MindBlog English

borgercentreret innovation - antropologiske metoder - servicedesign - offentlig udvikling - kommunikation - forandringsledelse - idé- og konceptudvikling - strategi for innovation - policyudvikling - tværoffentligt samarbejde

Seneste MindBloggere

se alle bloggere
  • Jakob Schjørring
  • Niels Hansen
  • Johanne Mygind
  • Marie Herborg Krogh
  • Christian Bason
Christian Bason

Får Australien verdens mest nytænkende offentlige sektor?

Af Christian Bason 9 marts 2010

Vi har det med at mene at vi i Danmark har verdens mest moderne og innovative offentlige sektor. Men jeg tror vi er på vej til at blive overhalet fra den anden side af jorden. I Australien har delstaten Victoria, som har samme befolkningstal som Danmark, i forrige uge lanceret en ambitiøs Innovation Action Plan, der er målrettet statens offentlige ansatte. Planen, som er underskrevet af samtlige Victorias topembedsmænd, rummer fire initiativer.

vps

For det første lægger handlingsplanen op til at skabe stærke forbindelser mellem mennesker, ideer og muligheder. Det er et forfriskende bud på offentlig innovation at nytænkning ikke kun handler om at tackle problemer, men også om at skabe ny værdi. I australsk aftapning handler det ikke mindst om at anvende nye sociale medier (web 2.0) teknologi til at sætte strøm til udvekslingen af ideer og samspil på tværs af embedsværket.

Planens andet element er at bygge innovations-kapacitet. Målet er at booste træning og udvikling af statens medarbejdere og understøtte en innovationskultur, herunder ved at anvende længerevarende indstationeringer af medarbejdere på nyskabende projekter på tværs af forskellige forvaltninger. Endelig overvejer man en mere permanent organisatorisk forankring af innovationsarbejdet – blandt andet baseret på erfaringer fra Victorias justitsministerium, som allerede har skabt en Innovation and Strategy Unit.

Det tredje initiativ handler om at stimulere innovation og belønne god praksis. Victoria vil nu etablere en række projekt-udfordringer, eller ’Challenges’ som teams af embedsmænd kan prøve at tackle, og hvor belønningen er en personlig præsentation over for statens premierminister John Brumby. (Man overvejer også at belønne vinderne med en iPod; men som en spøgefugl kommenterede, så lad være med at give folk valget mellem de to; så vælger de bare musikafspilleren…)

Sidst, men ikke mindst vil Victoria åbne op for en langt friere anvendelse af data på tværs af den offentlige sektor; første skridt er etableringen af en business case for hvordan det teknisk og juridisk kan lade sig gøre.

Er Victoria er planen på vej til at kunne kalde sig den offentlige forvaltning i verden der arbejder mest systematisk med innovation?

Marie Herborg Krogh

For foden af Andesbjergene

Af Marie Herborg Krogh 2 marts 2010

Nu er det vist blevet tid til en hilsen fra den nordlige del af Argentina for foden af Andesbjergene, hvor feltarbejdet er i fuldt sving. Feltarbejde tager udgangspunkt i et projekt i et regionalt energiselskab, som fokuserer på distribution af elektricitet til mennesker med få midler til at betale for elregningen. Mennesker, der blev hårdt ramt af den krise, der lammede landet i 2001, og som ofte bor i ulovlige bosættelser i udkanten af de større byer uden vand, kloaksystemer. På grund af krisen i 2001 havde mange folk ikke havde råd til at betale for elektriciteten og begyndte at hægte sig på elnettet ulovligt med fare for at få elektrisk stød og dø. For virksomheden var dette samtidigt et stort problem, for hvordan skulle virksomheden så i sidste ende overleve, hvis folk ikke betalte for elektriciteten?

Et af løsningsforslagene går ud på, at virksomheden sætter elmast, elmåler og kabler op for 10 pesos (cirka 14 kroner) hos en familie mod, at den nye kunde hver 14. dag betaler deres regning, og der er ansat ni personer (preventistas) til at gå rundt i de forskellige kvarterer og afmåle elektriciteten og fortælle, hvordan og hvor kunden kan betale for elektriciteten. Preventista’ernes job betragtes af topcheferne i virksomheden, som yderst værdifuldt, men også som meget farligt, fordi områderne anses som meget usikre. Ofte har preventista’erne derfor en politimand med sig. En udfordring for os, fordi de i starten ikke ville lade os gå rundt med preventista’erne alene (+ politimand), men kørte os rundt i en bil, så vi kunne se preventista’ernes arbejde fra bilen. Heldigvis har vi fået bearbejdet dem lidt, for godt nok er der områder, man ikke skal gå i, men de fleste områder er nogenlunde trygge, og folkene der er flinke. Der eksisterer altså mange myter om disse mennesker, der er yderst interessante at dykke ned i, for hvordan påvirker det relationen mellem disse mennesker og virksomheden?

Det er disse preventistas, som jeg sammen med min studieveninde Stine følger hver dag. For at give jer et indblik i, hvordan sådan en dag er, får I nedenfor et uddrag fra mine feltnoter fra en af de første dage, hvor vi var af sted:

”Vi løber af sted på de mudrede veje, og det går stærkt. Virkelig stærkt. I 40 graders varme. Sveden pibler på panden. Foran os løber Fernando og Lucia [preventistas]. De vender sig ikke om, men snakker bare hurtigt til hinanden for at markere, at de altså har travlt, og hvis vi skal være sammen med dem, så skal vi være hurtige. Bag os snøvler politimanden Pablo af sted. Han hader solen og ser ud til at have det meget hårdt. Jeg griner inde i mig selv, for det må virkelig se morsomt ud for beskuerne. Vi står nu foran et hus, og de kalder på kunden ”Lopéz” råber de. ”Det er tid til at betale for strømmen. Kom og få papiret med dit forbrug på”. Lidt efter kommer en kvinde frem. Hun siger, at hun ikke ved, hvor hun kan betale sin regning. Jeg spørger Lucia, om der er mange af kunderne, der ikke kender til programmets betalingssystem. Hun svarer: ”Jo, jo, alle klienterne kender til det, for vi har jo sagt det til dem mange gange, men hver gang siger de bare, at de ikke har hørt noget om det før””.

img_0382

Hvad er det, der gør, at kunderne siger, at de ikke aldrig har hørt om, hvor de fx kan betale deres regninger, eller hvad programmet går ud på? Har det noget med virksomhedens adfærd at gøre? Vi for at se. Projektet er et led i virksomhedens arbejde for social ansvarlighed, hvor der tages udgangspunkt i en terminologi om inddragelse af de lokale som ressourcer og som medproducenter til nye løsninger for lige adgang til elektricitet. Viljen til at inddrage og forstå disse menneskers situation er der, men i praksis sker det ikke helt som ønsket. Hvordan kan det være? På grund af interne strukturer i virksomheden? Fordi man ikke er klar over, hvordan disse menneskers bidrag kan bringes i spil? Alle disse spørgsmål skulle vi gerne have besvaret i løbet af de næste par måneder… Og der dukker garanteret flere op på vejen. Men her var en lille opdatering fra feltarbejderen i Argentina.

Hilsen Marie

Johanne Mygind

Det er ikke en udfordring. Det er et problem…

Af Johanne Mygind 18 februar 2010

Jeg blev ansat som barselsvikar i MindLab i november og skiftede dermed fra at være journalist til projektleder i den offentlige sektor. En helt anden hverdag og en helt anden type arbejdsopgaver, som jeg var og er meget glad for at få lov at prøve. Men at skifte branche er ikke bare at skifte arbejdsopgaver. Det er også at skifte sprog. Hurtigt begyndte jeg at bruge ord, som jeg aldrig før havde haft i munden: Succeskriterier, brændende platforme, drøftelse, for bare at nævne nogle få.

Det mest slående sproglige skift er fraværet af ordet problem. Det er konsekvent byttet ud med ordet udfordring. Som i ”Vi havde nogle udfordringer med fotografen” eller ”de unge indvandrere fortalte om deres udfordringer i skolesystemet” eller ”manglen på arbejdskraft bliver en af den offentlige sektors store udfordringer i de næste 20 år.”

Hvis man har den mindste tro på, at ens ordvalg hænger nøje sammen med ens virkelighedsopfattelsen, er det let at se, hvorfor ordet problem ikke er lige så populært som ordet udfordring. En udfordring er en kamp, som skal tages op, et bjerg, der skal bestiges, en succes som venter for enden af et hårdt stykke arbejde

Et problem er derimod i følge ordbogen “noget besværligt, som har behov for en løsning” eller ganske enkelt “ en kilde til besvær”. Et problem har altså ingen indbygget succesoplevelse. Det kalder måske på en løsning, men man finder det ikke nødvendigvis. Og selv hvis man finder en løsning, har den det at forvandle sig til nye problemer, splitte sig op i uløselige dilemmaer og skabe palaver og diskussion. Hvem vil have problemer, når man kan få udfordringer?

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tvivle på om den konsekvente brug af ordet udfordring egentlig skaber en mere positiv attitude i længden. En udfordring er vel kun positiv, hvis man kan kravle op af bjerget og sætte vimplen i toppen. En vinder er en, som klarer sin udfordring, men hvad hvis man ikke gør det, er man så en taber?

Den overvejelse er måske særligt relevant, når man arbejder med udviklingsarbejde i den offentlige sektor. Her arbejder man nemlig ofte med projekter, som kendetegnet ved skulle nå en lang række svære mål: bekæmpelse af arbejdsløshed, større integration, længere levealder, mere effektive offentlige institutioner. Komplekse områder, som har tendens til at rumme tusindvis af dilemmaer og alt for få enkle løsninger.

Netop derfor kan ordet udfordring, som giver energi til at komme over bjerget, også ramme projektlederen lige i baghovedet, når bjerget ikke viser sig at være et bjerg, men et stort filtret garnnøgle eller et smal bræt udspændt over politiske kompromiser. Så er det projektlederen risikerer at føle sig som en frustreret taber, som igen og igen må konstatere, at virkeligheden har forandret sig, og flyttet målstregen et helt andet sted hen.

Jeg har derfor besluttet mig til at holde fast på det gode danske ord problem, også når jeg er på arbejde. Ikke fordi jeg vil være sur, på tværs eller negativ, men fordi det måske netop er evnen til at skelne mellem hvad der er udfordringer og hvad der er problemer i et projekt, som sikrer at jeg kan blive med at gå til arbejdet med glæde og energi.

Niels Hansen

Designtænkning giver løsninger der virker

Af Niels Hansen 11 februar 2010

I den forgangne uge har vi i MindLab været ude og teste fem idéer til, hvordan Arbejdstilsynet kan forbedre sin kommunikation med virksomhederne. Dette indlæg skal ikke handle om de fem løsninger, men om den værdi designprocesser kan give i policy- og serviceudvikling.

Idéerne havde vi forsøgt at formulere som konkrete produkter frem for abstrakte koncepter. Vores dygtige designpraktikant fik omsat idéerne til fysiske prototyper. Altså konkrete eksempler på, hvordan idéen kunne se ud, hvis den blev omsat til virkelighed. Herunder ses et eksempel på en af vores prototyper.

designtc3a6nkning-giver-lc3b8sninger-der-virker-2

Som det ses, er der ikke tale om avancerede produkter, men derimod skitser. Skitserne gav os mulighed for, at forklare tankerne bag idéen og give et billede af, hvordan idéen ville kunne fungere for virksomheden. Prototyperne blev på den måde omdrejningspunkt for at tale om konkrete situationer fra testvirksomehedernes dagligdag, og hvilken forskel den enkelte idé ville kunne gøre her – eller helt afkræfte forestillingen om, at den ville gøre en forskel.

designtc3a6nkning-giver-lc3b8sninger-der-virker-1

Vi kunne selvfølgelig have valgt, at fortælle om idéen og dens muligheder uden prototyperne. Men det ville helt sikkert have været sværere for testpersonerne at forstå. Jeg vil faktisk mene, at der er stor sandsynlighed for, at vil ville have snakket forbi hinanden. Udover at skærpe fokus i selve testen, var udarbejdelsen af prototyperne også med til at skærpe vores egen forståelse af idéerne. Vi blev nødt til at forholde os til konkrete udfordringer ved idéen og fik således allerede her frasorteret elementer, der ikke ville fungere.

Brugen af prototyper til at teste idéer har vist mig, hvordan designprocesser kan være med til at skabe offentlige løsninger af en højere kvalitet. Designtænkningen tvinger os til, at forholde os helt konkret til de løsninger vi udvikler. Sammen med brugerinvolveringen giver det et stærkt udgangspunkt for at skabe løsninger der har den ønskede effekt i virkeligheden.

Jakob Schjørring

Borgerinvolvering på Nørrebro

Af Jakob Schjørring 14 januar 2010

Jeg har før talt for, at der ligger et stort, uudnyttet potentiale i at rykke brugerinvolvering ud i det offentlige rum så man involverer brugerne “on the fly” i stedet for på forhånd at aftale tid til interviews og observation.

På Nørrebrogade 58 i København kan du frem til slutningen af januar se resultaterne af kunstprojektet “Nørrebrodagbog”, som er et konkret eksempel på brugerinvolvering i det offentlige rum. Kunstnerne har bygget i alt seks “dagbogsstationer”, som har været placeret rundt omkring på Nørrebro i løbet af november og december 2009. I dagbogsstationen har forbipasserende borgere kunne nedfælde deres tanker i en dagbog eller indtale dem på en telefon. Overraskende mange borgere har taget ideen til sig og delt ud af deres tanker og oplevelser.

Kunstprojektet har ikke haft til formål at byudvikle Nørrebro, men “at Nørrebro kan komme til at lære sig selv bedre at kende”. Min vurdering er, at man sagtens kunne gentage projektet i et udviklingsprojekt, hvor man blot stillede nogle lidt andre spørgsmål til borgerne, som de kunne forholde sig til i dagbøgerne. Ideen er hermed givet videre.

Er der andre der har konkrete eksempler der kan inspirere til, hvordan brugerinvolvering i det offentlige rum kan gribes an, så del dem her på bloggen!

dagbogsstation

En dagbogsstation ved søerne i København.

intro

Invitation til at bidrage til nørrebrodagbogen

dagbog

En historie fra dagbogen. Se flere eksempler her!

Runa Sabroe

Ny portal viser vej gennem innovationsprocessen

Af Runa Sabroe 17 december 2009

Har du brug for flere og bedre ideer? Hvordan håndterer du et udviklingsforløb? Hvordan får du samspillet med kollegerne, borgerne og virksomhederne til at fungere? MindLab har i samarbejde med Økonomi- og Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Skatteministeriet udviklet en portal, innovationsguiden.dk, som skal guide offentligt ansatte med udviklingsansvar på vej.

