English

 Jeg blev for nylig inspireret af Martin Thorborgs bog “Iværksætter til jeg dør”, hvor såvel succeser som fiaskoer bliver rullet op for åben skærm. Efter succesfuldt at have afhændet “Jubii”, er Martin Thorborg og hans kompagnon på udkig efter en produkt ide med følgende karakteristika:

• - Målgruppen skal være slutbrugeren
• - Det skal være noget, som mange mennesker har brug for
• - Det skal være noget, der kan afhjælpe et irriterende problem for brugeren

En forespørgsel efter et spamfilter til e-mails kickstarter ideen til “Spamfighter”, som efter markedsanalyse og udvikling af prototype, bliver testet og forbedret af brugerne selv. Da programmet er i stand til at fjerne 70% af den spam, det bliver udsat for, indledes en målrettet PR indsats, hvorigennem det lykkes at mobilisere den nødvendige kritiske masse af brugere, som er nøglen til konstant at videreudvikle og forbedre produktet. “Spamfighhter” bliver en international succes og betegnes i dag som et af Europas førende spamfilter produkter. 

Og hvad har det så at gøre med innovation i den offentlige sektor?

For det første ligner kriterierne for “Spamfighter” meget de udfordringer, som den offentlige sektor står overfor og som der allerede arbejdes med i MindLab i forskellige sammenhænge.  Det øgede politiske fokus på budgetnedskæringer i den offentlige sektor vil uden tvivl accelerere behovet for innovation og nytænkning i såvel omfanget som håndhævelsen af diverse love, regler og procedurer. At benytte de offentlige tilbud og agere som en ansvarlig og retskaffen borger er en præmis for samtlige borgere i dette land. Mange opfatter det som besværligt og irriterende at skulle forholde sig til de mange regler, procedurer, formularer m.v. , så ligesom i “Spamfighter” casen er der et irriterende problem, som  skal afhjælpes.

For det andet er der måske inspiration at hente i måden “Spamfighter” konceptet er blevet designet på, hvor filosofien er brugerdrevet innovation under devicen “noget for noget” (også populært kaldet “win-win”). Den service du får som bruger bliver bedre og bedre, jo mere du selv involverer dig og giver feedback.

For det tredje bliver PR mediet benyttet som løftestang til at mobilisere den nødvendige kritiske masse af brugere. Én ting er at have verdens bedste produkt, noget andet er at få det glade budskab formidlet og motivere forbrugerne til at benytte sig af det.

Case eksemplet kan naturligvis ikke overføres direkte på den offentlige sektor, men der kan meget vel være særdeles god inspiration at hente - ikke mindst i relation til måden det bringes til markedet på.

Ved at inddrage borgerne kvalitativt gennem interviews, workshops, observationer m.v. kommer man et langt stykke ad vejen i relation til brugerdrevet innovation. Det virkelig store skridt er imidlertid etableringen af en løbende kvalificeret dialog mellem det offentlige og den enkelte borger, hvor løsninger skræddersyes til den enkeltes behov.

På trods af den umiddelbare kompleksitet i en sådan tilgang, er det netop, hvad mange virksomheder efterhånden har erkendt, er nøglen til fremtidens succes. Hos LEGO har man eksempelvis løbende dialog med en lang række dedikerede LEGO fans, som bidrager til innovation og nytænkning og til gengæld får adgang til privilegier og informationer, som ellers ikke er til rådighed for alle - igen “noget for noget” princippet.

Anne Dorthe Hermansen peger i hendes blogindlæg på, at en del af besparelserne i den offentlige sektor bør ske gennem en øget indsats overfor digitale selvbetjeningsløsninger.  Helt enig! Der bør være store besparelser at hente ved at gøre det lettere for borgerne at betjene sig selv. Men som Jakob Harder kommenterer, så er et af problemerne, at selvbetjeningsløsningerne generelt benyttes af for få borgere (med enkelte undtagelser)

Her begynder vi at få fat omkring nældens rod. Selv de mest sofistikerede og brugervenlige digitale løsninger kan ikke stå alene. Hvis borgernes motivation til at benytte dem ikke er tilstede, oplever man fænomenet, at “man kan tvinge en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke” Måske skulle man starte med at besvare spørgsmålene: “hvorfor er der ikke flere borgere, der benytter selvbetjeningsløsningerne?” og “hvad skal der til for at få flere borgere til at benytte dem?”

