Seneste bloggere

Se alle bloggere

Designmetoder og servicerejser i UNDP Moldova

FN’s udviklingsprogram UNDP har i Moldova gennem de seneste år arbejdet på integrere designmetoder i udviklingen af den offentlige sektor. De har udviklet et social innovation hub, hvor nye løsningsspor bliver færdiggjort i tæt samarbejde med embedsværket både på centralt og lokalt niveau.

Senest har UNDP Moldova, i samarbejde med Moldova e-Government Center, lanceret et lab, et såkaldt Mi Lab (Moldova Innovation Lab). Det nye lab skal bidrage med integration af samproduktioner og design metoder i forbindelse med den daglige praksis i UNDP’s arbejde i regionen.

MindLab har samarbejdet med UNDP Moldova og lagde igen i år i december vejen forbi landet. De første par dage for at undervise embedsfolk fra centraladministrationen i design metoder og teknikker, som skal gøre det nemmere at prøve sig frem, når de nye løsninger bliver til. Blandt andre deltog repræsentanter for Moldova’s Undervisningsministerium, Landbrugsministerium, Skatteministerium og Statsministerium i undervisningen.

Den sidste dag var dedikeret til at udvikle skitser på, hvordan to konkrete services kunne se ud i fremtiden i Moldova. Her arbejdede de ansvarlige repræsentanter fra centralt hold og fra lokalt niveau på at udvikle et bedre og mere gnidningsfri forløb for borgerne.

En borgmester fra den lille by Ciuciuleni mødte op til workshop med nogle af sine medarbejder for at se på, hvordan det kunne blive nemmere for de lokale borgere at få hjælp, når de er i en akut økonomisk krise. I dag er det nemlig meget langsommeligt, kræver besøg til en række forskellige myndigheder og nogle gange er det faktisk helt umuligt at samle alle de relevante dokumenter sammen. Mange må give op, bliver afvist eller får så lille en økonomisk kompensation, at det slet ikke hjælper. En ny servicerejse tog form på workshoppen.

Repræsentanter for ledere og sagsbehandlere fra centralt niveau udviklede en ny elektronisk service for tildeling af børnepenge. I dag er der 26 steps som ansøgerne skal igennem, før de kan få tildelt børnepengene. I den nye løsning skal borgeren ikke længere skulle være postbud mellem en lang række forskellige aktører. De kan gå på nettet og give alle de relevante og nødvendige oplysninger på én gang. En retænkning af back-office funktionen betyder, at myndighederne nu deler informationen med hinanden. Prototypen på den nye service bliver lanceret i foråret 2015.

For mere information om UNDP’s samarbejde med MindLab, læs Cornelia Amihalachioaes blog. Cornelia er Social Innovation Officer, i Moldovas E-Gov Centre

 

 

 

MindLab har tidligere samarbejdet med UNDP’s udviklingsenhed Knowledge and Innovation. Se en lille film om samarbejdet her.

Collective Impact – en handletank. Ikke en tænketank.

Collective Impact? Det er vist noget med partnerskaber og bredt samarbejde. Det har vi da bedrevet i mange år. Sådan tænker du, måske, når du – som mange andre i denne tid – hører om dette Collective Impact. En arbejdsform, som med en steppebrands hast er vundet frem de sidste par år. Især i USA blandt fonde, offentlige organisationer og ngo’er, der arbejder med komplekse samfundsmæssige udfordringer, de har erkendt, at de ikke kan løfte alene.

HVIS du tænker ”did it, done it” eller måske ”doing it” – så svar også ja til, at I i partnerskabet eller det brede samarbejde rent faktisk:

  • Sætter et fælles og målbart mål for, hvad I vil opnå eller forandre – med et langsigtet perspektiv for øje
  • I fællesskab er enige om målemetoderne for, hvordan I vil skabe forandringen – og desuden er enige om et fælles monitoreringssystem, der sikrer fremdrift og læring
  • Går sammen om en fælles og forpligtende handlingsplan, der betyder, at parterne i deres daglige arbejde prioriterer at investere ressourcerne for at nå det fælles mål

Ja, det er et ganske krævende og forpligtende samarbejde, man går ind til, hvis man takker ja til at være med i et Collective Impact-forløb. Til gengæld ser det ud til at skabe resultater dér, hvor det samfundsmæssigt plejer at være uhyre svært at skabe succesfuld forandring. Vi taler målbare resultater på områder som reduktion af fedme blandt børn, at få psykisk sårbare eller handicappede til at blive en del af arbejdsmarkedet [1], bedre karakterer og uddannelsesrater blandt unge på kryds og tværs af sociale miljøer [2]. Eksemplerne er primært fra USA – men pibler nu også frem fra andre lande verden over, ligesom organisationer som FN høster gode erfaringer [3].

Der er med andre ord en god grund til, at Collective Impact er ”talk of town” i de kredse, der er ramt af en ambition og forventning om rent faktisk at forsøge at løse nogle af de samfundsmæssige gordiske knuder.

Collective Impact er fornylig ankommet til Danmark – få arbejder systematisk med arbejdsformen. I Realdania har vi netop lanceret tre Collective Impact grupper – og griber hermed fat i denne nye arbejdsform som en del af foreningens problemdrevne filantropiske arbejde.

Helt konkret stiller Realdania en arbejdsplatform til rådighed for de tre Collective Impact-grupper. Hver gruppe får hver deres eget sekretariat, som skal understøtte arbejdet ved bl.a. at samle og tilvejebringe relevant data – endnu et centralt træk ved Collective Impact: Det er stærkt videnbaseret. Viden skal danne basis for handling. Collective Impact-grupper er ikke tænketanke. Det er handletanke. Derfor er det beslutningstagere, der sidder med omkring bordet – for at kunne handle i fællesskab med fokus på fælles mål.

Realdania finansierer arbejdsplatformen, men indgår ellers som ligeværdig part blandt viften af andre aktører i grupperne. Det er vigtigt med denne armslængde. Parterne skal lægge egne eksklusive dagsordner til side til fordel for at gå efter fælles mål. En uafhængig formand for hver Collective Impact-gruppe leder det fælles arbejde – som du kan læse mere om her.

Initiativet er spritnyt – men interessen er stor. Heldigvis. Men nok ikke tilfældigvis. I en tid hvor presset fra komplekse samfundsudfordringer, krav om nytænkning og faldende offentlige økonomiske rammer er til at føle på, virker arbejdsformen Collective Impact aldeles veltimet. Om vi formår at oversætte arbejdsformen til konkrete resultater i det danske er endnu uvist. Men helt sikkert forsøget værd.

Ps – hvis du tænkte ”ja-det gør vi faktisk” til de tre forudsætninger om fælles mål, målemetoder og forpligtende handlingsplan må du meget gerne ringe eller skrive til mig. Vi lærer gerne af gode erfaringer.

[1] http://svaconsultingquarterly.com/2013/02/19/foundations-collective-impact-solving-unemployment/

[2] http://www.ssireview.org/articles/entry/collective_impact

[3] Se cases på http://collectiveimpactforum.org/

Politikernes reform-amok kalder på mere innovation

Artiklen har tidligere været bragt på www.denoffentlige.dk

Tempoet i vores samfunds udvikling stiller stadig stigende krav til embedsværket både centralt, regionalt og lokalt. Derfor er der behov for helt nye samarbejdsformer, skriver forsker og arbejdsmarkedschef. De peger samstemmende på, at brugercentreret implementering for alvor kan understøtte politikudvikling.