Kravene til offentligt ansatte om at kunne reagere hurtigt på fremtidens nye opgaver og samtidig besidde tilstrækkelig innovationskraft er stigende. Måske har du prøvet det selv? At starte et offentligt udviklingsprojekt, hvor energien er opbrugt efter den første fase, hvor der indsamles ny viden. Eller måske er området så komplekst, at det kræver en ikke uvæsentlig del af projekttiden at danne sig overblik over den allerede eksisterende viden. Når I endelig kommer til at tænke nye tanker, udarbejde konkrete løsninger og generere nye ideer mangler både tiden og værktøjerne til at komme videre.

Men ofte er det nogle simple greb der skal til. Nogle brugbare værktøjer, metodiske greb, skabeloner, som kan downloades, mulighed for at få hjælp her og nu fra andre, som også har prøve en lignende proces.

Alt dette er nu samlet på ét site; innovationsguiden.dk. Formålet med portalen er at ruste offentlige medarbejdere og ledere til at få flere og bedre ideer, der virker og til at involvere brugere i udviklingen af nye offentlige løsninger.

forside

Under tre overskrifter ”Jeg har brug for flere og bedre ideer”, ”Jeg skal involvere brugere” og ”Jeg savner inspiration” bliver offentligt ansatte guidet gennem alle faserne i et udviklingsprojekt. Sitet favner længere projekter, hvor der er lagt op til at involvere borgere eller virksomheder ligesom det også er muligt at benytte innovationsguiden, hvis man blot savner inspiration til idéudviklingsprocessen.

Kogebog til innovationsprocessen

“Du står med en stor viden om et emne [...] Du mangler derfor et værktøj, hvor du systematisk får omsat din viden til idéer til at imødekomme udfordringerne og problemerne. Krav til materiale: Brainstormmatrix (kan downloades i skabelon), postits i forskellige farver. Tid: en halv til en hel time”.

Ovenstående er et uddrag af en præsentation af en metode på innovationsguiden. Metoderne bliver alle præsenteret i et let tilgængeligt sprog, hvor fokus er på direkte anvendelighed. I bedste kogebog-stil fortæller guiden, hvor lang tid man kan forvente at bruge på en given metode, der er linket til relevante skabeloner, yderligere inspirerende læsning og det beskrives, hvilke materialer man skal benytte.

brainstormmatrix

Innovationsguiden er tænkt som et forum for offentlig udvikling. Så opfordringen herfra er: kast jer ud i det, brug sitet, høst erfaringer og vend gerne tilbage med kommentarer, forbedringsforslag mv. Ligesom al anden udvikling er innovationsguiden.dk altid på vej. Dét, I ser, er første bud, som kan rystes, bøjes og laves om. Gå på opdagelse her.

Rasmus Kolding

Kreative tal?

Af Rasmus Kolding 8 december 2009

Tidligere på året havde vi designeren Manuel Toscano på besøg i MindLab, og han holdt et rigtig inspirerende oplæg om, hvordan man kan gøre statistik inspirerende og ”følelsesmæssigt overbevisende”. Hans case var FN’s rapport om klimaforandringer, og hans designfirma havde lavet en udstilling om klimaforandringer i FN-bygningen i New York. Her kunne man blandt andet sidde på sækkestole, der med deres forskellige størrelser repræsenterede CO2-udledningen per borger i hvert enkelt land:

zago_9p_side_27

Koblingen af de ”rationelle” tal samt den følelsesmæssige overbevisning er interessant, så jeg blev desto mere inspireret, da jeg så følgende 2 videoer på TED.com:

Det er to forskellige bud på hvordan man kan præsentere kvantitativ data i en inspirerende form. Især det første oplæg placerer sig virkelig i et felt, hvor opdelingen mellem det kvantitative og det kvalitative ikke længere giver mening. Ligesom vi i MindLab forsøger at gøre kvalitativ data inspirerende ved hjælp af fotos, lyd og video, så er der - heldigvis kunne man fristes til at sige - tentative forsøg på at gøre det samme med tal og statistik.

P.S. Manuel Toscano’s oplæg kan ses i en kort version her , og en anden video fra samme event kan ses her. Manuel Toscano gæster desuden København til COP15, for at give et kreativt bud på regeringens Erhvervsklimastrategi. Følg med her på bloggen for et referat.

Christian Bason

Kan brugerinvolvering effektivisere den offentlige sektor?

Af Christian Bason 6 november 2009

En krise har det med at forplante sig. Først havde vi den finansielle krise, som spredte sig fra USA til Europa og Danmark. I kølvandet kom den økonomiske krise, som har ført til stigende ledighed, også herhjemme. I 2008 faldt Danmarks BNP med næsten én procent, det største fald i 15 år. Nu følger så den sociale krise, som indebærer flere og krævende opgaver til den offentlige sektor. De områder MindLab arbejder på (erhvervsudvikling, beskæftigelse og skat) er alle berørt. Men de mange nye opgaver skal, groft sagt, håndteres indenfor økonomiske rammer som ikke nødvendigvis bliver meget større end de er i dag. Så udfordringen er: Kan det offentlige løfte flere opgaver, uden at det koster mere? Kan det offentlige effektivisere? Og kan brugerinvolvering bidrage?

Brugerinvolvering kan hjælpe offentlige organisationer med at prioritere deres ressourcer, så de rammer plet.

Brugerinvolvering kan hjælpe offentlige organisationer med at prioritere deres ressourcer, så de rammer plet.

MindLabs erfaring er, at involvering af borgere og virksomheder ikke kun er hensigtsmæssigt når man ønsker at skabe en bedre serviceoplevelse for brugerne, eller når man ønsker at skabe styrkede resultater. Der er mindst fire forhold, som gør at brugerinvolvering også er et relevant effektiviseringsredskab:

1. “Less is more”: Hvad skaber værdi i dag, og hvad gør ikke? Involvering af borgerne kan hjælpe offentlige organisationer til at forstå hvilke dele af deres aktuelle indsats som reelt er værdiskabende, og hvilke der ikke er. Mange organisationer har i årevis, måske årtier, leveret samme type ydelser til borgerne. Men borgere og virksomheders vilkår og behov er under massiv forandring i disse år — og processen accelereres af den igangværende krise. Så er ydelserne stadig relevante og værdiskabende? Er der opgaver og services som kunne fjernes, uden at nogen virkelig ville mærke det?

2. “Samproduktion”: Hvordan kan en ny løsning leveres mest effektivt? Her er formålet med brugerinvolvering af afdække hvilke ressourcer og hvilken motivation borgerne selv har, som kan fremme eller hæmme effektiviteten af en ny offentlig løsning. En af de mest centrale redskaber til effektivisering i stor skala i det offentlige, er digitalisering. Her er brugerinvolvering en afgørende forudsætning for, at nye digitale redskaber og platforme også kommer til at virke efter hensigten. Mere overordnet er spørgsmålet: Hvordan kan en ny service, hvad enten den er digital (virtuel) eller fysisk, designes så borgerens egne ressourcer bliver bragt i spil, og supplerer eller styrker den offentlige indsats? I MindLab har vi på flere områder set, at borgerens eller virksomhedes mål ofte er det samme som det offentliges — udfordringen er blot at sikre, at den offentlige indsats indtænker brugerens motivation som en ressource, ikke som en barriere.

3. “Tommelfingeren nedad”: Hvordan skal vi prioritere mellem forskellige nye løsningsforslag? MindLab har ved flere lejligheder oplevet, at dygtige offentlige udviklere er parate til at implementere en løsning, som borgerne måske ikke nødvendigvis har et stort og presserende behov for. Her kan brugerinvolvering, hvor man opstiller forskellige brugsscenarier (prototyper på forskellige serviceløsninger) være en metode til i praksis at teste, hvad borgerne reelt har behov for. Eksempelvis hjalp vi SKAT til at udskyde udviklingen af TastSelv til mobiltelefonen, fordi løsningen i praksis ikke ramte et behov borgerne havde. Mere overordnet kan denne type input bruges til at opstille begrundede prioriteringer af, hvad der skal udvikles, hvad der kan udskydes, og hvad der måske er helt overflødigt.

4. “Synergi på tværs”: Til sidst er der den oplagte, men ofte oversete pointe, at sætter man brugeren i centrum, så opdager man også hvor der er synergi (eller det modsatte) mellem de forskellige offentlige myndigheder, som leverer service eller regulering i relation til brugeren. Ved fx at illustrere borgerens personlige servicerejse, opstår der et potentiale for at se den samlede offentlige indsats i sin helhed, og dermed også identificere overlap, dobbeltarbejde, modstridende indsatser og andre uhensigtsmæssigheder, som kan tackles ved at gentænke samspillet mellem de forskellige myndigheder.

I modsætning til et herskende effektiviseringsparadigme som lean, der har fokus på løbende inkrementelle forbedringer, kan brugerinvolvering derfor noget andet: Det kan hjælpe os til at sætte værdien for borgeren i centrum, og derfor finde mere radikalt nye svar på, hvordan de klemte offentlige ressourcer anvendes bedst muligt.

Nina Holm Vohnsen

Papiret og livet

Af Nina Holm Vohnsen 28 oktober 2009

Man kan ikke fortænke en fuldmægtig kvinde i at følgende tanke melder sig hen ad 16-tiden, efter hun er blevet observeret af en antropolog en hel dag:

Vi er jo 200 mennesker, som bare sidder her og skriver og laver papir. Vi sidder bare og skriver om hvad der bør gøres… uden at gøre noget. Jeg kan sidde her og se ud af mit vindue over på socialministeriet og tænke ‘gad vide hvad de skriver derovre?”.

Det er sådan en tanke som kan melde sig en eftermiddag i efterårsferien. Men, tilføjer hun, hun ved godt, at selvom hun ikke har fingrene nede i selve gennemførelsen af indsatser og projekter, så er hun med til at udstikke nogle rammer for, hvordan de politiske dagsordener skal udmøntes andre steder. En af hendes kollegaer har for eksempel været med til at udstikke rammerne for et forsøg, hvor man ved at give nogle tilbud til sygemeldte vil hjælpe dem hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet.

I sådan et tilfælde holder papir op med blot at være papir og kan få følgende liv i interaktionen mellem en sygemeldt borger, John, og en kommunal sagsbehandler, Marie:

John: Nu blev jeg lige forvirret, for jeg synes du sagde, at det var et tilbud. Det er altså noget jeg er tvunget til?

Marie: Ja, det er du sådan set, det skulle jeg måske lige have nævnt. Men du skal se på det, som om vi giver dig noget ekstra.

John: … Jamen så skal jeg måske lade være med at melde mig ind i fitness og gå til svømning, som jeg havde tænkt mig, hvis jeg SKAL være med i jeres aktivitet. Altså jeg vil jo nødigt overbelaste mig heller, vel?

Marie: Nej, det er jo ikke så smart.

Jesper Christiansen

Kreativ tillid

Af Jesper Christiansen 26 oktober 2009

“Tilliden var bare væk, og der var ikke så meget at gøre. Jeg tror egentlig ikke, at vi nogensinde rigtigt nåede at forstå hinanden. På trods at vi begge faktisk var enige om en hel del, da vi begyndte samarbejdet” (virksomhedsleder).

“The future is open to us by others” (Pahuus 2009)

Fremtidens innovative løsninger på velfærdsproblemer skal ske i et nært samspil mellem forskellige offentlige og private aktører. Denne pointe har sat sig fast hos politiske ansvarlige i ind- og udland og har derfor sat skub i forskellige former for offentlig-private innovationsprojekter. Der skal skabes en nødvendig synergi; en tilstrækkelig og uventet kombination af menneskelige input som basis for kreativitetens opblomstring.

Men hvordan skabes den nødvendige synergi i den midlertidige organisatoriske setting? Det oftest nævnte koncept i den sammenhæng er ’tillid’. Tillid til og imellem innovations-processens andre aktører. Det kan dog være svært at regne ud, hvornår denne tillid skabes, og hvordan den virker.

Filosoffen Anne Marie Pahuus, inspireret af den danske filosof K.E. Løgstrup (1956), taler om tillid som evnen til at acceptere det usammenlignelige mellem fortid og fremtid. Det ideelle mål er en ubegrundet tillid, som giver den enkelte frihed til at bevare fremtiden åben og skabe det, som Pahuus kalder ‘kreativ tillid’. Individuelle muligheder for åben kreativitet begrænses af andre aktørers forventninger og afhænger af den form for tillid, man er i stand til at vise hinanden.

Det kan i denne optik virke som om, at for at opnå tillid til en anden person, skal man lægge sine tidligere erfaringer på hylden. I hvert fald for en tid.  Imidlertid er incitamenter og erfaringer hos involverede aktører i offentlig-privat innovation alt andet end ubegrundede. Således finder man næppe uforbeholden tillid hos kommuner og private virksomheder, som baserer deres handlinger og beslutninger på velbegrundede erfaringer.

Her ligger udfordringen. I enhver ny proces, hvor man er usikker på forløb og succeskriterier, vil den enkelte i langt højere grad gøre brug af deres eksisterende opfattelser af samarbejdets aktører og de elementer, der indirekte kan relateres til dem. Mistillid bliver ofte konsekvens af den usikkerhed. Hvis den ulmer under overfladen skaber det ikke kun et ufrugtbart rum for innovative tanker, men de gensidige forventninger begrænser følelsen af frihed til at tænke nyt.

Vejen frem synes i denne optik i højere grad at være at erkende tillid som grundlæggende for kreativ innovation. Ikke mindst i form en anerkendelse af den store udfordring, som ligger i på den ene side at vise åben tillid til andre og på den anden side at gøre brug af sine nuværende opfattelser af og erfaringer i forhold til de personer, man samarbejder med. Kort sagt, en erkendelse af at fremtiden kun er åben gennem andre.


Kreativitet og tillid
Kreativitet kan forbindes til tillid på både et individuelt og kollektivt plan:
• Ens personlige, kreative og konstruktive livsanskuelse bliver på den ene side et produkt af den tillid, som andre viser til én.
• På den anden side forbindes kreativitet til et tillidsfuldt rum, hvor social interaktion mellem relevante aktører kreerer nye tanker og idéer.



Blog-indlægget er et indhug i en tankerække, som lige nu udgør grundlag for udarbejdelsen af et workingpaper under arbejdstitlen ‘Trusting the new’ med inspiration fra konferencen af samme navn (http://www.ifi.au.dk/trustingthenew).

Anne Marie Pahuus skriver om dette emne i “Concern for the Other: Perspectives on the Ethics of K. E. Logstrup” (2008) i Andersen, S. og Kooten Niekerk, K. (eds.). Forfatternes inspiration til denne bog er hentet fra K.E. Løgstrups “The Ethical Demand” (1956).

Marie Herborg Krogh

Er muligt at lave kriterier for “den gode metode”?

