b8je

Søren Solkær Starbird, fotograf havde vendt linsen mod festivalgæsterne i en container, som var opstillet i samarbejde med Sony-Ericsson.

starbird_2

En gruppe aktivister, som ville engagere folk omkring en demo mod kulkraft. Her ved at involvere publikum ved at bygge et kulkraftværk. Vi mener også det var herfra, at man på et tidspunkt kunne få badges med det tankevækkende udsagn ’jeg er iraner’…

kulvc3a6rk2

Tuborg Fondens Grønne Hjul – der kunne anvendes, hvis man først cyklede i fem minutter.

Roskildes kampagne green foot steps med råd til gæsterne omkring, hvordan de kan agere klimavenligt. Bla. ved at spise vegetarisk og oplade mobilen via fysisk aktivitet. Idébattle - se den på: wecollaborate.org. Også et foto fra “express yourself” bod. Her kunne man give udtryk for sine tanker om klima enten ved at lave en badge, en sang, tegning eller lignende.

green_signs

roskilde-09-007

roskilde-063

Penguin Armys bod, hvor der kunne byttes tøj og bygges festival møbler. Deres motto lød: ”you got the ideas, we got the tools”

roskilde-068

roskilde-069

Water for water. Køb en liter vand for 20 kr. Beløbet gik til vand til Afrika

Drej et håndtag og lav strøm til mobilen.

Greenpeaces grønne råd om, hvordan du kan ‘pimpe’ klimaet.

Kunstgruppen AVPDs skulptur, der skabte desorientering på pladsen via spejle.

Et vindmølleblad hvor der kunne holdes pause og snakkes… om klima…måske. Mere pause.

893_9343

Event for biogas v. 2. med opfordringen: ‘Kom med en lort til bioanlægget’.

Bod der informerer om alternativ, privat overnatning for NGOerne under COP15. De skaffede 1400 senge på 3 dage.

Her var ideen, at der på plakater var skrevet budskaber i forvejen, fx ”strong and fair climate treaty”. Gæsterne kunne så posere med budskab og papfigurer af Merkel, Obama og Lars Lykke. Budskaber – billederne blev så lagt på nettet. Et andet klimabudskab blev kommunikeret via valgplakatagtige plakater med alt for meget og for småt tekst. Vi så ikke nogle læse plakaterne…

roskilde-092

Rigtige mænd går med armbånd – mange armbånd – naturligvis.

Emner: Set og hørt nationalt og internationalt
0 kommentarer

Oplæg af Bill Moggridge

Af Rasmus Kolding 25 juni 2009

Bill Moggridge fra IDEO holdt et oplæg i MindLab i sidste uge, og her er en videooptagelse af sessionen i dens fulde længde. Man er velkommen til at dele videoen med andre interesserede!

Emner: Innovation | Mindlabs erfaringer | Set og hørt nationalt og internationalt
0 kommentarer

Om innovation, brugerbestemmelse og dets barrierer…

Af Rasmus Kolding 23 juni 2009

For et par uger siden modtog jeg en mail fra udviklingsorganisationen IBIS, som inviterede mig til at installere et lille program på min computer. Programmet, en såkaldt adblocker, fjerner reklamer fra hjemmesider man kigger på, og erstatter dem med reklamer fra IBIS’s samarbejdspartnere. Således ville IBIS modtage penge for reklamer på sider, som de egentlig ikke reklamerer på. Adblocking som sådan er ikke en ny ting, da teknologi til at fjerne reklamer fra hjemmesider har eksisteret i årevis. Det nye er blot, at de erstatter dem med andre reklamer.

Dette kunne brancheorganisationen Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) i sagens natur ikke sidde overhørigt. De har anlagt fogedsag mod AidOnline, som er det firma som udbyder programmet til IBIS og 11 andre velgørenhedsorganisationer. Samtidig har de 12 organisationers mediesamarbejdspartnere presset dem til at afbryde samarbejdet med AidOnline, hvilket dog ikke betyder, at man ikke kan hente programmet mere. Nu bliver det blot brugerne, der i fællesskab bestemmer hvad de indsamlede penge skal bruges til. Reaktionen på andre sites har været ganske massiv, med fake hjemmesider, og skælsord som snylteri og tyveri (se Twitter-diskussionen her)

Som jeg ser det, så er der tre mulige udfald. Det er fx ikke usandsynligt, at FDIM for medhold i en evt. retssag, og dermed effektivt udelukker at AidOnline og andre ligesindede kan tjene penge på adblocking. I samme bane kunne man også forestille sig, at politikerne vil blive påkaldt for at lave regler på området, som ville falde ud til FDIM’s fordel.