Set i et internationalt perspektiv udmærker Danmark sig generelt ved at være langt fremme i udviklingen af borgercentreret innovation. Et unikt aspekt her er, at man ofte tilføjer en ny type viden til offentlige organisationers ’blik’. Der hersker en sjælden værdsættelse og prioritering af at få en dybere forståelse af de offentlige systemers praksis og borgerens oplevelse og meningsdannelse.

Derudover introducerer innovationsdagsordenen nye tilgange til forandring, hvor den rette viden og beslutningsgrundlag ikke er noget, der skal regnes ud og planlægges minutiøst på forhånd. Her skal mulige løsninger opdages gennem udforskende, borgercentrerede eksperimenter. Det betyder, at mulige løsninger udvikles og testes med konstruktiv involvering af de aktører, der har ansvar for at opretholde løsningen efterfølgende.

Det er interessant, når vi samtidig ser, at reformer og andre offentlige forandringsinitiativer typisk udvikles og designes af få personer, der ikke spiller en aktiv rolle i deres implementering. Implementeringsprocessens praktiske udfordringer og dilemmaer bliver altså sjældent en del af den politiske beslutningsproces eller administrative udmøntning. Udfordringen består dels i at planlægge initiativerne på måder, som åbner for konkrete indblik i, hvordan årsagerne til problemerne opstår og hvilke konkrete konsekvenser, som de nye tiltag medfører. Og dels handler det om at skabe et fælles ejerskab til implementeringen, så alle styrer efter at realisere den politiske intention (og undgå for meget central detailstyring).

Brugercentrede innovationsprocesser kan i den sammenhæng være et nyttigt tiltag i forhold til at imødekomme disse udfordringer. Beskæftigelsesministeriet satte sammen med MindLab sidste år et anderledes fokus på implementeringen af reformen af førtidspension og fleksjob. Det handlede først og fremmest om at forstå, hvad der helt konkret skete, når reformen ramte virkeligheden: på et tidligt stadie i implementeringsprocessen at forstå reformens praktiske udfordringer og utilsigtede konsekvenser for brugerne – borgere og kommuner. Og så anvende denne viden konstruktivt i forhold til både denne reforms videre implementeringsproces og blive mere bevidst i implementeringen af de kommende reformer.

Involvering af praksis i implementeringen af reformer

Derfor indgik man i projektet et samarbejde med forskellige kommuner, hvor man via forskellige etnografiske metoder involverede borgere, sagsbehandlere, mellemledere og jobcenterchefer. Bl.a. for i fællesskab at udforske spørgsmål som:

Hvordan oplever borgeren reelt det offentliges nye indsats?

Hvordan er kommunerne gearet til at håndtere reformens intention?

Og hvordan skabes de rette forudsætninger for sagsbehandlernes faglige arbejde?

Det handlede på den måde om at fastholde et praktisk fokus på den politiske intention og åbne for, at det praktiske niveau kunne få lov at påvirke reformens udmøntning fremadrettet.

Den overordnede intention for reformen af førtidspension og fleksjob var at forbedre beskæftigelsesindsatsen overfor udsatte borgere med et mål om at reducere antallet af især unge på førtidspension. Dels ved hjælp af en mere helhedsorienteret og tværfaglig indsats og dels via en omstilling fra fokus på aktiviteter til fokus på effekten for borgeren. Som en sagsbehandler eksempelvis formulerede det:

”Før så man borgeren på et stykke papir, en beskrivelse og nogle lægelige oplysninger. Man har sine paragraffer og afgørelser, og så putter man det ind i nogle kasser. Nu sidder man sammen med borgeren. Det giver et helt andet indtryk.”

Det tværgående var en præmis for reformen. Det var en udfordring, for dette nye mindset var kun lovfæstet i beskæftigelseslovgivningen – ikke i social- eller sundhedslovgivningen. De områder fik hverken nye midler til indsatsen eller nye paragraffer.

Det betød en lidt ujævn opstart – lidt for afhængig af det lokale engagement. På beskæftigelsesområdet derimod blev reformen modtaget med kyshånd. Det gav mening at blive målt på forandringsaktiviteter, og på om de ledige kom ind på arbejdsmarkedet frem for på rettidighed. Den hidtidige fiksering på formkrav afspejlede mistillid til den faglige indsats hos medarbejderne.

Sagsbehandler til eksamen

Reformen bygger på en ny – inddragende – måde, at behandle borgeren på. Det var også en udfordring. Det stillede nemlig direkte krav om en skærpet faglighed hos kommunernes medarbejdere. Nu fik borgeren en dialog face-to-face med det samlede rehabiliteringsteam. Ville borgeren nu bruge sin styrkede position til at stille ’systemet’ til regnskab for sin eventuelle lange odysse af afklaringsforløb, behandlinger og beskrivelser? Forløbet havde måske ikke altid været lige logisk fremadskridende.

Borgerinddragelse både før, under og efter rehabiliteringsseancen satte potentielt medarbejderen i en ’eksamenssituation’ overfor både rehabiliteringsteam og borger.  Kravene til tydelighed er øget – også til aktørernes roller. Hvad er det borgeren skal med en koordinerende sagsbehandler og omvendt? Der er ikke længere et rituelt spil, hvor hver især skal opfylde sin del af et udefra kommende lovkrav. Det er blevet til en fælles opgave, der skal koordineres og løses med forskellig indsats – og af begge parter.

Valgfrihed for borgeren fik med reformen tildelt en mere konstruktiv rolle i beskæftigelsesindsatsen. Tidligere gjaldt valgfrihed kun for visse målgrupper – og kun fx mellem 2 såkaldte ’andre aktører’. Men i de nye ’ressourceforløb’ er alle typer ingredienser i forløbet i princippet mulige. Dem skal borgeren selv være med til at sammensætte, sammen med sin (koordinerende) sagsbehandler.

Reformen indebar på den måde en betydelig faglig, ledelses- og forvaltningsmæssig omstilling og nærmest et paradigmeskifte i beskæftigelsesindsatsen. Reformens succes afhang ikke bare af et opgør med de nuværende silo-opdelte organisatoriske rammer, budgetallokeringer og administrative procedurer. Det krævede også en omstilling til en ny faglig praksis og en ny måde at relatere til og involvere borgeren på.

Om at vide de rigtige ting tidligere

Spørgsmålet er, hvad man så gør i forhold til at håndtere den lange række af praktiske udfordringer for kommunerne i udmøntningen af reformens intention? Hvordan afstemmes forventningerne til omstillingens udfordringer, præmisser, omfang og implikationer?

Dette blev omdrejningspunktet i projektets næste fase, hvor der tværoffentligt blev samarbejdet i en række analyse- og ideudviklingsworkshops. Her blev de konkrete erfaringer fra praksis sat i spil, bearbejdet og anvendt til at udforme en række understøttende aktiviteter og fokusområder til at håndtere implementeringen af reformen. Nogle tiltag handlede om konkrete ændringer i lovgivningen for at sikre opretholdelsen af den politiske intention, mens andre mere havde form af opmærksomhedspunkter og nyopståede potentialer til den videre implementeringsproces, hvor eksisterende indsatser og en ny reform skal finde et frugtbart samspil.

Disse aktiviteter handlede også om at skabe fælles ejerskab på tværs af stat og kommuner og gøre op med tendensen til, at implementeringsopgaver bliver til et spørgsmål om ’os’ og ’dem’.

Staten kan bebrejde kommunerne for deres manglende evne til at implementere de politiske intentioner, og kommunerne kan modsat bebrejde staten for at være ude af trit med virkelighedens reelle praksis. Projektet søgte at imødekomme denne udfordring ved at formindske afstand mellem central strategi og decentral praksis. Projektet skabte på den måde ny dialog mellem politik og praksis omkring den lokale kapacitet til at håndtere reformens intention.