Af Marie Herborg Krogh 21 oktober 2009

Dette blev afprøvet i det tværministerielle projektledernetværk for innovation og brugerinddragelse d.1. oktober i MindLab. Her blev eftermiddagen brugt på i fællesskab at udvikle kriterier for “den gode metode” og dernæst beskrive metoder, som bliver en del af en ny innovationsguide på internettet. De følgende kriterier afspejler resultatet af dagens arbejde:

projektledernetvc3a6rk-011009-040

Klart formuleret formål: Det skal være helt tydeligt, hvad metoden går ud på, hvilke behov, der “udløser” metoden, og hvordan metoden kan hjælpe.

Systematik: Skal metoderne være ustrukturerede, fordi vi arbejder med innovation? Tværtimod. Det er muligt at være struktureret - også når der arbejdes innovativt. Derfor skal metoden skal gå systematisk til værk i forhold til den opgave, der skal løses.

Refleksion over forholdet mellem analyse og fortolkning: I en kompleks verden er det ikke muligt at lave tilbundsgående analyser af alt. Derfor kan det være en nødvendighed at give plads til intuition og fortolkning. Analyse er typisk mest bagudrettet og fokuserer på enkeltelementer og deres indbyrdes sammenhæng. Fortolkning fokuserer på betydningen og implikationerne af analysen, og den er derfor mere fremadrettet og central i innovationsarbejde. Valg af metode skal derfor afspejle en bevidst sondring mellem analyse og fortolkning.

Udbytte står mål med ressourcer. Der skal være en rimelig sammenhæng mellem det udbytte metoden giver, og de ressourcer, der anvendes på metoden. Desuden skal metoden også være realistisk i forhold til tid samt materialer og skal inkludere eventuelle støtteredskaber.

Etik: Metoden skal være etisk forsvarlig - fx i forhold til omgang med fortrolige oplysninger og metodens indvirkning på organisationen eller de informanter, den bruges på. Den må gerne udfordre og provokere, men ikke afskrække den organisation eller de mennesker, der “udsættes” for den.

Det var nogle af de kriterier, vi diskuterede. Mangler vi nogle? Kom med dine input!

Christian Bason

Er tværoffentligt samarbejde unaturligt?

Af Christian Bason 19 oktober 2009

Den seneste kontrovers om en topforhandlers afgang og spekulationer om relationen mellem stats- og klimaministerierne sætter spot på tværoffentligt samarbejde. Er fælles visioner, mål og tæt fagligt samarbejde på Slotsholmen en illusion? Er det dagens orden, at embedsmænd smeder intriger og stikker kniven i ryggen på hinanden så snart en lejlighed byder sig? Er politikudvikling et komplekst magtspil hvor kun den smarteste og (om ikke andet) stærkeste overlever?

I et indlæg i Politiken lørdag d. 17. oktober giver politisk kommentator Peter Mogensen udtryk for, at det lige præcis er sådan, det er. Ex-spindoktoren siger: ”Lad os slå fast, at der ikke findes en eneste begivenhed på Slotsholmen, uden at der er magtkampe”.

Naturligvis er der magtkampe i politik. Men som en gruppe på 60 centralt placerede embedsmænd på tværs af en række ministerier for nylig pegede på i en workshop i MindLab, så er magtkampe sådan set det modsatte af det, man ønsker. Silo-tænkning, snævertsyn og småligt fnidder er noget af det mest ødelæggende for sammenhængende, kloge og samfundsnyttige løsninger. Gruppen udarbejdede 12 gode principper for styrket tværoffentligt samarbejde, som kan læses her.

MindLab som organisation er selv skabt som en tværoffentlig enhed – på tværs af tre store ministerområder. Det er naturligvis ikke nogen helt nem konstruktion. Men det virker, og vi oplever dagligt hvordan det faktisk kan lade sig gøre at arbejde smidigt og effektivt på tværs af Slotsholmens siloer. Hvordan?

* Gennem tillid og vilje til at samarbejde mellem ministerierne, også på topniveau.

* Ved at sætte borgerne i centrum – det er svært at ignorere fælles udfordringer, når borgere og virksomheder selv giver udtryk for dem.

* Via gode rammer for fælles idéudvikling, hvor embedsmændene kan fokusere på fælles mål, høj faglighed og det gode argument.

MindLabs eksistens er i sig selv et levende bevis på, at virkeligheden ikke helt er, som Peter Mogensen påstår. Slotsholmen er, trods alt, overvejende befolket med embedsmænd der ser det som en del af deres grundlæggende etik at yde en indsats, der er til samfundet bedste. Alt andet ville i øvrigt være disrespekt for den tillid, borgerne viser os.

Rasmus Kolding

Design mod klimaforandringer

Af Rasmus Kolding 29 september 2009

Her er en lille film, der er blevet produceret i kølvandet på den workshop vi holdt under Cph Design Week sammen med Manuel Toscano. Musik fra Apollo Music.

Anette Væring

MindLab-event under Cph Design Week 09

Af Anette Væring 9 september 2009

MindLab inviterede 2. sept til oplæg og derefter workshop omkring temaet ’Design as a driver against climate change’ ved Manuel Toscano, partner i Studio ZAGO, N.Y.C.

 

Se eventen på Cph Design  Week

Se billeder fra eventen her – klik for fuld størrelse.

Runa Sabroe

At designe en service

Af Runa Sabroe 8 september 2009

35 minutter. Så lang tid tager det at trække en sodavand i en automat med sin mobiltelefon via i-mode. Men så har man også nået at: indtaste adresse på automaten, udfylde en meget lang og besværlig formular på Internettet, ringe til kundeservice og sidst men ikke mindst indkaste depositum(!) At kunne trække en sodavand i en automat via sin telefon, når man er tørstig og ikke har småpenge på lommen giver bestemt god mening. Men når manøvren i praksis kan sammenlignes med at rejse ind i USA fra et arabisk land, når det kommer til den mængde af blanketter som skal udfyldes, forsvinder al mening som dug for solen. Døm selv – her er de 35 minutter kogt ned til 2 minutter:

Det var Bill Moggridge, partner i designfirmaet IDEO, som viste eksemplet på et seminar om servicedesign, som blev arrangeret under Copenhagen Design Week af Erhvervs- og Byggestyrelsen. Hvordan kan man benytte metoder kendt fra designverdenen til at udvikle eller forbedre en service? Under seminariet forsøgte en blandet skare af forskere, designbureauer samt offentlige og private institutioner, som havde prøvet servicedesign på egen krop, at svare på dette spørgsmål.

At udvikle en service kræver, at man tager højde for, hvilken kontekst servicen skal indgå i, viser indlevelse i modtagerens situation og stimulerer en følelse af empati. I MindLab har vi gode erfaringer med at benytte metoder fra designverdenen, når nye offentlige services skal udvikles. Eksempelvis via følgende metoder: Prototyper, som skitserer et serviceforløb og bliver bragt i spil med de relevante borgere inden servicen er fuldt udviklet og der stadig er rum for justering. Iterationer undervejs i udviklingsprocessen, hvor borgernes virkelighed gentagne gange bliver bragt i spil. Kunderejser som viser et oplevet serviceforløb fra start til slut, kan benyttes til at afdække et eksisterende serviceforløb og dermed udpege mulighederne for forbedringer.

Som Moggridge tørt konstaterede efter klippet af den tørstige og tålmodige kunde ved sodavandsautomaten: ”De kunne have haft glæde af at prototype servicen, før den blev sat i produktion”. Åbenlyst, kunne man hævde, men ikke desto mindre relevant for den virkelighed vi ser i MindLab. Alt for ofte bliver tunge og ressourcekrævende services ”sat i produktion” før de er afstemt med borgernes reelle behov.

Niels Hansen

Innovation gennem radiomontage

Af Niels Hansen 4 august 2009

Som jeg beskriver i et andet blogindlæg, har vi i MindLab snakket om, hvordan vi kan præsentere virkeligheden i en forholdsvis rå og direkte form. I et pilotprojekt, som MindLab har gennemført sammen med bl.a. Forbrugerstyrelsen, har vi haft mulighed for at afprøve en ny metode, hvor virkeligheden kan præsenteres for vores kolleger i en næsten rå, men stadig styret form. Metoden kalder vi radiomontage.

Forbrugerstyrelsen er projektledere på projektet, der skal se på, hvordan man kan hjælpe forbrugerne til at handle på måder, der skaber mere konkurrence blandt virksomhederne. De bad os hjælpe dem med at lave en kvalitativ undersøgelse, for at afdække forbrugernes barrierer for at handle konkurrencerigtigt.

Vi valgte at invitere journalisten Johanne Mygind ind, til at hjælpe os med at bruge radiomontagen som metode. Radiomontage er grundlæggende en sammenklippet, journalistisk historie. I vores tilfælde er montagen en sammenklippet fortælling, der er bygget op omkring aktantmodellen, om en forbrugers handel og den kontekst handlen foregår i.

innovation-gennem-radiomontage

Radiomontagen giver mulighed for at fortælle den historie, vi har hørt hos vores informanter. Den bliver fortalt med informantens egne ord og stemme, men pointerne bliver fremhævet og sat ind i en fortællemodel, der engagerer lytteren. Vores kolleger får på den måde adgang til de virkelige mennesker, med deres skæve vinkler og personlige pudsigheder. Samtidig har vi som facilitatorer mulighed for at fokuserer på de pointer, vi mener er centrale.

Metoden havde i høj grad den ønskede virkning. Projektgruppen blev under en workshop præsenteret for otte montager, produceret ud af de syv interview. Deltagerne blev med det samme engageret i de syv informanter. De forstod ikke bare handlingsforløbet, men i høj grad også informanternes baggrund og personlighed. De havde derfor let ved at leve sig ind i informanternes livsverden og se problematikken fra informanternes side. Det førte i første omgang til en god fælles analyse af informanternes barrierer for at handle konkurrencerigtigt. I anden omgang gav det en række kreative bud på, hvordan vi fra det offentlige kunne afhjælpe barriererne.

Metoden skabet på den måde det engagement, den empati og den energi, som vi havde håbet på. Det er dog interessant at overveje, hvilke krav metoden stiller til analysearbejdet. Hvordan sikres det, at man ikke bliver opslugt i den enkelte informants individuelle historie? Hvordan sikre vi en analyse der løfter blikket?

Et greb er naturligvis, at præsentere en virkelighed, der peger på nogle gennemgående pointer. Et andet greb er at sikre, at deltagerne i dele af processen ser på tværs af de enkelte informanter og evt. inddrager anden viden.

Vores forsøg med radiomontage var helt klart en succes. Vi vil derfor arbejde videre med metoden og undersøge, i hvilke sammenhænge radiomontage i særlig grad kan være anvendelig i innovationsprocesser.

Niels Hansen

Hvordan præsenterer vi virkeligheden så virkeligt som muligt

Af Niels Hansen 4 august 2009

I MindLab bruger vi meget energi på at inddrage og engagere vores kolleger i de projekter, vi deltager i. For det første er det vores kolleger der i sidste ende skal sikre, at projekternes resultater får effekt i virkeligheden. For det andet er vores kolleger eksperterne i politik- eller serviceudvikling på deres områder. Deres engagement og indlevelse er derfor afgørende.

Vi drøfter ofte, hvordan vi kan præsentere indsamlede data på en måde, så de skaber forståelse hos kollegerne. Vi skal åbne kollegernes øjne for brugernes konkrete muligheder og udfordringer, samt den kontekst brugerne er en del af. Dette gøres bedst ved at tage kollegerne med i felten og inddrage dem direkte i analysen. Vi forsøger derfor så ofte som muligt, at have vores kolleger med i dataindsamlingen, men der er desværre ikke al tid muligt.

Der findes en række metoder til at præsentere data, der kan være med til at skabe engagement og empati. En metode vi ofte bruger er personas. Personas giver mulighed for at præsentere arketyper der bygger på både kvalitative og kvantitative data. De er analytiske personer, og vores kolleger bliver derfor ikke præsenteret for de virkelige mennesker vi har interviewet.

Under et besøg i DR’s Programudvikling blev vi præsenteret for følgende illustration af forskellen på den glatte arketype og det kantede, virkelige menneske.

hvordan-prc3a6senterer-vi-virkeligheden-sa-virkeligt-som-muligt

Den runde figur symboliserer arketypen eller personaen. Den er en konstruktion af de egenskaber vi oplever som væsentlige i den givne sammenhæng. Vi giver den et navn og en begrænset livsverden, men den er stadig en poleret konstruktion.

Over for dette står vores virkelige menneske. Det virkelige menneske er ikke logisk opbygget. Der modsiger sig selv og har en række karakteristika, som ikke umiddelbart er interessant for vores problemstilling - eksempelvis ballonen. Men det der er netop disse skæve vinkler og kanter, der gør, at der er noget at gribe fat i. Heri ligger de detaljer, der gør dem levende og som kan tricke vores fantasi, så vi finder på helt nye løsninger.

Spørgsmålet bliver selvfølgelig, hvordan vi så kan præsentere vores kolleger for de virkelige mennesker i de tilfælde, hvor vi ikke kan have dem med i felten. Metoderne skal gengive en stor datamængde på en overskuelig måde. Den skal også lede vores kolleger frem mod en løsning af de problemstillinger der er i fokus. Vi har selv brugt radiomontage som et forsøg på at bearbejde virkeligheden, men stadig fastholde de virkelige mennesker. Denne metode kan man læse mere om her på bloggen.

Samtidig vil jeg pointere, at der naturligvis ikke er noget galt med brugen af personas. Formålet med personas er ikke at præsentere den virkelige virkelighed, men derimod at give et idealiseret billede, der bygge på grundige analyser.

Det er altså vigtigt at vælge den metode, der passer til den aktuelle problemstilling. Vi er derfor hele tiden på udkig efter spændende metoder og greb, der kan bruges i de situationer vi befinder os i - så ligger du inde med spændende metoder til at præsentere virkeligheden på, vil vi meget gerne høre om dem.

Anette Væring

MindLab på Roskilde

Af Anette Væring 16 juli 2009

MindLabs medarbejdere Jacob Schjørring & Anette Væring og medarbejdere fra Roskilde Festivalens event/underholdnings afdeling har de seneste måneder udvekslet ideer omkring, hvordan vi begge kan blive bedre til at involvere brugerne i vores arbejde. Derfor besøgte medarbejdere fra Roskilde Festivalen MindLab i foråret og nu blev det så vores tur til at se deres arbejde under Roskilde Festival 09.

I år har Roskilde Festivalen sat stor fokus på klimaet bla. igennem ’green footstep’ og giver dermed festivaldeltagerne mulighed for at tage ansvar for at formindske klimaændringerne.

Vi har taget en række billeder til inspiration, hvoraf de fleste er af steder der enten har karakter af brugerinvolvering eller hvor budskaber kommer frem på en inspirerende måde.