Umiddelbart vil jeg antage, at borgerne er lige så kritiske i deres dialog med det offentlige, som i dialogen med private virksomheder. For overhovedet at tilvælge en ny løsning eller et nyt produkt er der som minimum to fundamentale ting, som skal være på plads:

1. Produktet/ydelsen skal være fuldstændig i top (i dette tilfælde brugerfladen, funktionalitet m.v.) og som minimum på niveau med andre professionelle digitale interfaces, som er en del af borgernes hverdag.
2. Der skal være mindst én og helst flere tydelige og kommunikerbare fordele for forbrugeren ved at benytte sig af produktet/ydelsen - altså et klart svar på “what’s in it for me?”.

I erhvervslivet kan ingen af de to punkter stå alene. Et fællestræk for fiaskoer i erhvervslivet er, at virksomhederne enten har fejlet på produktet eller på måden, hvorpå de har bragt det til markedet. Fælles for samtlige af succeshistorierne er, at der er leveret 100% på begge dimensioner. De succesfulde virksomheder opnår udover god indtjening og øgede markedsandele en betydelig positiv effekt på deres image, som sætter en positiv spiral i gang for virksomheden.  Kunne det ikke være interessant at opnå det som “sidegevinst” indenfor den offentlige forvaltning i Danmark?

I modsætning til erhvervslivet, har man indenfor det offentlige muligheden for politisk at lovgive og regelsætte omkring stort set alt. Denne metode kan man naturligvis også ty til i forbindelse med udbredelsen af de digitale selvbetjeningsløsninger. Men lad os nu antage, at man i stedet vælger at tage inspiration fra “Spamfighter” casen og inddrager borgerne direkte i at optimere løsningerne.

Kunne man forestille sig, at man tager udgangspunkt i, hvad fordelene er for borgerne frem for primært at fokusere på besparelserne for det offentlige?  Såfremt borgerne tydeligt kan få øje på fordelene ved at benytte selvbetjeningsløsningerne (altså andre fordele end at undgå bøder, gebyrer m.v.), vil borgerne uvægerligt vælge disse løsninger til, hvorved besparelserne for det offentlige automatisk indfinder sig.

Kunne man forestille sig, at man i udviklingsprocessen aktivt inddrager de nuværende systemers  værste kritikere, på samme måde, som man i forbindelse med IT-sikring benytter sig af at ansætte tidligere hackere som eksperter?

Kunne man forestille sig, at man benytter brugernes fordele fra frivillige systemer som Facebook, LinkedIn m.v. som pejlemærke, når man sætter ambitionsniveauet for, hvad borgernes fordele skal være ved de offentlige digitale selvbetjeningsløsninger?

Kunne man forestille sig, at man i markedsføringsstrategien tænker hele paletten af medier igennem inkl. uddannelsessystemet, PR , oplysningskampagner, borgertræning m.v. og accepterer, at det er nødvendigt med en “lanceringsinvestering” før besparelserne opnås?

Ved at anskue problemstillingen fra en helt anden vinkel, får man mulighed for at fremelske nye og originale løsninger, som kan tilgodese såvel det offentliges som den enkelte borgers behov. Selvom tilgangen kan virke både udfordrende og provokerende er det efter min overbevisning nødvendigt at sigte efter stjernerne, hvis man virkelig ønsker succesfuld radikal innovation.

Inspiration til radikal innovation

Hvad kan vi lære fra udviklingslandenes innovationsfrontlinje?

Som bekendt kommer meget af viden om innovation fra den private sektor - forskning og systematisk indsamling og deling af erfaring om offentlig sektor innovation er stadig sparsom, ikke mindst på globalt plan. Derfor er det ikke uinteressant at sammenholde dagens krav om og bestræbelser på at innovere den (danske) offentlige sektor med beretninger fra innovations-frontlinjen i den private sektor.

En af de absolutte frontlinjer for innovation af virksomhedsdrift og forretnings-modeller er i dag udviklingslandende og disse regioners fremvoksende markeder. Her ser vi i disse år en dramatisk nytænkning af alle tænkelige aspekter ved indretning, fremstilling og distribution af varer og service-ydelser, inklusive forskning & udvikling, personale-pleje og ledelse. Nybruddet mærkes også i det globale univers af ledelses- & innovationsguruer, som i dag har et stærkt indisk islæt med superstars som C.K. Prahalad, Vijay Govindarajan, Tarun Khanna, Ranlay Gulad, Nirmalay Kumar og Anil Gupta. For dem der stadig har ferie til gode, er der spændende sommerlæsning at hente fra denne kant.