Overordnet har projektet således også bidraget til metodeudvikling i Beskæftigelsesministeriet, hvor man nu arbejder videre med forskellige nye tilgange til at inddrage det praktiske niveau for at sikre, at politiske initiativer forbliver implementérbare. Som ministeriets projektleder i den forbindelse formulerede det:

”Vi er ved at udvikle en metode til, hvordan vi kan vide de rigtige ting tidligt i implementeringsprocessen. Det er en mere dynamisk tilgang til at justere centrale elementer i reformen – både i vores eget understøttelsesregime og i forhold til regler og lovgivning, som vi bør ændre”

Ministeriets metodeudvikling omdefinerer på den måde udfordringen til i mindre grad at implementere politik ud fra en ellers vældig gennemtænkt plan og i højere grad at omsætte og realisere de politiske mål til ny praksis gennem involvering og samarbejde.

Reform-kadencen hos politikerne er sat op

Det er tydeligt, at der er brug for denne metodeudvikling, og at der vil være det en tid endnu. For på trods af de mange gode viljer er der et meget snævert råderum for den implementering lokalt. Reformerne, der skal implementeres, er resultater af politiske forlig. Disse forlig kommer til verden som kompromisser efter utallige møder mellem mere og mindre magtfulde aktører på området.

Det bliver ministerierne, der står med implementeringsopgaven, og det er i sig selv ikke nyt. Det nye er snarere, at kadencen hos politikerne er sat vældigt op. Det er ikke bare den nuværende regering, der er gået ’reform-amok’. Det er nok snarere en tendens, som man kan iagttage på tværs af vestlige demokratier i øjeblikket, hvilket betyder at kommende regeringer sandsynligvis også vil insistere på konstante forandringsindsatser.

Så hvordan forholder vi os til det dilemma, at reformernes effektskabelse afhænger borgerrettede og eksplorative læringsprocesser over tid, mens reformtempoet sættes op og forskellige reformer skal implementeres og legitimeres samtidig?

Og hvordan sikres det, at de utilsigtede konsekvenser af de forhandlede kompromisser, som ofte forhindrer den politiske intention i at blive realiseret, tages op til politisk genovervejelse i folketinget, hvor omdrejningspunktet bliver effekten for borgeren og ikke partiorienteret interessehåndtering?

Det er derfor ganske innovativt, når de centrale instanser på beskæftigelsesområdet nu lægger stor vægt på at konsultere med praktikerne fra kommunerne i forhold til lovforberedelse og implementering.

Den stadig kortere tid mellem ord (reformforlig) og handling (ikrafttræden af de nye rammer) giver typisk kun tid til at inddrage eksperter. Derfor er det er en vigtig brugerinddragelse, der sker, når praktikerne i kommunerne og praksisorienteret viden nu bliver anerkendt som en vigtig del af ekspertisen. Men der er et stykke vej igen, hvis et fælles ejerskab for realiseringen af politiske intentioner for alvor skal blive et fælles foretagende på tværs stat og kommuner.

Det er ikke bare planlægningen og udmøntningen, der i højere grad skal åbne op for kontinuerlig feedback om praksisniveauets viden, udfordringer og idéer. Det er samtidig også en transformation af, hvad vi forstår ved en ’reform’.

En reform skal yderst sjældent på forhånd udspecificere ønsket aktivitet eller generere adfærd direkte, uanset hvor gennemtænkt initiativet end måtte være. I stedet bør reformer og andre ambitiøse forandringstiltag i højere grad iværksættes som en retningsgivende strategisk indsats, som udgør en ramme for forståelse og fortolkning af, hvad der sker i praksis. Og som ikke mindst skaber et dynamisk forhold mellem politik og praksis.

Med en bedre forståelse af, hvad der kan lade sig gøre indenfor denne ramme, kan brugercentret innovation rumme et unikt potentiale til at realisere ambitiøse politiske initiativer og dermed bidrage til øget legitimitet i de demokratisk funderede beslutningsprocesser.

Link til projektet ’Ny tilgang til reformer’: http://mind-lab.dk/case/ny-tilgang-til-reformunderstoettelse/

Link til Ph.d. afhandling om de vidensmæssige og processuelle aspekter af offentlig innovation i en dansk kontekst: http://mind-lab.dk/ph-d-den-offentlige-innovations-irrealitet/

Hvordan giver vi ”Licence to act differently”?

I sidste uge blev jeg spurgt om, hvad der egentlig gør MindLab til et Lab. Et rigtig godt spørgsmål, som jeg tænkte en del over. Selvfølgelig er vores brugercentrerede og designstyrede tilgang et helt centralt anker i vores daglige arbejde og dét, som vores samarbejdspartnere i første omgang køber ind på. Men nye metoder dækker alligevel ikke helt det der sker, når vores fire ejere samarbejder med MindLab i konkrete udviklingsprojekter.

Laboratoriet som katalysator

Igen og igen viser det sig nemlig, at samarbejdet med MindLab også giver de embedsmænd vi samarbejder med en anledning til at bruge sider af sig selv, som normalt ikke får lov at udfolde sig i embedsværket. Sider, der handler om kreativitet og evne til nytænkning, at sætte sig ud over organisatoriske siloer og ikke mindst at have mod til at afprøve nye tilgange til velfærdsskabelse. I dét lys handler MindLab som laboratorium mere om, at vi introducerer nogle andre koder, normer og værdier for, hvad der er acceptabelt og ikke acceptabelt at tænke og gøre som embedsmand i et ministerium og en kommune. MindLab giver med andre ord vores samarbejdspartnere en ”Licence to act differently”.

Creative Confidence

Jeg er ikke den eneste, der har gjort mig den observation. Grundlæggeren af IDEO, verdens vel mest kendte innovationsbureau, David Kelley, udgav i sommer en meget inspirerende bog ”Creative Confidence” (Link: http://www.ted.com/talks/david_kelley_how_to_build_your_creative_confidence]

Kelleys pointe i bogen er, at alle mennesker i udgangspunktet er kreative og innovative, men at disse sider af virksomheders medarbejdere kun kan blomstre under de rette betingelser. At skabe de betingelser er så selvfølgelig en ydelse, som IDEO sælger.

At laboratoriets funktion således ikke kun er at være kreativ i sig selv, men i høj grad også er at være en katalysator for at det kreative potentiale i ministerier og kommuner realiseres til fulde, peger på nogle interessante potentialer. For findes der andre katalysatorer end en innovationsenhed?

Andre katalysatorer for kreativitet og nytænkning

Det finske ”Mind” initiativ [Link: https://www.facebook.com/mind.licence?fref=ts] , som er en del af Aalto Design Factory, Aalto University har siden 2009 uddelt officielle licenser til at handle på nye måder til praktikere, forskere og andre samarbejdspartnere. Licensen er manifesteret i et fysisk plastickort på størrelse med et kreditkort. På den måde kan man hive licensen op af lommen og vise den i situationer, hvor man har brug for at legitimere kreative og nytænkende aktiviteter. Licensen er selvfølgelig en gimmick, men er alligevel noget der har bidraget til etableringen af et praksisfællesskab med koder, normer og værdier, som støtter op om kreativ tænkning.

Licence - kreditkort

Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune er et andet godt eksempel. Her har man interessant nok brugt ledernes resultatlønskontrakter til at styrke en større risikovillighed i forvaltningen. Cheferne får simpelthen kun udbetalt deres bonus, hvis de årligt leverer og argumenterer for mindst tre fejl – og har lært af dem!

Jeg ved at der findes mange flere eksempler på katalysatorer for kreativitet og innovation derude – lad os huske at værdsætte og bygge videre på dem. Både for vores egen arbejdsglædes skyld. Og for samfundets.