Street art nær Cosmopol scenen er tagget med QR - codes - et program, så man kan tagge et billede af QR koden med mobilen og så virker billedet som et link direkte til Youtube, hvor man kan se mere om værket og kunstneren.

street-art

street-art-collage

street-art-collage2

Siddemøbler der mimer træer og er inspireret af ‘Dogville’. På Astoria teltet var der skrevet musik på en lang række sprog.

oak_three

oak_three2

skiltning

Dansk flygtninge hjælp byggede et vandtårn med solceller på siderne, desuden var malet et verdenskort af ord, der alle har noget med ’flygtning’ at gøre. Der var en solovn, hvor der blev lavet grød, som blev serveret for de mest sultne og nysgerrige festival gæster.

flygtning_1

flygtning_solcel_2

flygtning_ovn_3

flygtning_4

hc3a6ngekc3b8je

Søren Solkær Starbird, fotograf havde vendt linsen mod festivalgæsterne i en container, som var opstillet i samarbejde med Sony-Ericsson.

starbird

starbird_2

En gruppe aktivister, som ville engagere folk omkring en demo mod kulkraft. Her ved at involvere publikum ved at bygge et kulkraftværk. Vi mener også det var herfra, at man på et tidspunkt kunne få badges med det tankevækkende udsagn ’jeg er iraner’…

kulvc3a6rk

kulvc3a6rk2

Tuborg Fondens Grønne Hjul – der kunne anvendes, hvis man først cyklede i fem minutter.

paris

Roskildes kampagne green foot steps med råd til gæsterne omkring, hvordan de kan agere klimavenligt. Bla. ved at spise vegetarisk og oplade mobilen via fysisk aktivitet. Idébattle - se den på: wecollaborate.org. Også et foto fra “express yourself” bod. Her kunne man give udtryk for sine tanker om klima enten ved at lave en badge, en sang, tegning eller lignende.

roskilde-084

green_signs

roskilde-09-007

roskilde-063

Penguin Armys bod, hvor der kunne byttes tøj og bygges festival møbler. Deres motto lød: ”you got the ideas, we got the tools”

roskilde-070

roskilde-068

roskilde-069

Water for water. Køb en liter vand for 20 kr. Beløbet gik til vand til Afrika

roskilde-071

Drej et håndtag og lav strøm til mobilen.

roskilde-074

Greenpeaces grønne råd om, hvordan du kan ‘pimpe’ klimaet.

roskilde-077

Kunstgruppen AVPDs skulptur, der skabte desorientering på pladsen via spejle.

avpd

Et vindmølleblad hvor der kunne holdes pause og snakkes… om klima…måske. Mere pause.

roskilde-073

893_9343

Event for biogas v. 2. med opfordringen: ‘Kom med en lort til bioanlægget’.

roskilde-075

Bod der informerer om alternativ, privat overnatning for NGOerne under COP15. De skaffede 1400 senge på 3 dage.

roskilde-076

Her var ideen, at der på plakater var skrevet budskaber i forvejen, fx ”strong and fair climate treaty”. Gæsterne kunne så posere med budskab og papfigurer af Merkel, Obama og Lars Lykke. Budskaber - billederne blev så lagt på nettet. Et andet klimabudskab blev kommunikeret via valgplakatagtige plakater med alt for meget og for småt tekst. Vi så ikke nogle læse plakaterne…

roskilde-080

roskilde-092

Rigtige mænd går med armbånd - mange armbånd - naturligvis.

rigtige-mc3a6nd-gar-med-armband

Rasmus Kolding

Oplæg af Bill Moggridge

Af Rasmus Kolding 25 juni 2009

Bill Moggridge fra IDEO holdt et oplæg i MindLab i sidste uge, og her er en videooptagelse af sessionen i dens fulde længde. Man er velkommen til at dele videoen med andre interesserede!

Rasmus Kolding

Om innovation, brugerbestemmelse og dets barrierer…

Af Rasmus Kolding 23 juni 2009

For et par uger siden modtog jeg en mail fra udviklingsorganisationen IBIS, som inviterede mig til at installere et lille program på min computer. Programmet, en såkaldt adblocker, fjerner reklamer fra hjemmesider man kigger på, og erstatter dem med reklamer fra IBIS’s samarbejdspartnere. Således ville IBIS modtage penge for reklamer på sider, som de egentlig ikke reklamerer på. Adblocking som sådan er ikke en ny ting, da teknologi til at fjerne reklamer fra hjemmesider har eksisteret i årevis. Det nye er blot, at de erstatter dem med andre reklamer.aidonline

Dette kunne brancheorganisationen Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) i sagens natur ikke sidde overhørigt. De har anlagt fogedsag mod AidOnline, som er det firma som udbyder programmet til IBIS og 11 andre velgørenhedsorganisationer. Samtidig har de 12 organisationers mediesamarbejdspartnere presset dem til at afbryde samarbejdet med AidOnline, hvilket dog ikke betyder, at man ikke kan hente programmet mere. Nu bliver det blot brugerne, der i fællesskab bestemmer hvad de indsamlede penge skal bruges til. Reaktionen på andre sites har været ganske massiv, med fake hjemmesider, og skælsord som snylteri og tyveri (se Twitter-diskussionen her)

Som jeg ser det, så er der tre mulige udfald. Det er fx ikke usandsynligt, at FDIM for medhold i en evt. retssag, og dermed effektivt udelukker at AidOnline og andre ligesindede kan tjene penge på adblocking. I samme bane kunne man også forestille sig, at politikerne vil blive påkaldt for at lave regler på området, som ville falde ud til FDIM’s fordel.

En anden mulighed er, at ”kommerciel adblocking” – hvis man kan kalde det dét – vinder frem og blive anerkendt som lovligt. Svaret fra FDIM’s medlemmer vil uden tvivl være, at blokere adgangen for brugere, der anvender adblocking – dette gør fx www.berlingske.dk allerede i dag. Et ekstremt scenarium vil være, at det bliver et teknologisk kapløb mellem adblockere og internetdistributører, som forsøger at umuliggøre brugen af hinandens programmer.

Et tredje – og måske mere langsigtet scenarium – kunne være, at FDIM’s medlemmer begynder at se nye muligheder for deres forretninger. At sælge bannerannoncer på hjemmesider er ikke nogen guldkalv siges det, og at stoppe brugerne i at bestemme selv på nettet er som at vende en supertanker i en andedam.

Bundlinien må være, at der før eller siden skal tænkes kreativt omkring indtjeningsmuligheder på nettet. Fx er der muligheder for hjemmesider i at samtænke annoncering med andre platforme, fx i spil, i sociale netværk, på web-tv osv. Desuden er det ikke længe siden, at Lisbeth Knudsen proklamerede, at mikrobetaling for nyheder er vejen frem. Hvor IBIS og AidOnline vil placere sig dette spil, er selvfølgelig interessant. Mit bud er, at dem som imødekommer brugernes behov bedst, vil le til allersidst.

Anette Væring

MindLab-besøg i Tokyo

Af Anette Væring 4 juni 2009

Billeder fra mit besøg i Japan, hvor jeg holdt oplæg i Tokyo Midttown under Future Seminars. Jeg fortalte her om, hvordan vi i Danmark arbejder med at involvere borgere i udvikling af politik. Her er også billeder fra et virksomhedsbesøg på medicinalvirksomhed og fra diverse steder i Tokyo.

Kit Lykketoft

Når museet bruger brugerne

Af Kit Lykketoft 25 maj 2009

Jeg ved godt hvor jeg tager hen næste gang jeg skal på museum. Og mon ikke læsere her på bloggen også kan finde inspiration til formidling og inddragelse af brugere ved at tjekke ud hvordan et godt udstillingsdesign for Danmarks historie kan skrues sammen.

20. maj åbnede Brede Værk - en helt ny permanent udstilling om den industrielle revolution i Danmark. Brede Værk, der hører under Nationalmuseet, er et nyt museum, der ligger ved Mølleåen og er indrettet i en tidligere klædefabrik. På værket kan den besøgende få et levende indblik i industrihistorien i 18-1900-tallet gennem lyd, lys og levende billeder.

Udstillingen er delt ind i flere aktive dele.

En interaktiv film på “Fabrikken” giver muligheden for at vælge, hvem der skal have hovedrollen i ens historie, vise rundt på fabrikken og fortælle om arbejdslivet ved industrialiseringens begyndelse i Danmark. Her kommer man med mor på arbejde - datidens største kvindearbejdsplads.

“Ved samlebåndet” produceres kuglelejer, og her kan man bl.a. konkurrere om, hvem der er mest effektiv til arbejdet.

Efter besøget kan man på Brede Værks Flickr kommentere udstillingen, og uploade egne fotos fra Brede- museet. Har man oprettet en profil via sin aktive billet kan man desuden fordybe sig yderligere hjemmefra.

Tjek i øvrigt kokkepigens blog:

Rasmus Kolding

Med Skattefar på Innovationsvognen

Af Rasmus Kolding 22 maj 2009

En af de ting, som vi oftest slår på tromme for i MindLab er, at løsninger på nye og komplekse problemstillinger kræver flere forskellige fagligheder. Dette tværfaglige fokus har Skatteministeriet taget til sig. På en event til efteråret skal unge studerende i teams hjælpe Skatteministeriet med at tackle en konkret problemstilling. Kodeordet er “innovation” som så ofte i denne tid.

Selvom jeg arbejder med den slags til dagligt, så kunne jeg sagtens finde på at deltage selv. For det første giver det god og konkret erfaring at arbejde med den slags reelle problemer. Dette kan være ganske værdifuldt, ikke mindst for kandidater, der skal ud på arbejdsmarkedet inden nærværende finanskrise er overstået. I samme dur er mulighederne for at netværke er bestemt heller ikke til at overse.

Sidst men ikke mindst, så får man mulighed for indflydelse på et sted, hvor det rent faktisk kan rykke noget. Skatteministeriet prioriterer innovation højt i deres arbejde, og jeg synes, at de fortjener en kæmpe applaus for at sætte sådanne initiativer i værk. Ikke mindst fordi de løser en kæmpemæssig opgave for samfundet. Samtidig er de helt klar over, at den opgave nogle gange kan løses bedre - det kan man se, i og med de tør tage utraditionelle metoder i brug i denne proces.

Er du eller en bekendt på kandidatstudiet, så vil jeg derfor opfordre til at kigge nærmere på Skatteministeriets hjemmeside hvor man kan høre nærmere. Go’ skatteinnovation!

Christian Bason

Om professionel empati

Af Christian Bason 16 maj 2009

Jeg oplevede forleden et mindre drama udspille sig om offentlig service. En fredag eftermiddag stod en ung kvinde af toget i Nyborg, men glemte sin kuffert om bord. Hun var på vej til familiefest på Fyn, og i kufferten befandt sig, ud over det fine tøj, en kostbar gave til festens vært. Kvinden opdagede naturligvis hurtigt den manglende kuffert og ringede straks til togselskabets servicetelefon. Her kunne hun til sin frustration konstatere, at 1) selskabet ikke kan kontakte et kørende tog; 2) at hun således ikke kunne få besked frem om, at hendes kuffert var om bord, og 3) at hun derfor måtte krydse fingre for, at en venlig sjæl ville finde og aflevere kufferten til hittegodskontoret i København (som dog ikke har åbent en fredag aften); 4) at hun derfor måtte væbne sig med tålmodighed for næste morgen at købe en returbillet til København og nå frem i tide til kontoret åbner kl. 10.00, og så håbe at kufferten er der.

Man må spørge… hvor vanskeligt kan det være? Naturligvis kan DSB kontakte et kørende tog — om ikke andet så i nødstilfælde. Sandsynligvis har flere af medarbejderne ombord endda en tjenestemobiltelefon. DSB-togene er udrustede med en mængde konduktører, servicemedarbejdere og togførere, som vel kunne tage et hurtigt kig om kufferten var ved kvindens plads, og sørge for at den kom med næste tog den modsatte vej. Det kan næppe tage mere end et par telefonopkald og måske fem minutter, alt i alt. Og hvor taknemmelig ville den unge kvinde ikke blive over at få sin kuffert tilbage på hurtig og effektiv vis, i tide til festen?

Måske kan man kalde det “professionel empati”: Ledere og medarbejderes evne til at sætte sig ind i, hvordan man som borger har det, og evnen til at gøre bare en smule ekstra for at hjælpe. Det kræver ofte forbløffende lidt — men alligevel udviser mange organisationer forbløffende lidt af det. I MindLab har vi en vision om, at det offentlige i højere grad skal være borgerens ven. Men hvordan bliver vi som offentligt ansatte langt bedre til at udvise empati i vores job og i vores relationer med borgerne? Hvad er det, der nogle gange forhindrer os i at anstrenge os lidt ekstra for at give vores brugere, kunder, borgere en professionel service?

Hvordan gik det så vores unge kvinde? Hun sprang tidligt lørdag morgen på toget til København, hun fandt kufferten med indhold, og hun nåede lige tilbage til Fyn i tide til festen. En lykkelig slutning? Måske, men ikke nogen lykkelig proces. Og nok ikke en borger, der fremover betaler sit bidrag til landets togdrift med helt så stor velvilje som før.

Runa Sabroe

Venlige buschauffører – passagererne strømmer til

Af Runa Sabroe 7 maj 2009

alle-028

Cyklen er flad, og kun modvilligt indstiller jeg mig på at tage bussen til arbejde. Den nedtrykte sindstilstand bliver fuldendt, da bussen kommer om hjørnet og den eneste måde, at nå den på er at løbe i fuld firspring indhyllet i computertaske og alt for varmt tøj. Kun for at opleve, at bussen først kører for tæt på kantstenen, og dermed overskyller mig med vand fra vejen for derefter at lukke dørene for næsen af mig. Kunne jeg ane en slet skjult triumf i buschaufførens øjne? Kan det virkelig passe, at bussen bare kører? Er de slet ikke interesseret i at få passagerer - kunder i butikken?

Ovenstående oplevelse fra en våd forårsdag i mit eget liv er nok ikke enestående. En forsøgsordning med et højnet serviceniveau i bus 150S har i hvert fald været en helt overvældende succes. Højere serviceniveau, gratis internatadgang og flere busser på strækningen har resulteret i ikke mindre end 3000 flere daglige passagerer.  Det er en stigning på 20 %. Det er tankevækkende, at årtiers kamp for at få bilister over i den kollektive trafik, ser ud til at være lykkedes ved hjælp af en forbedret serviceoplevelse for borgerne - hver tiende nye passager kommer ifølge en ny undersøgelse fra COWI fra egen bil. 