Og hvad er så relevansen for den offentlige sektor, ud over at vi som altid kan regne med, at de store konsulenthuse - der i øvrigt er massivt engageret i udviklingslandedes fremvoksende markeder - før eller siden vil servere mere eller mindre velfordøjede indtryk med tilhørende handlingsplaner fra denne revolution, også for vestens offentlige sektorer?

I en tid hvor Danmarks offentlige sektor for alvor udfordres af krav om mere og bedre service for markant færre penge er der en del at hente. Ikke i form af fikse og færdige løsninger men som input til radikal innovation i form af nye erkendelser omkring, hvad der driver og betinger den nye bølge af innovation, der i flæng betegnes som ‘frugal innovation’ (nøjsom innovation - dvs. innovation, hvor man får meget ud af lidt, og som imødekommer behov og betalingsevne blandt de fattigste), constraint-based innovation’  (begræsnings-dreven innovation) og ‘reverse/trickle-up innovation’ (omvendt innovation - dvs. innovation der har rødder i udviklingslande for siden at vinde udbredelse i Vesten) samt ‘disruptive innovation’ (revolutionerende innovation - dvs. innovation der fuldstændigt ændrer markedet, enten ved en voldsom nedbringelse af prisen på en vare og/eller en fuldstændig ændring af processerne forbundet med fremstilling og distribution). Hver betegnelse fanger nogle egenskaber, som kan inspirere også i en dansk offentlig sammenhæng. Kendetegnende for mange af de resultater, som denne udvikling har leveret, er at intet i en vare/serviceydelse/fremstillingsproces er for stort eller småt til at blive gentænkt fra bunden, med potentielt enorme positive konsekvenser for forbrugere, livskvalitet samt indtjening til følge. 

Det er selvfølgelig tankevækkende, at de selv samme regioner, der i disse år inden for den private sektor fører an i et innovationsryk uden historisk sidestykke, samtidig i betydeligt omfang er præget af tvivlsomme politiske regimer, brutale udviklingsmodeller med begrænsede sociale og miljømæssige hensyn, manglende lighed og udbredt korruption. Når det kommer til egentlig offentlig sektor innovation, er der ikke megen ‘reverse innovation’ at hente. Dermed være ikke sagt, at innovationen i udviklings-landene ikke rummer eksempler på, hvordan markedet i fraværet af en offentlig sektor kan levere basale velfærdsydelser for priser, som kan betales af mindrebemidlede, f.eks. inden for sundhed - eksempler, som også har pointer for vestlige offentligt såvel som privat finansierede sundhedsvæsener.

En stærk og professionel offentlig sektor som den danske er i en privilegeret position, når det handler om at suge til sig fra nær og fjern, filtrere for relevans og oversætte til egen kontekst. Innovationsrykket på verdens fremvoksende markeder er svært at sidde overhørig og rummer indsigter, der yderligere kan anspore den gryende interesse i den danske offentlige sektor for radikal innovation.

 God sensommer!

Peter Lofts indlæg her på bloggen sluttede med følgende ord: “Færre ressourcer, offentlige besparelser og befolkningens forventninger om fortsat øget service kræver helt andre måder at løse opgaven på”.

Helt enig - men hvordan?

Traditionelt mødes budgetpres med grønthøstermetoder - vi skærer lidt hist og lidt her, og så klarer vi skærene indtil næste besparelsesrunde. Innovation bliver det sjældent til, men måske skal der et virkeligt stort budgetpres til for at skabe reel innovation?  

Dette blogindlæg handler om, hvordan vi kan tilføre ilt til offentlige innovation.

For det første tror jeg, der ligger meget kreativitet og viden gemt hos medarbejderne i den offentlige sektor. Viden og kreativitet, som i dag slet ikke i tilstrækkelig grad aktiveres og bringes i spil med henblik på en mere effektiv opgavevaretagelse.

Eksempel: Jeg blev helt opløftet forleden, da jeg læste i min morgenavis, at Ringkøbing Skjern Kommune havde gjort noget så simpelt som at bede medarbejderne om at brainstorme om spareideer. “De ansatte havde 1.800 ideer til en billigere kommune” - sådan lød overskriften på artiklen. Og kommunaldirektøren jublede: “Det er helt fantastisk. Der er helt sikkert ting, vi ikke har tænkt på” udtaler han til avisen.