Art, Technology & Change

Nysgerrige lyttende, rigtig mange talere og et ønske. CPH:DOX inviterede forleden til seminar om, hvordan kunst og teknologi kan katalysere innovation og generere meningsfulde forandringer i samfundet.

”What other people tell about what you did – is more interesting than what you really did.” Et statement fra John Jackson, Special Adviser hos Purpose. Han skitserede, hvad der ligger bag kreative strategier for sociale forandringer.

Netop det statement stod klarest, da jeg til slut står og diskuterer dagen med en gruppe af de andre gæster. Dem vi er varmest  begejstrede over, udover instruktør Joshua Oppenheimer, er de to kvinder der startede og sluttede dagen. Det er lidt tvivlsomt præcist, hvordan deres arbejde forandrer verden, men de har begge en elskelig karisma, enorm nysgerrighed og handlekraft. Det var altså dem vi talte om, da vi stod i kulden, efter en lang række af oplæg der stak i alle retninger.

Den første kvinde, vi talte om, var Lucy Mc Rae. Hun forestiller sig fremtiden i relation til kroppen og har samarbejdet med bl.a. Phillips om tekstiler, der viser stress, og så viser hun sine undersøgelser og prototyper i musikvideoer for bl.a. Robyn og danske Reptile Youth.

Den anden kvinde, vi talte om, var oplevelsesdesigneren Nelly Ben Hayoun, kvinden der savnede fokus på NASA og derfor designede og startede ‘The International Space Orchestra’ til NASA. Et virkelig underligt projekt, der forener hendes passioner for rummet og musik.

Midt på dagen kom Joshua Oppenheimer, instruktøren bag  biograf-aktuelle ‘The Look of Silence’ og mesterværket ‘The Act of Killing’ – den Oscar-nominerede dokumentar om det indonesiske folkedrab. To film der måske virkelig vil kunne forandre verden. Her præsenterede han de omfattende netværk de opbyggede i Indonesien for at kunne iværksætte kommunikationsstrategier bag lanceringen af hans politiske film. Han forklarede, hvordan hans ønske med filmene er, at de ved at bryde tavsheden, kan åbne fortiden og langsomt genopbygge Indonesien. ”Et samfund hvor befolkningen helt har glemt, hvordan det er at have magt.”

’Pionerer der tør udfordre status quo med forestillinger om en ny fremtid’, sådan beskriver DOX selv oplægsholderne. Herunder kan du se, hvordan sådan nogen kan se ud.

Med ord skal land bygges

I science-fiktion gør man det: opstiller utopiske samfundsmodeller og undersøger dem. På samme måde arbejder MindLab med prototyper: vi forestiller os. Vi designer og opstiller scenarier og løsningsmodeller og får feedback fra berørte parter og borgere inden policy implementeres.

Som servicedesigner udvikler jeg ’forstyrrelser’ der genererer indsigt og udvikling. Her er sproget en vigtig betydningsbærer. I det offentlige støder jeg på utroligt mange forkortelser, f.eks. FØPFLEX, BM, ØIM, AT, SIP, UVM, LUP og EVM. Forkortelser er redskaber, der gør daglig tale enkel, giver sproget rytme – men kun forstås af indviede. For uindviede er det abstraktioner, hvor sproget bliver til volapyk eller dadaistiske lyde.*

Men hvordan påvirker sproget os i vores daglige i arbejde? Jeg har talt med forfatter Adda Djørup, der arbejder med litteratur som metode i forbindelse med innovative processer. For, kan sproget og litteraturen inddrages i innovation, og fungere som et værktøj i forandringsprocesser til at øge forståelsen for cases og borgere? Kan det give et puf eller relevante forstyrrelser til processen, så vi får nye ideer? Er det tillidsvækkende at inddrage fiktion i en proces som baseres på fakta? Og hvordan effektmåler man på at bruge et sådan greb?

1. Hvad er det mest interessante ved at tænke litteratur ind i arbejdet med innovation?

I min forståelse af den kreative proces – og innovation må siges at være en kreativ proces – er både den intellektuelle forståelse og den følelsesmæssige indlevelse nødvendig. Man kommer ikke langt uden både at have faglig viden og empati med de mennesker man skaber for og til. At stille fornuft og følelse hver for sig er nemt på papir, men i den kreative proces er fornuft og følelse gensidigt afhængige og befordrende størrelser. Netop i den proces, tror jeg skønlitteraturen er et nyttigt redskab, fordi den på én og samme tid kan tale om den eksisterende og den mulige virkelighed, på én og samme tid kan befordre empati og intellektuel refleksion. Skønlitteratur har den force, at den ’kan tale det sprog’, der er universelt, nemlig fortællingens, og på den måde formidle indsigter mellem vidt forskellige mennesker og faggrupper. Man skal også huske på, at skønlitteratur ikke blot er ét værktøj, men en hel værktøjskasse fyldt med alt fra hæfteklammer til boltsakse – metaforisk talt. ’Skønlitteratur’ er samlebetegnelse for et hav af genrer, subgenrer, hybrider. Den skønlitterære tekst kan være meget kort eller meget lang, den har alle sprogets virkemidler til rådighed, den kan dramatiseres og integreres med lyd eller billede. Den kan altså målrettes en given modtager, en given kontekst og en given medieplatform – og samtidig være bredt inkluderende, fordi den taler fortællingens sprog.

2. Hvad kan litteratur gøre for udviklingen af det offentlige?

Det offentlige er jo om noget stedet, hvor hele samfundet mødes, hvor mange forskellige aktører skal tale sammen på tværs af viden og erfaring og hvor kommunikationen er grundlag for beslutningsprocesser og administrative arbejdsgange, der har ganske betydelige konsekvenser for mange mennesker. Jeg synes det er interessant at integrere litteraturen i fysiske rum og daglige arbejdsgange. Jeg kommer til at tænke på Københavns Byret. Den, der har sin gang her, vil hver morgen læse ”Med lov skal man land bygge”. Hvad skal der stå i socialforvaltningen? Hvor skal det stå? På facaden eller der hvor folk arbejder? På væggen, gulvet, skrivebordet? Skal den mejsles i sten og være et dictum som det er tilfældet med Københavns Byret? Skal den skrives på baggrund af forfatterens samtaler med borgere og ansatte? I samarbejde med dem? Skal den skifte hver måned? Være en kort historie? Måske en prosalyrisk tekst bestående af en række spørgsmål eller citater? Mulighederne er utallige. Og jeg tror, kort sagt, at litteraturen kan være ramme og springbræt for formuleringen af og forståelsen for mål og formål, både for institutionen og den enkelte ansatte.

3. Hvordan kan litteratur benyttes i borgerinvolvering?

Jeg tror at én af forfatterens talenter er at se og udtrykke det Brandes kaldte det uendeligt store i det uendeligt små. Det vil sige at finde det billede, metaforen eller emblemet om du vil, der sammenfatter og på umiddelbar forståelig vis formidler en situation eller et forhold, der kan være ganske kompleks. Og naturligvis at indsætte det billede i fortællingens ramme – hvad der rent ud sagt kan gøre selv det mest perifere, tørre eller måske endda triste emne sexet. Det er ikke alle, der lader sig lokke af fx emnet ’arbejdsskader’ men alle kan lide en god historie. Alle føler rent ud sagt lyst ved den form for indlevelse i en menneskelig situation en god historie muliggør – og følelsesmæssig involvering er den bedste grobund for refleksion, initiativ og konkret handling.

4. Men er det sagligt at blande fiktion ind i et faktuelt forløb? Kan det ikke give støj på linjen når man netop i det offentlige forholder sig til fakta?