Hvorfor er god service et så effektivt middel? Hvad er god service? Er det at blive mødt med en venlig attitude? Eller at føle sig værdsat? Tendensen vi ser, i bustrafikken er langt fra enestående. I MindLabs arbejde har vi set en lang række eksempler på, at der ligger et enormt potentiale i, at det offentlige i højere grad ser på borgerne som en ressource. Vi ser allerede nu, at borgerne inddrages på nye måder både i udviklingen og produktionen af offentlige ydelser, og har i MindLab sammensat et oplæg om emnet. I oplægget ser vi nærmere på relationen mellem borgerne og det offentlige nu og i fremtiden og stiller spørgsmålet: skal det offentlige være borgernes ven?  Se MindLabs invitation til oplægget.

Line Groes

Skrald er lig med mad

Af Line Groes 4 maj 2009

Den noget bizarre udtalelse, “Waste equals food”, kommer fra William McDonough, en amerikansk arkitekt og designer, der besøger Danmark i denne uge. Han er her for at modtage Rockwool-prisen, som overrækkes af Lene Espersen på torsdag d. 7/5 på Arkitektskolen i København, for sit arbejde med udviklingen af et nyt bæredygtighedsparadigme: Cradle-to-cradle (vugge-til-vugge).

Cradle-to-cradle handler om at designe produkter og bygninger af materialer, der kan nedbrydes naturligt og genbruges som råmateriale i fremtidige produktioner. På denne måde kan man effektivisere anvendelsen af materialer og ressourcer i produktionen og helt undgå spild og affald.

McDonoughs radikale synspunkt er, at vi kan designe vores produktion og moderne forbrugsgoder, så de ikke blot gør mindre skade, men er til direkte gavn for planeten!

Det er en interessant, progressiv og inspirerende tanke, da det går skridtet videre end, at vi “blot” skal være bæredygtige. Bæredygtighed skal derimod være udgangspunktet. En lidt crazy følge af dette er, at vi hermed faktisk gør noget godt for jorden, når vi forbruger cradle-to-cradle produkter. Er det ikke en vild tanke?

Et eksempel er Ford, der har udviklet bilen Ford U. Alle bilens komponenter kan ved slutningen af bilens levetid demonteres og blive til enten biologiske eller tekniske næringsstoffer. Et andet eksempel er Nike, der har udviklet en sko, som kan skilles ad, så materialerne kan genbruges i produktionen af nye sko.

Et lidt mere “freaket” eksempel er et ispapir udviklet for Unilever, der opløses til væske, et par timer efter at det er taget ud af fryseren. Ispapiret indeholder frø fra sjældne planter, så når du smider det fra dig, er du med til at øge biodiversiteten.

 

Driver for vækst og innovation

Cradle-to-cradle er et visionært produktions- og designparadigme, der kan revolutionere den måde vi producerer på. Udover at være interessant ud fra en miljømæssig vinkel har det forretningsmæssigt potentiale, da virksomheder både kan fremme sin innovationsevne og sin vækst via metoden. Dette har hollandske og amerikanske undersøgelser påvist.

De virksomheder som har arbejdet med princippet fortæller, at det kan fremme innovation i produktudvikling, produktionsprocesser og forretningskoncepter. For at blive C2C-certificeret er der en række krav som din virksomhed skal overholde, hvilket har været en driver for innovation. For eksempel fortæller Henry Miller, en amerikansk stolefabrikant, at cradle-to-cradle kravet om at kunne skille produktet fra hinanden og genbruge komponenterne, har sparet dem både tid og penge på fabrikken.

Du kan tjekke en dokumentarfilm ud her, hvis det har vakt noget i dig:

Du kan læse mere om William McDonough og hans bog “Cradle to cradle” her:

Christian Bason

Hvad er den offentlige sektors must-win battle?

Af Christian Bason 29 april 2009

Onsdag d. 22. april samledes flere end 60 projektudviklere, kontorchefer og direktører fra en række ministerier hos MindLab om et brændende spørgsmål: Hvordan driver man med succes samarbejde på tværs?

Stor interesse for at styrke det tværgående samarbejde

Stor interesse for at styrke det tværgående samarbejde

Stinne Henriksen, med-initiativtager og kontorchef i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kridtede først banen op: Ambitionen er et udvikle et antal klare principper for det gode tværoffentlige samarbejde.

Udviklingsdirektør i Skatteministeriet Jesper Skovhus Poulsen indledte dernæst i dagens første indlæg med at understrege, at tværgående samarbejde i stigende grad er reglen snarere end undtagelsen. Samfundets kompleksitet er voksende, og løsninger skal tænkes på tværs: ”Den brændende platform er i dag, at vi alle skal levere bedre service til færre ressourcer. Det kan vi kun ved at gå helhedsorienteret til værks og sætte borgere og virksomheder i centrum for den offentlige service.” Han ridsede i sit indlæg en række mulige tiltag op. Kunne fælles koncepter og ensartede samarbejdsmodeller gøre det tværgående udviklingsarbejde nemmere? Hvad med klare incitamenter til at løse opgaver på tværs? Kan vi finde organisatoriske svar, som bryder barriererne ned?

Jesper Skovhus Poulsen, udviklingsdirektør i Skatteministeriet

Jesper Skovhus Poulsen, udviklingsdirektør i Skatteministeriet

Dernæst skitserede Director i Vestas, Nicolai Søndergaard Laugesen, hvordan en multinational virksomhed arbejder på tværs. I Vestas identificerede man i 2008 i alt 12 kampe, som virksomheden måtte vinde – prioriteret fra en liste på flere end 200 potentielle projekter. Læringen fra disse 12 ”must-win battles” var blandt andet, at det ikke kun er det offentlige som står over for silo-tænkning. Forskellige organisationskulturer på tværs af fagområder og geografi er en markant udfordring for en virksomhed som Vestas. Men innovative organisatoriske svar kan være vejen frem. Eksempelvis har Vestas nu etableret et alignment office, en enhed som har til formål at understøtte og fremme de tværgående samarbejder. Indlægget udløste mange spørgsmål og kommentarer fra deltagerne. Se præsentationen her.

Grupper identificerer udfordringer og principper for det gode samarbejde på tværs

Grupper identificerer udfordringer og principper for det gode samarbejde på tværs

I dagens arbejdsgruppe-session drøftede deltagerne såvel udfordringer som bud på principper for det vellykkede samarbejde.

Baggrundsmaterialet fra de enkelte grupper kan læses her. Grupperne arbejdede ud fra forskellige tematikker, som tilsammen kastede følgende første bud på principper af sig:

12 Principper for det stærke tværoffentlige samarbejde

Formål & vision
1. Der skal være en klar fælles vision – formulér den i fællesskab hvis den ikke er givet!
2. Den Store Business Case – er samtlige omkostninger og benefits belyst på samfundsniveau?
3. Sæt brugeren i centrum – hvem er den egentlige slutbruger/aftager af produktet?
4. Dvæl ved problemidentifikationen - er alle enige om hvilket problem, der skal løses?

Proces, kultur og organisering
5. Afstem forventninger - vær ærlig og eksplicit om egne krav og ønsker til samarbejdet
6. Sørg for klar og kontinuerlig kommunikation om hvorfor og hvordan – op, ned og hen
7. Organisering og rammer skal være i orden – er den nødvendige beslutningskompetence til stede, er rollefordelingen tydelig og er fremgangsmåden kendt og accepteret af alle involverede parter?
8. Udnyt hinandens kompetencer og del læring og erfaringer på tværs

Økonomien & incitamentstruktur
9. Aftal hvordan omkostninger og gevinster skal deles
10. Incitamentsstruktur – ved ubalance genovervej business case og/eller om samtlige relevante aktører er repræsenteret
11. Nedbryd siloerne og se opgaven i en sammenhæng – tænk og kommuniker i helheder – kun bureaukrater interesserer sig for siloer
12. De andres succes er også min succes – det offentlige er én organisation!

Principper formuleres

Principper formuleres

Særligt tre klare behov krystalliserede sig på tværs: Kan der tænkes i fælles finansieringsmodeller, som løfter samarbejdet op over den enkelte organisatoriske silo, eksempelvis via en fond, pulje eller lignende? Kan man udvikle et koncept for det stærke tværoffentlige samarbejde, eventuelt understøttet af en task force der tager ud efter behov, inspireret af Vestas’ Alignment Office? I forlængelse heraf, kunne man etablere et netværk eller platform for systematisk videndeling og læring på tværs?

WorkingLab blev rundet af via et panel som samlede op på udfordringer og principper. Panelet omfattede igen direktør Jesper Skovhus Poulsen, direktør i Økonomi- og Erhvervsministeriet Betina Hagerup, kontorchef i Arbejdsdirektoratet Morten Bergulf, og vicedirektør i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Eva Meiling. Der var bred enighed i panelet om behovet for et styrket samarbejde, og spørgsmålet om det stærke lederskab blev sat på dagsordenen. For hvem skal tage ansvar for at orkestrere det gode samarbejde? Med afsæt i sine personlige erfaringer med tværoffentlige udviklingsprojekter understregede Betina Hagerup: ”Udvikling på tværs kræver stærk vilje, og personer der er villige til at skabe fremdrift på trods.”

Drøftelserne var for MindLab en væsentlig påmindelse om, at det tværoffentlige samarbejde også er vores ”must-win battle”. Ofte befinder MindLabs projektledere sig i krydsilden, når vi faciliterer tværministerielle udviklingsprocesser i workshops og spiller brugerviden ind på styregruppe- og udvalgsmøder. Er man parat til virkelig at sætte borgerne i centrum, eller er varetagelsen af egne interesser alligevel vigtigere? Bliver projektets fremdrift taget gidsel af tværministeriel politiseren?

Måske skal vi blot starte med at tale om det. Som et tidligere blog-indlæg her på siden illustrerer, kan det være ret befriende at kalde trolden ved dens rette navn. Onsdag d. 22. april kom der spot på den for alvor. Kampen er begyndt.

Jesper Christiansen

Tillid som offentlig dyd

Af Jesper Christiansen 27 april 2009

”Organisations don’t trust each other, people trust each other”. Sådan forsøgte Professor Stephen Osborne at få forsamlingen på ret kurs i en højtflyvende diskussion om tillid på den årlige CBS-konference under emnet ’Contemporary Issues in Public Management’. Tillid havde vist sig som et utilgængeligt begreb for mange af de hærdede teoretikere, men de var alligevel ikke i tvivl om, at nøglen til frugtbar udvikling af den offentlige sektor lå netop her.

Diskussionen om tillid har i forskeres behandling af den offentlige sektor traditionelt drejet sig om forholdet mellem borger og stat; borgerens tillid til systemet. Osborne var én af mange velrenommerede forskere, som talte om tillid på et andet niveau: den indbyrdes tillid mellem de aktører, som er med til at definere og udvikle samfundets offentlige sektor.

I særdeleshed i forhold til offentligt-private partnerskaber, hvor samarbejde foregår ud fra erkendelsen af, at de involverede parter ikke kan opnå de samme resultater alene, og hvor samarbejdets udbytte er afgørende for en mere bæredygtig velfærdssektor. Et samarbejde, hvor formelle kontrakter ofte erstattes af uformelle relationelle forhold baseret på gensidig tillid.

Forskernes problem, og det som Osborne mindede tilhørerne om, er, at tillid ikke eksisterer på et organisatorisk niveau. Hvis tillid eksisterer mellem mennesker og ikke organisationer, er det personer og deres kontekst, der kommer i spil. Således bliver det et koncept, som er nærmest umuligt at fastlægge i en håndgribelig, systematisk ramme

Dette blev blandt andet eksemplificeret af en anden anerkendt forsker på dette felt, Hans Erik Klijn, i hans analyse af forholdet mellem ledelse og organisation. Han argumenterede for, at tillid i denne sammenhæng var relateret til at imødekomme usikkerhed og ikke en handling i sig selv. Men en handling kunne i stedet følge af bestemte tillidsforhold. Et tillidsforhold, som i hans øjne i højere grad var afhængigt af ledelses- og styringskompetencer end af bestemte organisatoriske faktorer. Således mere et spørgsmål om at forstå, hvordan og hvorfor aktøren handler end hvilke systematiske strukturer, der kan skitseres på forhånd.    

Med andre ord handler det i denne optik om at analysere de specifikke subjektivt motiverede handlinger. At forsøge at indføre sådanne aspekter i systemiske, ’ready-to-use’-modeller ender ofte i bedste fald med at resultere i meget komplekse forklaringsmodeller med alt for mange variabler. Et forhold, som blandt andet fik CBS-professoren Jens Elkjær til at fundere over, hvorvidt offentligt-private partnerskaber overhovedet burde finde sted, når selv ikke kompetente forskere for alvor følte, at de kunne finde greb om deres rette udformning.

Dette er langt fra en kritik af eksisterende tilgange til at forstå og konceptualisere offentlig systematik og praksis. Men med øget vægt på aktørbaserede aspekter som tillid er der tilføjet individuelle og sociale niveauer, som hidtil ikke har været prioriteret i særlig høj grad. Dette tilføjer umiddelbart nogle spændende analytiske muligheder i forhold til at forstå, hvordan offentlige processers drivkraft og barrierer opstår.

Til gengæld sætter det nye og komplicerede krav til retmæssig formidling med plads til analyser af individuelle motivationsfaktorer og social interaktion. Eksempelvis når man skal forstå, hvornår tillid opstår og ikke opstår. I værste fald ender man dér, hvor flere forskere desværre synes at have våget sig ud: i alt for vovede forsøg på at kvantificere, hvordan og hvornår tillid opnås; i en slags aktør-tilgang uden aktør, hvor tillid bliver et svævende fænomen og ikke noget, den enkelte skaber eller opfatter subjektivt. En tilgang, som handler om at skabe systematik i stedet for at kigge på reel praksis.

Det er ikke nok at fortælle, at tillid skal være der, for at processerne kan lykkes. Det er heller ikke nok at understrege, hvordan tillid er en værdi, der kan opnås. Det er netop i det specifikke motiv eller i den bestemte handling, udtrykt i den specifikke sociale kontekst, at tillid bliver tilgængeligt for forståelse. For organisationer nærer ikke tillid til hinanden. Det er de menneskelige repræsentanter for dem, der er i stand til det.

Karen Boll

Skal SKAT afhjælpe ondt i maven?

Af Karen Boll 27 april 2009

Hvilke redskaber kan og skal en myndighed initiere for at påvirke skatteadfærden hos virksomheder, og hvilken rolle ønsker en myndighed at spille overfor virksomhederne?

I SKAT arbejder man med, hvordan man kan forstå og påvirke adfærden hos borgere og virksomheder.

Hvis man fremsætter en liste over de redskaber, som SKAT arbejder med for at påvirke sine kunders regelefterlevende adfærd finder man en vifte, der spænder fra vejledning, spot, stikprøver, samarbejde med politi, bøder etc.

kniv

Med listen i hånden sender SKAT en medarbejder i marken og interviewer en række kunder - fx virksomheder - om, hvad de selv mener, påvirker deres adfærd.