Ligeledes hørte jeg i P1 (som heldigvis stadig eksisterer) om en såkaldt udkantskommune, som skulle finde besparelser på bl.a. skoleområdet. Sædvanen tro havde kommunalbestyrelsen besluttet at nedlægge et par af kommunens landsbyskoler. Reaktionen fra lærere og forældre var ikke - sædvanen tro - at oprette en privatskole, men at spørge kommunalbestyrelsen, hvor mange penge, der skulle spares. Herefter fandt de i fællesskab på nye løsninger, bl.a. accepterede lærerne et par ekstra “konfrontationstimer” (gad vide om fagforeningen blev spurgt), og skolen kunne bevares og budgetterne overholdes.

Og her for et par uger siden lancerede Region Syddanmark en ide- og projektbørs for regionens 26.000 medarbejdere. Ideerne følges og vurderes af et innovationspanel og målet er at blive inspireret til “at gøre tingene på en bedre måde, der kan spare borgerne og dem selv for unødig tid og arbejde”, udtalte regionsrådsformanden Carl Holst.

Ovenstående viser, at der er en vis interesse for at bringe medarbejdernes indsigt og kreativitet i spil, så kan der skabes nye og bedre løsninger end ved traditionelle top-down grønthøsterbesparelser. Og det bliver spændende at se, om der virkelig er innovationspotentiale i mere systematisk at inddrage medarbejdernes ideer i udviklingen af den offentlige service - eller om inddragelsen kun viser sig at være en halvdesperat krampetrækning i en akut spareøvelse.   

Man kan ikke tale offentlig innovation uden at tale digitalisering. Den offentlige sektor skal nemlig i langt højere grad gøre borgere og virksomheder til deres egne sagsbehandlere via nye digitale selvbetjeningsløsninger.

Der er for lang tid siden taget hul på digitale selvbetjeningsløsninger, men alt for ofte ser vi IT løsninger, som blot reducerer tidsforbruget ved enkelte delprocesser i sagsbehandlingen. Visse myndigheder har fx “sat strøm til en blanket eller to”, men i back office sidder der fortsat personer og taster oplysninger ind i forskellige systemer.

Det perspektivrige ligger i at sætte strøm til hele sagsbehandlingsprocessen - at udvikle “End to End” sagsbehandlingsløsninger, som mere eller mindre automatiserer sagsbehandlingen. Her kan der nemlig høstes seriøse effektivitetsgevinster. Og mere tilfredse borgere, hvis logikken er den samme, som da bankerne indførte selvbetjening via netbanker.

En vision som SKAT er forholdsvis langt med. Den automatiske selvangivelse er jo næsten en realitet i dag. SKAT har fortrykt alle oplysninger på selvangivelsen, borgeren godkender og vupti eventuel overskydende skat indsættes på Nemkonto. Og når den digitale tinglysning kommer oven vande, bliver det forhåbentlig også et godt eksempel på automatisk sagsbehandling.

Dertil kommer, at der med den seneste kommuneaftale er kommet fokus på objektiv sagsbehandling, dvs. den sagsbehandling hvor myndigheden ikke skal foretage et forvaltningsretligt skøn. Digitalisering af den form for sagsbehandling kan kun gå for langsomt.

Min egen erfaring for brugerdrevet innovation inden for udvikling af IT systemer, har gang på gang været, at der virkelig kan komme ny kollektiv indsigt på bordet, hvis medarbejdere og ledere samles om bordet og lader “våbnene blive i våbenhuset”. Alt nyt kan jo skydes ned med regler, procedurer, eksisterende systemer, traditioner etc., men hvis ideerne skabes i en proces baseret på kollektiv intelligens, går alle fra mødet og mener, at det var dem som fik den geniale nye ide, og dermed vil de kæmpe for forandringen.

Digital innovation støder dog ofte på barrierer fx datatilsyn eller andet, som det kræver politisk velvilje at komme over. Tag det dagsaktuelle emne: huske sms’er fra hospitalerne til patienter med en operationstid. Datatilsynet underkender måske ordningen på trods af, at hospitalerne kan spare mange millioner, for tænk hvis en forkert person fik fat i sms’en (- som om nogen frivilligt ville møde op og lade sig operere for brok ). I dette tilfælde har Sundhedsministeren heldigvis lovet en lovændring i fald ordningen underkendes af tilsynet.

Lad os håbe, at det aktuelle og fremtidige budgetpres kan bruges intelligent til reel offentlig innovation. Gerne via inddragelse af medarbejdernes faglige indsigt og kreativitet og via digitalisering af sagsbehandlingen så borgere og virksomheder kan betjene sig selv via nettet. Det “turbo net” som det tidligere bestyrelsesmedlem i MindLab Charlotte Sahl Madsen - nu videnskabsminister - netop har annonceret bør udbredes til alle danskere. Go start!