Det er sagligt for så vidt som den kunstneriske udførelse forholder sig fyldestgørende til kontekst, formål og læsergruppe. Det er derfor helt nødvendigt at brugen af skønlitteratur som et værktøj foregår i et samarbejde mellem forfatteren og de relevante ansatte i den offentlige institution eller virksomhed, der ønsker at bruge skønlitteraturen. Det her er en anden måde at bruge litteratur på end de fleste er vant til. Hverken læseren eller forfatteren optræder som privatperson i denne sammenhæng. Forfatteren er, med sit kendskab til sin værktøjskasse, naturligvis garant for, at den kunstneriske kvalitet er i orden – det er jo netop den, der åbner for en ny type kommunikation. Men virksomheden eller institutionen er den nærmeste til at kende sit eget behov for vidensdeling eller -indsamling. Samarbejdsprocessen er i princippet den samme, som når man arbejder med en journalist, der jo også kan tage flere forskellige journalistiske tilgange til en given opgave.

5. Kan du give et eksempel på din arbejdsform?

Jeg har lige skrevet tekster for innovationsfestivalen Afsnit I, der afholdes i Hørsholm Kommune. Festivalen ønskede at tiltrække lokale borgere og afmystificere ordet ’innovation’. Her skrev jeg med sparring fra festivalens kommunikationsteam syv fiktive Hørsholmborgeres monologer, der med udgangspunkt i syv forskellige konkrete projekter indkredser hvad innovation er og hvordan det har konkret betydning i den enkeltes liv. Teksterne ’udkom’ bl.a. i ugeavisen og på små papkort, der var hæftet på varerne i det lokale supermarked. Responsen var, at teksterne faktisk gjorde noget så abstrakt som innovation vedkommende. Læserne blev følelsesmæssigt og intellektuelt inddraget i festivalen før de indfandt sig på den og selv gik på opdagelse i de mange deltagerprojekter.

6. Hvad ville du ønske det offentlige ville være kendt for?

Effektivitet. Rettidig omhu. Det mål tror jeg kun man til fulde når, hvis aktørerne indenfor det offentlige, fra beslutningstagere til offentlige ansatte af enhver slags, konstant gør brug af både deres analytiske og sociale intelligens. Og hvis det offentlige system giver sine ansatte mulighed herfor. Virkeligheden ændrer sig konstant. Det for alle perfekte offentlige system er en utopi. Derfor er innovation en uundværlig komponent. Nu er innovation jo også at finde nye anvendelsesmuligheder for det allerede kendte og eksisterende. Skønlitteraturen fx. Den lader os opleve hinandens virkeligheder – de virkeligheder, der alle sammen betinger og er betinget af det offentlige. Det store mærkelige BLOB af et abstrakt ord. Det offentlige.

Læs mere om Adda Djørups virke og forfatterskab hér: http://www.addadjorup.com/

*Man kan opleve en dadaistisk Ursonate i sin fulde længde her: http://www.costis.org/x/schwitters/ursonate.htm

Mere offentlig kærlighed

Jeg har indenfor de sidste år været til et par jobsamtaler. I den forbindelse har det slået mig, hvor forskelligt det første møde med et nyt sted er. Hvordan man som virksomhed – offentlig eller privat – vælger at møde folk.

Min første samtale ligger flere år tilbage, og var hos et dansk tøjfirma. Jeg ankommer til domicilet på den sommerdag, hvor samtalen skal finde sted. Smuk sommerdag, de ansatte sidder udenfor ved små borde og spiser frokost. Indenfor emmer stedet af atmosfære, og man bliver med det samme hensat i den helt specielle stemning, som lige netop det brand udtrykker. Jeg fik tilbudt hjælp af alle der gik forbi. Det var så overbevisende, at jeg med det samme tænkte, her vil jeg gerne arbejde. Og i alle de år jeg arbejdede der, var jeg firmaet, jeg levede og åndede for de fælles værdier og den kultur der var skabt, og som omgivelserne hver dag styrkede os i. Når man kom om morgenen, kom man hjem. Og der blev brugt tid og ressourcer på at skabe atmosfæren, på at finde finurlige ting på loppemarkeder, eksotiske ting fra udlandet. Man blev hele tiden nysgerrig, øjet blev vakt, der var udvikling, oplevelser og stemning i hele huset.

Den anden samtale var i en smuk gammel bygning, inde i København, det var solskin og udsigten var ubeskrivelig. Da jeg kom ind i bygningen forsvandt sommeren, der var tusmørkt derinde. Receptionen var tom, og ingen af dem, der gik forbi, udviste interesse i, hvad jeg lavede der. Jeg ventede. Vejen til samtalerummet var belagt med linoleum og neonlys, praktisk og nemt at renholde, men er det dét, man gerne vil signalere? Du kom ind i bygningen, men vi kan hurtigt vaske dig væk igen? Samtalerummet lå for enden af gangen, og var, helt i forlængelse af gangoplevelsen, trist og grimt. Et rundt bord i midten af et ret tomt lokale, 3-4 stole der aldrig havde været i familie med hinanden, en halvvissen, kønsløs potteplante i vinduet og grå nålefilt på gulvet. Væggene stirrer tomt på mig. Og min umiddelbare lyst til at skulle møde op der hver morgen, den forsvandt. Hvad er det de vil, hvad er konceptet, hvad forventer de af mig og mit arbejde? Det var umuligt at aflæse. Jeg følte mig utryg. Hvorfor var der ikke stemningen af det spændende job, jeg havde søgt? Hvorfor havde de ikke hentet nogle af de ikoner fra det offentlige rum, som hele jobbet drejede sig om, ind i bygningen – til at skabe en fælles følelse af, hvad man arbejdede med. En fælles stolthed! For der var noget at være stolt af, man kunne bare ikke mærke det.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det gør ved os som mennesker at blive mødt af upersonlige rum. Hvad gør det ved den ansattes arbejdsglæde og engagement? Hvordan er den service vi modtager som borgere, hvis de ansatte ikke mødes af en atmosfære af stolthed? Hvordan føler vi os modtaget som borger, når vi kommer ind i det offentliges rum – er vi velkommen eller er der gjort klar til at vaske os væk, så snart vi vender ryggen til?

For mig er der ingen tvivl om at vi yder bedre, når vi føler os som en del af noget, og at dette noget udstråler atmosfære, noget at være stolt af, og som er stolt af dem, der er en del af stedet. Vi har, både som ansatte og som borgere, brug for rum og bygninger, der er imødekommende. Så vi føler os som vigtige individer og ikke bare som én i mængden. Det er vigtigt at man oplever, at der er gjort noget ud af, at man er til stede i rummet, både som medarbejder og som borger. Når man oplever det, giver man også selv tilbage, man gør sig umage, man trives og yder sit bedste, fordi man bliver en del af det der omgiver en, ikke udenfor det.

Heldigvis ser jeg en begyndende bevidsthed omkring indretning af det offentliges rum, men jeg synes, at der stadig er et stykke vej, inden rummene får personlighed. Og personlighed er at foretrække frem for det upersonlige. Lad det offentlige få personlighed, lad folk føle sig hjemme. Jeg er sikker på at det vil give mere arbejdsglæde og bedre service til borgerne.

Spørg borgerne og sæt orden i samfundets kaos

Denne artikel har tidligere været bragt i Mandag Morgen.

Når vi skal sætte handling bag ordene om øget nytænkning i det offentlige, så er der for øjeblikket en klar global tendens: Der skal nye institutionsformer til, som kan strukturere kaos og skabe meningsfulde løsninger.