På baggrund af arbejdet i felten kan man finde, at der er et godt match mellem, hvad virksomhederne mener påvirker deres skatteadfærd, og hvad myndigheden gør for at påvirke adfærden. Fx har jeg fundet, at virksomhederne ønsker vejledning, ligesom SKAT anser vejledning som centralt.

Man kan imidlertid også se, at virksomhederne angiver et underligt miskmask af ting som centrale for deres regelefterlevende adfærd. Det er eksempelvis centralt, at de har et kasseapparat, at de kan forhindre ansatte i at snyde, at de får ondt i maven, når momsindberetningerne nærmer sig, at bogholderen er godt uddannet, at deres revisor opdrager dem til gode forretningsgange m.m.

Som myndighed kan man spørge sig selv, om de bevæggrunde, som virksomhederne selv angiver som styrende for deres adfærd, understøttes af myndighedens redskaber.

- Underbygger SKATs redskaber virksomhedsejeren i at kontrollere sin forretning?

- Arbejder SKATs redskaber aktivt for, at bogholderne får bedre uddannelse og ikke får ondt i maven, når momsindberetningen nærmer sig?

Man kan modsat også spørge sig selv, om man overhovedet skal understøtte virksomhederne og hindre, at bogholderne har ondt i maven over momsen? Skal SKAT som myndighed være forstående, indlevende og servicerende i forhold til virksomhedernes hverdag? Ville det ikke være bedre, hvis SKAT alene koncentrerer sig om at kontrollere og overlader til virksomhederne selv at uddanne deres bogholdere?

Begynder en myndighed at arbejde med adfærd, rejser der sig en række spørgsmål, og man løber let ind i problemer. Dels er det ikke let at matche redskaber til adfærd, idet baggrunden for adfærden ofte er diffus; den sidder i hovedet på folk, den sidder i IT-problemer, den sidder i forretningsgangene, som virksomhederne enten har styr på eller ikke m.m. Dels kan man spørge, om myndighederne overhovedet kan og skal arbejde med adfærd, eller om det er at gå for tæt på virksomhedernes ´privatsfære´.

I SKAT er man som beskrevet i fuld gang med at arbejde med adfærd. De kommende år må vise, hvor tæt på virksomhederne SKAT kan komme, og om/hvordan SKAT bedre kan matche det miskmask af ting, der foregår i virksomhederne, med redskaber der påvirker adfærden.

Jakob Schjørring

Mobile probes - det er mere simpelt end det lyder

Af Jakob Schjørring 27 april 2009

I de kommende to måneder vil MindLab bidrage til metodeudviklingsprojektet “Mobile probes”, som gennemføres af et konsortium bestående af forskningsinstitutioner og teknologileverandører.

cultural-probe-data

Eksempel på cultural probes data. Kilde: Flickr.com

Mobile probes er en digitalisering af metoden “cultural probes”. Cultural probes går overordnet går ud på, at man giver brugerne nogle redskaber til at dokumentere deres egen hverdag, med udgangspunkt i nogle opgaver og spørgsmål, som vi som udviklere stiller dem. Det kan fx være at give brugerne et engangskamera og nogle postkort og så bede dem om at tage billeder af steder de kan lide samt skrive postkort fra de steder, som de befinder sig på et bestemt tidspunkt på dagen. Metoden kan på den måde give et indblik i aspekter af brugernes hverdag, holdninger og værdier, som ikke kommer frem ved et traditionelt interview.

Mobile probes udnytter, at stort set alle i dag har en mobiltelefon, der kan tage billeder, skrive beskeder og optage lyd på en telefonsvarer. Man behøver altså ikke længere nødvendigvis at forberede engangskameraer og postkort, for at sætte brugerne i gang med at tage billeder og sende beskeder om, hvor de befinder sig. En aftale om at man må sende en sms til brugerens mobiltelefon med opgaver som “tag billeder af X” eller “besvar spørgsmål Y ved at ringe til telefonsvareren” er nok.

Mobile probes gør det altså mindre tidskrævende at supplere interviews og feltbesøg med probespørgsmål, fx en gang om dagen i en uges tid. Samtidig forventer jeg også, at mobile probes har den fordel, at anvendelsen af proben kan kommunikeres langt mere simpelt til brugerne. Nu behøver vi ikke at bruge lang tid på at introducere cultural probes som metode, introducere engangskameraer, postkort m.v. I stedet kan vi bare aftale, at vi som opfølgning på et interview vil sende en sms med små opgaver, som brugeren kan løse ved hjælp af en telefonopringning, en sms eller et billede. Det tror jeg lyder langt mindre “farligt” og mindre krævende for brugeren og dermed lettere at få brugeren til.

Det er min hypotese, det kan jo være at jeg bliver klogere i de næste par måneder…

Læs mere om cultural probes på http://www.infodesign.com.au/ftp/CulturalProbes.pdf

Se eksempler på cultural probes på Flickr: http://www.flickr.com/groups/791415@N21/

Læs mere om mobile probes projektet på http://mobileprobes.dk/MainPage.ashx

Marie Herborg Krogh

Social innovation # 2: Social innovation som svar på EUs udfordringer/fremtid?

Af Marie Herborg Krogh 8 april 2009

“The financial and economic crisis makes creativity and innovation in general, and social innovation in particular, even more important to foster sustainable growth, secure jobs and boost competitiveness”

José Manuel Barroso, formand for EU kommisionen

De europæiske ledere står over for enorme udfordringer. Lige nu er verden midt i en økonomisk krise, der skaber en generel utryghed blandt borgere og virksomheder om fremtiden. Derudover er der en anden påtrængende, men måske ikke er så synlig udfordring: den demografiske udvikling med et stigende antal ældre kombineret med en mindre arbejdsstyrke. Disse udfordringer stiller krav til nytænkning blandt lederne i EU, og her kan social innovation komme til at spille en stor rolle.

Mindlab bidrog i januar 2009 på en workshop, hvor vi sammen med andre ledende aktører skulle udvikle forslag til, hvordan man på europæisk niveau kan stimulere innovationsindsatsen på de store offentlige velfærdsområder. Dette for at imødekomme de udfordringer, der presser sig på.

Fundamentet for social innovation

I en europæisk kontekst har man lang tradition for social innovation: lige adgang til sundhedssystemet, udbredelse af børnehaver og velfærdsstater etc. Fælles for disse sociale innovationer er, at de var radikale innovationer, som blev opfattet som utænkelige, da de blev søsat (se fx Social Innovation: What is it, why it matters and how it can be accelerated).

På workshoppen blev man enige om, at traditionen for social innovation må genopdages i en europæisk kontekst. Hvor man i mange år i høj grad har fokuseret på den teknologiske innovation, så er det nu væsentligt at fokusere på social innovation.

Der er lige nu er utrolig mange eksempler på kreativitet rundt om i Europa, som man kan lære rigtig meget af. Det, der ifølge arbejdsgruppen mangler, er systemer, der gør det muligt at realisere ideer og give dem gennemslagskraft i bredere sammenhænge. Nedenstående er bud på, hvordan man kan skabe et fundament for social innovation:

#1: Europa har behov for platforme, hvor borgere og organisationer involveret i social innovation kan mødes for at kommunikere og samarbejde mere effektivt

#2: Mobilisering af de europæiske samfund i genopbyggelsen af Europas økonomi således at policy laves i samspil med borgere/ virksomheder og ikke til borgere/ virksomheder

#3: Se krisen som en anledning til at blive frontløbere indenfor social innovation, hvor der satses på at højne kvaliteten af den offentlige service i samspil med borgere og organisationer (private såvel som frivillige organisationer)

Forslagene blev præsenteret for formanden for EU Kommissionen José Manuel Barrosso, og er indspil til EU Kommissionens Nye Sociale Agenda, der sigter på at skabe flere muligheder for EU-borgerne, forbedre adgangen til serviceydelser af høj kvalitet og udvise solidaritet over for dem, der påvirkes negativt af ændringerne.

Marie Herborg Krogh

Social innovation #1: Hvordan skaber vi nye løsninger, der møder sociale mål?

Af Marie Herborg Krogh 7 april 2009

The Guardian bragte for nylig en artikel om verdens første ‘Social Silicon Valley’. I en tid, hvor regeringer kæmper for at holde sammen på økonomierne, og hvor de sociale udfordringer bliver større, mener de to spaniere Carlos Fernández Isoird og Inigo Urkidi, at de har svarene på fremtidens udfordringer. Med oprettelsen af deres nye sociale virksomhed, Business Innovation Brokers (BIB), er de i gang med at skabe en industriel park for sociale virksomheder og samarbejdspartnere. Her håber de på at tiltrække NGO’er, statslige institutioner og fonde.

Initiativet er et eksempel på den stigende interesse for at skabe ideer, der møder sociale mål, og som går under betegnelsen social innovation. Hvor store summer af penge og ressourcer er blevet brugt til innovation indenfor videnskab og teknologi, så er der blevet fokuseret mindre på social innovation trods påtrængende udfordringer i forhold til den demografiske udvikling, sundhed og klimaforandringer. Gennem social innovation stræber man derfor på at udvikle nye løsninger på opgaver og problemer, der har en social og almen samfundsmæssig interesse. Opgaveløsningen og udviklingen af ideer sker gennem et samarbejde mellem den offentlige sektor, den private og den civile sektor (frivillige organisationer samt borgere). På denne måde er social innovation karakteriseret ved:

#1: Eksperimenterende (sociale innovationer er oftest nye kombinationer eller hybrider af allerede-eksisterende elementer)

#2: Tværgående samarbejde mellem organisatoriske, sektorielle og faglige grænser

#3: Gør brug af al tænkelig viden og teknologier

#4: Engagement af borgere som samproducenter af nye sociale innovationer

Hvor er social innovation?

The Young Foundation i England er eksempel på, hvor social innovation finder sted. I samarbejde mellem offentlige myndigheder, lokalsamfundet og beboere, har man i to bydele i London oprettet specialenheder. Disse specialenheder håndterer konflikter, hvor lokalsamfundenes ressourcer er få, og de offentlige initiativer ikke kan engagere borgerne i bydelene.

Social innovation bidrager på denne måde til at bringe forskellige sektorer sammen, og herigennem skabe grundlag for at skabe og udvikle ideer, der møder sociale mål.

Anette Væring

Blogindlæg…

Af Anette Væring 2 april 2009

21:14 Velkommen til telefonsvareren. Venligst indtal en besked efter bibtonen: Hello Nina det er Anette, jeg har nu læst din artikel om forskning og begær. Særlig slutningen med den omvendte nyhedstrekant begejstrede mig. Du skulle måske alligevel have lyttet til ham konsulenten, der sagde, at I skulle lære, at skrive det vigtigste i starten for ingen læser noget til ende. Jeg blev inspireret af, din skrivende begejstring. Tænkte haps! Du har en evne til kritisk, at vende tingene på hovedet, det er lige dig, jeg må tale med… Ser du, jeg er MindLabs blogansvarlig denne uge, du ved, hvad det indebærer; at skrive et indlæg for at skabe aktivitet, og besvare eventuelle kommentarer til blogindlæg, men dem er der nu ikke så mange af… Biiiiib. Okay så jeg må skrive dette indlæg uden, at bygge det op om et interview om blog ideen med skarpe Nina, (en af MindLabs phd-studerende).

 Det burde være ligetil at skrive, for blogafgrænsningen er defineret og mailet rundt: ‘Hvad blogger vi om? - ‘Emnemæssigt vil der blogges om alt inden for MindLabs interesseområde, der vurderes at have relevans for andre’, hvilket blandt andet rummer designmetoder, vi har brugt til brugerinddragelse - hvad virker og hvorfor eller MindLabs erfaringer/viden om feltet nationalt og internationalt. Det går altså ikke at skrive en filmanmeldelse her. Så måske metoder da. Jeg vil eksempelvis meget gerne dele, at vi netop har haft besøg af Johanne Mygind, journalist ved Information og forfatter til bogen Opdrift, der netop er udkommet. Hun lærte os om radiomontager. Om aktant modellen, som vi altid som udgangspunkt kan gå ud fra og måske derved skrue noget medrivende sammen. Vi hørte om, hvordan lyd modsat billeder ikke får os til at dømme nogen ud fra, hvordan de ser ud, men måske lytter åbent til det, de siger. Hvilket jo kan være meget afgørende for vores arbejde, vi formidler borgerinput fra meget forskellige borgere – og naturligvis er alle input lige ligeværdige. Der er sikkert skrevet en masse om dette. Men vi kom nu frem til, at øjnene er den største dommer i et kort interview, som oftest er det format, vi formidler videre i en beslutningsproces, end ørene er. Giver det mening?

 Metodeformidling og så igen, vi har også en regel i MindLab om, at være stenen i kontortøflen - stille spørgsmål ved selvfølgeligheder. Så er det okay, at jeg bare uden videre skriver om en metode? Fordi noget virkede i et projekt, giver det jo ikke den samme værdi i et andet projekt… Via Google Analytics har vores kvikke student Rasmus Kolding fået oplyst følgende, efter 2 uger og 2 dage i luften, havde bloggen fået 550 besøg, herunder 360 unikke besøgende. Kuriose fakta lyder blandt andet på: 30 % kommer ind via www.mind-lab.dk, næsten halvdelen skriver bare adressen direkte i deres browser eller bruger “favoritter”. BMnet, google, og LinkedIn forfølger med hhv. 7, 6 og 5 %. 55 spamkommentarer fanget af vores filter. Men hvordan de besøgende lyder, eller hvad de forventer, ved vi ikke. Måske det kunne være medrivende at vide, hvem ved?

Hvis nogen har læst dette til ende, udover Christian Bason, der som ansvarshavende læser og godkender alle indlæg. Så vil jeg gerne undlade at opfordre til at kommentere, det er jo prædefineret i bloggens natur. Men måske i stedet opfordre til at høre en kollega, om de har tænkt på, at hvis de bruger to timer om dagen, på eksempelvis blogs, facebook, tv – det kunne også være på forskning og begær - lige meget, hvad det nu er - så bliver to timer om dagen samlet set til en måned om året. 22:24.

Rasmus Kolding

(Mobil)nettets nye muligheder

Af Rasmus Kolding 23 marts 2009

Newsweek havde for nylig en interessant artikel om hvordan man kan udnytte mobilnettet til at høste værdifuldt data fra rigtig mange mennesker. Når vi bevæger os rundt, så afsender vores mobiltelefon data om hvor vi befinder os hvornår. Det kan man sammenholde med viden om hvad der ellers foregår, fx som det blev gjort på Kulturnatten i København 2008. Der kunne man på Rådhuspladsen se på storskærm, hvor der var mest aktivitet i byrummet, fordi alle tændte mobiltelefoner gav signal om hvor de befandt sig.