En anden mulighed er, at ”kommerciel adblocking” – hvis man kan kalde det dét – vinder frem og blive anerkendt som lovligt. Svaret fra FDIM’s medlemmer vil uden tvivl være, at blokere adgangen for brugere, der anvender adblocking – dette gør fx www.berlingske.dk allerede i dag. Et ekstremt scenarium vil være, at det bliver et teknologisk kapløb mellem adblockere og internetdistributører, som forsøger at umuliggøre brugen af hinandens programmer.

Et tredje – og måske mere langsigtet scenarium – kunne være, at FDIM’s medlemmer begynder at se nye muligheder for deres forretninger. At sælge bannerannoncer på hjemmesider er ikke nogen guldkalv siges det, og at stoppe brugerne i at bestemme selv på nettet er som at vende en supertanker i en andedam.

Bundlinien må være, at der før eller siden skal tænkes kreativt omkring indtjeningsmuligheder på nettet. Fx er der muligheder for hjemmesider i at samtænke annoncering med andre platforme, fx i spil, i sociale netværk, på web-tv osv. Desuden er det ikke længe siden, at Lisbeth Knudsen proklamerede, at mikrobetaling for nyheder er vejen frem. Hvor IBIS og AidOnline vil placere sig dette spil, er selvfølgelig interessant. Mit bud er, at dem som imødekommer brugernes behov bedst, vil le til allersidst.

Emner: Set og hørt nationalt og internationalt
0 kommentarer

MindLab-besøg i Tokyo

Af Anette Væring 4 juni 2009

Billeder fra mit besøg i Japan, hvor jeg holdt oplæg i Tokyo Midttown under Future Seminars. Jeg fortalte her om, hvordan vi i Danmark arbejder med at involvere borgere i udvikling af politik. Her er også billeder fra et virksomhedsbesøg på medicinalvirksomhed og fra diverse steder i Tokyo.

Emner: Mindlabs erfaringer | Set og hørt nationalt og internationalt
0 kommentarer

Når museet bruger brugerne

Af Kit Lykketoft 25 maj 2009

Jeg ved godt hvor jeg tager hen næste gang jeg skal på museum. Og mon ikke læsere her på bloggen også kan finde inspiration til formidling og inddragelse af brugere ved at tjekke ud hvordan et godt udstillingsdesign for Danmarks historie kan skrues sammen.

20. maj åbnede Brede Værk – en helt ny permanent udstilling om den industrielle revolution i Danmark. Brede Værk, der hører under Nationalmuseet, er et nyt museum, der ligger ved Mølleåen og er indrettet i en tidligere klædefabrik. På værket kan den besøgende få et levende indblik i industrihistorien i 18-1900-tallet gennem lyd, lys og levende billeder.

Udstillingen er delt ind i flere aktive dele.

En interaktiv film på “Fabrikken” giver muligheden for at vælge, hvem der skal have hovedrollen i ens historie, vise rundt på fabrikken og fortælle om arbejdslivet ved industrialiseringens begyndelse i Danmark. Her kommer man med mor på arbejde – datidens største kvindearbejdsplads.

“Ved samlebåndet” produceres kuglelejer, og her kan man bl.a. konkurrere om, hvem der er mest effektiv til arbejdet.

Efter besøget kan man på Brede Værks Flickr kommentere udstillingen, og uploade egne fotos fra Brede- museet. Har man oprettet en profil via sin aktive billet kan man desuden fordybe sig yderligere hjemmefra.

Tjek i øvrigt kokkepigens blog:

Emner: Set og hørt nationalt og internationalt
0 kommentarer

Older Posts »

Seneste MindBloggere

Hvem er MindLab

Emner på MindBlog:

Abonner på MindBlog

Vi anbefaler

Arkiv

Tag cloud