Lige før sommerferien stod millionbyen Seouls borgmester gennem de seneste fire år, Park Won-soon, til at tabe kampen for genvalg. Men det lykkedes ham overraskende – i øvrigt som uafhængig mod en velfinansieret spidskandidat fra Sydkoreas regeringsparti – at genvinde posten med et betydeligt flertal. Park gik blandt andet til valg på at sætte borgernes sikkerhed i højsædet efter det katastrofale skibsforlis i foråret, hvor flere end 300 sydkoreanere omkom.

Men observatører, jeg har talt med, tilskriver også Park Won-soons genvalg et hemmeligt våben: Han etablerede i sin første embedsperiode Seoul Innovation Bureau, en innovationsenhed med 58 ansatte, som arbejder på tværs af byens forvaltninger og rapporterer direkte til ham. Organisationens opgave er at understøtte borgmesterens overordnede vision om at skabe politikker og indsatser, der gør en positiv forskel i borgernes liv. Det gør Seoul Innovation Bureau dels ved at skabe og gennemføre praktiske tiltag, der kan mærkes af den enkelte (for eksempel en deleboligordning, hvor ældre borgere stiller overskydende kvadratmeter til rådighed for studerende), dels ved konstant at lytte til borgernes udfordringer og indhente deres ideer.

Under borgmester Parks første fire år på posten gennemførte bureauet hele 6.000 workshops med i alt 600.000 borgere for at høste deres input. Det svarer til, at mere end hver 20. borger i Seoul har været konkret involveret i ideudvikling og dermed præget byens beslutningsprocesser. Måske det er årsagen til, at borgmester Park var i stand til at gennemføre en så succesfuld kampagne, som effektivt reflekterede borgernes bekymringer, og som gav dem tillid til, at Parks ambitiøse politiske løfter kunne føres ud i livet og gøre en forskel i hverdagen?

Vækst i ”i-teams”

Seoul er langt fra den eneste by, som har valgt at institutionalisere systematisk input fra borgerne som en vej til at forny den offentlige sektor. Byer fra Barcelona til Bogota og Boston har ligeledes etableret interne innovationsenheder. Sidstnævnte i øvrigt med den besnærende titel Mayor’s Office of New Urban Mechanics.

I slutningen af juni lancerede tidligere New York-borgmester Michael Bloombergs filantropiske organisation sammen med den britiske tænketank Nesta en dugfrisk kortlægning af denne type institutioner, eller ”i-teams”. Rapporten belyser i detaljer, hvordan 20 udvalgte i-teams arbejder, og hvilke principper de bygger på – principper meget lig dem, jeg tidligere har fremhævet her MM Blog – og som stort set alle har det til fælles, at de sætter mennesker i centrum for offentlige udviklingsprocesser.

Som jeg også skrev dengang, så ligner væksten i innovationsenheder og -teams en global trend. Men hvorfor netop nu?

Ved offentliggørelsen af i-teams-rapporten blev der afholdt en rundbordssamtale hos Nesta i London, hvor netop det spørgsmål blev rejst. Én af deltagerne bemærkede, at han havde kigget på, hvornår i historien samfundet i særlig høj grad har sat fokus på emner som social innovation og fornyelse, og at sidst det skete, var i starten af 1970’erne. Altså en tid, der var præget af en global energikrise, af nye kulturelle og sociale konflikter, af nye teknologier, ja i det hele taget af store globale forandringer. Det lyder jo velkendt. Så er i-teams i virkeligheden ny vin på gamle flasker?

Orden i kaos

Man kan mene, at historien, desværre, gentager sig. Men vores evne til at organisere os på måder som mere effektivt håndterer samfundsmæssig turbulens og kaos, tror jeg er blevet bedre siden 1970’erne. Dengang var det kun få år siden, at forskerne Peter Berger og Thomas Luckmann i bogen ”Den samfundsskabte virkelighed” havde skrevet, at alle samfund er konstruktioner, som vi skaber for at håndtere, hvad der ellers ville være kaos. Med få undtagelser (tænk f.eks. NASA under rumkapløbet) var der dengang ikke mange bud på, hvad det vil sige at arbejde systematisk med innovation i en samfundskontekst.

Under debatten hos Nesta svarede jeg derfor indlægsholderen, at årsagen til, at i-teams som Seoul Innovation Bureau nu vokser i antal og betydning globalt, ikke kun er, at vi nu igen lever i en tid præget af stigende usikkerhed, kompleksitet og til tider kaos. Vi er heldigvis også blevet bedre til at skabe organisationsformer, som kan hjælpe os igennem de store samfundstransformationer, vi står over for. Berger og Luckmanns indsigt var, at vores samfund er resultatet af den mening, som vi gensidigt tilskriver det. Man kan måske derfor se i-teams som organisationer, der bidrager til at danne mening i kaos ved at invitere, involvere og engagere borgere, beslutningstagere og andre interessenter for at finde nye og mere effektfulde samfundsløsninger. Man kan sige, at de institutionaliserer innovationsprocesserne. Hvis det over tid lykkes dem – og de dermed også hjælper ambitiøse folk som Seouls Park Won-soon med at fastholde magten – så har i-teams nok fremtiden for sig. I hvert fald indtil vi løber tør for udfordringer.

Deltagerne er det nye orange

Denne blog har tidligere været bragt i Kforum.

Du er ikke på festival. Du er festivalen i fremtiden. Publikum skal og vil ikke længere blot være passive tilskuere. De vil være den orange følelse og de vil føle, at de gør en forskel. Aktiv deltagelse bliver et krav for fremtidens festivaldeltager. Roskilde Festivalen prøver derfor at eksperimentere med nye metoder til brugerinddragelse. Missionen er at finde formlen på fremtidens festival og oplevelse.
Rammen omkring bruger-skabelse på festivallen er den såkaldte Dream City. En festivalby skabt af og for brugerne. Erfaringerne fra byen peger på brugerskabelsens muligheder såvel som begrænsninger.

Inddragelsen af brugerne sker også  i festivalens udviklingsenhed, Orange Innovation. Hos Orange Innovation er missionen at prøve sig frem til, hvordan fremtidens festival kan se ud. De eksperimenterer sig frem og de bruger brugerne til eksperimentet.Nøglen til succes er, at tilbyde forskellige roller og typer af opgaver. Altså at skabe en ramme, hvor folk kan være med på forskellige måde udfra deres behov, kompetencer og resurser.

Brugerskabt festival som inspiration

Når brugerne skal inddrages som medskabere henter Orange Innovation ikke kun inspiration på traditionelle musikfestivaller. Et af de mest radikale eksempler fra udlandet er den alternative kunstfestival Burning Man. Her er der ikke noget fast program med store navne, som skal sælge billetterne. Indholdet bliver først skabt i takt med at publikum tropper op i Nevadaørkenen. Festivalen opstår helt bogstaveligt midt ude i ingenting. 40.000 deltagere samles hvert år i ørkenen til en 100% publikumsskabt festival.

Alligevel opstår der de smukkeste formationer og installationer efterhånden som festivalen tager form. På forunderligvis bliver byen struktureret, så de smukkeste og mest gennemførte værker bliver placeret i midten og får den mest prominente placering. Burning Man er et levende bevis på, at festivaler – også de helt store af slagsen – kan være en legende begivenhed, som er for alle og skabt af alle.

Orange 1

Do it yourself. I et hjørne af Dream City kan festivallens deltagere komme forbi og fixe det, der ikke virker eller skabe noget helt nyt. Foto: Dream City

Gør det selv

Når brugerskabelsen er udgangspunktet, gør man samtidig op med den mere traditionelle tilgang, hvor de meget dygtige og specialiserede vælger, hvad deltagerne skal opleve og se. På kulturområdet er der lang tradition for, at kuratoren sammensætter indholdet og oplevelsen. En ekspertskabt begivenhed bliver også af mange oplevet som en garant for kvalitet. Og mange rynker på næsen, når brugere og nybegyndere famler sig frem til et tvivlsomt resultat. Hos Orange Innovation ser de anderledes på den sag. De ser potentialet i, at brugerne ofte er nye i deres felt. Det er ikke for ingenting, at de nyest tilkomne i en flok, ofte er dem, der kan stille de helt grundlæggende spørgsmål, som de erfarne helt er hold op med. Dem, der indtager nyt terræn tager ingenting for givet, mens eksperterne ofte er enige om, hvad man ikke forholder sig til.