Ikke mindst i trafikforskningen er der stort potentiale i at vide, hvornår folk sidder i kø. Men det er ikke kun data fra mobiler, som kan give ny, værdifuld viden. Google Flu Trends analyserer folks Google-søgninger, og har fundet ud af, at de steder hvor folk googler “influenza” hyppigt, netop er dér hvor der er gang i virusset. Om end dataene ikke rammer fuldstændig præcist, så giver det et billede af sygdomsspredningen, der matcher lægernes indberetninger (CDC) overraskende godt. Og det er ikke mindst hurtigt data: Google Flu Trends har overblik over influenzasituationen 2 uger før de officielle kilder!

google-flu-trends

Den slags analyse kræver nogle værktøjer og processer, som det offentlige ikke besidder endnu, men potentialet er bestemt til at få øje på. Ikke mindst i samspillet mellem det offentlige og den private sektor, er der mulighed for at udnytte dette data. Men disse nye metoder rejser også nogle etiske problemstillinger, som kræver ny debat af datahåndtering og -sikkerhed. Facebook er allerede kommet i vælten for at overtræde persondataloven, og med flere nye tjenester der kan lagre personlig information, har vi med garanti ikke set den sidste kontrovers endnu.

Har du allerede erfaringer med lignende eller andre former for innovativ dataindsamling - gerne i Danmark, og gerne inden for det offentlige - så hører jeg gerne fra dig. På dette felt sætter kun fantasien grænser.

Kit Lykketoft

Giv samarbejdsmandatet fri

Af Kit Lykketoft 18 marts 2009

Der står en trold midt i rummet, men ingen kalder den ved rette navn.

Sådan er det ganske ofte når embedsmænd fra forskellige offentlige instanser er samlet for at løse et problem de alle har - forskellige - aktier i. Dér sidder de så - med hver deres mandat hjemmefra, og åbner munden på tidspunkter, der er gunstige i forhold til det medbragte mandat. Fokus er ikke på problemet, der skal løses, eller løsningen der skal findes - men oftere på at gennemføre mødet uden at give køb på noget, uden at komme åbenlyst på kant med de andre og uden at komme hjem med et større eller mindre ansvar for opgaven end man havde da man kom.

Situationen forekommer ofte, og er aldrig frugtbar. Det er blevet opdaget, at samarbejde er vejen frem mod de bedste resultater. Og i en verden hvor der ikke bliver slået et job op uden “gode samarbejdsevner” står på kompetencelisten og hvor der ikke bliver skrevet et eneste strategipapir uden “tværgående samarbejde” er et mål, er vi uforståeligt langt fra at have en samarbejdsform, der virker. Jo, vi kommer da ofte i mål, men potentialet for at gøre det endnu bedre, er stort.

Lidt spidst kan man måske sige, at ingen embedsmand eller kvinde med respekt for sig selv i fuldt dagslys vil indrømme, at de er dårlige til at tænke samarbejde og hvis noget går trægt eller galt kan det som regel tilskrives “sådan er vilkårene” eller “det lå i opdraget”. Og beholder vi de sorte briller på, er tværgående resultater oftere et resultat af “min minister er stærkere end din minister”end af fælles problemorienteret tilgang.

Når vi så begynder at inddrage borgere eller virksomheder i udviklingsprocesserne støder vi på behov og forslag, der slet ikke vil kunne hverken overvejes eller imødekommes uden at tænke på tværs af de eksisterende offentlige siloer. Og som måske endda i, i den bedste af alle verdener, vil finde sin løsning i tværoffentligt-privat samspil. Det kræver samarbejde. Det kræver, at silotænkningen bliver hjemme. Trolden hedder “vi går ikke af med noget, og slet ikke æren”. Sig dens navn - og den forsvinder.

Christian Bason

Larrys tre love: Erfaringer fra Stanfords Center for Design Research

Af Christian Bason 15 marts 2009

”Vi er dogmatiske når det kommer til prototyper”. Sådan siger Larry Leifer, professor og direktør for Stanford University’s Center for Design Research. Instituttet har over de sidste 25 år udklækket flere end 40 Ph.D’er indenfor designforskning – alt sammen i et tæt samarbejde om konkrete problemstillinger med en række af verdens førende virksomheder. Når man besøger centeret, som jeg for nylig havde lejlighed til, bliver man da også slået af, hvor håndgribeligt og praktisk orienteret deres arbejde er. Center for Design Research er knyttet til Stanfords ingeniørområde, og ingeniørernes blik for teknologi og for praktisk problemløsning smitter af. Mange af de studerende har en mastergrad i teknologi før de kommer til designskolen. Et kig ind i skolens største lokale afslører 4-5 grupper af studerende, som arbejder koncentreret på projekter for virksomheder som BMW, Panasonic og SAP. Der er fladskærme overalt, alle vægge er beklædt med whiteboards, og der hænger store plakater med cases og projektbeskrivelser oppe under loftet. Legoklodser flyder på hylderne og i rummets ene hjørne står et komplet instrumentbræt fra en tysk personbil. Til gengæld er der ingen skillevægge mellem de forskellige arbejdsgrupper, og ingen reoler er højere end de når én til midt på livet.

Arbejdsmiljøet hos Stanford's Center for Design Research

Arbejdsmiljøet hos Stanford's Center for Design Research

”Vi tror på, at i et vidensmiljø skal man kunne se hinanden”, siger Larry Leifer. Han fortæller at han over årene er blevet kendt for ”Larrys tre love”, som beskriver designskolens virke:

#1: Design er en social, teknisk aktivitet
#2: Bevar tvetydighed
#3: Alle designere redesigner.

Hvad betyder de tre love? Set fra MindLabs perspektiv giver de god mening, også når det kommer til udviklingsprocesser i den offentlige sektor. Lad os prøve en omformulering:

#1: Offentlig innovation handler om at skabe dyb forståelse for den sociale virkelighed man ønsker at ændre – og at finde de løsninger, herunder teknologiske, som kan skabe positiv forandring. De færreste offentlige udviklere vil være uenige i den påstand. Måske er vi blot ikke altid gode nok til at være på forkant med de nyeste teknologiske løsninger. Hvor mange offentlige organisationer har for eksempel udnyttet potentialet i mobilteknologi?

#2: Offentlig innovation forudsætter, at man tør fastholde usikkerhed og tvetydighed langt ind i udviklingsprocessen. Det er vores erfaring, at denne divergens er afgørende for at udløse såvel en ny problemforståelse, som nye løsninger. Nogle gange kræver det en omvej at komme i mål. Imidlertid er dette et område hvor offentlige udviklingsansvarlige, og især deres chefer, begynder at ryste på hånden. ”Hvornår når vi målet?” ”Nu skal vi jo også komme i land”. ”Hvordan er det lige præcis at den her aktivitet gør at vi løser problemet?”. Indvendingerne er forståelige, men som oftest ufrugtbare. Innovation forudsætter tillid til, at processen når i mål, også når det ikke lige virker sådan.

#3: Offentlig innovation kræver iteration: At man er villig til ikke kun at designe et bud på en løsning, men også at afprøve løsningen, og designe den igen. Og igen. I MindLab tror vi på, at den læringsproces, der opstår ved at eksperimentere med foreløbige løsninger, høste feedback fra borgere og virksomheder, og dernæst raffinere løsningerne, er uhyre værdifuld. Det kræver blot at vi tillader os at arbejde med ufærdige tiltag, ligesom det kræver modet til at tage konsekvensen af den feedback, man modtager.

Hvor er det så, at prototyperne kommer ind i billedet? Jo, en prototype – hvad enten det er af et instrumentbræt eller af en offentlig serviceproces – gør en løsning håndgribelig. Og uden at den er håndgribelig kan den ikke afprøves eller videreudvikles. Samtidig er prototypen et værktøj der viser, hvordan tvetydighed kan konkretiseres og blive til en løsning som forener sociale processer og teknologiske muligheder. Det er derfor helt rimeligt at være dogmatisk omkring prototyper. Uden dem ville man jo også bryde Larrys tre love.

Larry Leifer fortæller om designforskning på Stanford

Larry Leifer fortæller om designforskning på Stanford

Rasmus Kolding

Antropologerne kommer #1: Metoder i aktion

Af Rasmus Kolding 11 marts 2009

Tit får jeg spørgsmålet: Hvad laver man så som antropolog? Det dukker ofte op i (sviger)familiesammenhænge, men også gamle gymnasiekammerater kigger lidt forvirret på mig, når jeg siger, at jeg læser antropologi. Og lad det være sagt, antropologer har historisk set ikke markedsført sig selv og deres kompetencer særlig effektivt i bredere kredse.

Derfor vil jeg her på MindBlog skrive en lille føljeton, der sætter fokus på antropologiske metoder og kompetencer. Antropologien er blevet - og bliver det stadigt - mystificeret i alt for høj grad, men faktisk er der ikke meget hokuspokus ved det. Første afsnit lægger blødt ud med antropologiske metoder i erhvervslivet.

Antropologiske metoder on a shoestring

På trods af antropologernes lidt ensomme status har årgangene, der læser faget på universiteterne vokset sig store, og efterhånden findes antropologerne i flere afkroge af private og offentlige organisationer, det være sig Microsoft eller Rigspolitiet. Antropologerne er nemlig på det sidste - måske af nød - blevet bedre til at sælge deres kompetencer til erhvervslivet.

Det er ikke mindst interessen for de antropologiske metoder, der er begyndt at slå igennem til flere sektorer. Antropologer er nemlig trænet i at undersøge problematikker inden for et mere eller mindre afgrænset felt, og det har flere organisationer kunne se værdien af.

Antropologer foretager ofte en nidkær indsamling af kvalitativt data - via fx interviews, observationer og deltagelse i aktiviteter - for at finde ud af, hvilke kulturelle og sociale forhold, der gør sig gældende inden for et bestemt område. Især kombinationen af deltagelse og observation er et særkende blandt antropologer, da den giver et indgående kendskab til den aktivitet man deltager i.

Xerox: Erhverslivets antropologiske pionerer

Et klassisk eksempel er Xerox, der producerer kopimaskiner i hele verden. I 80′erne ansatte de et hold antropologer til at observere deres reparatørers arbejdsforhold. Antropologerne og fandt ud af, at den løse snak over frokostbordene var et vigtigt sted hvor viden blev delt mellem de ansatte, og gode råd og tips blev givet videre.En gammel Xerox Alto

Det var altså ofte kollegaerne, der i sociale sammenhænge bidrog til løsning af problemer, og ikke tekniske manualer eller instruktioner. Resultatet blev, at reparatørerne blev udstyret med walkie-talkier, så deres kommunikationsmuligheder blev markant forbedret. Markant forbedret blev også deres effektivitet i deres arbejde.

Det er ikke sikkert at Xerox’s medarbejdere selv var opmærksomme på, hvor stor en indflydelse frokostpauser havde. Hvis man havde spurgt reparatørerne hvad der var vigtigt i deres arbejde, så havde de måske ikke troet, at man var interesseret i deres frokost. Det kom man ud over ved at bruge kombinationen af deltagelse og observation.

Next practice: Anthropology

Der vil helt sikkert komme flere antropologer til, ikke mindst i innovationskredse. Til sommer begynder elitekandidatuddannelsen Anthropology & People-Centered Business ved Københavns Universitet, som vil gøre studerende endnu bedre klædt på til at komme ud i offentlige og private virksomheder. Så fortvivl ikke næste gang du støder på en antropolog på arbejdet eller til familiejulefrokosten. Følg i stedet med på denne blog, hvor vi i de kommende måneder vil dykke yderligere ned i antropologien.

Christian Bason

Velkommen til MindBlog!

Af Christian Bason 2 marts 2009

I dag sætter MindLab strøm til dialogen om innovation i den offentlige sektor – og vi inviterer dig til at deltage i samtalen. Vi vil fremover på denne blog dele erfaringer, case-eksempler, forskningsresultater og metoder fra vores samarbejde om udviklingsprojekter i de tre ministerier, MindLab er en del af: Økonomi- og Erhvervsministeriet, Skatteministeriet og Beskæftigelsesministeriet. Vi vil desuden se langt ud over Slotsholmen for at hente nye perspektiver på innovation: Fra andre offentlige praktikere, fra forskere, fra den private den tredje sektor, og naturligvis fra både ind- og udland.

Vi håber først og fremmest, at MindBlog vil være inspirerende læsning, hvis du er ansat i ét af de tre ministerier. Men vi håber i høj grad også, at alle andre med interesse for arbejdet med nytænkning, udvikling og positiv forandring i den offentlige sektor vil tjekke ind på MindBlog. Og uanset hvem du er, håber vi at du vil gå i indgreb med os og de emner, vi bringer i spil.

Kort fortalt har vi nemlig den ambition, at MindBlog skal være det mest værdifulde sted at hente inspiration og viden, når man arbejder med innovation i det offentlige. For os at se mangler det sted i dag, uanset at innovation efterhånden er lige så stort et buzzword i den offentlige sektor som i den private. Netop fordi begrebet snart er alle steder – og dermed risikerer at miste indhold og mening – mener vi det er vigtigt at stimulere en mere nuanceret og dybere drøftelse af, hvordan man skaber bedre offentlige løsninger, og gør dem til virkelighed.

To særlige vinkler på innovation vil imidlertid præge den prisme, vi i MindLab ser verden igennem – og de to vinkler vil også præge denne blog:

Den første vinkel er brugercentreret innovation: Hvordan kan vi bedst involvere borgere og virksomheder i innovationsprocessen, og hvilken værdi kan det give? Hvordan kan brugere, offentligt ansatte og andre interessenter indgå i et frugtbart samspil, der kan udløse nye måder at tænke på, når det gælder offentlig politikudvikling og service?

Den anden vinkel er tværgående samarbejde og alliancer: Hvordan fremmer man en sund proces for samarbejde på tværs af ministerområder, på tværs af sektorer, og på tværs af offentlig og privat?

Det er vores erfaring, at sætter man først borgere og virksomheder i centrum for udviklingsprocessen, så bliver man automatisk tvunget til også at tænke ud over den traditionelle silo-organisering af den offentlige sektor vi kender. Derfor er de to vinkler i naturligt samspil med hinanden.

Alle medarbejdere i MindLab bidrager til bloggen. Det betyder, at du kan forvente en bred palet af vinkler og perspektiver på innovation, som også repræsenterer vores forskellige fagligheder – fra design til antropologi, og fra medievidenskab til offentlig forvaltning. Vi oplever det selv som en styrke i hverdagen, at vi har forskellig tilgang og interesse - det håber vi også du vil opleve. God læselyst. Vi glæder os til at høre fra dig!