Orange Innovation arbejder med forskellige rammer, som skal hjælpe med til, at gør-det-selv ikke nødvendigvis betyder gør-det-dårligt. De er inspirerede af Makers-bevægelsen. Her er tanken, at ny teknologi  i dag er så intuitiv og bredt tilgængelig, at brugerne så nemt som ingenting kan designe og prøve sig frem til nye løsninger.

Tag for eksempel 3D- og laserprintere. De er både så billige og nemme at bruge, at de fleste kan betjene dem. Hvis en bruger kommer frem til en effektfuld løsning, kan den lynhurtigt formidles videre i en manual, som kan spredes via nettet.

Udgangspunktet er, at man skal prøve sig frem. Og udvikle, mens man prøver. Det gør Orange Innovation. Både på selve Roskilde Festival,  hvor et hjørne er dedikeret til makers-værksted. Bevæbnet med laserprintere og enkelte erfarne brugere plus en stak manualer kan festivallens deltagere selv gå i gang.

Orange Innovation har også for første gang i år en selvstændig festival. Her skaber brugerne selv indholdet og kan på tre dage eksperimentere sig frem med teknologi.

orange 2

Festivalens brugerskabte område hedder Dream City. Der er nærmest ingen regler eller ydre styrende rammer. Så længe brugerne giver en gave til Dream City, sørger for at bidraget er økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt og rydder op efter sig selv er der frit slag. Foto:Jon Günther Andersen.

Dream City: Brugerne skaber deres drømmeby

I de seneste to år er 10% af campingområdet blevet givet til festivaldeltagerne 100 dagen inden musikken indtager scenerne. Det er festivalens brugerdrevne område, hvor deltagerne kan skabe deres drømmelejre. Roskilde Festival er et frirum, hvor deltagerne gør noget andet, end de ellers ikke ville gøre. Derfor er det som udgangspunkt et optimalt set-up, hvis brugerne skal aktiveres. Festivalen stiller genbrugsmateriale, værktøj og workshops med erfarne brugere til rådighed og søger ellers for at gøre det så nemt simpelt som muligt at bygge en by op fra grunden. Nu står den der. Drømmebyen, med egen kirke, posthus, radiostation, en have med spiselige blomster og virkelig mange barer.

Festivalen arbejder med at få brugerne til at inspirere hinanden så meget som muligt. De erfarne Dream City beboere får et stykke græs ved siden af de nye. Og gode ideer og tanker spreder sig helt af sig selv. Eksempelvis havde en af beboerne hurtigt banket et tvivlsomt tag på deres hus. Efterhånden som byen tog form fik de ambitioner om at gøre det mere helstøbt. Taget blev revet ned og et nyt blev sat op. Den interne konkurrence og inspirationen fra bruger til bruger gør, at kvaliteten bliver højere. Og der er kontant afregning, når festivalen åbner op for publikum. Næsten alle holder fest. Og alle vil gerne have der kommer rigtig mange til deres fester. Festerne bliver et barometer, som Dream City-beboerne måler deres succes på.

If value then copy

Mens eksperter og dyrt betalte opfindere beskytter deres genistreger med patenter, så andre ikke gør dem kunsten efter, går Orange Innovation den modsatte vej. De opfordrer brugerne til at kopiere hinanden. Og de sørger for at gode ideer bliver gjort tilgængelige for så mange som muligt. Orange Innovation bygger på en af grundtankerne i åben innovation, som handler om, at man opfinder ting, for at andre kan kopiere dem. Udviklingen sker, når brugerne kopierer delelementer fra hinanden og måske genfortolker det og sætter det ind i en ny ramme.
For inspiration kan man vende blikket mod andre steder i verden, hvor nye, hurtigt voksende eller midlertidige byer opstår hurtigt. Eksempelvis i slumbyer hvor én måske har fundet frem til en velfungerende lampe, så bliver den viden af sig selv delt med andre, så rigtigt mange kan få lys i deres huse. Og her handler det om at gøre det enkelt.
Dream City er et lignende eksempel. Et af byens største huse er en dome. Den er bygget og tegnet af ansatte ved festivalen. I år fik en af brugerne også lyst til at bygge sin egen dome og lånte tegningerne fra den store dome, justerede dem og byggede en mindre version.

orange3

Nogle brugere går i gang helt af sig selv. De kommer med egne projekter og driver dem selv fremad. Foto: Jon Günther Andersen

Engagement på flere niveauer

Når brugernes skal inddrages og sammen skabe oplevelsen, kræver det, at festivalen gør brug af en lang række forskellige måder at engagere deltagerne på. Brugerne er nemlig meget forskellige. Der er nogen, som gerne vil være dybt involverede i flere måneder i træk og dem, der bare gerne vil droppe forbi og bidrage med en meget afgrænset og overskuelig handling.

Hos Orange Innovation går de strategisk til værks og arbejder flere forskellige niveauer og indgange, når brugerne skal inddrages.  Brugerne spiller typisk følgende fem roller. Til inspiration for alle, som arbejder med brugerne som medskabere.

Creator: Sætter i gang selv

De tager initiativ selv og sætter ting i gang. Hvis man giver dem et stykke græs i Dream City, så har de masser af ideer og går bare i gang. Orange Innovation arbejder med at engagere denne gruppe på et endnu højere niveau ved at stille ny teknologi såsom laserprinter eller 3D-printeren til rådighed.

orange4

Nye ting opstår, når man kopierer og tilpasser. Dream City havde i forvejen en stor dome. Da en beboer i Dream City fik lyst til at bygge en sin egen dome, var det bare et spørgsmål om at låne tegningerne fra den store og en ny version tog form. Foto:Jon Günther Andersen

Co-creator: Re-mixer og kopierer

De re-mixer og genfortolker det andre sætter i gang. Legoklodser, step-by-step manualer og enkle tegninger sætter den her gruppe i gang. I Dream City kan det give inspiration, hvis en co-creator få et stykke græs ved siden af en creator. Hos Orange Innovation bliver denne gruppe mødt med eksempelvis nemt omsættelig viden og skabeloner.

orange5

Mange brugere vil gerne bidrage, hvis de får en overskuelig opgave. Her maler udvekslingsstuderende stakittet en sidste gang inden Dream City åbner. Foto: Jon Günther Andersen

Participant: Bidrager med afgrænsede og overskuelige handlinger

Denne gruppe er der rigtig mange af på Roskilde Festival. De har taget det første skridt og vil gerne bidrage, men opgaverne skal være overskuelige og afgrænsede. De kommer måske og maler et stakit i Dream City om lørdagen fra klokken 10-15, og ellers vil de bare gerne feste. Festivalen bruger også de sociale medier til at adressere denne gruppe. Ofte bruger de med største selvfølgelighed  de sociale medier til at skabe selv. Derfor kan en app, hvor brugerne selv  kan designe deres eget bud på, hvordan festivalens officielle  t-shirt ser ud være første skridt til engagement. Det er nemt og uforpligtende og ligger direkte i forlængelse af den måde, de i forvejen benytter de sociale medier.

orange6

Publikum er en stor og vigtig gruppe på festivallen. Alle beboerne i Dream City inviterer dem gerne indenfor. Foto:Jon Günther Andersen.

Publikum: Kommer forbi, kigger, hepper og fester

En meget vigtig gruppe, fordi festivalen også er et iscenesat rum, som skal være inspirerende og invitere til brug, også når man ikke har været med til at skabe det selv. Beboerne i Dream City tilbyder forskellige aktiviteter, som inviterer publikum indenfor. Rigtig mange holder fester, mens posthuset tilbyder at bringe breve ud til andre festivaldeltagere, hvis mobilen er løbet tør for strøm. Festivalradioen har også et studie i Dream City, hvor publikum kan opleve, hvordan radio bliver til

Knowers: Har specialiseret viden

Eksperternes viden er specialiseret. Udfordringen går begge veje, når deres viden skal gøres tilgængelig for brugerne. På den ene side kan eksperterne ofte blive irriterede over brugernes nybegynderfejl . Det er derfor vigtigt at finde veje, hvor eksperterne bliver hjulpet til at dele. Dette sker oftest inden festivalen begynder, hvor både Orange Innovation og Dream City afholder workshops med de grupper, som har stor viden og kapacitet inden for området. På den anden side kan brugerne have svært ved at omsætte eksperternes viden til det, de arbejder med. Her er opgaven at reducere kompleksiteten, så deres viden bliver gjort tilgængelig for brugerne. Det sker eksempelvis, når ekspertviden bliver omsat til manualer som brugerne kan benytte step by step.

Moralen er: Tænk brugerne med, men tænk dem som forskellige roller. Hvis drømmen skal blive til en levende by af medskabelse.

Fra Folkemøde til Folkeengagement

Denne blog har været bragt i Mandag Morgen.

Lige om lidt mødes tusindvis af beslutningstagere på Bornholm for at møde folket – og hinanden. Det bliver mange af deltagerne formentlig en smule klogere af, og enkelte vender måske endda inspirerede hjem. Men hvad nu hvis det ikke kun var en årlig begivenhed?

Folkemødet står for døren og politikere, organisationsfolk, spin-doktorer, kommentatorer, embedsmænd, lobbyister og engagerede danskere bevæger sig til vands og i luften til Allinge. Hvis sidste års møde er nogen målestok, så vil twitter-sfæren snart være fyldt med syrlige kommentarer om hvor folket mon er henne på Folkemødet, og der vil cirkulere halvslørede Instagram’er af politikere i nærkontakt med fans, fadøl eller begge dele. Der er lagt op til demokratisk nærkamp både i solen og på de sociale medier.

På den ene side er det velgørende med det tætte engagement, debatterne og dialogerne mellem kendte og ukendte, og i mødet mellem dem der lever af at have meninger, og dem der giver dem noget at have en mening om. Men hvorfor er det kun én gang om året, at Danmarks meningselite tillader sig at blive overrasket og udfordret i mødet med hinanden på kryds og tværs, og i mødet med de borgere som der trods alt deltager en hel del af?

Ganske vist holdes der politiske debatter i partiorganisationer, i tænketanke og i fagbevægelsen, og i det kommende valgår vil vi naturligvis se politikerne give sig i kast med folket i jagten efter stemmer, mandater og regeringsmagten.

Det Bornholmske DNA

Men Folkemødet på Bornholm kan noget særligt, som jeg i hvert fald ikke før har set herhjemme, og som jeg tror handler om tre ting:

Tæthed. For det første er der en intensitet og en nærhed over Folkemødet, som trods sin voksende størrelse føles næsten intim. Man er rent fysisk tæt på folk man oftest kun ser i tv eller hører i radioen, og der opstår uvægerligt muligheder for dialog simpelthen fordi folk er samlet på så relativt lille et areal. Ganske vist foregår der alskens vip-arrangementer bag scenen for de særligt indviede – alt fra pressekonferencer til lukkede møder og cocktailfester. Men man skal nu altså alligevel fra ét sted til et andet, og når man bevæger sig fra arrangement til arrangement bliver man nødt til at forholde sig til de mange budskaber og mennesker man støder på. Sidste år brugte jeg en rum tid til at høre om kampen om patentet på en særlig effektiv rottefælde, som åbenbart er opfundet og afprøvet på Bornholm. En viden jeg ikke var klar over jeg manglede. Tætheden er ufravigelig, og den tilfører en uforudsigelighed som egentlig er ret velgørende.

Mangfoldighed. Uagtet at der bestemt er et elitært præg over en stor del af deltagerne, så er der mange, mange forskellige slags mennesker på Folkemødet. Det giver mulighed for helt nye kombinationer af perspektiver og verdensbilleder. Som da min organisation, MindLab, for to år siden introducerede et spil hvor gæster i vores telt kunne trække et kort med en organisation de skulle tage en dialog med for at skabe et nyt fælles demokratisk initiativ. Jeg er ikke sikker på hvad det præcis var for en løsning som Cyklistforbundet og Danske Ølentusiaster udviklede sammen, men jeg er ikke i tvivl om at kombinationen ikke var sket uden Folkemødet. Mangfoldigheden er slående.

Højtidelighed. Endelig oplever jeg at Folkemødet formår noget så udansk som at tage os selv seriøst. Da jeg sidste år hørte borgmester i Bornholms regionskommune Winni Grosbøll åbne og motivere mødet og understrege værdien af den demokratiske samtale, blev jeg nærmest rørt. Når man ser sig om i verden for tiden – det netop overståede EP valg er stadig friskt i hukommelsen, det samme er det brat falmede arabiske forår – så bliver man mindet om hvor dyrebart, men også hvor skrøbeligt demokratiet er. Folkemødet gør mere for demokratiet end at festligholde, det højtideligholder.  

Efterspørges: Nye former for folkeengagement

For et par måneder siden bragte tidsskriftet The Economist den dystre forsidetitel ”What’s gone wrong with democracy?” Heri argumenterer man for at demokratiet globalt er ude i sin største krise siden Berlinmurens fald og den kolde krigs afslutning. Det sker med henvisning til konflikterne i Aghanistan, Irak, Egypten, Libyen, Syrien og Thailand men også med den bekymrende pointe at knap så demokratiske nationer som Kina eller de Arabiske Emirater tilsyneladende er mere effektive end vi til at skabe vækst og velstand. Samtidig er de demokratiske processer i Washington og i EU-hovedstaden Bruxelles i stigende grad dysfunktionelle. Med andre ord: Det er brug for at genopfinde vores demokrati hvis det skal være en attraktiv og bæredygtig model også for fremtidige generationer.

Mange vil nok mene at demokratiets krise er knap så markant herhjemme. Men så alligevel. Det seneste år i dansk politik har vel været et af de mest turbulente i et årti, og man skal ikke have meget fantasi for at forestille sig at det kommende valgår kan blive præcis lige så – hvad skal man sige – interessant.

Jeg tænker derfor: Hvis vi skulle bruge erfaringerne fra Folkemødet til at nytænke vores demokrati ikke bare en gang om året, men mere systematisk, hvordan kunne vi gøre det? Hvordan ville man genskabe tætheden, mangfoldigheden og højtideligheden i andre fora end i en håndfuld telte i Allinge? Kunne vi genskabe stemningen og engagementet fra Bornholm overalt hvor vi i vores land er optagede af politiske, sociale, økonomiske, miljømæssige og kulturelle problemstillinger og tilhørende muligheder? Kunne vi gå fra et enkeltstående Folkemøde til et mere permanent Folkeengagement? Kunne borgerne blive endnu mere centrale i den dialog? Kunne sociale medier og andre teknologier hjælpe?

Hvem ved, måske det kunne være genstand for en debat på Bornholm.

 

 

olderTidligere indlæg