Kit Lykketoft

Kunderejser og videoklip for Arbejdsskadestyrelsen

Af Kit Lykketoft 2 marts 2009

Normalt taler sagsbehandlerne i Arbejdsskadestyrelsen allerhøjst i telefon med de mennesker i Danmark, der har en arbejdsskadessag. Sagerne kan sagtens behandles uden personlig kontakt med de arbejdsskadede. Derfor var det også en øjenåbner, da sagsbehandlerne ved hjælp af videoklip og kunderejser fik at se, hvordan et sagsforløb ser ud fra en arbejdskadets side.

Medarbejdere der med engagement går på arbejde hver dag for, at arbejde for mennesker der er kommet til skade, har selvsagt et ønske om at gøre en positiv forskel. Derfor gjorde det indtryk at f.eks. tiltag som sagsbehandlerne i udgangspunktet opfattede som serviceydelser, af flere arbejdsskadede blev oplevet som forstyrrende eller forvirrende. Arbejdsskadestyrelsen blev ikke altid oplevet som en medspiller, og f.eks. udsendte spørgeskemaer, blev i flere tilfælde oplevet som udtryk for dobbelttjek af arbejdsskadedes oplysninger om arbejdsskaden.

Til gengæld fik sagsbehandlerne også indblik i, hvad der virker, og et indblik i aspekter, der ikke tidligere har været arbejdet med.

Opgaven

I Arbejdsskadestyrelsen har man i 2008 etableret et såkaldt rejsehold. Rejseholdet består af medarbejdere der har til opgave at bidrage til, på det tidligst mulige tidspunkt, at få afklaret arbejdsskadedes muligheder for hurtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet, i en koordineret indsats med kommunerne. Dette foregår ved en såkaldt rundbordssamtale i kommunen, med deltagelse af minimum kommunen, den arbejdsskadede og en medarbejder fra Arbejdskadestyrelsens rejsehold. Også f.eks. ægtefæller, læger, fagforeningsrepræsentanter og repræsentanter fra forsikringselskaber kan deltage. I de sager hvor det overhovedet er muligt, træffes en afgørelse på arbejdsskadesagen til selve samtalen.

Arbejdsskadestyrelsen afprøvede rejseholdskonceptet i løbet af 2008 i udvalgte kommuner. MindLabs bidrag til projektet var, at tilvejebringe viden om, hvordan de arbejdsskadede har oplevet sagsforløbet og mødet med Rejseholdet, før, under og efter de konkrete kommunale rundsbordssamtaler. Formålet med at kende de arbejdsskadedes oplevelse af forløbet var, at identificere muligheder for justeringer af konceptet, der kan gøre rejseholdssamtalerne til en endnu bedre oplevelse for de arbejdsskadede.

Hvordan gjorde MindLab?

Konkret gennemførte MindLab en række interviews med en gruppe arbejdsskadede, der var indkaldt til en rejseholdssamtale. Interviewene skulle kortlægge den enkelte arbejdsskadedes oplevelse af deres forløb fra de fik en arbejdsskade til de skulle til rejseholdssamtale med kommunen og Arbejdsskadestyrelsen. Interviewene blev optaget på video. På baggrund af disse interviews blev der udarbejdet kunderejser.

Kunderejserne viser hvad den arbejdsskadede har oplevet fra skaden er sket og frem til samtalen med kommunen og Arbejdsskadestyrelsen. Hvad er der konkret sket? Hvad har den arbejdsskadede tænkt, følt og gjort? Hvilke myndigheder og andre relationer har den arbejdsskadede haft kontakt til hvornår? På hver kunderejse er det markeret med det hjerte, hvis punktet har haft særlig følelsesmæssig betydning for den arbejdsskadede, og har været et vendepunkt i forløbet.

MindLab har desuden deltaget som observatører i selve rejseholdssamtalerne, samt interviewet de arbejdsskadede telefonisk efterfølgende. På baggrund af observationer og telefoninterviewene blev der udarbejdet en kunderejse for den eksisterende rundbordssamtale. Hvad oplevede den arbejdsskadede i de forskellige faser af samtalen, samt umiddelbart efter samtalen?

workshops i MindLab med deltagelse af bl.a. repræsentanter fra Arbejdsskadestyrelse, kommune og fagforening, blev der arbejdet med, hvordan sagsforløbet op til rejseholdssamtalen kan blive en bedre oplevelse, samt med hvordan selve samtalen kan forbedres.

Hvad kom der ud af det?

Der kunne, på baggrund af materialet, høstes dels konkrete lavthængende frugter og umiddelbare justeringer af samtaleforløbet har allerede givet en oplevet effekt. Rejseholdet er f.eks. gået væk fra votering om afgørelsen af sagen på selve mødet, da den skabte unødig forvirring hos tilskadekomne. Hvis det i fremtiden bliver nødvendigt at votere under samtalen, vil man informere grundigt om formålet og forløbet.

På baggrund af materialet og det efterfølgende arbejde med det på workshops, skal der desuden udarbejdes en drejebog for den optimale samtale. Det justerede koncept skal afprøves i løbet af foråret 2009.

Et ligeså vigtigt resultat af arbejdet er imidlertid den grundlæggende øjenåbner det var for sagsbehandlerne, at se sagsbehandlingsforløbet med de arbejdsskadedes øjne. Det visuelle indtryk de arbejdsskadedes kunderejser gav af de til tider meget lange og komplicerede sagsforløb, kombineret med videoklip fra interviewene, efterlod både vantro, irritation og overraskelse.

Til gengæld fik sagsbehandlerne også indblik i, hvad der virker. Samtlige arbejdsskadede gav efter rejseholdssamtalerne udtryk for, at samtalerne var en rigtig god idé - at det var godt at møde folk fra Arbejdsskadestyrelsen, og få et ansigt på.

Samtidig blev det klart, hvor meget den enkelte arbejdsskadedes omgivelser betyder for oplevelsen af forløbet. Kolleger, venner og familie er i høj grad med til at sætte forventningerne til Arbejdsskadestyrelsen, hvilket ikke er et aspekt der tidligere har været arbejdet med.

MindLabs indsats skulle altså forbedre oplevelsen af rejseholdssamtalen, men har, ved hjælp af kunderejser og videoklip også bidraget med en generel forståelse af de arbejdsskadedes perspektiv, og til konkrete ideer til forbedringer af hele sagsforløbet for arbejdsskadede.

_kunderejse

Om Arbejdsskadestyrelsen

Arbejdsskadestyrelsen er en styrelse under Beskæftigelsesministeriet, der som neutral myndighed træffer afgørelser i arbejdsskadesager.

Det er Arbejdsskadestyrelsen, der træffer afgørelse om, hvorvidt en skade eller en sygdom kan anerkendes som en arbejdsskade, og om hvor stor en erstatning der kan tilkendes for en arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsens mission
Arbejdsskadestyrelsen arbejder for mennesker, der er kommet til skade.

Jakob Schjørring

Borgerinvolvering i storcenteret

Af Jakob Schjørring 1 marts 2009

Så har jeg atter engang sprængt mit tidsestimat for rekruttering af borgere og virksomheder! I de sidste par uger har vi skullet rekruttere 15 borgere til en borgerworkshop . Metoder og  formidling m.v. har for længst været på plads, og så kommer den gyldne sætning så: “så mangler vi bare at få fat i nogle brugere”. Men det er altså ikke “bare”, det er noget der tager tid.

I MindLab har vi rekrutteret brugere på mange forskellige måder: Gennem tilfældige opslag i telefonbøger og databaser, igennem ministeriernes helpdesks, igennem fagforeninger og interesseorganisationer, professionelle rekrutteringsbureauer og igennem personlige netværk.

I sidste uge blev jeg inspireret til endnu en måde at finde brugere, som kan bidrage til ministeriernes udviklingsprojekter: Brugerinvolvering i det offentlige rum.

I den private sektor ser vi allerede eksempler på brugerinvolvering i det offentlige rum, hvor analyseinstitutterne eksempelvis står på gaden og rekrutterer folk til at komme op i et mødelokale en halv times tid . I USA er de endnu længere fremme. Cunningham Research har åbnet “testforretninger” i over 30 storcentre i USA, hvor den menige centerkunde kan supplere lørdagsindkøbene med en tur i testforretningen og give deres mening til kende om de nyeste sodavand eller reklamefilm. Testforretningerne fungerer også som prototypeforretninger i sig selv, hvor forretningskæder eksempelvis kan bygge en prototype på en ny butiksindretning, som kunderne så kan give feedback på.

Jeg tror, at der er nogle enorme potentialer i at rykke brugercentreret innovation af offentlige løsninger ud i det offentlige rum. Forestil jer at et udviklingsprojekt blev bygget op omkring en rejsestand, som embedsmændene tog på turné i hovedgader og shoppingcentre i Danmark for at samudvikle nye offentlige services. Eller at det offentlige, ligesom Cunningham Research, åbnede “gør det offentlige bedre” forretninger i borgerservicecentre, venteværelser eller shoppingcentre.

Det lyder måske dyrt, men det behøver ikke at være det. Det offentlige bruger hvert år rigtig mange penge på udviklingsprojekter, så hvis man fx bare bygger 20 udviklingsprojekter op omkring rejsestande og et par “gør det offentlige bedre forretninger” i stedet for at bruge pengene på klassiske konsulentrapporter, så var den finansiering sandsynligvis hjemme. På samme måde kunne bemandingen af forretninger og rejsestande ske ved at nogle af statens mange udviklingsmedarbejdere droppede skrivebordet for et par uger og tog ud dér hvor borgerne er.

Men hvad er så årsagerne til, at vi ikke bare går i gang med at bruge det offentlige rum til brugerinvolvering?

For det første skal der selvfølgelig være opbakning fra ministeriernes side til at kanalisere økonomi og mandetimer fra konsulentrapporter og skriveborde til rejsestande, “gør det offentlige bedre forretninger” og rejsehold.

For det andet så indebærer borgerinvolvering i det offentlige rum, at ministerierne i endnu højere grad har mod til at vise mellemregningerne for policy- og serviceudvikling i den bredere offentlighed. Vores oplevelse i MindLab er, at det har krævet en mindre kulturændring i ministerierne at invitere borgere og virksomheder ind til fx at diskutere løse ideer til ny policy og services. Lukkede workshops med inviterede borgere og virksomheder eller besøg på borgere og virksomheders privatadresser har været et godt første skridt. Her bevarer ministerierne trods alt bevarer noget af kontrollen med, hvem der involveres i mellemregningerne i udviklingsprojekterne. Med brugerinvolvering i det offentlige rum går vi skridtet videre og slipper noget af denne kontrol.

For det tredje, så er der behov for at udvikle nye metoder, som passer til de rammer som brugerinvolvering i det offentlige rum giver. Hvordan tilrettelægger vi fx vores metoder så vi både kan involvere den forbipasserende borger som har 5 minutter og den som har en time? Hvordan designer vi vores rejsestand eller “gør det offentlige bedre forretning”, så den skaber de bedst mulige betingelser for samudvikling? Det er bare nogle af de spørgsmål vi skal forholde os til, når vi udvikler metoder til brugerinvolvering i det offentlige rum.

MindLab inviterer alle til at bidrage med holdninger, metoder og erfaringer til brugerinvolvering i det offentlige rum.

Runa Sabroe

Hverdagslivet rundt på 365 dage – billeddagbog som cultural probe

Af Runa Sabroe 28 februar 2009

familie365-politike_311062c

 

 

familie365-uge1711 


 

 

Hvordan ser danskernes hverdag ud i dag? Hvad optager familien? Hvad omgiver de sig med? Dette er nogle af de spørgsmål, som en børnefamilie i Valby svarer på. Meget konkret tilmed.

Projektet er som følgende: fem familiemedlemmer (2 voksne og 3 børn) blev hver især udstyret med et digitalt kamera og skulle hver dag gennem 2007 tage mindst et billede af sig selv, hinanden eller deres nærmeste omgivelser. Alt i alt kom der 1825 billeder ud af projektet – en sand guldgrube, hvis man vil dykke ned i og blive klogere på danskernes hverdagsliv. 


Billedmaterialet er herligt blottet for æstetik og rummer en nøgternt konstaterende tilgang til dokumentationen. Projektet sætter i al sin enkelhed og trivialitet billeder på hverdagens hårde facts. Styrken består i, at hverdagen er splittet op i små detaljer – sprængt til atomer, om man vil. Den enorme mængde af materiale virker på én gang overrumplende og pirrende. 


Men midt i alt det kaotiske anes konturer af mønstre og fortællinger, og billederne tegner til sammen et meget præcist omrids af tegnene i hverdagslivets grundsætninger: De viser højdepunkterne i form af fødselsdage, nytår, fester, som er flankeret af gaver og kontanter i massevis. Børnenes udvikling fra børneliv frem til voksenliv fanget ind af tabte rokketænder, og den største drengs spirende teenageliv sammen med vennerne. Almindelig logistik: transport frem og tilbage fra diverse institutioner.

 

Samtidig er det interessant at se, hvor radikalt anderledes børnenes perspektiv på hverdagen er sammenlignet med de voksne. Børnene har taget billeder af små oversete detaljer som gulvtæppet, en appelsinskrald eller sæbeholderen i børnehaven, mens de voksne sigter mod at fortælle en historie. Men først og fremmest tegner der sig et billede af en familie, som tilbringer meget tid hver for sig og mødes i glimtvis nærhed.


Netop i kraft af, at billeddagbogen ikke er blevet til ud fra et på forhånd defineret undersøgelsesfelt – ud over selve dokumentationen –, er billedsamlingen tilpas eksplorativ. I bedste cultural probes stil er der smidt en sonde ud til familien, som over exceptionelt lang tid har registreret deres hverdag uden at blive styret af udefra kommende faktorer. 


Kunne offentlige løsninger målrettet børnefamilierne tage ved lære af de konturer som tegner sig i billeddagbogen, hvor tid til hinanden og samvær på tværs synes at være den mest afgørende mangel varer? Familien i Valby fremhæver selv i et interview i Politiken, at et kærkomment udbytte af det år projektet stod på var et meget konkret indblik i, hvad de andre familiemedlemmer foretog sig i de mange timer i døgnet, hvor familien er adskilt. Selve billedprojektet har skabt nærhed i hverdagen.

 

Kunne det offentlige benytte billedmediet til at hjælpe børnefamilierne med at skabe mere nærhed? Kunne man eksempelvis forestille sig, at børnehaver oprettede en billedbåren digital logbog, hvor det ikke er de voksnes sammenhængende fortællinger, som danner rammen, men børnenes eget perspektiv og egne billeder? Kunne man forestille sig andre offentlige initiativer, som imødekommer det faktum, at børnefamilierne mangler tid og nærhed sammen? 


Billeddagbogen er en inspirationsgrundbase for alle, der arbejder med danskernes hverdagsliv og brugernes perspektiv. Fotograf Jakob Carlsen står bag projektet, og billeddagbogen er samlet i en bog, som erhverves her